7 x juni

I 2010 havde jeg det ikke vanvittig godt, men jeg ville gerne have det. Jeg kan virkelig godt huske det her indlæg og de følelser jeg gik med.
I 2011 var jeg også glad for lister

I 2012 startede Otto i børnehave, hvilket på ingen måde var en god oplevelse. Fuck, det var hårdt.

I 2013 var det der børnehave slet ikke så slemt alligevel

I 2014 løftede jeg langt om længe sløret for nyheden om at Freelancer og jeg var en ting… Igen.

I 2015 fortalte jeg om vores evige forskellighed når det kommer til boligdrømme. En snak, der stadigvæk står på herhjemme. Jeg tror vi skal finde os et sommerhus.

I 2016 fik min mand meningitis, hvilket har vendt det hele på hovedet herhjemme. Men vi skal nok klare den. Det er jo os.

Læs de tidligere ‘7X’ her:
Januar
Februar
Marts
April
Maj

Screen Shot 2016-06-30 at 22.08.41

Lykkeglimt og verdens bedste fødselsdag

Screen Shot 2016-06-30 at 10.08.35

Midt i den grød af hårde følelser, smerte og frustration vi padler rundt i lige nu, er der heldigvis også begyndt at dukke små glimt af lykke op. Som når Uma med et grin trykker os på næserne og råber ‘Bååååt!’, når det banker på døren og endnu en buket blomster med kort, der ønsker om god bedring dumper ind, TAK!, når vi læser Harry Potter og Otto næsten ikke kan sidde stille af spænding, samt hans forargelse når børnene i bogen gør noget man ikke må, når mine forældre og søskende endnu engang står på hovedet for os og sætter deres egen hverdag fuldstændig på hold og bare står klar med åbne arme til at gribe os, når vi vakler, når Cana dukker op med gaver på kontoret, når Rachel cykler gennem regnvejr med hele Lagkagehusets udvalg i sin cykelkurv til mig, eller når min mand fra vores seng får stablet en fødselsdag på benene til mig, så jeg i går, kom hjem til gæster, champagne, mad, flere blomster og den vildeste fødselsdagsgave nogensinde. Jeg ved ikke hvordan han har båret sig ad, da han ikke engang kan tage sko på selv, og når han så fortæller mig, at kærlighed kan få alt til at ske, hyler jeg lidt igen, selvom det muligvis er det mest platte jeg nogensinde har hørt. Men han har jo ret.

Det her, skal vi nok også komme igennem.
Tak for alle jeres kommentarer og mails, I har ingen anelse om hvor meget det betyder. Jeg er heldig.

Screen Shot 2016-06-30 at 10.10.32

Materiel lykke: Fødselsdagsgave fra min mand

Frustration og afmagt

FUCK.
Lige præcis i en situation som den vi står i nu, er det der med at være selvstændig noget værre pis for at sige det lige ud. Min mand kommer ikke til at kunne arbejde foreløbigt, og jeg er ærlig talt heller ikke mentalt der, hvor at shoppingindlæg og sponsoret indhold giver en skid mening for mig at lave. Fleksibilitet og frihed er sgu ikke meget værd, når det betyder at det hele bliver nødt til at gå i stå. Jeg har ikke sovet en hel nat siden natten til fredag og er både rundtosset, træt og frustreret. Frustreret over at se min mand i smerter, der sender ham i knæ, bogstavligt talt. Frustreret over ikke at kunne gøre andet end at holde om ham og fylde smertestillende i ham hver femte time. Frustreret over ikke at kunne passe mit arbejde. Frustreret over ikke at have overskud til at være den mor jeg gerne vil være. Frustreret over konstant at skulle tage stilling til andre mennesker, der ringer og skriver i et væk, selvfølgelig fordi de er bekymrede. Det er jeg sgu også. Men det eneste han har brug for nu er komplet ro og fred. Det er den eneste kur.

Mine forældre har smidt alt hvad de har i hænderne og hjælper til i en sådan grad, at jeg kunne tude af taknemlighed. Men jeg tuder nu mere at afmagt. Samtidigt forsøger jeg at holde hovedet højt, at være lettet over, at han i det mindste er uden for livsfare, at prise mig lykkelig for, at vi trods alt har en frihed og et netværk, der får det hele til at gå op. Jeg forsøger at gøre vores hverdag så normal som muligt for børnenes skyld. Jeg forsøger virkelig. Men alligevel har jeg lyst til at skrige.

I nat var hans smerter så slemme, at jeg sad med den ene hånd klar til at taste 112 og den anden på ham, mens mine øjne skiftevis gik fra ham, til sovende Otto, til døren hvor Uma lå bag. Jeg sad klar til at springe op, hvis de skulle vågne, klar til at gribe min mand, der ormede sig rundt i sengen af smerte, alt imens jeg forsøgte at holde hovedet koldt og tænke klart. Det varede max en halv time, så virkede pillerne og han kunne falde i søvn. Jeg sov ikke resten af natten.
Jeg har i dag afsat børnene, og er taget ind på kontoret for at give min mand ro til at sove, da det er det eneste han skal. Sove og hvile. På en eller anden måde var det bare lidt nemmere da han var på hospitalet, hvor der var en snor at hive i, hvis han fik brug for hjælp. Men jeg ved at han har fået nok smertestillende til at kunne klare sig indtil i eftermiddag, hvor jeg igen vender tilbage med løftet hage og bredde skuldre.
Vi skal nok komme igennem det her, det ved jeg. Men lige nu, lige i dag, føles det sgu en anelse uoverskueligt.

I morgen er det min fødselsdag, og jeg ved, at det bliver en af de fødselsdage, jeg aldrig glemmer. Jeg ville bare virkelig ønske, at det ikke var på grund af min sengeliggende mand og dertilhørende frustration.

Bær over med mig i denne tid, hvor den smule I får, nok vil være usammenhængende udbrud som det her. På en eller anden måde giver det mening, at lade det sive ud i tastaturet, inden jeg igen rejser mig og får det til at hænge sammen, alting. Det gør man jo.
Det bliver normalt igen. Det gør det. Det skal det.

Screen Shot 2016-06-28 at 11.49.37

Weekend på Riget

image

Der har været væsentlig mindre aktivitet lige her i det virtuelle sneglehus de sidste dage. Til gengæld har der ude på den anden side været rigeligt med aktivitet. Af den knap så sjove slags, der har involveret ambulance, hospitaler og en helvedes masse følelser. Jeg nævnte det ganske kort på Instagram i går. At min mand er blevet indlagt med meningitis. Gudskelov fik vi i går, efter et nervepirrende døgn, svar på hans prøver, der viste, at det er den virale slags han har fået raget til sig, som altså ikke er livsfarlig og som går væk af sig selv. Så han kunne komme ud af isolation og vi kunne alle ånde lettet op. Desværre betyder det, at han med al sandsynlighed skal være sengeliggende de næste dage, måske uger. Der findes nemlig ingen kur, og man kan kun symptombehandle. Så de næste uger står på smertestillende og hvile. Selvom han har det forfærdeligt og er mere syg end jeg nogensinde har oplevet ham, er vi, og særligt jeg, så sindssygt lettet over at det ikke er den bakterielle meningitis, som er den der er dødelig. De tanker jeg har haft i det døgn, hvor vi ikke vidste hvilken version han havde, var jeg mere bange end jeg nogensinde har været. Mit eget forløb med knuden i brystet var pludselig ingenting i sammenligning.

Det er som om at vi får kastet nogle prøvelser i vores retning for tiden, gudskelov slipper vi ret helskindet igennem dem alle. Det bliver en hardcore periode det her, og jeg kan næsten ikke bære at se ham have det sådan. Men det bliver selvfølgelig godt igen.

Jeg regner med at være tilbage på bloggen i denne uge allerede, men nok i et lidt langsommere tempo end normalt.

Ting jeg har lært i denne uge

image

At det der med at smide et billede af sig selv i undertøj ud på sin blog ikke er verdens bedste ide. Det inviterer åbenbart til kritik og bedømmelse på en måde, der ikke er behagelig på nogen som helst måde.

At seks kopper kaffe på én dag er lige i overkanten.

At rugbrødstoast (!) med avocado, chilimayo og pesto er vanedannende.

At Maja laver de sindssygeste kager, som smager mindst lige så godt som de er smukke

At jeg nok aldrig kommer til at kunne lave en rigtig armbøjning. Ikke engang en eneste.

At saltkaramel fint fungerer som morgenmad.

At jeg muligvis har en bold eller to for meget i luften af gangen. Jeg taber i hvert fald et par stykker af dem hele tiden.

At Cana Buttenschøn har et særligt talent for at samle møbler på rekordtid. Det går sygt stærkt!

image

 

 

 

 

 

Older posts