Græsenke med tre børn

Min mand gik ud af døren ved fem tiden i dag, og vi ser ham nok først igen lørdag morgen. Der er landet fire jobs i røven af hinanden fordelt på to døgn. Jeg er allerede forpustet, både på hans og mine vegne. Som I ved er det jo helligdag i morgen, og selvom jeg ser frem til en fridag med ungerne, betyder det samtidigt, at jeg i dag skal løbe ekstra stærkt for at nå det hele, inden der skal hentes tre børn i tre forskellige institutioner.

I perioder, hvor det hænger sådan sammen, priser jeg mig lykkelig for, at vi har den tilværelse og de jobs vi har. At jeg selv kan indrette min arbejdsdag som jeg vil, også selvom det betyder nattearbejde, for ellers kan jeg simpelthen ikke nå det hele. Men det løser sig, og der sker ikke noget ved, at jeg går fra kontoret klokken 15 eller før.

DET er fandme fedt. Jeg syntes det var hard core nok dengang jeg var alene med Otto og skulle passe et fuldtidsjob, så at skulle gøre det et par dage ind imellem med to, nogle gange tre børn, bliver jeg helt rundtosset af at tænke på. Enlige forældre må så meget tage to gange ved kagebordet, og i baren.

Nu lyder det som om, at jeg bare springer til og fikser det hele, mens min mand er væk. Og ja, tildels. Lad mig være ærlig og sige, at jeg ikke ligefrem var den mest forstående kone i går da jeg hørte programmet for de næste par dage. Se, jeg havde misforstået det hele. Jeg troede at han ville være i Jylland hele dagen i dag, men nå hjem til aftensmad og så afsted på et andet job i nogle timer i morgen, men det viser sig, at der var tale om fire jobs. Først Jylland, hvor han er nu, så hjem til Sjælland i aften – Direkte videre på job indtil klokken 4, og så en skydning fra klokken 5 (!) til cirka 16, og så et job mere fra 20 til 03. Hvilket betød at jeg måtte aflyse mine planer fredag aften, samt rykke en masse møder, og finde en ny dato til en skrivedag, jeg havde set frem til. Suk. Jeg gør det selvfølgelig, fordi jeg kan, fordi vi kan, og fordi, at han ville gøre det samme for mig. Men det var med lidt sur mund, og meget kort lunte, at jeg i går fik rykket rundt og lavet nye planer.

Nu står den på lidt skriveri, inden jeg skal mødes med Sif og træne, hvilket jeg egentlig slet ikke har tid til, men som jeg håber giver mig en helvedes masse energi og overskud til de næste to dage.

Resten af overskuddet må jeg finde hos kaffe, sukker og min gode aftenven; rødvin.

FullSizeRender(56)

 

10 replies
  1. Jannie says:

    Hej Cille.
    Hvis du nu er lidt smart, så laver du i dag aftensmad til 2 dage. Så er der varmemad i morgen. Og i morgen smører du en masse rugbrødsklappere, fylder saftevand i dunke, og tager på legepladsen efter morgenmaden , med hele flokken. Husk en ble til Uma. Så har du 3 trætte børn om eftermiddagen. Uma sover og drengene hygger sig foran tv’et. Bingo ..en kop kaffe og en kage til mor og nem aftensmad. Så er den dag gået og du har glade børn.
    Mange hilsner fra en “gammel” mor til 4

    Svar
  2. Kirstine says:

    Åh hvor jeg føler med dig. Du er fandme sej i min verden.
    Jeg hsr været alene siden sidste torsdag, men det er kun med en, dog på 4 mdr som stadigvæk kun sover 3 timer ad gangen.
    Men 3, du har min dybeste respekt. Spis du nu også bare et ekstra stykke kage fra bordet 😉.

    Svar
  3. Rasmus Nielsen says:

    jeg plejede at kalde den slags for “Kalenderbingo”! At få det hele til at gå op i en højere enhed, kan nogle gange være med til nedad vendte mundvige, men så længe i bare husker at snakke om det!
    Det er nemlig okay at blive sur, ligesom det er okay at sige fra. Og fra den andens synspunkt er det vigtigt at lytte. Et er der ikke kan gøres så meget ved det, men bare det at få luft kan være nok til at vende mundvigen opad igen!
    Så kommuniker! Igen og igen!

    Kram, og tanker om ekstra energi til dig og dine!

    Svar
  4. ashley says:

    I love the new layout. But I’m sad to say it doesn’t appear to support Google translate? And now I’m not going to be able to read it!

    Svar
  5. Marina / cand.mor says:

    Argh, det er fa’me hardcore med tre børn og tre institutioner. Jeg gruer altid for de dage, hvor jeg er alene med begge vores bør. Og jeg er endda på barsel lidt endnu!

    PS Hils din aftenven – jeg har en aftale med min 🙂

    Svar
  6. Jannie says:

    Min lillesøster er alene med 4 børn (17, 15, 5 og 4), og går i skole, samtidig med hun arbejder to forskellige steder

    Vi bor i en lille landsby godt ude på landet, og de to små går i BH i to andre byer, mens de store går i skole i en helt 3.

    Hvis hun ikke skal direkte i skole (Som ligger 30 km herfra), så har hun 40 km kørsel bare for at aflevere unger – Og så også den anden vej på

    Så ja, vi skal sgu tage hatten af for de enlige mødre, som trods alt det stadig har overskud til at være de bedste mødre deres børn kunne tænke sig til 😉

    Svar
  7. Helene says:

    Men hvad er opskriften på at få tid til træning med tre unger og græsenke?? Altid problemet herhjemme;-)

    Svar
  8. Christina says:

    Jeg bliver da nødt til at lære at drikke kaffe så meget som du snakker om/drikker det. Det lyder som om at det virkelig gør noget godt for en? 😝 Altså jeg HADER smagen af det, men det lyder bare så hyggeligt 😆 Mon man kan lære det? Nogle gode råd til hvordan man lærer det? Ud over en spand bailey oveni? 🙈

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Jannie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *