Træningssnegl: Noget om personlig træning

Screen Shot 2016-04-08 at 13.06.47

Som sagt er jeg begyndt i et træningsforløb hos Fitmomcph eller Sif som hun hedder. Egentlig aftalte vi at mødes en gang om ugen og at jeg så ville træne selv med de øvelser hun lærte mig, to gange om ugen… Det holdte i en uge, og så var jeg ved at gå amok over kedsomhed og irritation over at stå i et træningscenter og svinge kettlebells alene. Så Sif foreslog ret hurtigt, at vi i stedet mødes to gange om ugen, hvilket allerede nu har vist sig at være en meget bedre løsning, for mig. Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke (endnu?) er bidt af træning, men jeg synes faktisk det er sjovt meget af tiden og jeg er sindssygt glad for at have en personlig træner, for det giver noget helt helt andet end når man gør det selv, eller rettere når jeg gør det selv.

Kost og vægttab:
I forhold til det med mad. I er en del der har spurgt om jeg har lagt mine madvaner om også. Det har jeg ikke. Altså jeg gjorde det jo op til brylluppet da jeg skulle smide de sidste graviditetskilo, med stor succes.
Men jeg har ikke intentioner om at decideret skulle tabe mig i det her forløb, og jeg ville sgu nok også ende med at tage det på igen i sidste ende. Selvfølgelig kunne jeg godt vælge at gå all in på mine kostvaner, skippe alt det lækre pasta, bland slev slikken og tobleronen, og derved måske opnå endnu vildere resultater, men det gør jeg ikke. For selvom jeg nyder alle de ting, spiser jeg faktisk ret varieret og sundt. Mine børn er vilde med grøntsager, så det er altid på menuen, vi spiser sjældent kød, både for miljøets, vores økonomis og vores egen skyld, og er derfor tvunget til at have mere grønt i vores mad, så selvom jeg gerne sluger en chokoladecroissant og en plade marabou relativt ofte, stoler jeg på, at jeg får det jeg skal have. Men det er klart, at man automatisk får lyst til at skrue en anelse op for det grønne, når man træner, sådan er det i hvert fald for mig. Meeeen der er altså stadigvæk mayo og brownies i min kostplan.

Hvorfor en personlig træner?
For mig giver det mening fordi jeg simpelthen ikke kommer afsted ellers. Eller det vil sige jeg kan sagtens mande mig op til lidt konditionstræning her og der og et par squats, men jeg har svært ved sådan rigtigt at give los, og så haaaader jeg holdtræning, hvor man jo ellers har rig mulighed for at få lidt samme effekt, med en der viser hvordan det skal gøres og hjælper med at holde en i gang, så man ikke lister hjem efter 15 minutter.
Og så er der den simple grund, at jeg aldrig har været i specielt god form, og bare har været en af de der irriterende typer med en hjernedødt højt stofskifte, derfor har det aldrig faldet mig ind at bevæge mig synderligt meget. Klip til mig 30 år gammel med to børn og i verdens dårligste form. Nok er jeg stadigvæk slank og jeg hader ikke min krop, overhovedet, men jeg gad sgu godt lige og få strammet det hele op og føle mig fit og i god form. Og efter at have forsøgt at nå dertil selv af flere omgange, hvor jeg ender med at stoppe ligeså snart jeg ser rimelige resultater, i stedet for at gå hele vejen, er en personlig træner helt klart den rette løsning for mig.

Hvordan vælger man sin personlige træner?
Man ved jo bedst selv, hvad der virker for en når man skal præstere. Personligt klapper jeg i og bliver irriteret, hvis nogen presser mig for hårdt, det gider jeg fandme ikke. Jeg præsterer bedst på ros, opmuntring og på små blide skub (ligesom en hund, forestiller jeg mig. Vuf!)
Det gode ved Sif, for mig, er at selvom hun presser mig, er det aldrig for meget, hun er skidegod til at fornemme hvornår jeg er tryg og hvornår jeg ikke er, og hun hiver mig aldrig mere end en lille smule ud af min comfort zone ad gangen. Derudover har vi god kemi og en masse tilfælles og hun er en jeg kunne forestille mig at drikke bajere med. Ikke at det er et krav at have det sådan, men for mig hjælper det til at kunne slappe af omkring hende, da det jo er en anelse grænseoverskridende sådan at smadre rundt i et Crossfitcenter helt svedig og forpustet. Vi er jævnaldrende og så er hun mor til en pige på Umas alder, hvilket på en eller anden måde også er virkelig fedt, for selvom hun er træningsmaniac (seriøst), så ved hun godt, hvad det vil sige at have båret rundt på et barn, både fysisk og psykisk, hvordan det kostmæssigt kan være svært at leve af salater og hvor tidspresset ens hverdag kan være. Det er fedt.
Så jeg tror det er vigtigt, at man finder en, der matcher ens temperament, hvor der er kemi og som på en eller anden måde forstår, hvad der virker for en, for selvom jeg skal stryges med hårene, få at vide jeg er dygtig og gerne vil høre gangsterrap imens, er der sikkert andre, der skal piskes og presses for at det fungerer. Det ved man nok bedst selv.

Jeg glæder mig rigtig meget til at skrive lidt mere om resultaterne, jeg laver nok en midtvejsstatus og en slutstatus selvfølgelig. Jeg håber I synes det er spændende at følge med i. Jeg ved jo godt at det ikke ligefrem er det jeg plejer at skrive mest om.

På Instagram kan i følge lidt med i forløbet også: #fitsnegl
Screen Shot 2016-04-08 at 13.07.01

 

13 replies
  1. N says:

    Jeg har det fuldstændig som dig, jeg er benådet med et højstofskifte, men er virkelig ingen Sporty Spice – tværtimod elsker jeg serier og dynen i sofaen når jeg skal koble af.
    Klip til mig 30 år, dog uden børn, men med alt for mange år på en kontorstol allerede, og en oplevelse af at mærke effekten af tyngdekraften… Jeg HADER holdtræning, og at stå på en cross trainer alene, det gør bare intet for mig, og jeg kan nemt finde en undskyldning for at springe det over. Derfor valgte jeg også i efteråret at tag nogle måneder hos en træner.
    Det var SÅ fedt! Pludselig lærte jeg hvad det vil sige at aktivere mine muskler og i det hele taget være i god form.
    At skulle holde det ved lige selv, er ikke heeelt så nemt, men motivationen er der og grundformen er blevet noget bedre, så nu kan jeg rent faktisk komme op på hesten igen efter de uger, hvor arbejde og blodsukkerberigende hurtigløsninger fylder mere end tiden til romaskiner og kropshævninger.
    Held og lykke med projektet – du bliver så glad for resultatet 🙂

    Svar
  2. Mette says:

    Jeg er også fan af personlig træner – har trænet meget på hold, men det der med træn selv, det du’r jeg heller ikke rigtig til. Jeg presser ikke mig selv nok. Og jeg gir den i hvertfald noget mere max smadder, når min personlige træner herser med mig. Han ved lige præcis, hvornår jeg når grænsen for, hvad jeg kan holde til. Og enig kemien er det altafgørende.

    Svar
  3. Camilla / Chatterings.dk says:

    DET er noget, jeg kan forholde mig til! De gode træningsperioder jeg har haft i mit voksne liv (der relativt få), har jeg netop haft for at kunne fortsætte med at spise sundt, varieret og chokolade. Jeg er hverken god til at være fanatisk, når det kommer til noget som helst – eller har lyst. Alt med måde! Også træning 😉 Jeg var dog netop kommet i gang med en ny god periode med vægte og sved, men fandt så ud af, at jeg dyrkede liv i maven. Jeg havde en måned, hvor jeg var så træt, at jeg knapt kunne overleve mit arbejde, og nu laver jeg så cirka ingenting. Altså konditionsmæssigt. Man kan vel argumentere for, at min krop har travlt nok. Men: det er så sejt, at du er kommet i gang!

    Svar
  4. Ida says:

    Er der ingen søgefunktion på bloggen længere, eller er jeg idiot? Jeg prøver at finde din playliste.
    Jeg er sikker på, du nok skal blive glad for træning. Måske er det fint nok at være en af dem med ikke så højt stofskifte, så jeg har været “nødsaget” til at dyrke sport siden barndommen. Jeg elskerelskerelsker yoga!!!

    Svar
    • Sneglcille says:

      Hvis du er på computeren er det øverst til højre. Der er et lille søge-ikon 🙂 Ellers kan du følge mig på Spotify, der ligger de allesammen (Cecilie Rubini).

      Svar
  5. Line says:

    Hej Cecilie. Det lyder spændende, at I ikke spiser så meget kød, og dermed flere grøntsager. Måske du på et tidspunkt kunne skrive lidt om hvad i laver af mad, uden kød, og som er børnevenligt? 🙂 God weekend herfra:)

    Svar
  6. Sari says:

    Interessant i forhold til dine madvaner også! Jeg synes det kunne være fedt, hvis du delte noget af den hverdagsmad i laver uden så meget kød.
    God træningslyst 😀

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *