Ej.

Fuck nu af, hvor er I søde. Seriøst. Jeg har både været ildrød i hovedet, og det bliver jeg ellers kun når jeg er fuld, og tudet af optur over jeres kommentarer og mails til indlægget, hvor jeg forsigtigt lufter mine tanker om fremtiden.

Alt hvad jeg skrev er jo stadigvæk på tegnebrættet. Så jeg aner ikke hvilken retning jeg går, men jeg ved at det bliver med oprejst pande og tydeligvis med en hær af seje mennesker i ryggen, jer. Jeg er fuldstændig på røven over, at der sidder mennesker som jer derude, der ønsker så mange gode ting for mig, og som kan lide det jeg laver. Det betyder mere end jeg kan formulere i et enkelt indlæg. I er de bedste og jeg er dybt taknemmelig for jer, hver og en. Tak fordi I gider følge med, i godt, skidt og midt i mellem. Jeg er pjattet med jer, det er jeg. T A K.

Skærmbillede 2016-01-21 kl. 10.04.36

 

Fredagsfølger

Nyt koncept som måske slet ikke holder, men jeg har haft lyst til at gøre noget i den retning længe, så nu prøver vi det lige af.
Simpelt, men måske meget skægt – jeg kan i hvert fald selv godt lide sådan noget. Her er ideen: Fra nu på fredag tager jeg jer med mig heeeele dagen på Snapchat. Fra morgen til aften. Hele min dag, hver fredag.

Fredag, fordi det ofte er en lidt mere spændende dag end for eksempel tirsdag. Nu på fredag skal jeg for eksempel på date med min mand, og til fest. Næste fredag lægger jeg sikkert vasketøj sammen og ser X factor, men det har vel også sin charme.

Gider du ikke det der snapchat, men er nysgerrig, så udgiver jeg altså også hele balladen her efterfølgende. Det kan man nemlig med sin story som det hedder. Er du skideligeglad, så er det heldigvis kun en gang om ugen.

Vi starter nu på fredag. Jaaaa.
På Snapchat hedder jeg @sneglcille, så det er ganske nemt.

Glæder mig til at høre, hvad I synes. Både om ideen og selvfølgelig også om udførelsen.

IMG_2191

 

Da Uma blev født – Freelancers fødselsberetning Del 1.

En del af jer har spurgt efter det her indlæg, og så er det noget jeg selv har glædet mig til. Grunden til forsinkelsen, 9 måneder for at være helt præcis, skyldes at jeg ikke selv har kunne skrive det. Eller, jeg har skrevet det, men det krævede spørgsmål, en masse tænketid, og en fortælling fra ham det handler om. Nemlig min mand. Her kommer første del af Freelancers fødselsberetning. Min kan du læse HER.

Torsdag d. 16. april 2015.

Jeg afleverede Otto i børnehaven om morgenen og da jeg kom hjem var Cecilie ikke stået op endnu. Der var mørkt i soveværelset og stemningen var ikke rar. Nogen var sur, nogen var rigtig sur. Jeg forsøgte mig med beroligende kommentarer, eller i hvert fald det jeg troede var beroligende. Men hvad jeg havde glemt lige denne dag, var at der ikke findes rigtige kommentarer til en gravid, der er gået over tid. Så sådan noget med at forsikre om at babyen jo nok skal komme ud inden for en overskuelig fremtid og at man skal huske at nyde den sidste tid, få det bedste ud af det -lissom. Men det skal man faktisk bare lade være med. I hvert fald begyndte min smukke, sure og lidt tykke kæreste nu at græde, mens hun dramatisk kastede sig ned i dynerne, hvæsede at jeg ikke anede hvad jeg talte om og til slut annoncerede at hun nok ville gå to uger over, og sikkert ville blive tvunget ud i et igangsættelsesforløb, og DET gad hun IKKE.

Jeg sagde til hende, at jeg godt kunne forstå at det måtte være hårdt, selvom jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, nok synes at hun var en anelse dramatisk. Særligt da en ammepude fløj igennem lokalet efterfulgt af et højlydt og skingert fnys.

Jeg satte mig ved min computer i rummet ved siden af, så hun ikke kunne se, at jeg fandt situationen mere komisk end alvorlig.

En times tid senere stod hun langsomt op og lignede nu en, der havde lidt mere mod på dagen. Lidt.

Jeg foreslog hende at hun skulle købe en masse slik og at vi kunne bruge resten af dagen på at se serier. Den ide bed hun på prompte, og da hun var vraltet afsted efter forsyninger, fik jeg besvaret mails og aflyst dagens eftermiddagsmøde.

Vi mørklagde stuen og redte op med dyner, gik ombord i det imponerende udvalg af guf, kun en højgravid kvinde kan indkøbe.
Jeg tror vi så Bloodlines, og ikke meget længere end en time eller to inde i vores marathon, begyndte hun at rykke på sig og virke utilpas. Føder du? Jokede jeg. Hun svarede at det nok bare var plukveer, da hun havde cyklet hurtigere end hun plejer. Men kort tid efter bad hun mig slukke for fjernsynet.

Vi blev enige om at lægge en plan. I det mindste at få afsat vores søn, hvis nu…
På vej ned til børnehaven ringede jeg til min svigermor og sagde noget i retning af at det muligvis ville blive i dag og at jeg ville aflevere Otto hos hendes mand, og at hun kunne tage med mig i samme omgang, da hun skulle være med til fødslen.

Børnehavebussen kom til tiden, heldigvis, for selvom jeg følte mig ret rolig, kunne jeg mærke at jeg helst ville være hos Cille, i tilfælde af at det ville gå stærkt.

Mine svigerforældre bor tæt på os, så det var en kort og nem tur i ladcyklen, og jeg fornemmede ikke at Otto fattede mistanke, han glædede sig bare til at være sammen med sin moster og morfar. Jeg afleverede ham ret hurtigt, men stadigvæk i et tempo, der ikke gjorde Otto mistænksom. Først da min svigermor og jeg var på vej tilbage til lejligheden, kunne jeg mærke at jeg begyndte at sætte tempoet op.

Vi kom hjem til Cecilie en lille time efter jeg var gået derfra, tror jeg. Hun lå på tværs i vores seng, med vådt hår og så koncentreret ud.

De næste timer tog veerne til, og nu var der ingen tvivl om at det ikke var falsk alarm. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe i min krop, og sommerfuglene i min mave. Jeg overværede Cille ligge i sengen, mens jeg tog tid på veerne med en veapp, der imellem tidstagningen kom med annoncer om alt fra rejser til datingtjenester.

Det var helt tydeligt at mærke hvordan C havde totalt kontrol over hver eneste ve. Hvilket var en kæmpe kontrast til da hun havde veer fem et halvt år tidligere med vores søn. Der var hverken panik, eller smerte at spore denne gang. Hun var bare skidesej. Efter en time eller to, begyndte hun at blive rastløs virkede det som om. Hun bevægede sig rundt og på trods af den ro jeg kunne fornemme hos hende, var det som om at der skulle ske noget, nu. Vi blev enige om at jeg skulle hente noget mad til os, mens hun stadigvæk kunne spise. Aldrig har jeg hentet pizzasandwich så hurtigt. Ligesom at jeg sjældent har set et menneske spise én så hurtigt som Cecilie gjorde. Jeg tror hun var bange for ikke at kunne spise den hele, da hendes første fødsel virkelig bar præg af at hun ingenting havde spist op til.

Eftermiddag var blevet til aften og nu var veerne så regelmæssige at Cecilie besluttede sig for at ringe til fødegangen. Da hun lagde på kunne jeg ane panik i hendes øjne. De havde sagt til hende at der ikke var plads på Hvidovre.
Jeg blev faktisk skidesur. Rasende nærmest. Men det holdte jeg for mig selv, og da min svigermor allerede var gået i gang med at berolige C, sprang jeg med på den version og vi sagde at det virkelig var det mindste, og at vi jo så bare måtte køre et andet sted hen.

Da de ringede fra Hvidovre og sagde at vi bare kunne komme, var lettelsen i Cs ansigt ikke til at tage fejl af, min var mindre tydelig udadtil, men indeni åndede jeg lettet op.

Jeg hentede bilen, smed den helt op på fortovet foran vores gadedør og gik op for at følge C ned. Vi nåede kun en etage eller halvanden ned, inden en ve tog ved hende. Hun havde en hånd på gelænderet og en arm om mig. Da døren fra gården går op og vi hører stemmer, prøver jeg at skærme af for hende, for jeg ved at hun i sådan nogle situationer slet ikke kan overskue andre mennesker. At det var vores nabo og en drukven, der begge uden tvivl havde givet den gas på en bodega, hjalp ikke på det. Hvor andre måske havde ladet os være i fred og nøjedes med et smil og et nik, var det ikke tilfældet for Flemming og co. De ville både sludre og hjælpe Cille. Til stor irritation for sidstnævnte. Jeg tror at de troede vi var på vej op, og de ville enormt gerne hjælpe med at få hende op ad trappen. Det var først da vi tvang os forbi dem, at de fangede at vi var på vej til hospitalet.

Da vi endelig sad i bilen, måtte jeg lige tage nogle dybe indåndinger, inden jeg satte den i gear, kørte den fra cykelstien til vejen og trillede ud af Vesterbrogade.

Cille havde ondt nu. Meget ondt. Der var flere gange, hvor jeg overvejede at holde ind til siden, men samtidigt var jeg bekymret for om vi var ved at have meget travlt, så i stedet satte jeg bare farten helt ned når veerne kom skyllende.

Da vi endelig nåede frem, var der ingen parkeringspladser ved indgangen. Jeg tilbød at sætte Cille og hendes mor af ved indgangen, men jeg nåede knap nok at færdiggøre sætningen inden det forslag blev slået ned med et lidt ondt blik fra den gravide i fokus.

Da vi endelig fandt et sted at holde, gik der praktik i den fra min side. Skulle tasken med? Hvad med autostolen? Jeg blev dog hurtigt distraheret, da min kæreste rakte armene ud efter mig og rystede på hovedet. Om hun var bange, eller bare havde ondt ved jeg ikke, men hun havde brug for at vi gik sammen. – Jeg tog tasken over skulderen og droppede autostolen. Nu gik vi mod indgangen, arm i arm. Med min svigermor bag os.

Vi fulgte skiltene og gik igennem de lange gange, spændte alle tre og lidt fjollede, især Cille. Imellem veerne snakkede hun, og kom med vittige kommentarer. Lige indtil vi nærmede os modtagelsen.

Her blev vi mødt af en kvindelig sygeplejerske, eller en jordemoder, en i kittel – Hun smilede til os og ventede på at vi skulle sige noget. Cille begyndte at tale, men kun i et sekund eller to, en ve afbrød hende, og høflig som hun er, løftede hun hovedet og undskyldte undervejs. Med rolig stemme bad kvinden i receptionen os om at tage plads i et lokale lidt længere nede ad gangen, hvor vi skulle vente på en jordemoder.

Der gik lidt tid, inden der kom nogen ind til os og det var ikke svært at fornemme på C at nerverne begyndte at tage til. Hun gentog hele tiden, at hun ikke håbede at de ville sende os hjem, næsten som om at hun ikke engang selv troede på at det var nu.

En jordemoder kom ind til os. Vi fortalte hende om veernes interval, mens hun undersøgte C midt i en ve.
Hun sagde at hun kunne mærke, det var nogle gode veer der var i gang og at vi skulle gå lidt rundt på hospitalet i en times tid, for at få dem til at blive ved.

I den time vi vandrede rundt på gangen, kom der for alvor skub i smerterne for C. Hun næsten forsvandt ind i sig selv, stillede sig med front mod mig, armene om min hals og lod sin vægt hvile på mig under veerne. Jeg havde ondt i ryggen flere dage efter, men den slags behøver man ikke sige, slet ikke til en kvinde, der har født et barn, så det lod jeg være med.

Da klokken slog 22, som var det tidspunkt vi havde aftalt med jordemoderen, kravlede C op på briksen, hvor et tydeligt smertehelvede begyndte. Hun rystede af kulde, og der var ikke længere kontrol over hendes vejrtrækning, eller hendes krop. Jeg holdte hende på skulderen og mindede hende om hendes vejrtrækning. Det hjalp en smule.

