Hvad knuden satte i gang #1

Flere har spurgt om jeg vil skrive lidt mere uddybende både omkring hvad der egentlig skete, og hvordan jeg oplevede den periode, hvor jeg opdagede, at jeg havde en knude i brystet og ikke vidste hvad det var, samt om tankerne efterfølgende. Faktisk havde jeg ikke tænkt mig at gå nærmere ind på det, for jeg slap jo med skrækken, men efter at have modtaget både kommentarer og mails fra jer, både de nysgerrige og dem, der rent faktisk selv har fundet knuder, efter at have læst min historie, kunne jeg mærke, at det vil jeg helt vildt gerne skrive mere om, for selvom det et eller andet sted kan virke helt tosset, at det satte så mange følelser og tanker i gang, når det viste sig, at være så uskyldigt som det var, er det alligevel en af de ting som hører ind under det værste jeg har prøvet.
Det blev meget langt, så jeg har valgt at dele indlægget op i flere.

Da jeg mærkede den første gang gik jeg en lille smule i panik. Måske mere end en lille smule. Jeg var alene hjemme da jeg ved et tilfælde mærkede den da jeg var på vej ud af badet. Det var i påskedagene, så der var ingen mulighed for at gå til lægen før et par dage senere, og i de første mange minutter efter jeg havde opdaget den, nåede jeg nærmest allerede at tro at nu var løbet kørt. Jeg tænkte forfærdelige tanker og tudbrølede, inden jeg fik ringet min mand op. Han tog det gudskelov meget mere roligt end mig og fik, som han altid gør, beroliget mig, eller i hvert fald samlet mig og mine tanker.

Da jeg endelig kom til lægen nogle dage senere og han med det samme sendte mig videre til et mammografi samme eftermiddag, var jeg langt fra rolig og fattet. Eller, måske udenpå, men indeni havde jeg nærmest allerede skrevet mit testamente. Da jeg cyklede ind mod den klinik, der skulle lave mammografiet messede jeg nærmest ‘detskalnokgå’ hele vejen og prøvede at berolige mig selv med, at det var godt at det gik så stærkt og at jo så ville få svar allerede med det samme, et godt svar, selvfølgelig. Det brugte jeg hele turen på, ja altså det, og så på at tænke over, hvordan hulen de ville lave det mammografi, da mine bittesmå bryster sgu nok ikke kunne være i sådan en maskine. Det kunne de godt, brysterne altså, og jeg blev ganske rigtigt sendt ind til en læge, der kiggede på billederne og på mig, hvorefter han scannede knuden og faktisk fandt endnu en, en meget lille en. Han var stille længe og jeg prøvede at afkode hans udtryk, hvilket var komplet umuligt. Han slog mig som typen, der altid ser lidt alvorlig ud.
Efter hvad der føltes som mange minutter, men sikkert bare var et par stykker, begyndte han endelig at tale. Han snakkede længe og en hel en masse om forskellige uskyldige ting det kunne være, og prøvede vist at berolige mig, men det virkede ikke helt, for da han var færdig med det, afsluttede han med at sige, at jeg skulle videre til Rigshospitalet for at få foretaget en biopsi, og at der nok ville gå en lille uge inden jeg kunne få en tid.

Irriteret og skuffet over fortsat ikke at have fået noget tydeligt svar og nu også med en henvisning til et ægte hospital, gik jeg hjem og græd på min mand. Igen. De på det tidspunkt fire dage jeg havde haft kendskab til knuden, havde føltes som uger allerede og tanken om at skulle vente yferligere en uge eller længere, var en anelse meget. Jeg havde jo sat mig for, at det ville være overstået den eftermiddag og blev helt slået ud af, at det ikke blev sådan.

Som om at skuffelsen og vreden over ikke at have fået afklaring ikke var nok, var jeg fortsat bange, måske endnu mere end til at starte med, for jeg blev ved med at tænke, at hvis det virkelig ikke var noget, så ville de vel ikke bruge mere tid på mig, og til slut var det en lille smule skamfuldt på en måde, at være så panisk angst for noget som med stor sandsynlighed slet ikke var alvorligt.
Jeg tog mig selv i at komme til at snerre lidt at dem, der forsøgte at berolige mig med velmenende ord, for af en eller anden årsag ramte det mig som om at de negligerede det jeg følte ved at feje det hen som værende ‘ingenting’, fordi det vidste jeg jo allerede godt selv at det med stor sandsynlighed var, altså ingenting. Men hvad nu hvis.

…. Fortsættes

 

2 replies
  1. Anne Dahl says:

    Åhh tak fordi du deler,det giver et sug i maven. Brystkræft er en stor frygt hos mange kvinder jeg kender, og jeg synes at det er vigtigt at der kan sættes ord på følelsen, selvom det kan være super svært. Det værste er altid uvished, og det at skulle vente. Jeg synes ALDRIG er vores frygt må være tabu. Tusind tak for en fantastisk ærlig og nærværende blog❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *