INDLÆGGET ER SPONSORERET AF BRAUN

Jeg har gjort meget ud af i de sidste dage, at prise vejret og det der med at kunne have mindre tøj på. Det er SÅ fedt! Men med til vejret og sommertøjet hører det sig, at man lufter stængerne, altså benene. Dem vi har haft pakket ind igennem længere tid, dem som man har ladet stå til. Mine er både tørre, blege og ret behårede – Eller altså, det var de. Også lidt længere end jeg vil indrømme (både tiden og hårene).

For en del år siden deltog jeg i et event, hvor jeg for første gang stiftede bekendtskab med Braun Silk Epil. Av for den, tænkte jeg, og var overbevist om, at det slet ikke var noget for mig. For at få hevet hårene ud med bittesmå pincetter i en hulens fart, lyder ikke ligefrem som noget jeg havde lyst til, og det gik jo så fint med at barbere og en enkelt gang imellem tage forbi en skønhedssalon til en omgang voks. Så den ville jeg nok ikke få brugt. Men der gik ikke længe, før jeg alligevel prøvede mig frem med den der epilator, og jeg skal gerne være helt ærlig og sige, hvor ualmindeligt sølle det må have set ud, da jeg med epilatoren i hånden og mit ene ben svunget op på toiletbrættet længe stod og samlede mod til at gøre det. Det var længe. Men jeg fik taget mig sammen og fik sænket hånden med epilatoren og lagt den mod mit skinneben. Gjorde det ondt? Ja, altså, det niver da, men jeg vil ikke beskrive det som smerte. Overhovedet. Og jeg lover at det ikke er fordi jeg har en specielt høj smertetærskel, og jeg lover også ikke at komme med den typiske ‘Jeg har født to børn – I know pain’-kommentar. Jeg synes stadigvæk at der er en masse ting, der gør ondt. Epilering af mine ben er bare ikke en af dem.

Det viste sig ret hurtigt efter mit første møde med Brauns Silk Epil epilator, at give god mening det der epilering, og jeg har faktisk gjort det lige siden. Der er flere fordele – For eksempel er det slut med ulykker, som snitsår og grimme røde pletter –  I ved dem man får når man tænker, at man da bare lige hurtigt kan barbere benene inden man skal ud af døren. Hvilket man rent faktisk godt kan med Braun Silk Epil, altså bruge den uden den helt store forberedelse. At den er vandtæt og derfor også kan bruges i bruseren, er endnu en af de ting der gør mig så glad for den. Ovenstående er begge noget, der i den grad hiver bonuspoint ind her, da jeg ikke ligefrem har tonsvis af tid til hårfjerning og de store spabehandlinger på vores lille Vesterbroske badeværelse. Når det så er sagt så elsker jeg jo rent faktisk at gøre noget ud af mig selv, hvilket mine utallige indlæg om makeup, hår og tøj vist også understøtter. Så når jeg kan finde tid til det, lader jeg ikke chancen for at gå all in på selvforkælelse gå til spilde. Jeg skrubber, børster, vasker, epilerer og smører mig ind for et godt ord, og særligt inden ferier og større begivenheder som bryllupper og andre fester, hvor man gerne vil gøre sit for at føle sig lidt ekstra lækker. Og det gør jeg så bare, når jeg er hårløs. På benene. For det skal lige siges, og jeg ved at det er noget nogle af jer sikkert tænker på; Hvad med resten af kroppen?, at jeg her blankt må erkende, at jeg endnu ikke har turde give mig i kast med andet end mine ben. Så det må være op til jer selv at afprøve. Hvis I tør, så meld gerne lige tilbage.

Med Braun Silk Epil 9-961e hører der to børstehoveder med, der gør eksfoliering af benene supernemt. Når du eksfolierer inden hårfjerning får du færre indgroede hår – Hvilket jeg for eksempel ikke vidste, men jeg kan love jer for, at jeg har skrubbet løs siden den oplysning blev givet til mig. Indtil videre må jeg sige, at det er helt rigtigt. Jeg har klart oplevet færre, tæt på ingen indgroede hår. Fedt! Og hvis man så ovenikøbet også sørger for at smøre benene godt ind i creme eller olie, når man er færdig, så holder den påstand endnu mere stik.

I kan lige bruge de næste par dage på at overveje om det der med epilering er noget for jer, for næste gang jeg snakker om Braun Silk Epil 9-961e kan en af jer vinde jeres helt egen…

Indlæg og produkt er sponsoreret. Mine ord og holdninger er ikke købt

Jeg er ved at rydde op på min computer, som lige nu er i totalt uorden, og selvom jeg ikke er verdens mest strukturerede menneske, er selv jeg ved at blive drevet til vanvid over bunkerne af unavngivne filer, halvtomme mapper, samt billeder og videoer, der bare fylder, og aldrig skal bruges. Men så var det at jeg faldt over en række fraklip. Og den slags er jo faktisk ret sjove… Her kommer to af dem. Fra da jeg fik min nye meget gode, men også lidt voldsomme mikrofon fra Blue (PR gave) og brugte en hel aften på at teste lyden. Muligvis med en anelse rødvin i blodet.

INDLÆGGET INDEHOLDER REKLAME

Nu er det efterhånden ved at være et par uger siden, at vi fik vores nye seng hjem og hold. nu. kæft. hvor har det bare været en game changer.
Sengen vi har fået er fra Auping, som jeg for nogle måneder siden lærte ordentligt at kende, da de inviterede til et event i anledning af deres nye køjeseng til børn. Til det event fik jeg for alvor øjnene op for Auping, som jeg ellers tidligere udelukkende har kendt for deres sengetøj som vi i årevis har brugt, men som derudover, skulle det vise sig, også har virkelig mange lækre og smukke senge, og så er de et bæredygtigt brand, det anede jeg ikke, men det er noget, der virkelig hiver point ind her i huset. Så da Auping tilbød, at vi måtte teste deres produkter, var vi pænt hurtige til at takke ja. Særligt min mand heppede på det, da han har været ualmindeligt påvirket af vores tidligere sovearrangement på en billig boxmadras, der hverken var rar at ligge i og som på ingen måde var bred nok til os allesammen. Og ja, når jeg siger os allesammen betyder det mig, ham, Otto og katten, for både kat og søn sover i vores seng minimum fem nætter om ugen. Det er hyggeligt, nu. Samsovning rocker, virkelig! Desværre gider Uma ikke.

Også jeg, anti-soveren, nyder godt af vores nye kæmpeseng. Faktisk falder jeg i søvn i løbet af få minutter, hver aften – Hvilket aldrig er sket tidligere. Jeg er typen, der ligger vågen længe, men ikke længere. Jeg vågner hver morgen og kan næsten ikke huske at jeg er gået i seng. Det er SÅ fedt, og nu forstår jeg slet ikke, at vi ventede så længe.
At sengen er blevet skyld i, at vi har måtte omrokere hele vores hjem er bare en mindre detalje som totalt er tilgivet, specielt nu da det betyder mere og bedre søvn til os og den er ovenikøbet virkelig flot. Vi har faktisk selv bestemt, hvordan den skulle se ud. Det kan man nemlig og det er fandme smart. Nu har jeg for eksempel et hovedgærde, hvilket jeg aldrig har haft før.
Meget godt er der at sige, og jeg har først nu fattet, hvor overdrevet vigtigt valg af seng er for hele ens liv. Ja, undskyld, men jeg mener det faktisk.

Det er en Auping Essential seng, – vi har valgt den sorte version, men den findes også i den fineste sarte lyserøde. Og selv min mand var ikke afvisende overfor den, men altså, nu blev den sort, med stofbetrukket hovedgærde (gråt), og det er sørme også pænt. Se selv:

*Sengen er udlånt af Auping, og jeg har derfor markeret indlægget med ‘Reklame’. Ord og holdninger er som altid helt mine egne.

• Er de der chili bearnaise chips jeg skrev om den anden dag præcis lige så ulækkert gode som navnet antyder. Min mand påstod at de mindede om Sourcream and onion. Jeg er ikke enig. For dem kan jeg ikke lide.
• Bliver denne her sommer SÅ god! Kan I mærke det??
• Har jeg så vildt lyst til tarteletter i de her dage, at mit vegetarliv er voldsomt presset.
• Er det lykkes mig at finde en opskrift på veganske tarteletter og ditto koldskål og jeg planlægger at forsøge mig med begge i dag
• Har asos.com 20% på alt indtil i morgen tidligt med koden YESPLEASE, og jeg kommer med garanti til at købe størstedelen af det her plus det løse.
• Bad jeg min mand tage frokost med hjem, men han er først hjemme om en time og til den tid har jeg med garanti spist mig mæt i M&Ms
• Er jeg to gange i sidste uge blevet nødt til at unfollowe ellers søde og rare Snapchat-profiler, da de var fulde af lort. Altså ægte lort. Bare kald mig sart.
• Havde jeg nær kvalt mig selv, da jeg krampagtigt måtte holde mit grin inde, da min søn midt på Vesterbro torv sagde ordene ‘Orv, det gik stærkt, mor! Var det fordi du bed i kuglerne?’ – Fordi jeg havde spist min is væsentlig hurtigere end resten af selskabet.
• Gad jeg faktisk godt blive gift igen. Men samme mand, selvfølgelig. Vi må holde en fest mere!
• Er min mand netop trådt ind ad døren med mad, og jeg er ganske rigtigt mæt i M&Ms… #KommerDerSnartNogleVoksne

Jeg bliver kontaktet minimum seks-syv gange om året af kvinder, der på den ene eller anden måde er havnet i samme situation som jeg selv stod i for nu mere end syv år siden. De er gravide, og deres kæreste eller mand er gået fra dem. Fælles for dem alle er, at de beskriver at de ikke kan se en ende på deres sorg, og at de ikke helt ved hvorfor de kontakter mig. Jeg kan godt forstå at de skriver til mig, og jeg forsøger at svare tilbage så godt jeg kan. Jeg er endda mødtes med et par stykker og har tilbudt at mødes med endnu flere, men det er ikke altid at de svarer igen. Oftest tror jeg at det er nok, at jeg på en eller anden måde får fortalt dem, at de ikke er alene. For det var den følelse jeg selv stod med dengang. At jeg var den eneste, der nogensinde havde stået i den situation. I hvert fald at jeg var den eneste, der ikke så det komme. At dem som havde stået i den, nok ikke var blevet lige så såret, for man da godt ved om ens kæreste er typen, der bare smutter. Jeg blev klogere.
For selvfølgelig kan man ikke vide det. Det er de færreste, der vælger at få et barn med en, de godt ved, ikke vil være der alligevel, ikke kan være der.

Lige siden jeg så småt begyndte, at kunne se det lyse i at være alene, da jeg ikke længere brød sammen i tide og utide og igen var klar til at leve livet videre, lovede jeg mig selv, at fortælle min historie til alle, der vil lytte. Af den simple årsag, at mennesker, der gennemgår det jeg gjorde ikke skal leve med den skam og ensomhed, der hører med. Ynket fra omgangskredsen, hvor man nærmest kan høre hvordan størstedelen tænker ‘Godt det ikke er mig’, også selvom de elsker og støtter en. Det er så voldsom en oplevelse at stå i den periode af sit liv, hvor man bør være glad og spændt over det liv man gror i sig, og den følelse bliver tromlet over og trådt på af den person, man forestillede sig skulle være en del af det, så voldsom at det er svært at beskrive så det forstås. Lidt ligesom at beskrive hvordan det er at få et barn, hvordan den kærlighed er, lige så svært er det at beskrive hvordan det føles, at blive ladt alene midt i en graviditet. Det er modbydeligt, ydmygende og intet jeg har prøvet kan måle sig med det.

Til alle de kvinder, der måtte stå i en lignende situation lige nu, vil jeg gerne love, at I kan klare det. Det bliver godt. Tårerne aftager, det bliver muligt at rejse sig igen, at leve videre og I er på ingen måde er alene.

Det er ok at være vred, at være rasende, så længe det er nødvendigt. På et tidspunkt bliver vreden mindre fremtrædende, tårerne bliver færre og ryggen bliver rank. En kernefamilie kan sagtens have snørkler og støv i hjørnerne. Et barn bliver ikke nødvendigvis lykkeligere af at have begge sine forældre hos sig, et barn har brug for glade forældre og ligegyldigt hvor tosset og såret man er, bliver man nødt til at holde fast i, at man for sit barns skyld skal holde hovedet højt, få bearbejdet svigtet og komme videre selv. Hvad der sker derefter er ikke til at sige, måske møder I en ny mand, måske finder I ud af, at I foretrækker at være alene, I finder med garanti ud af, at I er så meget stærkere og sejere end I selv troede og måske bliver jeres eks genforelsket i jer, det kan faktisk lade sig gøre, og måske I når til et punkt, hvor I finder ud af at det var godt at han gik da han gjorde. Men lad aldrig nogle af de ting være drivkraften for at få det bedre, gør det for jer selv og for jeres børn. Det bliver muligvis ikke nemt, faktisk bliver det måske det sværeste overhovedet at komme igennem, og lige så irriterende som ovenstående kan lyde lige nu, lige så meget mening kommer det til at give.
Jeg ved faktisk godt hvad jeg taler om.
Det lover jeg.

Otto fire dage gammel …