Kære enlige mor

Jeg bliver kontaktet minimum seks-syv gange om året af kvinder, der på den ene eller anden måde er havnet i samme situation som jeg selv stod i for nu mere end syv år siden. De er gravide, og deres kæreste eller mand er gået fra dem. Fælles for dem alle er, at de beskriver at de ikke kan se en ende på deres sorg, og at de ikke helt ved hvorfor de kontakter mig. Jeg kan godt forstå at de skriver til mig, og jeg forsøger at svare tilbage så godt jeg kan. Jeg er endda mødtes med et par stykker og har tilbudt at mødes med endnu flere, men det er ikke altid at de svarer igen. Oftest tror jeg at det er nok, at jeg på en eller anden måde får fortalt dem, at de ikke er alene. For det var den følelse jeg selv stod med dengang. At jeg var den eneste, der nogensinde havde stået i den situation. I hvert fald at jeg var den eneste, der ikke så det komme. At dem som havde stået i den, nok ikke var blevet lige så såret, for man da godt ved om ens kæreste er typen, der bare smutter. Jeg blev klogere.
For selvfølgelig kan man ikke vide det. Det er de færreste, der vælger at få et barn med en, de godt ved, ikke vil være der alligevel, ikke kan være der.

Lige siden jeg så småt begyndte, at kunne se det lyse i at være alene, da jeg ikke længere brød sammen i tide og utide og igen var klar til at leve livet videre, lovede jeg mig selv, at fortælle min historie til alle, der vil lytte. Af den simple årsag, at mennesker, der gennemgår det jeg gjorde ikke skal leve med den skam og ensomhed, der hører med. Ynket fra omgangskredsen, hvor man nærmest kan høre hvordan størstedelen tænker ‘Godt det ikke er mig’, også selvom de elsker og støtter en. Det er så voldsom en oplevelse at stå i den periode af sit liv, hvor man bør være glad og spændt over det liv man gror i sig, og den følelse bliver tromlet over og trådt på af den person, man forestillede sig skulle være en del af det, så voldsom at det er svært at beskrive så det forstås. Lidt ligesom at beskrive hvordan det er at få et barn, hvordan den kærlighed er, lige så svært er det at beskrive hvordan det føles, at blive ladt alene midt i en graviditet. Det er modbydeligt, ydmygende og intet jeg har prøvet kan måle sig med det.

Til alle de kvinder, der måtte stå i en lignende situation lige nu, vil jeg gerne love, at I kan klare det. Det bliver godt. Tårerne aftager, det bliver muligt at rejse sig igen, at leve videre og I er på ingen måde er alene.

Det er ok at være vred, at være rasende, så længe det er nødvendigt. På et tidspunkt bliver vreden mindre fremtrædende, tårerne bliver færre og ryggen bliver rank. En kernefamilie kan sagtens have snørkler og støv i hjørnerne. Et barn bliver ikke nødvendigvis lykkeligere af at have begge sine forældre hos sig, et barn har brug for glade forældre og ligegyldigt hvor tosset og såret man er, bliver man nødt til at holde fast i, at man for sit barns skyld skal holde hovedet højt, få bearbejdet svigtet og komme videre selv. Hvad der sker derefter er ikke til at sige, måske møder I en ny mand, måske finder I ud af, at I foretrækker at være alene, I finder med garanti ud af, at I er så meget stærkere og sejere end I selv troede og måske bliver jeres eks genforelsket i jer, det kan faktisk lade sig gøre, og måske I når til et punkt, hvor I finder ud af at det var godt at han gik da han gjorde. Men lad aldrig nogle af de ting være drivkraften for at få det bedre, gør det for jer selv og for jeres børn. Det bliver muligvis ikke nemt, faktisk bliver det måske det sværeste overhovedet at komme igennem, og lige så irriterende som ovenstående kan lyde lige nu, lige så meget mening kommer det til at give.
Jeg ved faktisk godt hvad jeg taler om.
Det lover jeg.

Otto fire dage gammel ...

Otto fire dage gammel …

13 replies
  1. J
    J says:

    Rigtigt godt indlæg – lige hvad jeg havde brug for.. Har fulgt din blog on/off og har tidligere tænkt: “Godt det ikke er mig – Ej, hvor må det være forfærdeligt” osv osv. Og, nu står jeg i samme situation.. Det er så vild en følelse og det føles nok som om jeg er ved at dø. Selvom jeg ikke helt ved hvordan det føles at dø. Puhaaa. Shit… Lort…

    Svar
  2. Louise
    Louise says:

    Super godt, og vigtigt, indlæg!
    Jeg er selv opvokset med den sejeste single-mor i hele verden, hvis jeg selv skal sige det! 😉
    Jeg er over-lykkelig for at have vokset op som jeg har, bare mig og verdens bedste mor, for hold op hvor har jeg fået mange styrker, som jeg kan tage med mig videre i livet. Jeg kan sagtens klare mig selv, også uden en partner, for det kunne min mor. Meeen jeg behøver ikke, for det behøvede min mor heller ikke, ikke da hun fandt sit livs kærlighed, og min dejlige stedfar, 12 år efter.
    Dog havde min opvækst været ligeså skøn uden ham, jeg har jo som sagt jordens sejeste mor. 😉
    Jeg siger ikke, at I, og min mor dengang, stod i verdens fedeste situation, men jeg siger at det absolut ikke ændrer på, om i bliver verdens bedste mødre. For dét gør i, på den måde der nu er bedst for jer, om det er alene, med forskellige kærester, bedsteforældrehjælp, barnepiger eller hvad i al verden livet nu byder på! Hovedet op kære gravide, dit barn kommer til at være pave-stolt af dig!

    Svar
  3. Tine
    Tine says:

    Så sandt! Sidste år var jeg en af dem der skrev til dig. Jeg blev forladt uden varsel og var fuldstændig lost. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg nåede at blive glad for at være alene. Men så mødte jeg en vidunderlig mand, der har taget min søn til sig som sin egen. Og jeg har fået min lille drømmefamilie, også selvom vi ikke bor sammen endnu.
    Det var så sindssygt hårdt. Men jeg kom igennem det. Det gør man. Jeg fandt styrke i dette uddrag fra bogen supermor af Anna skyggebjerg: Jeg er vokset flere meter af den sjælsrystelse, jeg har været igennem. Som menneske og som mor. Før i tiden havde følelserne magt over mig “…” jeg var en badebold, der blev blæst af sted af den mindste vind. I dag kan jeg stå bomstille. Jeg kan mærke hvem jeg er og hvad jeg vil. Og det er nok det vigtigste, jeg har lært, ved at gå gennem et stormvejr.

    Svar
  4. Mette
    Mette says:

    Jeg stod i det for 8år siden, da jeg var gøj gravid og jeg standard blev testet for kønssygdomme. Min læge ringede imens jeg stod i føtex med min mor og fortalte at jeg altså havde klamydia. Fuuuck man. Jeg blev simpelthen så rasende og virkelig ikke mit stolteste øjeblik da jeg ringede til min kæreste og skreg i vilden sky, vel og mærket stadig i føtex.
    Jeg valgte at smutte på stedet fra ham. Selvom vi lige var flyttet sammen osv,så ville jeg ikke byde mig selv det. Det var sååå ufattelig hårdt. Jeg troede aldrig jeg sku finde glæden igen. Jeg gjorde det. Nu har jeg en kæreste som jeg har været sammen med i 5år og vi har en søn sammen på snart 2år . Han fungere os som far til den store, da den biologiske ikke ville.
    Men der er lys for enden af tunnelen <3

    Svar
  5. Natasha
    Natasha says:

    Altså nu er jeg 25, forever alone og mine største overvejelser er hvilken dip til mine pommes når jeg hopper forbi grillen på vej hjem fra byen.
    Men alligevel rammer det her indlæg. For hvor er du bare vanvittig stærk og sej og omsorgsfuld. Altså jeg vidste det godt, men har bare lige er behov for at påpege det. At tage dig tid til at mødes med folk du ikke kender så de ved de ikke er alene. Det er fandme god stil,
    Du er altså bare et godt menneske, og jeg følger med på snappen og ser brudstykker af de små gode mennesker du har lavet – jeg er vild med dig og jer 🙂
    Knus fra en læser der af en eller anden grund bare ikke er kommentar/bloglovin typen.

    Svar
  6. Eva
    Eva says:

    Tak! Det betyder virkelig noget at høre det fra nogen, der selv har stået i det. Jeg står i det nu, og hvor overskygger det bare den ellers glade tid…

    Mon der findes nogle nice steder online/offline, hvor man kan komme i kontakt med andre single-mødre (hvor er det egentlig pludseligt grænseoverskridende at bruge det ord om sig selv).

    Svar
  7. Louise
    Louise says:

    Så fint et indlæg! Det du skriver med at du lovede dig selv at fortælle din historie, kender jeg fra mig selv – dog med en lidt anden vinkel; jeg er syg med angst og depression, og jeg har også lovet mig selv at forsøge at bryde det tabu der er omkring psykisk sygdom, om ikke andet så ihvertfald i min omgangskreds. Det er så vigtigt ikke kun at fortælle om de gode perioder i ens liv, men også de hårde perioder. Måske man kan bryde nogle barrikader, og man ikke skal føle sig så ensom. Tak for et godt indlæg, det satte virkelig nogle tanker igang 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *