Fredagsfølger #13

Sjældent har en Fredagsfølger været så hurtigt online. Jeg føler mig nærmest tjekket, og ignorerer at jeg endnu engang har filmet hele molevitten på den forkerte led. Dog har jeg ladet mig fortælle, at det er bedst den vej, når man ser det fra sin telefon, så det er i hvert fald en løsning, hvis man vil. I går var en travl dag og jeg nåede faktisk nærmest ikke at filme hele første halvdel, da der var en del snak og løben (ok, gåen) rundt. Men jeg kom efter det i den anden halvdel, hvor det primært var mine børn, der var i fokus, og så balancerede jeg med en skildpadde. Eller prøvede på det. Jeg er jo faktisk en 8. del cirkusprinsesse. Det ses.

Det er på Snapchat, det sker – hver fredag, og der sker også ting andre dage. Sneglcille hedder jeg derinde også.
Og hvis du tænker, at det der Snapchat slet ikke er for dig, så ved jeg præcis hvad du mener – Jeg havde det på samme måde. Nu er jeg hooked! Der kommer et indlæg i løbet af i morgen om Snapchat for Dummies, til dem, der har brug for det.

Men først, Fredagsfølger fra i går:

Fredag, for fanden!

Er du gal en lang uge, det har været. Jeg har sjældent set frem til weekend, som jeg har i denne uge. Ottos humør har været godt i dag, og han lader til allerede nu, at være lidt mere ok med situationen i skolen. Det var om ikke andet en glad dreng, jeg kunne tage med hjem fra skole i dag, fremfor det betuttede væsen han har været den sidste uge. Vi gik på jagt efter slik og pizza, mens han speedsnakkede om alt fra Pokémon (ja, det er åbenbart tilbage) til kænguruer (de kan sagtens brække dine ribben, og stillede meget personlige spørgsmål i køen i Super Brugsen om mit kærlighedsliv inden Freelancer. Da Uma kapitulerede klokken 18(!) så vi film og spiste slik i min seng, som er rykket ind i vores stue, da vi har solgt vores sofa og endnu ikke har fået lavet det tidligere soveværelse til ny stue. Nu sover han ved siden af mig i selvsamme seng og Freelancer er på vej hjem fra lufthavnen – og jeg føler mig en lille smule lykkelig lige her på vores tarvelige boxmadras på mit skæve støvede stuegulv.

FullSizeRender(57)

 

I øvrigt #47

  • Tager det mig altid foruroligende lang tid at finde kogetiden på pastapakker. Hvorfor skal det være så svært?
  • Findes ‘I øvrigt #42’ åbenbart ikke.
  • Havde den allerførste ‘I øvrigt’ ikke noget nummer, så på en måde går det op. (Bortset fra at den næste så hed #2. Pik osse’)
  • Var jeg så nervøs over at skulle dele min nye blog med jer i går, at jeg kom til at drikke mig lidt fuld i øl. Alene.
  • Var det altså kun 2 øl, men det er åbenbart der vi er.
  • Gør det altså ikke noget, at man synes jeg stinker til at skrive på engelsk. Jeg gør det fordi jeg synes det er sjovt og fordi jeg gerne vil blive bedre. Men man kan bare springe over, hvis man synes det er noget lort. sådan er det der internet så smart.
  • Gik jeg i seng klokken 1 i nat. Det var klart for sent.
  • Har jeg begge børn alene i dag, men formåede at gøre os allesammen anstændige at se på (nemt med dem, knap så nemt med mig), at aflevere dem begge og nå til et morgenevent klokken 9.
  • Åbner der i dag en Dominos Pizza 30 meter fra min hoveddør. Og jeg ved bare, at jeg er fucked. Det er pinligt og kikset, men jeg elsker deres lort. Margarita med ekstra marinara sauce og de der hvidløgsbrød med dyp.
  • Er jeg jo alene hjemme med børnene, og drak altså de der to øl i går, så vi skal svømme i marinara og ost i aften.
  • Sagde jeg til min træner, at jeg ville prøve at gå all in på sundere kost her de sidste uger vi har sammen, men jvf. ovenstående kan jeg vist godt æde de ord igen, dyppet i, ja, marinara.
  • Skal jeg på date med min mand på lørdag! Det er så vidt vi kan regne os frem til første gang vi får passet børn i år.
  • Overvejede vi et kort øjeblik om vi skulle bruge vores datenight på at sove, men vi er endt på mad og vin i stedet for.
  • Vågner mine børn klokken 5. Begge to. Hver dag.
  • Taber jeg konstant min telefon for tiden, og den kan derfor snart intet. Men den er jo også helt fra december sidste år. Altså fra lige efter jeg smed den anden i toilettet. I D I O T
  • Gider jeg ikke tale om vejret. Det er på en eller anden måde for åndssvagt til at nævne. Sne i april, mand. Come on.

Screen Shot 2016-04-28 at 23.02.09

Sneglcille … In English.

During the last couple of months it has been made clear to me, that I have a lot more non-danish readers than I thought. I actually didn’t even know til recently, that I had any at all. That knowledge lighted a spark that I have had in the back of my mind for years – The idea of starting up a blog in English. … So I did. And it has been launched. It’s called Snailcilly and you can find it right here.

Now, It’s still brand new so theres’ not a lot going on over there – Yet! Please check it out and let me know what you think. … I’ve litterally been holding my breath while writing the above. I’m so excited. And nervous. And happy.
Ok, go!

Og bare lige så der ikke hersker nogen tvivl; Sneglcille.dk fortsætter som hidtil – På dansk. Jeg har haft lyst til at prøve det her så længe, og nu springer jeg ud i det, også selvom mit engelsk er rustent. Det kan kun gå en vej tænker jeg. Frem altså.
Man er selvfølgelig velkommen til at følge med begge steder, men jeg kommer nok ikke som sådan til at linke frem og tilbage så ofte.

That’s all.

Screen Shot 2016-04-27 at 15.58.21

 

Den første hjertesorg

Og så blev det onsdag. Jeg er helt færdig om aftenen for tiden, men jeg sover også alt for lidt, så det hænger jo meget godt sammen. Mine tanker kredser om alt fra ideer, fremtid, arbejde og i de her dage det at min lille store dreng lige nu gennemgår sin første omgang hjertesorg – At hans bedste ven igennem fire år skal skifte skole. De har fulgtes siden første dag i børnehaven, havnede i samme klasse og ses udenfor skolen så ofte det er muligt. Vi er også blevet en stor del af det bånd de har, og ses jævnligt med hans forældre. Vi har holdt ferie sammen, holdt flere nytårsaftener sammen, set hinanden på kryds og tværs igennem alle de år, og det er den familie Otto er allermest tryg ved udover vores. Og på mandag bliver de splittet ad. Otto tog nyheden pænt til at starte med, men der skete noget i hans øjne, da vi fortalte ham det i weekenden. Og reaktionen kom for fuld smadder allerede aftenen efter nyheden.  Han var vred, irritabel og ked af det. Jeg holdte om ham og spurgte ind til, hvorfor han var så ked af det. Han svarede at han ikke vidste det, men at han følte alt var irriterende og at han havde lyst til at græde. En følelse som de fleste af os sikkert kender til, og har oplevet i større og mindre grad, men som for Otto er en helt ny følelse.
Da en besked i går aftes tikkede ind fra en anden nær klassekammerats mor om, at det også blev sidste dag for ham på fredag, blev det for meget for seje Otto, der i morges var rasende og syntes at alt og alle var dumme. Humøret blev bedre i løbet af dagen, men jeg kan tydeligt mærke at lunten er kort og at følelserne sidder udenpå.

Jeg forstår ham godt, og jeg ville ønske jeg kunne fortælle ham, at det bliver godt igen, og at den slags heler. Men præcis som jeg selv har måtte erfare af flere omgange, kan den slags ikke hjælpes på vej.

Screen Shot 2016-04-27 at 22.42.47

Older posts