Sene ord om tvivl og kærlighed

Jeg sidder i soveværelset. Under dynen. I mørket. Klokken er langt over midnat. Her er stille, med undtagelse af den velkendte tastelyd, og den nyere lyd af min vielsesring der rammer tastaturet, når jeg skriver. Min mand er i stuen, min søn i sin seng på sit værelse, min datter i junosengen ved siden af min seng, min kat i vindueskarmen på min anden side.

Havde jeg læst ovenstående smøre for bare 2 1/2 år siden, havde jeg ikke kunne genkende mig selv i det. Havde du alligevel forsøgt at bilde mig ind, at det altså var mine ord, var jeg gået i gulvet af latter.

At ens liv, mit liv, kan ændre sig så drastisk på så kort tid, er ret fascinerende og ikke mindst fantastisk. Mit liv var ikke dårligt dengang, slet ikke, men meget anderledes. Jeg var single, delemor og snotforvirret, særligt hvad mænd og kærlighed angik. Fik hele tiden rodet mig ud i noget underligt noget, der aldrig føltes rigtigt, og som ret hurtigt enten gjorde naller på mig eller den anden vej. Jeg troede længe, at det bare ikke var meningen, at jeg skulle finde nogen. At mænd, alle mænd var nogle snothvalpe, og at selv dem, der lod til at være optur, slet ikke var det. Eller at jeg måske bare var gået så meget i stykker følelsesmæssigt, at jeg ikke kunne rumme den slags kærlighed fra nogen. Eller endnu værre, at jeg måske bare ikke var sådan en, man kunne leve med. Sandheden er nok nærmere, at det bare ikke var rigtigt for mig på det tidspunkt. Der var en masse andet, der fyldte i mit liv. Ting som ingen andre kunne forstå. Troede jeg.

Da Freelancer stille, men sikkert, for alvor returnerede i den del af min bevidsthed, gik der lang tid, hvor jeg heller ikke troede på det, på ham, på os. Jeg var på dupperne konstant, ledte efter grunde til, at det i hvert fald ALDRIG kunne blive en mulighed. Testede ham af, selv inden vi (læs: jeg) overhovedet tog beslutningen om at give det et skud, endnu et. Men lige meget hvor meget jeg forsøgte at bilde ham, mig selv og hele verden ind, at det var verdens dårligste ide, indhentede mine følelser mig, den slags følelser som ikke kan kvæles.
Når tvivlen ramte mig, eller nærmere tanker om tvivl, for det gjorde de, også efter mine og Ottos ting var rykket ind på 2. sal, satte jeg mig til side og kiggede på vores liv lidt udefra, præcis som jeg gør det lige nu, i mørket, med lyden af diamantringen mod tasteturet, og lige følte grundigt efter, hvordan det føles der nederst i maven – der vidste jeg, og ved jeg, at der ikke er noget sted jeg hellere vil være, trods de finurlige omstændigheder. Tvivlen er for længst forduftet, men jeg kan godt huske hvordan den føltes, 0g det kan godt give et gip i mig, når jeg mindes, at den på et tidspunkt næsten fik lov til at sejre.

Bare fordi at tingene, kærligheden og ens liv ikke går som man forestiller sig det, må man fandeme ikke lukke ned og afvise det. Det der kan virke tosset, urealistisk og hovedløst, kan ende med at være det allermest rigtige, og pludselig er tanken om at man nær havde valgt det fra, det allermest skræmmende.

Skærmbillede 2016-01-06 kl. 08.37.52

19 replies
  1. Tine Lildballe
    Tine Lildballe says:

    Du har så ret. Jeg mødte min kæreste sølle 3 uger efter ham jeg troede var “the one” var gået. Jeg var gravid, ca 20 uger henne. Jeg var så smadret følelsesmæssigt at jeg ikke vidste hvordan jeg nogensinde skulle komme videre, efter at være blevet vraget til fordel for en yngre model, mens jeg sad der med min planlagte tykke mave. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle lukke kærligheden ind. Og nægtede også lidt at gøre det først.
    Det tog os er år at finde ud af at alle de der følelser der for rundt i os var ægte. Men det var de og vi har nu kendt hinanden i 14 måneder og været kærester i 3,5. Og hold nu op hvor er jeg lykkelig.

    Svar
  2. Mette
    Mette says:

    Fint skrevet <3 Uden at komme med en laaaang smøre var jeg igennem LIDT af det samme som dig (dog minus eget- plus bonusbarn) men med sådan noget frem og tilbage, skal/skal ikke, "du har været en kæmpe nar". Når jeg sidder her 3 1/2 år senere med barn, bil og ring på fingeren, og faktisk er vildt lykkelig, men der samtidig os' går reeeeet meget leverpostej i den nogle gange, så minder jeg også lige mig selv om den der periode før vi fandt rigtigt sammen (igen). Den gjorde nemlig naller, og det er sundt at mærke. Tror jeg. Tak for opfriskeren 🙂

    Svar
  3. Cecilie
    Cecilie says:

    Hvor er det smukt skrevet.
    Jeg har også fået mit hjerte knust, men jeg går aldrig tilbage til hàm. Nu har jeg en endnu dejligere kæreste.

