Tavshed er guld

Det der sker når man har en blog, i hvert fald i mit tilfælde er , at man ind i mellem, eller faktisk relativt ofte, skriver indlæg, der bliver læst og modtaget helt anderledes end det var tiltænkt. Som da jeg i går efter et par glas rødvin og nogle turbulente dage, tænkte at jeg lige ville stikke hovedet ind og sige, at det sgu lidt er noget knas her på den anden side af skærmen, men uden at gå i dybden, for det vil jeg ikke. Endnu.

Det burde jeg nok have forudset ville skabe noget irritation. Men det gjorde jeg ikke.

Min intention var udelukkende at sige noget ala Hej! Jeg er her, men jeg er her ikke alligevel. Bær over med mig. Jeg virker snart igen. Men det giver jo for helvede ikke mening (og ja, jeg bander. Sådan er det). Så selvom jeg ikke som sådan vil undskylde for indlægget i går, for det gav mening for mig at skrive, så vil jeg alligevel lige sige at det ikke var et forsøg på at gøre mig interessant eller sætte jer i gang med at lege Ramasjang mysteriet på mine vegne. Jeg vil stile efter for fremtiden at være mere klar i spyttet og ikke involvere bloggen i ting, før jeg er ægte klar til det.

Rigtig god torsdag.

 

 

En mærkelig tirsdag og en blog på hold

I går var en mærkelig dag. Jeg lover at komme nærmere ind på, hvad jeg præcis mener. Men der er lige nogle omstændigheder, der skal give mening, inden jeg begynder at gå i dybden. Men det er noget, der fylder så meget, at det faktisk er skide svært for mig, at skulle skrive om en masse andet, også selvom jeg har indlæg klar med både tøj og andet snak. Oveni det skal bloggen jo til at gennemgå lidt af en make over i løbet af den næste uges tid, hvilket både er pisse spændende, men også gør, at jeg føler mig lidt fanget i en venteposition.

Men hov, det er jo ikke skide professionelt, vel? Jeg har jo sagt at jeg tager næste skridt med bloggen, og gør den til min levevej, så hvis et bump på den personlige vej sætter bremsen i for bloggeriet, så er der sgu da ikke meget business over det, eller hvad?
Måske ikke på papiret, men omvendt er bloggen jo også en kæmpe del af mig, og er stadigvæk et personligt frirum, en ventil og en legeplads på samme tid, så selvom jeg sagtens kan finde en balance, hvor jeg skriver om tøj den ene dag, om svære følelser den næste, om hverdagstanker, lister over fjollede ting og derimellem også har sponsorerede indlæg, så har jeg lovet mig selv, og jeg lover samtidigt jer, at når lysten ikke er der, så vil jeg ikke tvinge noget frem.

Med de ord, vil jeg gå i seng og glæde mig til endnu en dag i morgen, hvor lysten til bloggen garanteret er tilbage.

 

At rejse med børn – Jetlag

Jeg skrev om selve flyveturen sidst (her), og lovede at komme nærmere ind på det uundgåelige jetlag.

Der er blandede erfaringer både i min omgangskreds, samt hos jer der kommenterede, da jeg i sin tid spurgte ind til det med børn og jetlag. Nogle oplever at deres børn nærmest ikke bliver påvirkede, eller i hvert fald ikke så hårdt og længe som det er tilfældet hos mange voksne, andre oplever at det er tæt på altoverskyggende og i den grad rammer især de yngste. Mine børn hører til i den sidste kategori. Særligt den yngste. Det skal også lige nævnes at hun var syg de første par dage i Los Angeles, med høj feber og udslæt, så det har helt sikkert også spillet ind. Otto, der er seks år klarede det ret fint. Han var træt i løbet af dagene, og vågnede tidligt, ligesom os, men bortset fra det bemærkede vi ikke det store, ikke i USA, men den anden vej var det meget tydeligt også hos ham. Han vågnede hver nat, i en uges tid og stod op ved fem tiden, for derefter at falde i søvn en time senere og slet ikke være til at vække igen før langt op af morgenen, i lige så lang tid. Det samme gjorde sig gældende for Uma, begge veje. Hun sov elendigt. De første par nætter, både den ene og den anden vej, vågnede hun mellem fem og tolv gange, forvirret, ked af det og jeg skal ærligt indrømme, at hendes forældre i løbet af de første par nætter, både i USA og i Danmark, kiggede på hinanden og tydeligt havde samme tanke; Om det havde været verdens dårligste ide, at rejse så langt væk med hende.
De tanker blev dog i nætterne, og da der ikke længere var tegn på jetlag (efter fem nætter var det værste overstået) blev vi igen overbevist om, at det var det hele værd, trods alt.

Vi gjorde rigtig meget ud af at mindske børnenes jetlag så godt vi kunne. Forsøgte at holde fast i faste rutiner, sørgede for at de fik en masse væske, at de og vi spiste på faste tidspunkter, og at Uma sov til middag på de samme tidspunkter hver dag. Noget, der var tæt på umuligt de første par dage, lige meget hvor meget vi forsøgte. Men det bar altså frugt i sidste ende, bilder jeg mig ind. For det gik selvfølgelig over, og så var al tvivlen og de natlige second thoughts glemt.

Det er hårdt når man står i det, både for dem og for en selv, og det er helt sikkert noget man skal have med i sine overvejelser, når man planlægger at rejse langt væk med små børn. Men så længe man er forberedt og gør hvad man kan for at gøre overgangen tålelig for alle parter, så er det altså det hele værd. Vi gør det gerne igen. Måske ikke lige i morgen, men om noget tid.

 

 photo Screen Shot 2016-03-28 at 13.41.26_zpsa9mqr5zq.png

I 2016 …

Jeg har lavet denne type indlæg et par gange. Normalt falder de i begyndelsen af året, men denne gang kommer det altså nu. Vi er kun tre måneder inde og jeg har allerede nået en del. Jeg har været i USA, jeg har været på barsel, holdt 1/2-års bryllupsdag, er begyndt at træne og så har jeg nærmest spist min egen vægt i marcipanæg. Men der er meget mere jeg vil nå. Selvom det bliver pænt svært for 2016 at tæve 2015 i awesome-hed – For det var jo det år jeg fik Uma, og det år jeg blev gift. Men dermed ikke sagt at 2016 ikke også kan være en lækker satan. Det satser jeg på at det bliver også selvom det lige nu er en lidt skræmmende periode – For vi er jo som sagt nu to selvstændige herhjemme, og selvom det er både spændende og nok skal blive godt, er det en usikker fremtid, med en noget skræmmende opstart. Både økonomisk og følelsesmæssigt. Derfor har jeg også brug for lige at se lidt frem, sætte nogle delmål og glæde mig til en masse, også små first world agtige ting.
Så here goes, i 2016:

  • Fylder Uma 1 år.
  • Lærer jeg forhåbentlig at blive oprigtigt glad for at træne og ikke bare irritabel mens det står på – Seriøst, jeg hader det lidt lige nu.
  • Skal vi have styr på vores soveværelse, der lige nu er mere praktisk end pænt. Fik jeg sagt at der står en tørretumbler derinde pt?
  • Vil jeg rejse så meget som muligt
  • Finder nogen ud af hvordan fanden vi får indstillet vores fjernsyn. Vi har ingen kanaler haft siden de blev digitale.
  • Starter Otto i 1. klasse. Det er vanvittigt!
  • Skal jeg holde endnu mere telefonfri, og fri i det hele taget. Noget som jeg ved er en disciplin i sig selv, når man kører egen business.
  • Tager jeg min krop og mit helbred alvorligt, og går til lægen i stedet for at finde på undskyldninger
  • Vil jeg gerne mere gå mere i biografen. Især sammen med Otto.
  • Bliver jeg bedre til at lytte til min fornuft, fremfor usikkerheden.
  • Finder jeg de perfekte flade ankelstøvler. Hvorfor er det så svært?
  • Holder jeg 1-års bryllupsdag med min mand
  • Lægger jeg pessimismen på hylden og går all in på positivitet
  • Betaler jeg min kassekredit ud, en gang for alle.
  • Tager jeg på blogtour og hilser på jer.

… Det bliver skide godt.

 photo Screen Shot 2016-03-28 at 10.06.27_zps1u7uiwfr.png

I øvrigt #43

  • Ville jeg i et forsøg på at være sjov kalde mig selv for en crossfitter den anden dag, men kom til at kalde mig for en crosstrainer i stedet. Der er lang vej endnu.
  • Forstår jeg ikke hvorfor poserne med marcipanæg ikke er fyldt op. Ikke engang halvt. Kom nu, Anthon Berg
  • Køber jeg af ovenstående årsag altid to poser.
  • Har vi fået tørretumbler. Min lykke er gjort.
  • Har vi ikke plads til tørretumbler. Så den står i vores soveværelse – Det ligner lort. Jeg er ligeglad.
  • Er jeg jo begyndt at træne. Derfor kan jeg heller ikke gå. Av!
  • Spillede min svoger hos Ellen Degeneres i går og jeg er SÅ misundelig over at han har mødt hende. Jeg elsker hende.
  • Er jeg faktisk lidt skruk, hvilket skræmmer mig helt åndssvagt. Skal krafteddermame ikke have en baby lige foreløbigt.
  • Har jeg jo faktisk allerede en baby. En stor, råbende en
  • Bliver den 1 år om tre uger.
  • Kan jeg ikke lide ordet ‘fermentering’.
  • Droppede jeg helt nogensinde at lære at flette mit eget hår. Så nu fletter jeg bare Umas.
  • Synes jeg at det er virkelig skræmmende at vi nu er to selvstændige herhjemme. Hvem ringer efter de voksne?
  • Har katten Pelle brugt de sidste par nætter på at lave alt vores gavepapir, der lå sirligt i ruller under vores seng, til konfetti. Når han ikke laver papirkunst, piercer han Umas sutter og dasker alt Ottos Lego ned fra reolen. Vi elsker ham.
  • Fik jeg et mikro stykke glasskår i øjet i går og har nu konstant noget der ligner et tyndt stykke sytråd i mit synsfelt.
  • Har vi galoperende rejsefeber, og er allerede i gang med at planlægge næste tur. Seriøst, ring lige til nogle voksne.

Screen Shot 2016-03-24 at 21.08.40

Fredagsfølger #8

Lidt forsinket og lidt sløj (bogstavligt talt) Fredagsfølger er klar til jer. Jeg var ikke meget værd i fredags, hvilket ses og høres. Men det var jo en del af konceptet. I følger med hver fredag og der aflyses kun, hvis den af en eller anden grund ikke kan gennemføres. Som da Otto havde 41+ i feber og jeg pludselig var mere end ligeglad med snapchat. Men en smule influenza giver altså ikke ret til at aflyse- Det er en strid chef jeg har.

Se eller gense den herunder – Se andre Fredagsfølgere HER

https://www.youtube.com/watch?v=JkNRAYvluHs

Kærlighedstatoveringer

Otto og jeg lå på sofaen i går. Mit maveskind var blottet og Otto bemærkede mine strækmærker og spurgte hvad det var for nogle ridser jeg havde på maven?
Jeg sagde det som det var, at det hedder strækmærker og at de er kommet fordi at huden har været strakt ud – Af to omgange. Jeg viste ham så, hvilke jeg fik da han lå i min mave og hvilke jeg fik da Uma lå samme sted. Han lyttede smilende og da jeg var færdig med at tale,  kiggede han på mig og sagde noget jeg aldrig glemmer og som har fået mig til totalt at ændre syn på mine strækmærker.

‘Mor! Det er jo tatoveringer som mig og Uma har lavet på din mave – Det er kærlighedstatoveringer!’

Ikke at jeg hadede dem før, eller var ked af dem som sådan. Der er jo en grund til at de er der, og de er desuden så utydelige at det ikke generer mig, men der har da været situationer, hvor jeg har savnet mit gode gamle ensartede maveskind. Det gør jeg ikke længere. Overhovedet faktisk.

Screen Shot 2016-03-24 at 08.52.19

Opskrift: Havregrødscookies

Screen Shot 2016-03-23 at 13.53.51

Jep! En opskrift herfra. Det sker jo ind imellem, selvom det er ved at være længe siden sidst. I dag gælder det cookies, der er lavet ud af rester fra morgenmaden, der nemlig herhjemme som oftest står på havregrød. Jeg laver altid for meget og har igennem det sidste års tid gjort en dyd ud af at bruge resterne til noget andet. Alt fra havregrødschips, brød og muffins til pandekager, klatkager og i dag cookies er det blevet til.
Det er første gang jeg prøver at lave dem, men de blev mega gode, så gode at Otto tror jeg bliver meget meget rig, hvis jeg sælger ud af dem – Så er der da lidt at falde tilbage på, hvis mit liv som pro-blogger fejler. Godt at vide.

I får nu opskriften ganske gratis. Uden præcise mål dog, da de er lavet ret meget på slump.

Afkølet havregrød (her var der hvad der svarer til to portioner tilbage)
4-5 dl mel
2 æg
1 dl kokosolie (eller anden smagsneutral olie, ja eller smør, hvis man vil)
1 spsk chiafrø
1 tsk bagepulver
1 stor tsk vanillepulver
1 dl rørsukker (eller brun farin  – Det vil jeg selv prøve næste gang)
Hakkede nødder (jeg brugte en stor håndfuld pecannødder)
Hakket chokolade (jeg havde kun en halv plade 70%s liggende, næste gang skal der meget mere i. Reglen er nemlig at man ikke kan putte for meget chokolade i noget.)

Alt røres sammen med et piskeris eller en gaffel. Dejen klattes ud på to bageplader og får så cirka 15 minutter på 200 grader varmluft. Hold øje med dem og tag dem ud når de begynder at tage farve.

De er lidt sejere og blødere i det end almindelige klassiske cookies, men det gør mig nu ikke så meget. Smagen fejler i hvert fald ikke noget.

Jeg forestiller mig at man også kan smide tørret frugt i og måske en banan i stedet for sukker, hvis man vil lave dem sundere. Jeg er nu ikke så bange for sukker, så her fik dejen et godt skud rørsukker – Næste gang vil jeg bruge muscovadosukker eller farin, så de får den der let karameliserede smag.

Lad mig vide, hvis I laver dem.

At rejse med børn – Fly og lufthavn.

Nu er det efterhånden en måneds tid siden, at vi satte vores ben på dansk grund igen efter 14 dage i Los Angeles. Jetlag og de værste efterveer har lagt sig og jeg er klar til at dele lidt ud af min oplevelse og måske give et par råd med på vejen.

Skærmbillede 2016-02-26 kl. 11.56.11

Vi var i lufthavnen i god tid og brugte ventetiden på at spise lidt mad, gå en masse og købe vand og tyggegummi til flyveturen. De tre timer vi var der, fløj afsted og ungerne synes det hele var en fest, mens vi voksne var meget afslappede – Det kan virkelig godt betale sig, at være i gooood tid. Der var ingen stress, og heller ingen kedsomhed.

Skærmbillede 2016-02-10 kl. 19.19.22

Vi havde med fuldt overlæg besluttet at et direkte fly var vejen frem, for med to børn, er flyskift midt på en i forvejen lang rejse, ikke noget jeg higer efter at prøve – Hvilket viste sig at være en fin beslutning. Flyveturen tog lige omkring 10 timer og det gik over al forventning. Otto, der er seks år gammel skiftede imellem at se film, lege, spise og male i en malebog. Jeg havde lavet en goodiebag til ham som han fik da vi lettede. I den var der lidt snacks (nødder, frugt og mørk chokolade), en lille æske med Lego, en drikkedunk med vand, en malebog, tuscher og en pakke tyggegummi. Det gik forrygende med ham og på intet tidspunkt var han utålmodig eller i dårligt humør. Vi havde på forhånd forsøgt at forberede ham på at det var en lang tur – Længere end en hel skoledag.

Uma (10 måneder) faldt i søvn ovenpå mig inden take off og jeg nåede at tænke at hun måske ville sove det meste af vejen. Well, nej.

FullSizeRender(44)

Hun havde enormt svært ved at finde ro på det meste af turen, men var ikke decideret ked af det på noget tidspunkt og kunne ret let distraheres med legetøj – bare et stykke af gangen, og mad. Faktisk spiste hun nærmest nonstop fra hun vågnede kort efter vi var i luften og til vi landede, kun afbrudt af et par powernaps og nogle ture på sin fars arm op og ned ad flygangen.

Mit råd, hvis jeg skal give et, når det kommer til at flyve langt med så små børn må være, at have rigeligt med snacks med, sørge for at tage så meget tøj af dem som muligt. Uma blev virkelig varm, og det tog lige noget tid for hendes forældre at fatte at det var derfor hun var irritabel, så hun havde bare en kortærmet bodystocking på og fik så sin dyne halvt over sig når hun skulle sove, og faktisk havde hun kun ble på på vejen hjem, da der var endnu varmere. Og mit yndlingsråd; hold hovedet koldt! Man bliver hurtigt helt svedig og stresset når de begynder at græde oppe i sådan en flykabine, men det bedste er altså bare at tage det i stiv arm, trække vejret helt ned i maven og prøve sig frem. Heldigvis er der mange gode distraktioner i sådan et fly, man kan gå lidt rundt, der er masser af gode dimser man kan kigge på, man kan bytte pladser, hvilket vi gjorde en del, altså bare os tre – Det gav en ret god change of scene følelse for alle, hvilket hjalp på at få tiden til at gå lidt hurtigere, og så er personalet på sådan et fly altså søde til at give en hånd med.
Det hjælper også at tænke på, at de fleste andre på flyet slet ikke kan høre gråden, da der er mega meget larm i forvejen og mange har høretelefoner i ørerne, så lige det skal man i hvert fald ikke bruge energi på at stresse over.  Desuden gjorde vi meget ud af at skiftes til at have ‘ansvaret’ for hende, og imens ladede den anden op, fik spist, hvilet, drukket vand, tisset af osv, så man var helt nulstillet og klar til at overtage baby.

FullSizeRender(46)

Når man når frem til sin destination, særligt USA, som jo altså godt kan være lidt af en forhindring bare at komme ind i, gælder det for alvor om at finde jahatten frem. Alle er trætte, alle er maste, alle vil bare gerne ud. Heldigvis får man lov til at komme i hurtigkøen når man har små børn med. Vi endte alligevel med at stå i kø ret længe, da der var en del connecting flights, hvis passagerer selvfølgelig blev kaldt foran i køen. Da vi nåede godt deropad efter en lille times tid, blev vi til sidst kaldt forrest i køen, og efter vores ‘interview’ med en meget alvorlig betjent, gik det for alvor stærkt, resten af vejen ud af lufthavnen fik vi nemlig lov til at gå af crew-vejen, hvor der ingen kø var.

FullSizeRender(47)

Vi havde lejet bil hjemmefra, hvilket også er et råd herfra – det er virkelig et hit, når man rejser med børn! At kunne smide alle sine ting i sin egen bil og bare køre afsted til der hvor man skal være, er guld værd. Dog havde vi liiidt udfordringer, da vores bil ikke stod klar på grund af nogle problemer, og vi brugte derfor lige lovlig lang tid hos Hertz, men solen skinnede og personalet var skidesøde, så det hele gik, og 20 minutter senere sad vi i bilen.

Screen Shot 2016-03-23 at 10.24.35

Så, for lige at ridse det op: Så få skift som muligt, en masse snacks, vand til alle, ekstra sutter, legetøj, let tøj og gigantiske jahatte. Nåhja, og børnepanodil! Der var en herinde der skrev det i en kommentar, og først tænkte jeg at det var noget pjat, men vi pakkede det i sidste øjeblik, og vi fik sgu brug for det. Cirka halvvejs fik Uma feber. Så tak for den.

Og seriøst, ik!? GØR DET. Det ER en lang tur og det er en anelse uoverskueligt, men det skal nok gå, så længe man er teamplayers og er forberedte.
Der er selvfølgelig noget, der hedder jetlag … Det taler jeg meget mere om i næste rejseindlæg, der kommer senere på ugen.

FullSizeRender(49)

På danmarksturne! Ses vi?

Screen Shot 2016-03-22 at 21.38.03

Turne er måske lige at stramme den, men altså, jeg har besluttet at jeg kommer et smut rundt i det danske land for at hilse på jer. Det bliver noget med en snak om bloggen, om kærlighed og om moderskab – Over et glas bobler, eller tre. Men nu spørger københavnersnuden så; Hvor skal jeg tage hen? Hvilke byer vil I mødes i ?

Stik mig et praj i kommentarfeltet, og så skal jeg nok fortælle meget mere når datoer, steder og formatet for vores meet-up er fastslået.

Jaaaaa! Ja?