Da jordemoderen igen kom ind til os, måtte jeg og min svigermor svare på de fleste af de spørgsmål hun stillede, da C nu næsten var i en trance, som hun lå på briksen under jakker og tæpper, mens hun trak vejret hurtigt gennem munden.

Hun blev undersøgt igen, og selvom der ikke havde været den store udvikling på den time, sagde jordemoderen, at hun ville ringe til fødegangen og sikre sig, at der var plads til os.

Da hun forlod rummet, begyndte C at græde. Det føltes for os, eller mig i hvert fald, som om at det først var der, at det gik op for hende, at hun meget snart skulle føde. Sådan rigtigt.
Jeg forsøgte at berolige hende, da hun næsten virkede bange.
Jeg var ikke bange, men glad og spændt, det prøvede jeg at smitte hende med. Med lidt held tror jeg.
Hun genvandt kontrollen – heldigvis, for den næste halvanden time var fuldstændig vanvittig.

… 2. og sidste del, fra hospitalet, kan du læse HER

Skærmbillede 2016-01-20 kl. 12.54.04

Fremtid. Hvad nu?

Halløj fra tænketanken. Min barsel er jo så småt ved at rinde ud. Om små seks uger er den slut.
Og hvad sker der så, spørger du måske? Det gør jeg selv i hvert fald. Hvad. Så.

Det er vist ret naturligt at man, når en barsel er ved at slutte, kaster sit liv op i luften, kigger på det, og forsøger at finde hoved og hale på det. Især når man som jeg, ikke som sådan har noget at vende tilbage til. Skræmmende, dejligt, spændende og angstfremkaldende all in one.

Der er praktiske ting, der skal gå op, økonomi, drømme, job, samvær, det hele.

Der er jeg nu. Eller rettere sagt det er vi nu.
Min partner in crime og life, Freelanceren og jeg.

Vi snakker, vi planlægger, vi drømmer.

Jeg skriver, holder møder og tænker.

Hold kæft, hvor jeg tænker, og mærker efter. Hvad vil JEG.

Meget apropos Freelanceren i huset.
Giver det mening med en mere? Endnu en usikker indkomst i husstanden.
Måske.

Der er nogle ting, der lige meget hvad udfaldet bliver, skal udleves. Skal.

Om en lille måneds tid har jeg derfor – i samråd med min søde mand – besluttet at jeg indlogerer mig på et hotelværelse et sted i Kbh i nogle dage, og skriver røven ud af bukserne.

Mit nye bogmanuskript skal skrives helt færdigt (jeg er så tæt på) og afleveres hos verdens sødeste redaktørdame d. 1. Marts. Det er min deadline. En jeg selv har sat. En jeg har tænkt mig at overholde.

Jeg er bedst til deadlines, dårlig til for meget tid og for løse rammer. God under pres.

Egentlig ville jeg have lånt et sommerhus til formålet og komme heeeelt væk, men den ide er droppet igen. Jeg har hverken kørekort eller bil, og så er jeg måske også lidt en kylling når det kommer til at være helt alene, langt væk fra alt… Jeg har faktisk set The Others.
Og det med både at skulle handle ind til og rydde op efter tre dage i skrivecamp, bliver sgu for omstændigt. Planen er jo, at jeg ikke skal tænke på andet end ord, og måske et glas vin og en spand kaffe ind imellem, så et hotelværelse er svaret.
Da jeg aldrig har boet på hotel i min egen by, tager jeg i øvrigt hjertens gerne imod anbefalinger.

Så det er i hvert fald step one i vores nye fremtid. Det er ikke fordi at jeg regner med at bogen bliver min levevej, skulle den ende med at blive udgivet, men det er en af de ting, der skal sparke gang i noget jeg har haft lyst til længe.

Derudover er jeg ved at flette et foredrag sammen. Eller to faktisk. Et om tilgivelse og at være i et parforhold efter et massivt svigt – og et andet om at blive og være mor, når ens hjerte ligger i tusind stykker og rasler rundt i brystet, om bitterhed og deleordninger.

Og sidst men ikke mindst, er der siden her, sneglcille.dk, der også er med i min tankestrøm.