    Men det gør mig så glad indeni, at I fandt hinanden igen. Jeg begyndte at tro på kærlighed igen, da det skete for jer, da det netop var i den periode mit hjerte blev knust <3 så tak!

    Svar
  4. Cæcilie
    Cæcilie says:

    Det var lige hvad jeg havde brug for at høre i dag og her til morgen. Jeg har det nemlig også rigtig godt med min tilværelse som den er lige nu, men jeg har da tidspunkter hvor tvivlen rammer mig. Egner jeg mig bare ikke til at være nogens ’special someone’? Er jeg bare umulig at være sammen med? Er det meningen jeg bare skal være mig resten af livet? Og det til trods for, at jeg altså kun er 25, og at jeg inden jeg blev single for snart fire år siden, rent faktisk havde haft kærester non-stop siden jeg vidste hvad en sådan var. For det meste siger jeg “det skal nok komme når jeg er klar”, men jeg kunne alligevel mærke at dine ord lige faldt på et tørt sted, hvad troen på fremtiden og det der kærlighed angår. Så, tak! (Og kom så med den bog! 😀 )

    Svar
  5. Johanne
    Johanne says:

    Du rammer bare hovedet på sømmet big time! Jeg havde haft noget kørende med en fyr i et par måneder sidste år, men det fik aldrig lov til at udvikle sig mere, fordi han ikke var interesseret i et langdistanceforhold. Det gjorde så ondt at vide, at jeg ville have fået en chance for at være sammen med en person, som mindede så meget om mig selv, og som jeg endte med at bo hos i næsten en uge efter vores første date, hvis blot vi havde boet i samme by. Midt i min “du skal ud af mit liv”-proces, mødte jeg min nuværende kæreste. Lige så meget jeg lod tingene udfolde sig med ham, lige så meget havde jeg brug for at bearbejde sorgen over den anden. De var væsentligt forskellige på flere punkter, og jeg kunne ikke lade være med at sammenligne dem. Min flirt snakkede ligesom jeg som et vandfald, mens min nuværende kæreste var mere stille i det, og jeg frygtede oprigtigt, at han ikke ville være i stand til at give mig det modspil og feedback, jeg havde brug for. Jeg nåede sågar at tage snakken med ham, hvor jeg forklarede mine følelser og egentlig understregede, at det var sidste gang, vi ses. HELDIGVIS vender min mave sig 180 grader undervejs i samtalen, og vi ender med at blive kærester. Nu har vi været sammen i et lille års tid, og jeg er på ingen måde i tvivl om, at jeg har fundet min mand. Det er bare skræmmende at tænke tilbage på, hvor tæt jeg var på at skubbe ham helt ud af mit liv.

    Svar
  6. Ditte K
    Ditte K says:

    Nogen burde simpelthen lave en film eller skrive en bog om hele jeres happy ending-historie! ‘Baseret på virkelige hændelser’… Jeg ville købe det, sgu.

    Svar
  7. Louise
    Louise says:

    Dit top-niveau er så vildt godt og slet ikke som nogen andens blog. Virkelig god inspiration til os, der stadig er der, hvor du engang var. De bedste hilsner Louise

    Svar
  8. Malene
    Malene says:

    Sidenote: kommer til at tænke på dengang jeg så dig i Eksperimentariet sammen med Otto tilbage i dec 2012.. Der var du vist ikke en lykkelig pige. Du så fantastisk ud! Men kan huske jeg tænkte: hun er ikke glad.. Jeg skulle have givet mig til kende, undskyld jeg ikke gjorde der, jeg er meget genert som du selv. Min søn på 1 år dengang, rendte rundt og legede samme sted som Otto. Blandt andet derfor er din og freelancers historie simpelthen mit yndlings Real life eventyr og jeg blev oprigtigt super glad over nyheden om at I havde fundet hinanden igen ❤️

    Svar
  9. Mette
    Mette says:

    Tusind tak for at du sætter ord på nogle af de svære voksenfølelser vi er mange der går med men som få tør åbne op for og som endnu færre rent faktisk kan formulere. Det er dejligt at læse en ung-voksenblog der ikke kun handler om baby, mode, hjemmebagt og indretning.

    Tak

    Svar
  10. Kathrine
    Kathrine says:

    Du skriver så jeg får gåsehud. Så hudløst ærligt at man ikke kan undgå at blive berørt. Det er en gave, at du deler dine tanker om store (og små) følelser, som tvivlen du beskriver her. Tak og hurra for at du ikke lod tvivlen vinde 😀

    Svar
    • Malene
      Malene says:

      Må jeg anbefale dig at du læser hele bloggen fra starten ! 🙂 Det er super god læsning og en dejlig historie.
      Og ellers er google vel din ven tænker jeg. jvf Cilles seneste indlæg om deres historie.. 😉

      Svar
  11. Anne-Sofie
    Anne-Sofie says:

    Tak! Bare et simpelt, men kæmpe TAK – specielt for det allersidste afsnit. Det har gjort en masse tanker i mit ømme hoved meget lettere at leve med.

    Svar
  12. Pernille
    Pernille says:

    Du skriver det som “landet ligger” – tak for det.
    Når man selv indimellem har svært ved at sætte ord på, og man går rundt i sin barsel-bobbel og tænker store tanker (føler man), så det godt at vide at toldmodighed og vedholdenhed – betaler sig.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *