Tavshed er guld

Det der sker når man har en blog, i hvert fald i mit tilfælde er , at man ind i mellem, eller faktisk relativt ofte, skriver indlæg, der bliver læst og modtaget helt anderledes end det var tiltænkt. Som da jeg i går efter et par glas rødvin og nogle turbulente dage, tænkte at jeg lige ville stikke hovedet ind og sige, at det sgu lidt er noget knas her på den anden side af skærmen, men uden at gå i dybden, for det vil jeg ikke. Endnu.

Det burde jeg nok have forudset ville skabe noget irritation. Men det gjorde jeg ikke.

Min intention var udelukkende at sige noget ala Hej! Jeg er her, men jeg er her ikke alligevel. Bær over med mig. Jeg virker snart igen. Men det giver jo for helvede ikke mening (og ja, jeg bander. Sådan er det). Så selvom jeg ikke som sådan vil undskylde for indlægget i går, for det gav mening for mig at skrive, så vil jeg alligevel lige sige at det ikke var et forsøg på at gøre mig interessant eller sætte jer i gang med at lege Ramasjang mysteriet på mine vegne. Jeg vil stile efter for fremtiden at være mere klar i spyttet og ikke involvere bloggen i ting, før jeg er ægte klar til det.

Rigtig god torsdag.

 

 

En mærkelig tirsdag og en blog på hold

I går var en mærkelig dag. Jeg lover at komme nærmere ind på, hvad jeg præcis mener. Men der er lige nogle omstændigheder, der skal give mening, inden jeg begynder at gå i dybden. Men det er noget, der fylder så meget, at det faktisk er skide svært for mig, at skulle skrive om en masse andet, også selvom jeg har indlæg klar med både tøj og andet snak. Oveni det skal bloggen jo til at gennemgå lidt af en make over i løbet af den næste uges tid, hvilket både er pisse spændende, men også gør, at jeg føler mig lidt fanget i en venteposition.

Men hov, det er jo ikke skide professionelt, vel? Jeg har jo sagt at jeg tager næste skridt med bloggen, og gør den til min levevej, så hvis et bump på den personlige vej sætter bremsen i for bloggeriet, så er der sgu da ikke meget business over det, eller hvad?
Måske ikke på papiret, men omvendt er bloggen jo også en kæmpe del af mig, og er stadigvæk et personligt frirum, en ventil og en legeplads på samme tid, så selvom jeg sagtens kan finde en balance, hvor jeg skriver om tøj den ene dag, om svære følelser den næste, om hverdagstanker, lister over fjollede ting og derimellem også har sponsorerede indlæg, så har jeg lovet mig selv, og jeg lover samtidigt jer, at når lysten ikke er der, så vil jeg ikke tvinge noget frem.

Med de ord, vil jeg gå i seng og glæde mig til endnu en dag i morgen, hvor lysten til bloggen garanteret er tilbage.

 

At rejse med børn – Jetlag

Jeg skrev om selve flyveturen sidst (her), og lovede at komme nærmere ind på det uundgåelige jetlag.

Der er blandede erfaringer både i min omgangskreds, samt hos jer der kommenterede, da jeg i sin tid spurgte ind til det med børn og jetlag. Nogle oplever at deres børn nærmest ikke bliver påvirkede, eller i hvert fald ikke så hårdt og længe som det er tilfældet hos mange voksne, andre oplever at det er tæt på altoverskyggende og i den grad rammer især de yngste. Mine børn hører til i den sidste kategori. Særligt den yngste. Det skal også lige nævnes at hun var syg de første par dage i Los Angeles, med høj feber og udslæt, så det har helt sikkert også spillet ind. Otto, der er seks år klarede det ret fint. Han var træt i løbet af dagene, og vågnede tidligt, ligesom os, men bortset fra det bemærkede vi ikke det store, ikke i USA, men den anden vej var det meget tydeligt også hos ham. Han vågnede hver nat, i en uges tid og stod op ved fem tiden, for derefter at falde i søvn en time senere og slet ikke være til at vække igen før langt op af morgenen, i lige så lang tid. Det samme gjorde sig gældende for Uma, begge veje. Hun sov elendigt. De første par nætter, både den ene og den anden vej, vågnede hun mellem fem og tolv gange, forvirret, ked af det og jeg skal ærligt indrømme, at hendes forældre i løbet af de første par nætter, både i USA og i Danmark, kiggede på hinanden og tydeligt havde samme tanke; Om det havde været verdens dårligste ide, at rejse så langt væk med hende.
De tanker blev dog i nætterne, og da der ikke længere var tegn på jetlag (efter fem nætter var det værste overstået) blev vi igen overbevist om, at det var det hele værd, trods alt.

Vi gjorde rigtig meget ud af at mindske børnenes jetlag så godt vi kunne. Forsøgte at holde fast i faste rutiner, sørgede for at de fik en masse væske, at de og vi spiste på faste tidspunkter, og at Uma sov til middag på de samme tidspunkter hver dag. Noget, der var tæt på umuligt de første par dage, lige meget hvor meget vi forsøgte. Men det bar altså frugt i sidste ende, bilder jeg mig ind. For det gik selvfølgelig over, og så var al tvivlen og de natlige second thoughts glemt.

Det er hårdt når man står i det, både for dem og for en selv, og det er helt sikkert noget man skal have med i sine overvejelser, når man planlægger at rejse langt væk med små børn. Men så længe man er forberedt og gør hvad man kan for at gøre overgangen tålelig for alle parter, så er det altså det hele værd. Vi gør det gerne igen. Måske ikke lige i morgen, men om noget tid.

 

 photo Screen Shot 2016-03-28 at 13.41.26_zpsa9mqr5zq.png

I 2016 …

Jeg har lavet denne type indlæg et par gange. Normalt falder de i begyndelsen af året, men denne gang kommer det altså nu. Vi er kun tre måneder inde og jeg har allerede nået en del. Jeg har været i USA, jeg har været på barsel, holdt 1/2-års bryllupsdag, er begyndt at træne og så har jeg nærmest spist min egen vægt i marcipanæg. Men der er meget mere jeg vil nå. Selvom det bliver pænt svært for 2016 at tæve 2015 i awesome-hed – For det var jo det år jeg fik Uma, og det år jeg blev gift. Men dermed ikke sagt at 2016 ikke også kan være en lækker satan. Det satser jeg på at det bliver også selvom det lige nu er en lidt skræmmende periode – For vi er jo som sagt nu to selvstændige herhjemme, og selvom det er både spændende og nok skal blive godt, er det en usikker fremtid, med en noget skræmmende opstart. Både økonomisk og følelsesmæssigt. Derfor har jeg også brug for lige at se lidt frem, sætte nogle delmål og glæde mig til en masse, også små first world agtige ting.
Så here goes, i 2016:

  • Fylder Uma 1 år.
  • Lærer jeg forhåbentlig at blive oprigtigt glad for at træne og ikke bare irritabel mens det står på – Seriøst, jeg hader det lidt lige nu.
  • Skal vi have styr på vores soveværelse, der lige nu er mere praktisk end pænt. Fik jeg sagt at der står en tørretumbler derinde pt?
  • Vil jeg rejse så meget som muligt
  • Finder nogen ud af hvordan fanden vi får indstillet vores fjernsyn. Vi har ingen kanaler haft siden de blev digitale.
  • Starter Otto i 1. klasse. Det er vanvittigt!
  • Skal jeg holde endnu mere telefonfri, og fri i det hele taget. Noget som jeg ved er en disciplin i sig selv, når man kører egen business.
  • Tager jeg min krop og mit helbred alvorligt, og går til lægen i stedet for at finde på undskyldninger
  • Vil jeg gerne mere gå mere i biografen. Især sammen med Otto.
  • Bliver jeg bedre til at lytte til min fornuft, fremfor usikkerheden.
  • Finder jeg de perfekte flade ankelstøvler. Hvorfor er det så svært?
  • Holder jeg 1-års bryllupsdag med min mand
  • Lægger jeg pessimismen på hylden og går all in på positivitet
  • Betaler jeg min kassekredit ud, en gang for alle.
  • Tager jeg på blogtour og hilser på jer.

… Det bliver skide godt.

 photo Screen Shot 2016-03-28 at 10.06.27_zps1u7uiwfr.png

I øvrigt #43

  • Ville jeg i et forsøg på at være sjov kalde mig selv for en crossfitter den anden dag, men kom til at kalde mig for en crosstrainer i stedet. Der er lang vej endnu.
  • Forstår jeg ikke hvorfor poserne med marcipanæg ikke er fyldt op. Ikke engang halvt. Kom nu, Anthon Berg
  • Køber jeg af ovenstående årsag altid to poser.
  • Har vi fået tørretumbler. Min lykke er gjort.
  • Har vi ikke plads til tørretumbler. Så den står i vores soveværelse – Det ligner lort. Jeg er ligeglad.
  • Er jeg jo begyndt at træne. Derfor kan jeg heller ikke gå. Av!
  • Spillede min svoger hos Ellen Degeneres i går og jeg er SÅ misundelig over at han har mødt hende. Jeg elsker hende.
  • Er jeg faktisk lidt skruk, hvilket skræmmer mig helt åndssvagt. Skal krafteddermame ikke have en baby lige foreløbigt.
  • Har jeg jo faktisk allerede en baby. En stor, råbende en
  • Bliver den 1 år om tre uger.
  • Kan jeg ikke lide ordet ‘fermentering’.
  • Droppede jeg helt nogensinde at lære at flette mit eget hår. Så nu fletter jeg bare Umas.
  • Synes jeg at det er virkelig skræmmende at vi nu er to selvstændige herhjemme. Hvem ringer efter de voksne?
  • Har katten Pelle brugt de sidste par nætter på at lave alt vores gavepapir, der lå sirligt i ruller under vores seng, til konfetti. Når han ikke laver papirkunst, piercer han Umas sutter og dasker alt Ottos Lego ned fra reolen. Vi elsker ham.
  • Fik jeg et mikro stykke glasskår i øjet i går og har nu konstant noget der ligner et tyndt stykke sytråd i mit synsfelt.
  • Har vi galoperende rejsefeber, og er allerede i gang med at planlægge næste tur. Seriøst, ring lige til nogle voksne.

Screen Shot 2016-03-24 at 21.08.40

Older posts