‘Beskriv din blog’ og ‘Hvad er det for en blog du har?’ er den slags spørgsmål jeg ofte bliver mødt med når jeg ude i den virkelige verden fortæller at jeg har en blog. Her 6 år inde i bloggeriet ved jeg stadigvæk ikke, hvordan jeg skal svare på det. Egentlig har jeg jo slet ikke lyst til at blive puttet i en kasse, hvem har lyst til det? Men når det så er sagt, er det aldrig en dårlig ide at definere det man laver, og sig selv vel egentlig.

Det bruger jeg også en del tid på at tænke over.

Jeg er vel mommyblogger i den forstand at jeg er mor og blogger, men jeg er vel også en slags dagbogsblogger, hvis det er en ting.
En ævleblogger. En tankeskralder.
Men mest af alt er jeg vist bare Sneglcille.

Jeg er lige nu i en form for limbo, hvad bloggen angår. Og nej, jeg er ikke ved at lukke ned, for fanden da. Faktisk har jeg sjældent haft så meget lyst til at blogge som jeg har for tiden. Mit limbo består i, at jeg ikke ved om jeg skal forsøge at gå i en mere professionel retning, blogmæssigt – Altså simpelthen begynde at tjene rigtige penge på at blogge, og derved både få mere tid til bloggen, min familie, førnævnte sideprojekter og mig selv. Om jeg skal lade den blive præcis som den er, eller noget helt tredje.

Så ja. Det er nogle af mine tanker. Samt nogle af de ting, der lige nu fylder i mig og mit liv .

Ovenstående bør jeg gennemredigere og lige stramme lidt op, men omvendt er det cirka sådan min hjerne fungerer lige pt. Flyvske tanker, gode ideer, dårlige ideer, spænding og tankeskrald i skøn forening, så jeg lader det stå som det er, og håber at I tager vel imod det – som I plejer. Måske I endda har tanker som I vil dele, om egne spring i livet, tanker om min fremtid, eller noget andet.

Jeg ved ikke meget lige nu. Men. Det jeg med garanti ved er, at bloggen betyder alverden for mig, og at jeg bliver så glad og rørt, når den også betyder noget for jer.
Så tak for alle jer. Uden jer ingen Sneglcille.

FullSizeRender(33)

Jeg hader…

Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet had, og slet ikke om følelsen. Den anden dag svarede jeg på spørgsmål ovre hos Mie, hvor jeg blandt andet skrev, at det eneste jeg lige komme i tanke om, at jeg ikke kan lide pt er nelliker og Inger S. Siden da har jeg bidt mærke i alle de andre ting, jeg heller ikke bryder mig om. Dem har jeg samlet her. Og så er det da meget passende, at indlægget her kommer lige efter et pladderromantisk et om kærlighed…

– At komme for sent. hader hader.
– Strømper der ikke passer sammen. Egentlig er jeg ikke ordensmenneske, med få undtagelser – Jeg kan slet ikke have når børnene får forskellige strømper på. Min mand går ikke så højt op i det, så hvis han ikke kan finde et par, får de bare en forskellig på hver fod. Jeg kan SLET ikke have det.
– Kattegrus under fødderne. – At tømme opvaskemaskine
– Gorgonzola
– Når der bliver serveret ost i stedet for dessert
– Tør ansigstshud
– Tina Dickow (Musikken altså. Kan ikke udtale mig om personen)
– Strømpebukser der sidder forkert.
– Træpinde i is. Jeg spiser aldrig is helt ind til pinden. Skulle mine tænder ramme træpinden har jeg kuldegysninger i timevis. Bare at skrive det her får nakkehårene til at rejse sig.
– Sorbet. Hold kæft noget pjat. Frossen vand med smag. Stop. Det.

Skærmbillede 2016-01-18 kl. 09.55.07

Jeg elsker dig

Første gang Freelancer sagde de famøse ord, var i en giga brandert ude foran Apparatet (Nu Drone) på Nørrebro. Jeg var skide sur på ham, da han var kommet meget for sent til vores aftale. Han skulle møde en flok af mine veninder for første gang, og dukkede op æskestiv sammen med sin lillebror, i samme øjeblik som vi skulle videre til en ny fest. En branchefest, med hele modebranchen. Jeg var så flov, og samtidigt så forelsket, at det ikke gjorde mig så meget da han først var der. Han hev mig ind til sig ude på fortovet, og sagde så ordene. Jeg grinte og skubbede ham væk, jaja var mit svar og vi satte os ind i taxaen og tog til fest, hvor jeg dansede til den lyse morgen og han, Freelancer, drak endnu mere i den frie bar.

Weekenden efter, sad vi en kølig aften i en lille gård af en slags, ude foran et forsamlingshus, hvor vi var til bryllupsfest hos nogle af hans venner. Vi havde ikke kendt hinanden længe, men vi var eksede og fjollede af forelskelse. Vi sad med hver vores Irish Coffee, som vi på en eller anden måde havde fået serveringspersonalet til at brygge sammen til os. Vi røg cigaretter og holdte  hinanden i hånden. Han sagde det igen, og denne gang betød det noget. Jeg kunne mærke det sådan helt rigtigt.

Siden den aften for otte år siden, har vi sagt det mange gange. I forelskelse, men også i perioden hvor der ikke var romantiske følelser. Perioden vi var fra hinanden. Perioden der føles så fjern, men alligevel så nær. Jeg kommer indimellem til at glemme at de fem år har eksisteret, men jeg skal minde mig selv om det bare ind imellem. For jeg elsker dig, har også engang været jeg hader dig. Faktisk er Freelancer det menneske jeg har følt mest for. Ham jeg har elsket mest, ham jeg har hadet mest, ham der har såret mig mest og ham der glæder mig allermest.

Selvom vi elsker hinanden hver dag, siger vi det ikke højt, ikke hver dag. Det er jeg glad for. Glad for at det ikke behøves at blive sagt højt, og at det ikke er en hverdagshilsen ala godmorgen og godnat. Men at vi husker at sige det højt, når vi ikke kan lade være.

Skærmbillede 2016-01-15 kl. 10.44.52

Hjertevenner

Kender I det når man får brygget sig den helt perfekte kop kaffe? Sådan et moment har jeg lige nu. Sådan en kop, der hverken kræver mælk eller anden smagsfortynder, men som bare sidder lige i skabet. Ikke at det her skal handle om kaffe, overhovedet faktisk. Jeg bemærkede det blot, og da det sker så sjældent, er det værd at nævne.

Jeg drikker den perfekte kaffe i min sofa med benene oppe, i rummet ved siden af ligger min lille hæse feberbaby og sover i sin seng.

Katten Pelle er hos dyrlægen, hvor han skal vaccineres og kastreres. Dyrlægen ringede til mig i morges, kort efter jeg havde afleveret ham og fortalte, at hun har opdaget en mislyd på hans lille hjerte. Øv, og av i mit hjerte da jeg fik den besked. Efter nogle flere undersøgelser, har hun netop ringet igen og det ser det ud til at det er ganske ufarligt, men vi skal selvfølgelig lige have foretaget nogle opfølgende tjek i løbet af det næste års tid.

Det tog mig lidt tilbage til dengang, vi fik samme besked om Otto. Måske kan I huske det, men Otto har lidt ‘larm’ på hjertet. Noget der blev opdaget da han var ret lille, noget han skulle vokse fra, men som stadigvæk er der. Noget der er blevet undersøgt igen og igen, men som heldigvis ikke er andet end larm på grund af den måde hans blod løber igennem det (vist nok). Ufarligt og uskyldigt. Dermed ikke sagt at det ikke gipper i mig, hver gang en læge lytter til ham og pointerer det.

Pudsigt nok, lyder forklaringen på Pelles hjertemislyd indtil videre som den samme.
På en eller andet måde er der noget virkelig rørende i, at vi ender med at få en kat med samme indbyggede fejl som den Otto har.

Nu er den perfekte kaffe drukket, og når babyen vågner pakker vi os sammen, går ud i sneen og henter Otto og så Pelle, hjertevennerne.

FullSizeRender(32)

Hvordan er det nu lige, endnu engang

I oktober kunne jeg jo fejre bloggens 6 års jubilæum. Jeg ved godt at det er de færreste af jer, der har været med så længe. Faktisk gik der et stykke tid inden bloggen blev læst af andre end folk, der kendte og kender mig. Jeg kan huske da jeg efter et lille års blogging nåede 100 læsere om dagen. Det var stort. I dag er der kommet et par nuller mere på det tal, et tal, der stiger hver måned og mange tak for det. Men netop fordi at ikke alle har fulgt med fra starten, kan der opstår lidt forvirring – Hvad var det nu lige der skete dengang i tiden inden bloggen? Hvem er Ottos far overhovedet? Og hvordan hænger historien egentlig sammen. Jeg har forsøgt gentagene gange at opsummere, men alligevel sker det minimum en gang om ugen at nogen spørger. Og jeg ved godt, at der er meget historie at skulle igennem, og at I med garanti bare spørger fordi I oprigtigt ikke kan hitte det ud. Men alligevel bliver jeg sådan lidt irritabel, for det er faktisk nemt at finde ud af – Det tager ikke længere tid at google sig frem til (jeg har prøvet), end det gør at sætte sig end og skrive spørgsmålet, som jeg så skal svare på – Igen. Måske lyder jeg lidt streng i ovenstående, men når man bliver spurgt 4-8 gange om måneden, bliver man sådan lidt mat i strømperne. I øvrigt går I jo glip af nogle ret gode indlæg ved ikke selv at finde svaret frem.

Er du en af dem, der sidder med spørgsmål i den dur, vil jeg igen linke til dette indlæg fra sidste år. Og det her fra 2014.

Og jeg er altså ked af hvis jeg lyder skrap eller sur. Det er jeg ikke, men jeg har konstant dårlig samvittighed over ikke at få svaret dem, der spørger, for jeg ved jo godt, at man ikke spørger for at være en nar, men det bliver bare lidt meget at svare igen og igen, især når svarene er nemt tilgængelige lige her på siden. Ok?

Og en sidste gang for googles skyld. Er Freelancer Ottos far? Ja. Ja. og Ja.

 

Skærmbillede 2016-01-13 kl. 21.21.56

 

I øvrigt #37

  • Har jeg her på adressen tidligere udskældt kage og slik med dadler som hovedingrediens. Men jeg æder sgu de ord igen, sammen med mine dadelkugler. Hver og en.
  • Giver vi katten skylden for alt herhjemme for tiden. Det er skidesjovt, på den der man skulle have været der måde. Pelle har både drukket det sidste kaffe, røget en cigaret på altanen, glemt at tage skraldet med ned, og lavet lort på gulvet. Det sidste er jeg ret sikker på rent faktisk var ham.
  • Så jeg et gammelt videoklip af mig selv, og higer nu efter at få blondere lokker (og at blive 4 år yngre. Og ditto kilo lettere)
  • Læste jeg at der er opfundet en højtaler man skal stikke op i – ja undskyld mit sprog, men – i fissen, så man kan afspille musik for sin baby i maven. Hold.Nu.Op.
  • Kom jeg til træning i søndags (og skal igen i aften, hvaaad!). Det viste sig bare at vi havde tilmeldt os et pensionisthold… Så vi bakkede langsomt og næsten ubemærket ud af rummet, og tog en time på træningsmaskinerne i stedet.
  • Fornemmer jeg at katte er en klar instagram-repeller (rePELLEr, ahahaha!). Der var næsten folkevandring væk fra sneglcille da Pelle kom på banen. Slap dog af.
  • Så jeg at Jim Lyngvild og Inger Støjberg åbenbart er besties, hvilket på en eller anden måde giver virkelig meget mening. På sådan en lidt uhyggelig tåkrummende, jeg får lyst til at pille huden af mig selv når I taler agtig måde.
  • Fik Freelancer og jeg barnligt gineflip ude foran en fancy chokoladebiks den anden dag, da der i vinduet stod et helt fad fyldt med flødeboller, der lignede kæmpestore brune tissemænd, eller spidsen af dem. Jeg fortryder sådan jeg ikke tog et billede.
  • Drømte jeg virkelig om, at vi ville nå at komme på ferie, inden min barsel var slut. Det kommer simpelthen ikke til at ske.
  • Slutter min barsel om under to måneder og den der panik jeg tidligere har påstået var tæt på ikke-eksisterende, er i den grad eksisterende.
  • Er Uma blevet forkølet og lyder fuldstændigt som en elkedel når hun trækker vejret. Så jeg har sovet siddende oprejst med hende i armene. Lidt hyggeligt, meget trættende.
  • Blogger Kia igen, og det er hun god til – Her
  • Er det vores bryllupsdag i dag! Fire måneder som mand og kone. Jeg elsker det.
  • Havde Otto hævede mandler i sidste uge, hvilket han genfortæller som at han havde store nødder. Jeg har seriøst bidemærker inde i munden af at kvæle mine grin.
  • Kan Freelancer ikke vænne sig til at katten hedder Pelle, og jeg har både hørt ham kalde den Preben, Palle, Poul og Pablo.
  • Fatter jeg faktisk ikke at David Bowie er død. Det er så trist.

Skærmbillede 2016-01-12 kl. 09.55.01

 

Dengang, nu og noget om opvask

Da jeg var gravid første gang, gennemgik jeg, som I allerede ved, en helvedes masse følelser af de knap så fede slags. Det vil jeg som sådan ikke søbe rundt i lige nu og her, men jeg kan fortælle jer, at en af de ting jeg husker klarest, er den følelse jeg fik i maven, når jeg sad i venteværelset hos jordemoderen og så andre gravide sidde side om side med deres mænd. Jeg følte det som en direkte hån imod mig, og var sikker på at alle og enhver kunne se, at her sad en enlig tabergravid uden mand. Meget dramatisk af mig, men ikke desto mindre sådan det var, eller sådan det føltes.

Jeg kom til at tænke på det for alvor, da jeg i min graviditet med Uma på et tidspunkt sad i venteværelset hos jordemoderen, alene, mens det væltede ind med tykke kvinder og deres kærester. Forskellen var bare, at jeg denne gang var mere undrende over, hvorfor deres mænd overhovedet var med. Jeg har på intet tidspunkt overvejet at tage freelancer med.
Det var jo mig der var gravid. Jeg tager ham altså heller ikke med, når jeg skal til tandlæge og den slags. Ikke at jeg går til tandlæge, så tit i hvert fald, det tør jeg slet ikke. Men I ved, hvad jeg mener.

Samme kontrast er blevet tydelig, eller i hvert fald har mit eget tankemønster, hvad diverse situationer angår, ændret sig gevaldigt. Følelsen af aldrig at kunne foretage mig noget, når Otto sov for eksempel. Følte mig fandme engang imellem næsten fanget i min gamle lejlighed efter klokken 20.. Nu er vi to, så hvis jeg får lyst til chokofanter, et glas vin væk hjemmefra eller en løbetur (ha!) når børnene sover, så gør jeg da bare det. Bortset fra, at det gør jeg jo ikke. For trangen er der egentlig ikke på samme måde, når man bare sådan kan gøre det.

Det samme gælder det med at der altid er nogen, næsten altså, og selvfølgelig ikke bare nogen, men ham jeg allerbedst kan lide, min mand. Før kunne jeg godt sådan tænke at det nok bare var skidefantastisk med sådan en mand. Så sad man der og flettede fingre i en sofa og grinte og var together, helt forelskede. Og jaja, sådan er det da også engang imellem, men tag bare lige nu for eksempel – Jeg sidder i sofaen, i stuen. Min mand sidder i køkkenet og arbejder. En af os skal meget snart til at rydde op efter aftensmaden og så skal vi sikkert snakke om vores budget bagefter. Sexet, ikk? Så kan man næsten helt savne de stille aftener fra før, hvor det ikke betød helt lige så meget om man fik vasket gryden op, man alligevel altid var på røven, og endda lige kunne snuppe en hemmelig cigaret på bagtrappen.

Jeg vil ikke bytte mit nuværende liv med noget, men jeg ville ønske at jeg dengang havde kunne se, at der hverken var noget sært ved at gå til jordemoder alene, at par ikke udelukkende knalder og skriver digte til hinanden dagen lang, og at det ikke er et fængsel ikke at kunne gå ud efter 20. Måske vidste jeg godt alle de ting, hvis ikke, er jeg glad for at jeg ved det nu.

… Nu er min mand netop trådt ind i stuen, med snuden i sin telefon. Han arbejder slet ikke ser jeg nu, han spiller et af Ottos bilspil. Måske vi alligevel kan lade gryden stå til i morgen.