At rejse med børn – Jetlag

Jeg skrev om selve flyveturen sidst (her), og lovede at komme nærmere ind på det uundgåelige jetlag.

Der er blandede erfaringer både i min omgangskreds, samt hos jer der kommenterede, da jeg i sin tid spurgte ind til det med børn og jetlag. Nogle oplever at deres børn nærmest ikke bliver påvirkede, eller i hvert fald ikke så hårdt og længe som det er tilfældet hos mange voksne, andre oplever at det er tæt på altoverskyggende og i den grad rammer især de yngste. Mine børn hører til i den sidste kategori. Særligt den yngste. Det skal også lige nævnes at hun var syg de første par dage i Los Angeles, med høj feber og udslæt, så det har helt sikkert også spillet ind. Otto, der er seks år klarede det ret fint. Han var træt i løbet af dagene, og vågnede tidligt, ligesom os, men bortset fra det bemærkede vi ikke det store, ikke i USA, men den anden vej var det meget tydeligt også hos ham. Han vågnede hver nat, i en uges tid og stod op ved fem tiden, for derefter at falde i søvn en time senere og slet ikke være til at vække igen før langt op af morgenen, i lige så lang tid. Det samme gjorde sig gældende for Uma, begge veje. Hun sov elendigt. De første par nætter, både den ene og den anden vej, vågnede hun mellem fem og tolv gange, forvirret, ked af det og jeg skal ærligt indrømme, at hendes forældre i løbet af de første par nætter, både i USA og i Danmark, kiggede på hinanden og tydeligt havde samme tanke; Om det havde været verdens dårligste ide, at rejse så langt væk med hende.
De tanker blev dog i nætterne, og da der ikke længere var tegn på jetlag (efter fem nætter var det værste overstået) blev vi igen overbevist om, at det var det hele værd, trods alt.

Vi gjorde rigtig meget ud af at mindske børnenes jetlag så godt vi kunne. Forsøgte at holde fast i faste rutiner, sørgede for at de fik en masse væske, at de og vi spiste på faste tidspunkter, og at Uma sov til middag på de samme tidspunkter hver dag. Noget, der var tæt på umuligt de første par dage, lige meget hvor meget vi forsøgte. Men det bar altså frugt i sidste ende, bilder jeg mig ind. For det gik selvfølgelig over, og så var al tvivlen og de natlige second thoughts glemt.

Det er hårdt når man står i det, både for dem og for en selv, og det er helt sikkert noget man skal have med i sine overvejelser, når man planlægger at rejse langt væk med små børn. Men så længe man er forberedt og gør hvad man kan for at gøre overgangen tålelig for alle parter, så er det altså det hele værd. Vi gør det gerne igen. Måske ikke lige i morgen, men om noget tid.

 

 photo Screen Shot 2016-03-28 at 13.41.26_zpsa9mqr5zq.png

2 replies
  1. Dorte
    Dorte says:

    Har lige været i USA med mine 3 unger i alderen 3-6 og de klarede jetlag rigtig fint. Vi var så også “kun” på de 6 timers tidsforskel. Derovre stod de dagligt op ved 7-tiden, hvilket er tidligt for mine syvsoverbørn og efter vi er kommet hjem er det så at vi sover mega længe (frygter i den grad hverdagen….:)). Derudover har vi ikke rigtig været ramt udover at vi vist alle følte os lidt skæve efter hjemrejsen. Tror også det er meget individuelt, men klart noget man skal tænke ind især når man planlægger sin rejse så hverdagen ikke melder sig alt for hurtigt efter hjemkomsten.

    Svar
  2. Nadia Munch
    Nadia Munch says:

    Hejsa
    Vi er lige kommet hjem fra 14 dage i Singapore og Thailand. Rejste med vores 3 børn på 3,7,9. For 2 år siden var vi 5 uger i Malaysia og der var mindstemusen 1,5 år. Ingen af gangene har vi oplevet problemer med tiden(heldigvis).
    Så skynd jer og planlæg en rejse “den anden vej”:)
    Gad vide om der er erfaringer for at det er sværere at rejse tilbage, altså vest, end frem i tiden mod øst?
    Kh Nadia

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *