Archive for month: juni, 2016

Midt i den grød af hårde følelser, smerte og frustration vi padler rundt i lige nu, er der heldigvis også begyndt at dukke små glimt af lykke op. Som når Uma med et grin trykker os på næserne og råber ‘Bååååt!’, når det banker på døren og endnu en buket blomster med kort, der ønsker om god bedring dumper ind, TAK!, når vi læser Harry Potter og Otto næsten ikke kan sidde stille af spænding, samt hans forargelse når børnene i bogen gør noget man ikke må, når mine forældre og søskende endnu engang står på hovedet for os og sætter deres egen hverdag fuldstændig på hold og bare står klar med åbne arme til at gribe os, når vi vakler, når Cana dukker op med gaver på kontoret, når Rachel cykler gennem regnvejr med hele Lagkagehusets udvalg i sin cykelkurv til mig, eller når min mand fra vores seng får stablet en fødselsdag på benene til mig, så jeg i går, kom hjem til gæster, champagne, mad, flere blomster og den vildeste fødselsdagsgave nogensinde. Jeg ved ikke hvordan han har båret sig ad, da han ikke engang kan tage sko på selv, og når han så fortæller mig, at kærlighed kan få alt til at ske, hyler jeg lidt igen, selvom det muligvis er det mest platte jeg nogensinde har hørt. Men han har jo ret.

Det her, skal vi nok også komme igennem.
Tak for alle jeres kommentarer og mails, I har ingen anelse om hvor meget det betyder. Jeg er heldig.

Der har været væsentlig mindre aktivitet lige her i det virtuelle sneglehus de sidste dage. Til gengæld har der ude på den anden side været rigeligt med aktivitet. Af den knap så sjove slags, der har involveret ambulance, hospitaler og en helvedes masse følelser. Jeg nævnte det ganske kort på Instagram i går. At min mand er blevet indlagt med meningitis. Gudskelov fik vi i går, efter et nervepirrende døgn, svar på hans prøver, der viste, at det er den virale slags han har fået raget til sig, som altså ikke er livsfarlig og som går væk af sig selv. Så han kunne komme ud af isolation og vi kunne alle ånde lettet op. Desværre betyder det, at han med al sandsynlighed skal være sengeliggende de næste dage, måske uger. Der findes nemlig ingen kur, og man kan kun symptombehandle. Så de næste uger står på smertestillende og hvile. Selvom han har det forfærdeligt og er mere syg end jeg nogensinde har oplevet ham, er vi, og særligt jeg, så sindssygt lettet over at det ikke er den bakterielle meningitis, som er den der er dødelig. De tanker jeg har haft i det døgn, hvor vi ikke vidste hvilken version han havde, var jeg mere bange end jeg nogensinde har været. Mit eget forløb med knuden i brystet var pludselig ingenting i sammenligning.

Det er som om at vi får kastet nogle prøvelser i vores retning for tiden, gudskelov slipper vi ret helskindet igennem dem alle. Det bliver en hardcore periode det her, og jeg kan næsten ikke bære at se ham have det sådan. Men det bliver selvfølgelig godt igen.

Jeg regner med at være tilbage på bloggen i denne uge allerede, men nok i et lidt langsommere tempo end normalt.

INDLÆGGET ER SPONSORERET

Det er nu fem dage siden, at vi kom hjem fra den skønneste tur på Kreta. Det var med rejseselskabet Eliza was here, hvis koncept går ud på, at skille sig lidt ud, på den måde at deres ferieboliger ligger i knap så turistede områder og alle kan noget lidt ekstra. Deres koncept og slogan er ”Når alle andre drejer til højre, drejer Eliza til venstre” og med den sætning i hovedet, fandt jeg det ret skægt og imponerende, at det rent faktisk var præcis, hvad der skete, da vi sent lørdag aften landede på Kreta og med resten af flyets passagerer gik ud af lufthavnen og alle, på nær os, blev modtaget af guider med clipboards og proppet i busser, mens vi stod tilbage som de eneste. Vi fik hentet vores bil, hurtigt og problemfrit med hjælp fra den sødeste mest servicemindede pige jeg længe har mødt, og satte derefter kursen mod vores feriehjem.

Det var en længere tur gennem bjergene, igennem små fine byer, og selvom jeg personligt blev en anelse dårligt tilpas på grund af de mange sving var det en nogenlunde smertefri tur, med børn der heldigvis sov trygt på bagsædet. Vi fik, med stadigvæk sovende børn på bagsædet, efter lidt ventetid og et par opkald fat i ejeren af hotellet, som kom og guidede os ned mod vores villa. Vores helt egen to-etagers villa med altan, to terrasser og en pool. Vores egen pool. Dog var der der klokken fire om morgenen, som den var nået at blive da vi kunne slæbe kufferter og sovende børn ind i huset, ikke tid til at se os omkring, da det eneste vi kunne tænke på lige der var søvn, en masse af det. Vi fik da også tre timer og da vi stod op bragede solen frem, og nattens transport- og ventetid, samt den sparsomme søvn, blev hurtig overskygget af sol og feriestemning.

Vores villa var placeret lige klods op af områdets barområde, hvor der om morgenen blev serveret morgenmad og kaffe. Normalt vælger jeg ikke at benytte mig af den slags og foretrækker faktisk selv at lave morgenmad eller at køre på cafe og købe noget, men med børn gav det så fin mening at benytte sig af morgenmaden i baren. Hvilket viste sig at være en god prioritering da det var en ret lækker morgenmad også, helt simpel og frisk med æg, frugt, brød, kaffe, yoghurt og musli. Meget børnevenligt og nemt at spise i varmen, hvor jeg personligt ikke har den store appetit.

De fleste af vores feriedage blev brugt ved og i poolen, der dog var en dyb pool, så med børn var det, som jeg allerede har været inde på, lidt en udfordring, da det primært var kanten af poolen de fik benyttet. Men vi voksne svømmede hver dag. Og da der ligesom er en trappe, der går ned i niveauer i det ene hjørne af poolen, kunne Otto sidde der, hvilket han gjorde i timevis hver dag. Så fedt.

På tredjedagen købte vi et lille soppebassin som vi hver dag fyldte vand i, så Uma også kunne være lidt med. For selvom hun var med i poolen en enkelt gang eller to, blev den en anelse kold for den lille krop, så sådan et lille bassin var helt perfekt, og da området omkring poolen var relativt stort og havde en tilhørende terrasse var der godt med plads til at kunne det hele.

Når man køber ferier hos Eliza was here er prisen altid inklusiv billeje, hvilket giver super god mening, da boligerne som sagt oftest befinder sig lidt længere væk fra de storturistede områder. Vi brugte bilen hver dag, både til at købe ind, til at køre efter is, vi kørte på madmarked i Sitia, som vist er der hver tirsdag (vi fandt blandt andet en stand, hvor man kunne blande frugt for 1 euro. Al det frugt man kunne bære), drengene kørte i bjergene en dag for at vandre, og så brugte vi selvfølgelig bilen til at køre på stranden.

Vi besøgte to forskellige strande. Den, der ligger i Sitia som var byen vi boede i og kun var en 10 minutters køretur væk, der var vi faktisk næsten hver eftermiddag, og den ene dag tog vi en længere køretur til Vai Beach som er den vildeste palmestrand! Små tre kvarters køretur fra Sitia. Seriøst, hvis man befinder sig på Kreta er det så meget køreturen værd. Det er en hel skov af palmer og der er simpelthen så smukt.

Jeg kommer med garanti til at rejse med Eliza was here igen. Det er meget mere mig end en typisk charter-ferie, som jo også har sin charme, men det, at man får det gode i en pakkeløsning med fly, bil og bolig, men undgår masseturismen er helt genialt. Vi var lidt uheldige med rejsetidspunkterne, som jo var midt om natten begge veje, men det er langt fra altid det er sådan, og ærlig talt var det heller ikke værre. Vi skulle jo på ferie for pokker! Og så står jahatten altså automatisk lidt mere rank.

Det eneste jeg selv ville gøre anderledes og vil anbefale til andre, der skal besøge Villas Delight på Kreta er, at man hjemmefra får skrevet en mail til George eller Michael, som er de to mega søde brødre, der ejer stedet og lige gøre dem opmærksom på, hvornår man kommer, særligt hvis man som os rejser om natten. Der er nemlig ingen reception tilknyttet stedet og mange af de ansatte er på et hotel inde i byen, så en klar aftale om hvornår man ankommer er rigtig fin at få på plads, så man ikke ender med at stå som os på en gade midt om natten og ikke helt vide, hvor man skal gå hen.

Vi har allerede nu kigget lidt på nogle af de andre destinationer som Eliza was here udbyder (se dem alle her), og det viser sig at der blandt andet er et virkelig fint sted i Kusadasi i Tyrkiet som faktisk er der vi har et hus og ind imellem selv tager til, så jeg kan anbefale det som et sted at tage hen. Selv er vi lidt lune på at prøve Portugal næste gang.

Vi siger i hvert fald mange tak og kan bestemt sige god for konceptet.

 

Indlæg og en del af vores rejse er sponsoreret. Mine ord og holdninger er ikke købt

 

Vi snupper lige to kropsindlæg i træk, for mit træningsforløb er som sagt slut. Øv! Jeg kommer til at savne det helt vildt. Både træningen og Sif. Det har været så fedt, og som jeg allerede skrev i går har særligt den mentale del været det hele værd. Og så er der selvfølgelig de fysiske resultater. 19 centimeter har jeg smidt. Kiloene har vi ikke holdt så godt øje med, og der er vist også kun røget et enkelt eller to, men det går jeg såmænd heller ikke så meget op i, for selvom jeg sikkert har tabt en del fedt, ifølge Sif har jeg fedtprocent som en elite-sportsudøver, hvilket jeg virkelig soler mig i, så har jeg taget en del på i muskler. Jeg føler mig i hvert fald stærkere og jeg kan se markeringer på både arme og ben, og mave, som jeg ikke tidligere har haft. Mit maveskind er fastere, det samme er mine lår, mine arme er blevet pisse pæne og selvom mine lægge fortsat er ret store, er der kommet form på dem, så de synes slankere.
Jeg føler mig stærk(ere), gladere og så bliver jeg ikke forpustet på samme måde som før, og kan snildt bære både barn og indkøb op på anden sal i raskt tempo, hvor jeg tidligere både svedte og hev efter vejret på sådan en tur.

Jeg har været i syv sind omkring om jeg skulle dele før og efter billeder, da jeg, som mit sidste indlæg også afslører,  godt ved, at det for nogen slet ikke giver mening, at jeg ikke bare var glad for den krop jeg havde før, og at den da var pæn nok. Og ja, den var bestemt pæn nok. Det er ikke sådan at jeg ser billederne og tænker at jeg ser tyk ud, men igen handlede det for mig ikke om vægt eller størrelse, men om proportioner og følelsen af at være blød og slap.
Men nu kommer de altså op, også selvom det er vanvittigt grænseoverskridende med sådan nogle halvnøgne billeder i dårlig belysning. Tror ikke der findes mange, der synes det scenarie er specielt tiltalende. Men altså, jeg er sgu stolt over resultatet og jeg håber at det måske kan være med til at motivere andre. Om det er for at stramme op, tabe sig, eller bare at blive stærkere, det at komme i gang med at gøre noget for at ændre det man er ked af, er en succes. Det føles sgu godt.

Marts 2016 Vs. Juni 2016.

Og så har jeg vist også fået snakket rigeligt om krop og træning i denne omgang. Tak fordi I har fulgt med og heppet hele vejen. Det har bestemt ikke været uden betydning.