Jetlag 2.0

Skærmbillede 2016-02-26 kl. 11.56.11

Vi er hjemme! Turen hjem gik godt. Uma sov det meste af vejen og alt var smooth og gik efter planen. Vi sprang alle køer over i LAX lufthavnen, da der i den grad bliver taget hensyn til, at man rejser med en baby – Så hurra for det. Og så landede vi 20 minutter før forventet i København og kunne sætte nøglen i døren på Vesterbro under en time efter, at vi var trådt ud af flyveren. Effektivt og helt perfekt. At vi så kom hjem til et fyldt køleskab (tak mor) og en tilfreds kat, gjorde bare det hele endnu bedre. Vi gik straks i gang med at pakke vores kufferter ud, hvilket jeg ellers er ekspert i at udsætte, men vi blev simpelthen nødt til at holde os kørende for ikke at falde i søvn. Freelancer og Otto hentede Leo fra børnehave, mens Uma sov og jeg vaskede tøj, og det gik op for mi,g at jeg var alene for første gang i 16 dage. Det havde jeg savnet, fandt jeg ud af.
Børnene blev puttet lidt før klokken 19 og vi, de voksne, skulle virkelig hanke op i os selv for ikke at gøre dem kunsten efter. Vi holdte ud til lidt efter 22 og tænkte helt naivt, at natten ville forløbe fint. HaHA. I-d-i-o-t-e-r.

Lidt før midnat fik jeg mareridt, af den sindssyge slags. Min kære mand brugte et minuts tid på at berolige mig, da jeg hulkende påstod, at vores børn var væk, mens jeg klappede på alle overflader i nærheden for at lede efter dem. Da jeg var kommet til mig selv, faldt vi igen i søvn, men kun på lånt tid. Lidt over 01 kom Otto listende og lagde sig hos os – Noget han ikke har gjort i månedsvis, så jeg nåede faktisk at blive helt glad inden i, da jeg lagde armen om ham og igen lukkede øjnene for at falde i søvn igen. I samme sekund vågnede Uma, ulykkelig og rundtosset. I 2 stive timer skiftevis græd hun og snakkede hun (gaj-gaj gaj gaj gaj gajgagaga-gaj). I de to timer måtte jeg flytte katten fra potteplanten fire gange, snerre af min mand en håndfuld gange (hvad vi siger i natten, bliver i natten), stikke efter Otto, der ulykkelig og vred gik gennem soveværelset og satte sig i stuen for at få ro, tisse tre gange og spise en banan, da min krop slet ikke havde fattet at det var nat og skreg på mad. Lidt efter klokken tre lukkede Uma endelig sine øjne for good, Otto kæmpede fortsat for at falde i søvn, men var dog kommet tilbage i seng. Og endelig, ENDELIG klokken lidt i fire sov alle. Og det gjorde vi til klokken 8 i morges, hvor de voksne måtte tvinge sig selv op.

Tre nætter tager det, siger folk. Det tog fem nætter for Uma den anden vej, altså da vi var rejst til LA. Dog var hun jo syg, hvilket nok gjorde det en anelse værre, og fuldstændig umuligt at skelne imellem , hvad der var feber og hvad der var jetlag – Dog har jeg for min egen mentale fornufts skyld – forberedt mig på at det kommer til at tage fem nætter. For det er en af de der ting, der slår én ud af kurs, hvis det ikke stopper, når man blevet lovet det ville – ligesom når de famøse udviklingsspring/tigerspring varer længere end app’en påstår, når folk siger at graviditetskvalmen går væk efter 12. uge og man brækker sig til uge 18, eller at det tager tre nætter at lære et barn at sove i egen seng (her tog det 5 1/2 år), eller at man får sin krop tilbage 9 måneder efter sin graviditet og stadigvæk har gravid hage og lang hud på maven.

Men selvom vi er matte i det i dag og alle ser frem til igen at kunne kravle under dynerne, er vi ved godt mod og så er vi vanvittigt glade for at være hjemme igen.

13 replies
    • Minikat
      Minikat says:

      Hold ud Agnes. De 12 uger er lyv og latin, men det skal nok gå alligevel. Det går over før eller siden og i mellemtiden er der frit lejde på alt du kan holde nede og spring alt det anbefalede over, hvis det gør dig dårlig. Salat og vitaminer gør ingen godt, når det bare kommer op igen!

      Svar
  1. Sofia
    Sofia says:

    Nogle siger altså, at det tager antal dage som man har været antal timer bagud/foran – det passede i hvert fald meget godt på mig, de gange jeg har været i USA. Håber dog at I alle kommer hurtigt ovenpå igen 🙂 og thank god for weekend!

    Svar
  2. Alice
    Alice says:

    Nu har jeg ingen børn – så det gør det jo naturligvis allerede dér en DEL anderledes for mig.

    Min mand og jeg rejser hvert år til Californien på 3 ugers ferie – men har sjovt nok aldrig problemer med jetlag når vi tager på ferie. Jo vi er måske lidt trætte, men glæden over at have ferie og være i solbeskinnede Californien er stor! – Når vi skal hjem til DK igen er den dog altid svær. Mit problem består dog snarere i at jeg er DØDtræt i mindst en uge efter (måske det skyldes min sprøde alder af 35), mens min mand er frisk igen efter blot 1-2 døgn i DK.

    Tak for en skøn blog – jeg håber I er ved at være jetlags-frie igen 🙂

    Svar
  3. Marie
    Marie says:

    Kære Cecilie

    Lidt sent at kommentere på dette indlæg, men jeg håber, du får en notifikation af en art.
    Jeg kan se, at i tilbragte ca. 15 dage i LA. Min kæreste (som har været der flere gange før i længere tid ad gangen) og jeg overvejer at tage dertil i januar. Men vi har kun mulighed for at være der i 11 dage. Jeg kan se, at du havde lyst til at blive meget længere, end I gjorde, så jeg bliver helt i tvivl, om det er spild af penge at tage afsted, når vi kun kan være der 10 dage. Hvad tænker du? Kan man nå at opleve det vigtigste, eller er det for åndssvagt? :-/

    Kh Marie

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *