7 x juni

I 2010 havde jeg det ikke vanvittig godt, men jeg ville gerne have det. Jeg kan virkelig godt huske det her indlæg og de følelser jeg gik med.
I 2011 var jeg også glad for lister

I 2012 startede Otto i børnehave, hvilket på ingen måde var en god oplevelse. Fuck, det var hårdt.

I 2013 var det der børnehave slet ikke så slemt alligevel

I 2014 løftede jeg langt om længe sløret for nyheden om at Freelancer og jeg var en ting… Igen.

I 2015 fortalte jeg om vores evige forskellighed når det kommer til boligdrømme. En snak, der stadigvæk står på herhjemme. Jeg tror vi skal finde os et sommerhus.

I 2016 fik min mand meningitis, hvilket har vendt det hele på hovedet herhjemme. Men vi skal nok klare den. Det er jo os.

Læs de tidligere ‘7X’ her:
Januar
Februar
Marts
April
Maj

Screen Shot 2016-06-30 at 22.08.41

Lykkeglimt og verdens bedste fødselsdag

Screen Shot 2016-06-30 at 10.08.35

Midt i den grød af hårde følelser, smerte og frustration vi padler rundt i lige nu, er der heldigvis også begyndt at dukke små glimt af lykke op. Som når Uma med et grin trykker os på næserne og råber ‘Bååååt!’, når det banker på døren og endnu en buket blomster med kort, der ønsker om god bedring dumper ind, TAK!, når vi læser Harry Potter og Otto næsten ikke kan sidde stille af spænding, samt hans forargelse når børnene i bogen gør noget man ikke må, når mine forældre og søskende endnu engang står på hovedet for os og sætter deres egen hverdag fuldstændig på hold og bare står klar med åbne arme til at gribe os, når vi vakler, når Cana dukker op med gaver på kontoret, når Rachel cykler gennem regnvejr med hele Lagkagehusets udvalg i sin cykelkurv til mig, eller når min mand fra vores seng får stablet en fødselsdag på benene til mig, så jeg i går, kom hjem til gæster, champagne, mad, flere blomster og den vildeste fødselsdagsgave nogensinde. Jeg ved ikke hvordan han har båret sig ad, da han ikke engang kan tage sko på selv, og når han så fortæller mig, at kærlighed kan få alt til at ske, hyler jeg lidt igen, selvom det muligvis er det mest platte jeg nogensinde har hørt. Men han har jo ret.

Det her, skal vi nok også komme igennem.
Tak for alle jeres kommentarer og mails, I har ingen anelse om hvor meget det betyder. Jeg er heldig.

Screen Shot 2016-06-30 at 10.10.32

Materiel lykke: Fødselsdagsgave fra min mand

Frustration og afmagt

FUCK.
Lige præcis i en situation som den vi står i nu, er det der med at være selvstændig noget værre pis for at sige det lige ud. Min mand kommer ikke til at kunne arbejde foreløbigt, og jeg er ærlig talt heller ikke mentalt der, hvor at shoppingindlæg og sponsoret indhold giver en skid mening for mig at lave. Fleksibilitet og frihed er sgu ikke meget værd, når det betyder at det hele bliver nødt til at gå i stå. Jeg har ikke sovet en hel nat siden natten til fredag og er både rundtosset, træt og frustreret. Frustreret over at se min mand i smerter, der sender ham i knæ, bogstavligt talt. Frustreret over ikke at kunne gøre andet end at holde om ham og fylde smertestillende i ham hver femte time. Frustreret over ikke at kunne passe mit arbejde. Frustreret over ikke at have overskud til at være den mor jeg gerne vil være. Frustreret over konstant at skulle tage stilling til andre mennesker, der ringer og skriver i et væk, selvfølgelig fordi de er bekymrede. Det er jeg sgu også. Men det eneste han har brug for nu er komplet ro og fred. Det er den eneste kur.

Mine forældre har smidt alt hvad de har i hænderne og hjælper til i en sådan grad, at jeg kunne tude af taknemlighed. Men jeg tuder nu mere at afmagt. Samtidigt forsøger jeg at holde hovedet højt, at være lettet over, at han i det mindste er uden for livsfare, at prise mig lykkelig for, at vi trods alt har en frihed og et netværk, der får det hele til at gå op. Jeg forsøger at gøre vores hverdag så normal som muligt for børnenes skyld. Jeg forsøger virkelig. Men alligevel har jeg lyst til at skrige.

I nat var hans smerter så slemme, at jeg sad med den ene hånd klar til at taste 112 og den anden på ham, mens mine øjne skiftevis gik fra ham, til sovende Otto, til døren hvor Uma lå bag. Jeg sad klar til at springe op, hvis de skulle vågne, klar til at gribe min mand, der ormede sig rundt i sengen af smerte, alt imens jeg forsøgte at holde hovedet koldt og tænke klart. Det varede max en halv time, så virkede pillerne og han kunne falde i søvn. Jeg sov ikke resten af natten.
Jeg har i dag afsat børnene, og er taget ind på kontoret for at give min mand ro til at sove, da det er det eneste han skal. Sove og hvile. På en eller anden måde var det bare lidt nemmere da han var på hospitalet, hvor der var en snor at hive i, hvis han fik brug for hjælp. Men jeg ved at han har fået nok smertestillende til at kunne klare sig indtil i eftermiddag, hvor jeg igen vender tilbage med løftet hage og bredde skuldre.
Vi skal nok komme igennem det her, det ved jeg. Men lige nu, lige i dag, føles det sgu en anelse uoverskueligt.

I morgen er det min fødselsdag, og jeg ved, at det bliver en af de fødselsdage, jeg aldrig glemmer. Jeg ville bare virkelig ønske, at det ikke var på grund af min sengeliggende mand og dertilhørende frustration.

Bær over med mig i denne tid, hvor den smule I får, nok vil være usammenhængende udbrud som det her. På en eller anden måde giver det mening, at lade det sive ud i tastaturet, inden jeg igen rejser mig og får det til at hænge sammen, alting. Det gør man jo.
Det bliver normalt igen. Det gør det. Det skal det.

Screen Shot 2016-06-28 at 11.49.37

Weekend på Riget

image

Der har været væsentlig mindre aktivitet lige her i det virtuelle sneglehus de sidste dage. Til gengæld har der ude på den anden side været rigeligt med aktivitet. Af den knap så sjove slags, der har involveret ambulance, hospitaler og en helvedes masse følelser. Jeg nævnte det ganske kort på Instagram i går. At min mand er blevet indlagt med meningitis. Gudskelov fik vi i går, efter et nervepirrende døgn, svar på hans prøver, der viste, at det er den virale slags han har fået raget til sig, som altså ikke er livsfarlig og som går væk af sig selv. Så han kunne komme ud af isolation og vi kunne alle ånde lettet op. Desværre betyder det, at han med al sandsynlighed skal være sengeliggende de næste dage, måske uger. Der findes nemlig ingen kur, og man kan kun symptombehandle. Så de næste uger står på smertestillende og hvile. Selvom han har det forfærdeligt og er mere syg end jeg nogensinde har oplevet ham, er vi, og særligt jeg, så sindssygt lettet over at det ikke er den bakterielle meningitis, som er den der er dødelig. De tanker jeg har haft i det døgn, hvor vi ikke vidste hvilken version han havde, var jeg mere bange end jeg nogensinde har været. Mit eget forløb med knuden i brystet var pludselig ingenting i sammenligning.

Det er som om at vi får kastet nogle prøvelser i vores retning for tiden, gudskelov slipper vi ret helskindet igennem dem alle. Det bliver en hardcore periode det her, og jeg kan næsten ikke bære at se ham have det sådan. Men det bliver selvfølgelig godt igen.

Jeg regner med at være tilbage på bloggen i denne uge allerede, men nok i et lidt langsommere tempo end normalt.

Ting jeg har lært i denne uge

[wpsocialite]

image

At det der med at smide et billede af sig selv i undertøj ud på sin blog ikke er verdens bedste ide. Det inviterer åbenbart til kritik og bedømmelse på en måde, der ikke er behagelig på nogen som helst måde.

At seks kopper kaffe på én dag er lige i overkanten.

At rugbrødstoast (!) med avocado, chilimayo og pesto er vanedannende.

At Maja laver de sindssygeste kager, som smager mindst lige så godt som de er smukke

At jeg nok aldrig kommer til at kunne lave en rigtig armbøjning. Ikke engang en eneste.

At saltkaramel fint fungerer som morgenmad.

At jeg muligvis har en bold eller to for meget i luften af gangen. Jeg taber i hvert fald et par stykker af dem hele tiden.

At Cana Buttenschøn har et særligt talent for at samle møbler på rekordtid. Det går sygt stærkt!

image

 

 

 

 

 

Om vores ferie

INDLÆGGET ER SPONSORERET

Screen Shot 2016-06-23 at 13.00.20

Det er nu fem dage siden, at vi kom hjem fra den skønneste tur på Kreta. Det var med rejseselskabet Eliza was here, hvis koncept går ud på, at skille sig lidt ud, på den måde at deres ferieboliger ligger i knap så turistede områder og alle kan noget lidt ekstra. Deres koncept og slogan er ”Når alle andre drejer til højre, drejer Eliza til venstre” og med den sætning i hovedet, fandt jeg det ret skægt og imponerende, at det rent faktisk var præcis, hvad der skete, da vi sent lørdag aften landede på Kreta og med resten af flyets passagerer gik ud af lufthavnen og alle, på nær os, blev modtaget af guider med clipboards og proppet i busser, mens vi stod tilbage som de eneste. Vi fik hentet vores bil, hurtigt og problemfrit med hjælp fra den sødeste mest servicemindede pige jeg længe har mødt, og satte derefter kursen mod vores feriehjem.

Det var en længere tur gennem bjergene, igennem små fine byer, og selvom jeg personligt blev en anelse dårligt tilpas på grund af de mange sving var det en nogenlunde smertefri tur, med børn der heldigvis sov trygt på bagsædet. Vi fik, med stadigvæk sovende børn på bagsædet, efter lidt ventetid og et par opkald fat i ejeren af hotellet, som kom og guidede os ned mod vores villa. Vores helt egen to-etagers villa med altan, to terrasser og en pool. Vores egen pool. Dog var der der klokken fire om morgenen, som den var nået at blive da vi kunne slæbe kufferter og sovende børn ind i huset, ikke tid til at se os omkring, da det eneste vi kunne tænke på lige der var søvn, en masse af det. Vi fik da også tre timer og da vi stod op bragede solen frem, og nattens transport- og ventetid, samt den sparsomme søvn, blev hurtig overskygget af sol og feriestemning.

Screen Shot 2016-06-23 at 13.00.48

Vores villa var placeret lige klods op af områdets barområde, hvor der om morgenen blev serveret morgenmad og kaffe. Normalt vælger jeg ikke at benytte mig af den slags og foretrækker faktisk selv at lave morgenmad eller at køre på cafe og købe noget, men med børn gav det så fin mening at benytte sig af morgenmaden i baren. Hvilket viste sig at være en god prioritering da det var en ret lækker morgenmad også, helt simpel og frisk med æg, frugt, brød, kaffe, yoghurt og musli. Meget børnevenligt og nemt at spise i varmen, hvor jeg personligt ikke har den store appetit.

Screen Shot 2016-06-23 at 13.03.46

De fleste af vores feriedage blev brugt ved og i poolen, der dog var en dyb pool, så med børn var det, som jeg allerede har været inde på, lidt en udfordring, da det primært var kanten af poolen de fik benyttet. Men vi voksne svømmede hver dag. Og da der ligesom er en trappe, der går ned i niveauer i det ene hjørne af poolen, kunne Otto sidde der, hvilket han gjorde i timevis hver dag. Så fedt.

Screen Shot 2016-06-23 at 13.02.36

På tredjedagen købte vi et lille soppebassin som vi hver dag fyldte vand i, så Uma også kunne være lidt med. For selvom hun var med i poolen en enkelt gang eller to, blev den en anelse kold for den lille krop, så sådan et lille bassin var helt perfekt, og da området omkring poolen var relativt stort og havde en tilhørende terrasse var der godt med plads til at kunne det hele.

Screen Shot 2016-06-23 at 13.02.52

Screen Shot 2016-06-23 at 13.03.32

Når man køber ferier hos Eliza was here er prisen altid inklusiv billeje, hvilket giver super god mening, da boligerne som sagt oftest befinder sig lidt længere væk fra de storturistede områder. Vi brugte bilen hver dag, både til at købe ind, til at køre efter is, vi kørte på madmarked i Sitia, som vist er der hver tirsdag (vi fandt blandt andet en stand, hvor man kunne blande frugt for 1 euro. Al det frugt man kunne bære), drengene kørte i bjergene en dag for at vandre, og så brugte vi selvfølgelig bilen til at køre på stranden.

Screen Shot 2016-06-23 at 13.03.16

Screen Shot 2016-06-23 at 13.00.35

Vi besøgte to forskellige strande. Den, der ligger i Sitia som var byen vi boede i og kun var en 10 minutters køretur væk, der var vi faktisk næsten hver eftermiddag, og den ene dag tog vi en længere køretur til Vai Beach som er den vildeste palmestrand! Små tre kvarters køretur fra Sitia. Seriøst, hvis man befinder sig på Kreta er det så meget køreturen værd. Det er en hel skov af palmer og der er simpelthen så smukt.

Jeg kommer med garanti til at rejse med Eliza was here igen. Det er meget mere mig end en typisk charter-ferie, som jo også har sin charme, men det, at man får det gode i en pakkeløsning med fly, bil og bolig, men undgår masseturismen er helt genialt. Vi var lidt uheldige med rejsetidspunkterne, som jo var midt om natten begge veje, men det er langt fra altid det er sådan, og ærlig talt var det heller ikke værre. Vi skulle jo på ferie for pokker! Og så står jahatten altså automatisk lidt mere rank.

Det eneste jeg selv ville gøre anderledes og vil anbefale til andre, der skal besøge Villas Delight på Kreta er, at man hjemmefra får skrevet en mail til George eller Michael, som er de to mega søde brødre, der ejer stedet og lige gøre dem opmærksom på, hvornår man kommer, særligt hvis man som os rejser om natten. Der er nemlig ingen reception tilknyttet stedet og mange af de ansatte er på et hotel inde i byen, så en klar aftale om hvornår man ankommer er rigtig fin at få på plads, så man ikke ender med at stå som os på en gade midt om natten og ikke helt vide, hvor man skal gå hen.

Vi har allerede nu kigget lidt på nogle af de andre destinationer som Eliza was here udbyder (se dem alle her), og det viser sig at der blandt andet er et virkelig fint sted i Kusadasi i Tyrkiet som faktisk er der vi har et hus og ind imellem selv tager til, så jeg kan anbefale det som et sted at tage hen. Selv er vi lidt lune på at prøve Portugal næste gang.

Vi siger i hvert fald mange tak og kan bestemt sige god for konceptet.

Screen Shot 2016-06-23 at 13.04.34

 

Indlæg og en del af vores rejse er sponsoreret. Mine ord og holdninger er ikke købt

 

Bagudfølelsen der får det hele til at gå i stå

Fuck. Mand.
Jeg er bagud med det hele. Min mailbakke bugner af ubesvarede mails, jeg har deadlines til op over begge ører, og min to-do liste er både lang og ustruktureret og ikke eksisterende i øvrigt, den flagrer bare rundt inde i mit hoved et sted. Nu er det ikke fordi at jeg som sådan plejer at være det mest strukturerede menneske, men jeg synes dog trods alt jeg er meget godt med det meste af tiden. Weeeell, det er så ikke ligefrem tilfældet i de her dage… Det er en kombination af en uges ferie, virkelig dårlig planlægning, en anelse dovenskab og alt det, der skal ordnes i de nye kontorlokaler, som er en helt fantastisk, men dog samtidig nødvendig overspringshandling, der har forårsaget starten på kaoset, og så er det lidt som om, at jeg ikke helt kan finde ud af, hvor jeg skal begynde for at få gravet mig ud af min bunke. Jeg kommer på en eller anden måde bare endnu mere bagud. Det er lidt ligesom når jeg er for sent på den og i stedet for at gøre mig klar, bare går rundt i cirkler. Virkelig lidt konstruktivt, virkelig irriterende.

Nå, nu ikke mere brok, det er jo trods alt kun min egen skyld. Og lidt Orange is The New Blacks skyld. Men nu må det være nok. Jeg tænker, det starter med en liste, på ægte papir. Og en chokofant. Måske et lille glas vin. Og så når jeg står op i morgen tager jeg listen fra en ende af. Altså efter fællesmorgenmaden i Ottos klasse. Og de tre møder jeg har inden middagstid. Men SÅ skal den liste eddermame krydses af.

FullSizeRender(67)

Træningsresultater og før/efter billeder

FullSizeRender(66)

Vi snupper lige to kropsindlæg i træk, for mit træningsforløb er som sagt slut. Øv! Jeg kommer til at savne det helt vildt. Både træningen og Sif. Det har været så fedt, og som jeg allerede skrev i går har særligt den mentale del været det hele værd. Og så er der selvfølgelig de fysiske resultater. 19 centimeter har jeg smidt. Kiloene har vi ikke holdt så godt øje med, og der er vist også kun røget et enkelt eller to, men det går jeg såmænd heller ikke så meget op i, for selvom jeg sikkert har tabt en del fedt, ifølge Sif har jeg fedtprocent som en elite-sportsudøver, hvilket jeg virkelig soler mig i, så har jeg taget en del på i muskler. Jeg føler mig i hvert fald stærkere og jeg kan se markeringer på både arme og ben, og mave, som jeg ikke tidligere har haft. Mit maveskind er fastere, det samme er mine lår, mine arme er blevet pisse pæne og selvom mine lægge fortsat er ret store, er der kommet form på dem, så de synes slankere.
Jeg føler mig stærk(ere), gladere og så bliver jeg ikke forpustet på samme måde som før, og kan snildt bære både barn og indkøb op på anden sal i raskt tempo, hvor jeg tidligere både svedte og hev efter vejret på sådan en tur.

Jeg har været i syv sind omkring om jeg skulle dele før og efter billeder, da jeg, som mit sidste indlæg også afslører,  godt ved, at det for nogen slet ikke giver mening, at jeg ikke bare var glad for den krop jeg havde før, og at den da var pæn nok. Og ja, den var bestemt pæn nok. Det er ikke sådan at jeg ser billederne og tænker at jeg ser tyk ud, men igen handlede det for mig ikke om vægt eller størrelse, men om proportioner og følelsen af at være blød og slap.
Men nu kommer de altså op, også selvom det er vanvittigt grænseoverskridende med sådan nogle halvnøgne billeder i dårlig belysning. Tror ikke der findes mange, der synes det scenarie er specielt tiltalende. Men altså, jeg er sgu stolt over resultatet og jeg håber at det måske kan være med til at motivere andre. Om det er for at stramme op, tabe sig, eller bare at blive stærkere, det at komme i gang med at gøre noget for at ændre det man er ked af, er en succes. Det føles sgu godt.

IMG_0319Marts 2016 Vs. Juni 2016.

Og så har jeg vist også fået snakket rigeligt om krop og træning i denne omgang. Tak fordi I har fulgt med og heppet hele vejen. Det har bestemt ikke været uden betydning.

Kropsbillede og misforståelser

I morges blev mit forløb med Sif afsluttet, og jeg kommer til at komme med et uddybende indlæg om mine resultater. Men først lige noget lidt andet, og alligevel ikke.
Jeg har ovre på Bahne-bloggen skrevet et indlæg om mit selvbillede efter min anden graviditet. Jeg var faktisk mere ked af det over hvordan jeg så ud end jeg har indrømmet både her og der. Men i hvert fald, gjorde jeg jo noget ved det og jeg kan helt ærligt sige, at det er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv.

I indlægget, som I kan læse her, skriver jeg om det med konstant at være utilfreds med sin krop, men ikke at kunne nosse sig sammen til at gøre noget ved det, og derfor bare brokker sig lidt mere. Og så skriver jeg, hvor meget det har givet mig, rent faktisk endelig at have gjort noget.

Der er et par stykker, der har taget indlægget på en helt anden måde end det er ment. Jeg har modtaget nogle lidt gnavne mails, og også på facebook er der enkelte, der har ytret deres mening. Om mig og om indlægget. Et indlæg jeg havde håbet ville sætte et andet indtryk hos folk. Et indtryk, der opfordrer til netop ikke at tæve sig selv, men i stedet at gøre noget, et eller andet, ved den følelse. Men for alt i verden ikke at lade stå til og lade den overskygge alt andet. For den er så drænende og modbydelig.

Men som sagt, mit træningsforløb er overstået og jeg vender snart tilbage med mine resultater, der i den grad kan mærkes. Og så er jeg ved at overtale Sif til at lave en særlig bootcamp for jer. Som jeg så meget har tænkt mig at snige mig med på.

image

Mandag: Ny hverdag! …På kontoret

Nåhmen, så tager jeg lige på kontoret.
Det lyder fedt. IKK?

Det føles stadigvæk lidt som noget vi leger. Det med det kontor. Men det er det ikke. Det er ægte. Og lige om et øjeblik cykler jeg afsted med min aflagte Nespresso maskine under armen og mødes med Cana til morgenmad på kontoret, inden min første arbejdsuge der. Første af mange.

image