O P S K R I F T : Rå barer med chokolade

IMG_7586

Jeg har holdt mig fra slik i denne weekend, præcis som jeg lovede mig selv. Altså der var jo lige en chokoladebolle i fredags og et par stykker Summerbird chokolade, og et lille stykke lagkage i lørdags, men altså, i forhold til hvordan mit indtag af søde sager normalt ville være, er det decideret imponerende. I går var jeg dog så lækkersulten, at jeg flere gange overvejede at skride i Lagkagehuset og rippe dem for kanelsnegle, men i stedet gik jeg i mine køkkenskabe og opfandt noget selv. Med succes!
Jeg smed en masse forskelligt i min foodprocessor (ja, sådan en har jeg), maste det sammen, smed det på køl, skar ud og dryppede med chokolade. Virkelig lækkert! Og væsentligt sundere end min kanelsnegle-plan. Jeg er overbevist om, at der er virkelig mange kalorier og meget sukker i stadigvæk, men det går jeg ikke så meget op i – For i det mindste er de også fyldt med gode sager, og man kan alligevel ikke spise så mange.

Normalt syntes jeg faktisk, at det er lidt fjollet de her med ’sundere alternativer’, og jeg vender altid lidt øjne, når jeg ser diverse opskrifter på sund kage blive delt på Facebook – for helt ærligt, hvis man har lyst til brownie, så spis dog for fanden en brownie. Problemet er lidt, at jeg har viklet mig ind i en virkelig usund vane, hvor det aldrig bare er én brownie, men nærmere tre. Og selvom jeg troede, at jeg bare kunne holde mig fra det, har det vist sig, at være sværere end jeg troede, og der er alternativer som de her altså geniale. Også selvom de er proppet med sukker, og sikkert indeholder lige så mange kalorier som en marsbar, forskellen er bare som sagt, at min krop rent faktisk kan bruge det her til noget, og hvem vil ikke gerne være sund(ere) OG spise konfekt på samme tid? Jeg vil gerne.

Nå, nok snak om brownie-misbrug…

Opskrift på 10-12 barer

6-7 dadler uden sten
En lille håndfuld rosiner
En lille håndfuld gojibær
10-15 mandler
10-15 cashewnødder
5 rå kakaobønner
En spsk chiafrø
En spsk hampefrø
En teske vaniliekorn (eller vaniliesukker)
5 stykker mørk chokolade
En stor spsk kokosolie

Blend/hak det hele i et minuts tid
Hæld dejen/massen ud på et stykke bagepapir (det smuldrer og er porøst)
Tag endnu et stykke bagepapir og læg ovenpå massen og mas det sammen sådan at massen er cirka 1-2 cm tyk over det hele.
Stil massen i køleskabet (stadigvæk med papiret under og over)
Efter en time eller længere tages den ud. Det øverste stykke papir fjernes og der skæres barer med en skarp kniv

Smelt 100 gram mørk chokolade i et vandbad
Dryp chokoladen udover barerne og læg dem på køl igen.
Når chokoladen er størknet er de klar.

Opbevares på køl.

IMG_7568

8 replies
  1. Lotte
    Lotte says:

    Jeg har altid tænkt det samme som dig. Jeg fnyser næsten når jeg ser “sunde opskrifter”, fordi – som du siger. Når det er sagt, kan jeg altså også virkelig godt lide figenbar. Ikke dem fra Castus, de har gjort noget forkert ved dem – men arbejdede engang på en fabrik som lavede de BEDSTE. Nom.

    Og så – hvad er rå kakaobønner? Tænkte også, nu I fik cashewsovs til pastaen i går, og nu der os er nødder i det her. Har du et trick til hvor man får dem billigere+

    Svar
    • Pernille K
      Pernille K says:

      Tip til billigere cashewnødder, jeg køber altid ved min etniske købmand.. Min plejer at have 400g for ca. 30-40 kr.. Desværre er de nogle gange kun saltede. Men der er virkelig noget at spare 🙂

      Svar
  2. Jeanette
    Jeanette says:

    Jeg elsker altså dine lejlighedsvise opskrifter. Egentlig er jeg ikke til madblogs, og jeg gider da heller ikke læse madindlæg hele tiden, men især dine ideer til aftensmad og madpakke uden det bliver noget fancy, er jeg fan af. Vi spiser heller ikke ret meget kød, men jeg kan af og til mangle gode fif, uden det bliver “Alt for damerne”-stil. Din pastaret med broccoli og cashewsovs vil jeg prøve snarest, men nu sidder jeg lige og ønsker, at den var tilgængelig på bloggen, i stedet for blot en hurtig snap i går. Det er ikke sikkert, alle dine læsere har det sådan, men jeg tænkte, at det kunne være rart med lidt feedback til dig 🙂

    Svar
  3. Lise
    Lise says:

    Jeg er helt vild med snegle-tvkøkken på snappen!! 😀 Skal altså prøve den der cashew-broccoli-snask hurtigst muligt!

    Svar
  4. Bodil
    Bodil says:

    Vil du ikke lave et indlæg om kaffe? Ét, hvor du skriver om hvilke mærker, typer og evt maskiner du har prøvet og foretrækker. Du må næsten være noget af en kender, så det ville være skønt 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *