En virkelig god dag og hvad der nok bliver en søvnløs nat

Torsdagen begyndte klokken 5.45, hvilket nærmest er til den sene side her i huset. Børnene var glade, og jeg følte mig forholdsvis udhvilet, trods en arbejdsaften, der strakte sig ud til ved en halv tre tiden natten før. Det er ind imellem som om, at min krop kun har brug for få timers søvn, for ofte er jeg faktisk mere smadret når jeg har fået mine otte timer. Efter en lang morgen med morgenmad og hygge med børnene blev de afleveret i vuggestue og skole, og takket være min flittighed i løbet af natten kunne jeg lade computeren være lukket ned og i stedet cykle ind til byen, hvor jeg havde et morgenmøde med to labre damer. Nemlig Chris og Cana.

IMG_8543

Efter en vældig pæn morgenmad på altid gode Hafnia Bar cyklede vi i samlet flok ind for at mødes med den mægler som Cana og jeg har været en hel del i kontakt med i løbet af de sidste par måneder, og da hun trak en nøgle frem til vores nye kontor og overleverede den til os, var det som om, at et rush af adrenalin og glæde skyllede ind over os, og det var blandt andet her, at der blev danset, og vi (som I måske har set på Snapchat) måtte skænke os et glas vin i vores nye køkken. Det er så fedt, så pænt, og så rigtigt og jeg glæder mig til at fortælle meget mere om det hele. Men mest af alt glæder jeg mig til at flytte ind for alvor. Et vaskeægte kontor med den fineste københavnerudsigt, skæve gulve, opvaskemaskine og dybe vindueskarme. Resten af dagen har jeg været så glad og og spændt, og jeg glæder mig helt ustyrligt til at vise lokalerne frem til min mand i morgen, og til at stå i dem selv igen.

IMG_8544
Senere på dagen, efter nogle timer i gården, gik jeg igennem Distortion for at møde op på Ottos skole, hvor jeg skulle til skole/hjem-samtale med Ottos klasselærer, og her blev heldigvis bekræftet i, at jeg har en virkelig speciel lille stor dreng med hjertet på det rette sted, som (åbenbart) har en forkærlighed for matematik. Efter mødet fandt jeg et pizzeria der endnu ikke var blevet overrendt af Distortion-gængere, bestilte fire pizzaer som jeg tog med hjem i gården, hvor min mand, børnene og et hold af vores venner hang ud i solen.
Da en vandkamp tvang drengene til at gå op for at skifte tøj, fulgte vi trop og tilbragte det sidste af aftenen på altanen, hvor Uma fik et aftenbad, og drengene spiste pizzarester, mens lyden af Distortion bragede i baggrunden.


Da børnene sov, hvilket for den ældstes vedkommende tog lidt længe om at ske, så min mand og jeg Suits, og netop som vi skulle til at slukke for at gå i seng, begyndte et børnecirkus uden lige. De fleste børnefamilier kan sikkert genkende situationen, hvor børnene vågner på skift i et væk. Det larmer fra gaden, det er varmt, der hostes, de er tørstige, en kommer til at hælde vand udover sig selv og halvdelen af sengen, der skal tisses, der snakkes, en sut er ikke til at blive fundet, der grædes, der skal findes nogle andre natbukser, for de første blev våde af vandet fra før og man skal ikke engang prøve at foreslå at man måske kunne sove i underbukser, der snakkes lidt mere, for det var vigtigt at fortælle om ham fra første klasse, der havde fået hjernerystelse, og så videre. Nu er klokken næsten et, og jeg har i løbet af den tid det har taget at skrive indlægget her, været oppe fire gange for at henholdsvis lede efter sut, sætte hostende baby op, lukke en kat ind fra altanen, og lukke endnu et vindue, da Distortion stadigvæk larmer derude, og jeg forestiller mig, at det ikke bliver sidste gang jeg forlader min egen seng denne nat, så det er nok passende at sige pænt godnat, også selvom jeg mest har lyst til mentalt at indrette hele kontoret. Det må blive i morgen. Godnat (forhåbentlig) herfra.

IMG_8542

 

4 replies
    • Sneglcille says:

      Det er fra da jeg arbejdede derude. Jeg skriver ikke for ELLE mere, men for nogle andre magasiner i ny og næ. Der kommer blandt andet noget i næste måneds Costume.

      PS. Selv TAK! 🙂

      Svar
  1. Kristina says:

    Åh, du bliver SÅ glad for det! Jeg sidder også selv på dele-kontor med 3 andre damer, hvoraf 2 af dem også er indenfor noget der også laver nogle ting som gør at vi kan samarbejde og sparre med hinanden, det er virkelig guld værd.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *