Archive for month: april, 2016

Sjældent har en Fredagsfølger været så hurtigt online. Jeg føler mig nærmest tjekket, og ignorerer at jeg endnu engang har filmet hele molevitten på den forkerte led. Dog har jeg ladet mig fortælle, at det er bedst den vej, når man ser det fra sin telefon, så det er i hvert fald en løsning, hvis man vil. I går var en travl dag og jeg nåede faktisk nærmest ikke at filme hele første halvdel, da der var en del snak og løben (ok, gåen) rundt. Men jeg kom efter det i den anden halvdel, hvor det primært var mine børn, der var i fokus, og så balancerede jeg med en skildpadde. Eller prøvede på det. Jeg er jo faktisk en 8. del cirkusprinsesse. Det ses.

Det er på Snapchat, det sker – hver fredag, og der sker også ting andre dage. Sneglcille hedder jeg derinde også.
Og hvis du tænker, at det der Snapchat slet ikke er for dig, så ved jeg præcis hvad du mener – Jeg havde det på samme måde. Nu er jeg hooked! Der kommer et indlæg i løbet af i morgen om Snapchat for Dummies, til dem, der har brug for det.

Men først, Fredagsfølger fra i går:

• Tager det mig altid foruroligende lang tid at finde kogetiden på pastapakker. Hvorfor skal det være så svært?
• Findes ‘I øvrigt #42’ åbenbart ikke.
• Havde den allerførste ‘I øvrigt’ ikke noget nummer, så på en måde går det op. (Bortset fra at den næste så hed #2. Pik osse’)
• Var jeg så nervøs over at skulle dele min nye blog med jer i går, at jeg kom til at drikke mig lidt fuld i øl. Alene.
• Var det altså kun 2 øl, men det er åbenbart der vi er.
• Gør det altså ikke noget, at man synes jeg stinker til at skrive på engelsk. Jeg gør det fordi jeg synes det er sjovt og fordi jeg gerne vil blive bedre. Men man kan bare springe over, hvis man synes det er noget lort. sådan er det der internet så smart.
• Gik jeg i seng klokken 1 i nat. Det var klart for sent.
• Har jeg begge børn alene i dag, men formåede at gøre os allesammen anstændige at se på (nemt med dem, knap så nemt med mig), at aflevere dem begge og nå til et morgenevent klokken 9.
• Åbner der i dag en Dominos Pizza 30 meter fra min hoveddør. Og jeg ved bare, at jeg er fucked. Det er pinligt og kikset, men jeg elsker deres lort. Margarita med ekstra marinara sauce og de der hvidløgsbrød med dyp.
• Er jeg jo alene hjemme med børnene, og drak altså de der to øl i går, så vi skal svømme i marinara og ost i aften.
• Sagde jeg til min træner, at jeg ville prøve at gå all in på sundere kost her de sidste uger vi har sammen, men jvf. ovenstående kan jeg vist godt æde de ord igen, dyppet i, ja, marinara.
• Skal jeg på date med min mand på lørdag! Det er så vidt vi kan regne os frem til første gang vi får passet børn i år.
• Overvejede vi et kort øjeblik om vi skulle bruge vores datenight på at sove, men vi er endt på mad og vin i stedet for.
• Vågner mine børn klokken 5. Begge to. Hver dag.
• Taber jeg konstant min telefon for tiden, og den kan derfor snart intet. Men den er jo også helt fra december sidste år. Altså fra lige efter jeg smed den anden i toilettet. I D I O T
• Gider jeg ikke tale om vejret. Det er på en eller anden måde for åndssvagt til at nævne. Sne i april, mand. Come on.

Og så blev det onsdag. Jeg er helt færdig om aftenen for tiden, men jeg sover også alt for lidt, så det hænger jo meget godt sammen. Mine tanker kredser om alt fra ideer, fremtid, arbejde og i de her dage det at min lille store dreng lige nu gennemgår sin første omgang hjertesorg – At hans bedste ven igennem fire år skal skifte skole. De har fulgtes siden første dag i børnehaven, havnede i samme klasse og ses udenfor skolen så ofte det er muligt. Vi er også blevet en stor del af det bånd de har, og ses jævnligt med hans forældre. Vi har holdt ferie sammen, holdt flere nytårsaftener sammen, set hinanden på kryds og tværs igennem alle de år, og det er den familie Otto er allermest tryg ved udover vores. Og på mandag bliver de splittet ad. Otto tog nyheden pænt til at starte med, men der skete noget i hans øjne, da vi fortalte ham det i weekenden. Og reaktionen kom for fuld smadder allerede aftenen efter nyheden.  Han var vred, irritabel og ked af det. Jeg holdte om ham og spurgte ind til, hvorfor han var så ked af det. Han svarede at han ikke vidste det, men at han følte alt var irriterende og at han havde lyst til at græde. En følelse som de fleste af os sikkert kender til, og har oplevet i større og mindre grad, men som for Otto er en helt ny følelse.
Da en besked i går aftes tikkede ind fra en anden nær klassekammerats mor om, at det også blev sidste dag for ham på fredag, blev det for meget for seje Otto, der i morges var rasende og syntes at alt og alle var dumme. Humøret blev bedre i løbet af dagen, men jeg kan tydeligt mærke at lunten er kort og at følelserne sidder udenpå.

Jeg forstår ham godt, og jeg ville ønske jeg kunne fortælle ham, at det bliver godt igen, og at den slags heler. Men præcis som jeg selv har måtte erfare af flere omgange, kan den slags ikke hjælpes på vej.

Jeg skal ikke blande mig i, hvad andre gør, og jeg mener helt seriøst, at folk skal gøre og spise præcis det de vil. Men flere har vist interesse for vores måde at spise på, så nu uddyber jeg lige.

Vi spiser ikke kød i hverdage herhjemme og efterhånden også sjældnere og sjældnere i weekender. Personligt spiser jeg det næsten ikke længere. Og oftest kun når jeg er ude.

Som mange af jer ved, var Otto vegetar i en del år. Ganske selvvalgt, da han ikke brød sig om kød. Så i stedet spiste vi et hav af bælgfrugter, æg og andre gode proteinkilder. Det er hængt ved.

Otto er stille og roligt blevet mere glad for kød, og elsker frikadeller og spegepølse, så engang imellem får vi det, men det er uhyre sjældent og der er ingen der klager.

Mange spørger om det ikke er et helvede at finde på madretter, når vi ikke spiser kød og hvad med madpakken. Og nej, slet ikke. Tværtimod. Mulighederne er jo uendelige, og man kan sagtens lave de samme retter og bare udelade kød, eller bruge erstatning. De sidste par dage har vi fået alt fra grøntsagslasagne til vegetarburgere. Og så får vi rigtig meget saml-selv mad -Altså sådan noget hvor der står en masse skåle med grønt og fyld, som kan smides i eller på maden –  som pitabrød, madpandekager, pizza, pastasalat, æggekage, osv.
Det fungerer så fint for os, ingen beder om kød, ikke særlig tit i hvert fald, og det føles rart, både fysisk og mentalt.

I forhold til madpakke får Otto lidt forskelligt med, men det kunne for eksempel være (det er det i morgen) : peberfrugt, gulerødder og agurk skåret i stave, en skive rugbrød med pesto, En falafel, et kogt æg, en pizzasnegl med tomatsovs og ost, og en håndfuld nødder.  Det kunne sagtens bare have været en klapsammen med æggesalat i, en skrællet gulerod og en figenstang – Det var det i dag.
Det behøver ikke være mere besværligt eller mindre inspirerende.

Hvorfor, spørger andre. Der er flere grunde. I mange år var det helt naturligt, da Otto simpelthen ikke ville have det. Det vænnede vi os til og blev helt glade for. Sidenhen har vi sat os lidt mere ind i sagerne, og siden vi så Cowspiracy har ingen af os voksne haft vildt meget lyst til at købe kød i supermarkeder, og vi drikker stort set heller ikke komælk længere. Jeg gør slet ikke, og resten af familien hugger min plantemælk.

Jeg kan anbefale at man kigger forbi Maria fra Vanløse Blues HER, eller Green Kitchen stories HER for inspiration, hvis man overvejer at skære ned på kødet.

Et bud på hurtig mad kunne være quornnuggets, dampet broccoli og bagte gulerødder og bønner, som vi fik i går. Med chilimayo. Perfekt søndagsmad!

Jeg er skruk, sådan for alvor, for første gang nogensinde.
Egentlig troede jeg, at jeg da havde oplevet følelsen før, men det viser sig bare, at det har jeg ikke. Tidligere har det blot været en følelse af, at det da kunne være dejligt med en baby, men ikke mere end det. For tiden føler jeg decideret mine æggestokke baske (!) når jeg ser en nyfødt. Og ja, det er kun lige over et år siden, at jeg sidst fik en selv, og nej vi skal jo ikke have flere. Suk.
Eller hvad?

Det taler vi lige for tiden rigtig meget om herhjemme. Det med et barn mere. Har vi råd, har vi tid, har vi lyst. ? ? ?

Vi hælder mest til, at vi ikke skal have flere, men omvendt er vi også enige om, at hvis vi skal, så skal det være snart. Selvom det har været helt fantastisk, at der gik så længe imellem Otto og Uma – Det var der jo så også mange gode grunde til, detaljen med at vi lige brugte små fem år fra hinanden for eksempel – så skal der helst ikke gå så længe, hvis vi skal have endnu en. For så er der pludselig 11-12 år imellem Otto og den. Og selvom jeg vil anbefale alle at få børn med 5-6 års mellemrum, for det er virkelig genialt og har fungeret fuldstændig fantastisk for os, er jeg ikke frisk på, at vente fem år til, eller tre for den sags skyld. Også selvom der er klare fordele ved det.

Økonomisk skulle vi nok finde ud af det, det gør man jo. Lysten er der, nok især fra min side. Jeg har faktisk hele tiden forestillet mig, at jeg skulle have tre børn. Men hvis vi valgte at få en mere, vil det også pludselig gøre mange ting mere omstændigt. Jeg forestiller mig, at man ikke bare skrider til LA som vi gjorde tidligere i år, at vi ikke bare kan finde pasning, hvis vi trænger til kærestetid, og i de weekender vi har min bonussøn, ville vi ikke engang kunne være i en almindelig bil allesammen. Og vi ville nok også blive nødt til at flytte i noget større, længe før beregnet.

Det er den slags vi taler om lige nu. Ikke fordi at vi nødvendigvis skal tage en beslutning nu og her, men fordi det er rart at tale om og få forventningsafstemt, så vi ikke om fire år står og fortryder, at vi ikke bare gjorde det.
Min fornuft siger pt, at vi skal lade være, min krop skriger, at vi skal gøre det. Bare en til. En lillebitte en.

Hvad fremtiden bringer ved man jo ikke. Altså SLET ikke. Det er vi om nogen levende bevis på. Men jeg kan godt lide at tænke over det, at drømme og at snakke om det med ham jeg skal være sammen med så længe vi vil. Hvilket jeg på nuværende tidspunkt tror, er altid.