Fremtid. Hvad nu?

Halløj fra tænketanken. Min barsel er jo så småt ved at rinde ud. Om små seks uger er den slut.
Og hvad sker der så, spørger du måske? Det gør jeg selv i hvert fald. Hvad. Så.

Det er vist ret naturligt at man, når en barsel er ved at slutte, kaster sit liv op i luften, kigger på det, og forsøger at finde hoved og hale på det. Især når man som jeg, ikke som sådan har noget at vende tilbage til. Skræmmende, dejligt, spændende og angstfremkaldende all in one.

Der er praktiske ting, der skal gå op, økonomi, drømme, job, samvær, det hele.

Der er jeg nu. Eller rettere sagt det er vi nu.
Min partner in crime og life, Freelanceren og jeg.

Vi snakker, vi planlægger, vi drømmer.

Jeg skriver, holder møder og tænker.

Hold kæft, hvor jeg tænker, og mærker efter. Hvad vil JEG.

Meget apropos Freelanceren i huset.
Giver det mening med en mere? Endnu en usikker indkomst i husstanden.
Måske.

Der er nogle ting, der lige meget hvad udfaldet bliver, skal udleves. Skal.

Om en lille måneds tid har jeg derfor – i samråd med min søde mand – besluttet at jeg indlogerer mig på et hotelværelse et sted i Kbh i nogle dage, og skriver røven ud af bukserne.

Mit nye bogmanuskript skal skrives helt færdigt (jeg er så tæt på) og afleveres hos verdens sødeste redaktørdame d. 1. Marts. Det er min deadline. En jeg selv har sat. En jeg har tænkt mig at overholde.

Jeg er bedst til deadlines, dårlig til for meget tid og for løse rammer. God under pres.

Egentlig ville jeg have lånt et sommerhus til formålet og komme heeeelt væk, men den ide er droppet igen. Jeg har hverken kørekort eller bil, og så er jeg måske også lidt en kylling når det kommer til at være helt alene, langt væk fra alt… Jeg har faktisk set The Others.
Og det med både at skulle handle ind til og rydde op efter tre dage i skrivecamp, bliver sgu for omstændigt. Planen er jo, at jeg ikke skal tænke på andet end ord, og måske et glas vin og en spand kaffe ind imellem, så et hotelværelse er svaret.
Da jeg aldrig har boet på hotel i min egen by, tager jeg i øvrigt hjertens gerne imod anbefalinger.

Så det er i hvert fald step one i vores nye fremtid. Det er ikke fordi at jeg regner med at bogen bliver min levevej, skulle den ende med at blive udgivet, men det er en af de ting, der skal sparke gang i noget jeg har haft lyst til længe.

Derudover er jeg ved at flette et foredrag sammen. Eller to faktisk. Et om tilgivelse og at være i et parforhold efter et massivt svigt – og et andet om at blive og være mor, når ens hjerte ligger i tusind stykker og rasler rundt i brystet, om bitterhed og deleordninger.

Og sidst men ikke mindst, er der siden her, sneglcille.dk, der også er med i min tankestrøm.

‘Beskriv din blog’ og ‘Hvad er det for en blog du har?’ er den slags spørgsmål jeg ofte bliver mødt med når jeg ude i den virkelige verden fortæller at jeg har en blog. Her 6 år inde i bloggeriet ved jeg stadigvæk ikke, hvordan jeg skal svare på det. Egentlig har jeg jo slet ikke lyst til at blive puttet i en kasse, hvem har lyst til det? Men når det så er sagt, er det aldrig en dårlig ide at definere det man laver, og sig selv vel egentlig.

Det bruger jeg også en del tid på at tænke over.

Jeg er vel mommyblogger i den forstand at jeg er mor og blogger, men jeg er vel også en slags dagbogsblogger, hvis det er en ting.
En ævleblogger. En tankeskralder.
Men mest af alt er jeg vist bare Sneglcille.

Jeg er lige nu i en form for limbo, hvad bloggen angår. Og nej, jeg er ikke ved at lukke ned, for fanden da. Faktisk har jeg sjældent haft så meget lyst til at blogge som jeg har for tiden. Mit limbo består i, at jeg ikke ved om jeg skal forsøge at gå i en mere professionel retning, blogmæssigt – Altså simpelthen begynde at tjene rigtige penge på at blogge, og derved både få mere tid til bloggen, min familie, førnævnte sideprojekter og mig selv. Om jeg skal lade den blive præcis som den er, eller noget helt tredje.

Så ja. Det er nogle af mine tanker. Samt nogle af de ting, der lige nu fylder i mig og mit liv .

Ovenstående bør jeg gennemredigere og lige stramme lidt op, men omvendt er det cirka sådan min hjerne fungerer lige pt. Flyvske tanker, gode ideer, dårlige ideer, spænding og tankeskrald i skøn forening, så jeg lader det stå som det er, og håber at I tager vel imod det – som I plejer. Måske I endda har tanker som I vil dele, om egne spring i livet, tanker om min fremtid, eller noget andet.

Jeg ved ikke meget lige nu. Men. Det jeg med garanti ved er, at bloggen betyder alverden for mig, og at jeg bliver så glad og rørt, når den også betyder noget for jer.
Så tak for alle jer. Uden jer ingen Sneglcille.

FullSizeRender(33)

48 replies
  1. Cæcilie says:

    Jeg har hverken mand eller børn, så jeg kan ikke rigtigt komme med gode råd til dig. Jeg kan dog komme med min egen personlige beretning: Da jeg blev færdig med min bachelor, gik jeg også i tænketank. Hvad skulle der nu ske? Den der kandidat var jo en klar mulighed, og det var egentlig også planen, men i stedet smed jeg alle kortene op i luften, og da de landede, sad jeg pludseligt i Amsterdam. Jeg er kun 25, jeg har ingen kæreste, jeg har ingen børn. Til gengæld har jeg en hund og en mavefornemmelse, og den følger jeg. Alle kender det der klichécitat “Do more of what makes you happy”, og det var sådan jeg fandt ud af, hvad jeg ville. Det var nok nemmere for mig end for dig, fordi jeg netop ikke har de der ansvarsfaktorer der hedder “mand” og “børn”, men jeg håber, at du finder frem til en måde, hvorpå du kan gøre det som gør dig glad. Og jeg håber helt egoistisk, at din bog bliver udgivet, for den har jeg glædet mig til i lang tid, og uanset hvor i verden jeg er til den tid, så køber jeg den!

    Svar
  2. Marianne Bech says:

    Spændende. Glad for du fortsætter bloggeriet. Mht hotel forslag, så elsker jeg selv Guldsmeden, min favorit er Carlton. Et dejligt sted med plads til det hele. Og husk at vælg et værelse med altan. Pøj pøj med det hele. Kh fra Aarhus.

    Svar
  3. Line Horn says:

    Det lyder spændende alt sammen og jeg glæder mig til at se hvad overvejelserne munder ud i 🙂

    For et par år siden (nu hvor jeg tænker efter, så var jeg gravid med min datter, som bliver 6 i juni, men lad os bare sige et par år. Ellers føler jeg mig simpelthen så gammel) boede vi på Hotel Bertrams Guldsmeden på Vesterbrogade. Det var superlækkert og morgenmadsbuffeten var i top.

    Svar
  4. Lea says:

    Hvor er du bare sej! <3
    Du er igang med at gøre det, alle vi andre drømmer om. I hvertfald det, jeg gerne vil engang. Hjemme hos os har vi lige taget et gigantisk spring og er hoppet en tur til Norge for at bo. Vi havde brug for at komme væk og prøve noget nyt. Min kæreste sad fast i et job, der ikke var godt og jeg har brugt tre år (!) på at finde et arbejde efter min studietid. Så nu er vi her – og det er pissesvært og -skræmmende, men jeg har aldrig sovet bedre om natten. For det er det helt rigtige for os.

    Svar
  5. Lotte says:

    Har (heller ) ikke noget godt råd, men jeg er vild med at vi (mange tusind vist 😮 ) læsere bliver inddraget. Man ser ofte hos andre bloggere at “jeg har noget spændende at fortælle, bare vent”. I stedet kan jeg godt lide vi får dine tanker. Jeg ved da godt vi ikke kan få det hele, nok slet ikke hvis ideerne stadig er så flyvske man knap selv tror på dem, men er nu stadig vild med det. Og alting ender som det skal.

    Svar
    • Luna says:

      Jeg er helt enig med Lotte. Det er vildt spændende og ærligt at få indblik i de tanker, du har omkring fremtiden i stedet for den typiske blogger-suspense om endnu en bog eller et samarbejde. Sorry, men jeg er altså gået lidt kold i den der “Jeg har en overraskelse til jer, som jeg først kan fortælle i fremtiden”.
      Og jeg kender det godt fra mig selv, det med at have tusind tanker om fremtiden. Om fire måneder afleverer jeg speciale (er planen), og det eneste andet planlagte er noget med yoga, som ikke har noget med min uddannelse at gøre.
      Pøj pøj! Det skal nok blive godt uanset. Jeg glæder mig til at læse mere på bloggen. 🙂

      Svar
      • Maria says:

        Jeg er enig med Lotte og Luna, dine tanker (også de flyvske) er det, der gør din blog speciel og utrolig spændende og medrivende at læse. Det er ikke noget poleret glansbillede men ord, der er jordnære, identificerbare, umiddelbare og fine, helt som de er.

        Så jeg vil nok kategorisere dig som dagbogsblogger. Jeg har ingen børn eller mand, så mommy-blogger-kategorien tiltaler mig ikke, fordi det er dig og ikke det, at du er mor, der gør, at jeg følger med og hepper fra sidelinien.

        Kærligst Maria

        Svar
  6. Mette says:

    Først: smukt billede!! Eller rettere du er smuk på billedet 🙂
    Er meget spændt på den bog! Er det en hemmelighed hvilken type bog det er, eller er jeg på mærkværdigvis gået glip af det?
    Jeg håber du finder frem til hvad der gør dig glad. Og jeg håber at det ikke kommer til at ændre din blog! Jeg er så glad for, at den er så lidt kommerciel som den er, selvom jeg også godt kan forstå at det ville være fedt at kunne leve af at blogge..
    Jeg går selv og pusler med hvad der skal ske i fremtiden! Den helt store drøm er at starte noget selv, det SKAl jeg, men hvad ved jeg ikke helt.. Har også tusind gode og dårlige idéer, glæder mig til at følge med i hvor dine bærer dig hen.

    Svar
  7. Astrid says:

    En klog dame sagde en gang til mig at man skal fokusere på processen frem for målet. Sagt på den måde at hvis du kan lide at lave det, der skal til for at nå dit mål, så go for it, men hvis du sukker over processen, så skal du nok finde noget andet at drømme om!

    Svar
  8. mikala says:

    Jeg er utrolig glad for at læse din blog og jeg synes at du er sej! Altså sådan virkelig sej fordi du har klaret det selv OG endda har formået at tilgive og komme videre – det er sgu sejt.
    Og pleeeeease, lad være med blive en af de bloggere, der konstant reklamerer for noget (jeg ved ikke om du kender http://www.mommasgonecity.com/ men det er eksemplet på en blogger, der sikkert tjener meget, men som mister så uendelig meget troværdighed, fordi alle indlæg lige bliver vinklet, så hun får solgt sit link (og al respekt til hende, for hun er glad og tjener penge)).
    Har du overvejet at leje et værelse/lejlighed på airbnb? Så kan man både bo lidt hjemligt og væk fra mand & børn 🙂
    Spændende hvad du finder ud af! Held og lykke!

    Svar
  9. Jane says:

    Jeg kan ikke lade være med at kommentere. Jeg er præcis samme sted. Kunne nærmest udgive dit indlæg på min blog, så præcist skriver du det. Bortset fra jeg ikke har to lækre unger. Men det er en underlig fase, som man har ingen anelse om, hvornår tankeboblen springer, og man har svaret. Det er faktisk skræmmende. Overraskende skræmmende. Jeg havde ellers set frem til en tid uden jobplaner. Kun altså at søge dem. Men så kommer drømmene jo også lige og krydre livet. Fuck. De messer alt op. Kan man godt ønske at udskyde et job for en rejse? Latterligt. Måske. Igen… Lorte tanker. Hvornår forsvinder de? Og skal de overhovedet forsvinde? Egentlig kan jeg godt lide tanken om at rejse…

    Svar
  10. Mathilde H says:

    Håber ligesom så mange andre, at din bog bliver udgivet! Og det lyder spændende med foredrag. Som fast læser af bloggen er det fedt, at der ikke er så meget spons hele tiden, men hvis der fortsat vil være de ærlige, sjove, tankevækkende, Sneglcille-agtige indlæg som disse, kan jeg ikke se problemet i en smule mere reklame her på bloggen. Du plejer at være rimelig god til at vinkle de indlæg, der er og gøre dem til dine egne 🙂 Bare du bliver ved med at skrive! Det er du nemlig god til. Hav en rigtig god dag! KH

    Svar
  11. Linnea says:

    Jeg er så vild med at du ikke redigerer, men tager os med helt ind i tankerne. Det har du altid gjort, og det er derfor du er en af mine yndlingsblogs (min begejstring er kun steget efter Pelle flyttede ind). Glæder mig til at følge med på nye eventyr. Det lyder top-spændende. Og helt sikkert også lidt skræmmende, den der hvad-skal-jeg-nu-følelse. Vil virkelig gerne med til dine foredrag – stærke og vigtige emner.
    KH Linnea

    Svar
  12. Vicki says:

    Jeg glæder mig til at følge med i din fremtid. Og hvis du laver foredrag, så husk lige at komme til Århus. Glæder mig til din bog!

    Svar
  13. Sofie says:

    Som mange andre er jeg vild med dine fra tanke til papir/eller blog-indlæg, det er meget sneglcille’sk ikke at redigere sjælen ud af dine indlæg. Jeg er også rigtig glad for at vi får lov til at følge med i dine overvejelser og får alle mellemregninger med og ikke kun resultaterne. Jeg tænker med hensyn til bloggen, at det ville være fint at tjene penge på den, hvis du stadig synes at det er sjovt, hvis du godt kan leve med at bloggen ikke kun er dagbog og sneglcille privat, for det er så skønt at følge med, at jeg nødigt ville se din egen stil og lyst til bloggen forsvinde.

    Helt egoistisk er jeg glad for at følge dig i denne proces fra barsel til hvad så nu? Jeg er meget sammen sted selv. Jeg skal til at aflevere speciale og den yngste er lige startet vuggestue, så jeg er vildt spændt på/skræmt over, at studielivet slutter nu…

    Svar
  14. Joy says:

    Dejligt ærligt indlæg. Og hvor lyder det spændende med en bog!
    Der er et SAS Radisson hotel først på Amager (der er vist Casino i bunden). Det er ganske fin standard, men det var især udsigten, som jeg vil anbefale. Det med bare at kunne sidde og kigge ud over byens flotte tårne. Det ville være et perfekt skrivespot for mig! Morgenmadsbuffeten husker jeg som værende helt fin.

    Svar
  15. Elisabeth says:

    Det lyder spændende altsammen og det første foredrag du beskriver vil jeg meget gerne høre – det tror jeg der er flere der vil! Hepper på dig!

    Svar
  16. Kathrine says:

    Jeg er kæmpe fan af din blog (og snapchat). Jeg har ingen mand eller børn, men du formår at favne bredt og fange min interesse. Jeg kan være enig og uenig med dig, men alt i alt har du en fantastisk blog – og hvis din bog (forhåbentlig) bliver udgivet, vil jeg elske at læse den og have den på min hylde. Du er et fantastisk menneske.

    Svar
  17. Merete says:

    Jeg skiftede profession for et par år siden og nåede faktisk aldrig at lave det, jeg egentlig har en kandidatgrad i. Men jeg kunne bare mærke, at jeg ville trives langt bedre i en anden branche, og det har jeg aldrig fortrudt (heller ikke selvom lønnen er lavere). Man skal have et job, som man hver dag kan tage glad (eller i hvert fald tilfreds) hjem fra, og som man altid gider stå op til.
    Din blog er ubetinget min favoritblog, og jeg har tit tænkt, at du burde leve af den (det er der andre med meget mindre interessante blogs, som gør). Hvis bare du fortsætter med dine vanlige indlæg, så snupper jeg også gerne lidt reklamehejs og et sponsoreret indlæg en gang imellem.
    Enhver kan se, at du lægger meget energi og tid i bloggen, så tror ikke nogen ville have noget imod, at du også bliver betalt for din tid.
    Og så har jeg altså glædet mig til den bog i årevis!

    Svar
  18. Camilla Mørch says:

    Please dont bliv en af de bloggere der blogger for produkter! Jeg har læst mange blogs og din og nogle få andre er faktisk de eneste jeg er blevet ved med at læse, fordi det er jer der skriver om hvad I har på hjerte og ikke hvad, et eller andet rædselsfulde produkt, skal kunne eller gøre. Det er ikke ægte, det bliver så påtaget og jeg (nu kan jeg jo kun tale for mig selv) synes det er et sellout. Jeg kan sagtens forstå hvorfor man gør det, men udgangspunktet i hvorfor man skriver, bliver et andet. Jeg elsker din blok fordi jeg kan forholde mig til det du skriver. Jeg kan godt forstå det er svært at finde id af hvad der skal ske mht job og fremtid. Jeg håber du finder ud af det. Det skal følels rigtigt indeni. Good luck:)

    Svar
  19. Katrine says:

    Kære Cille!

    Som nybagt mor og kommende brud til et september bryllup, må jeg indrømme at jeg ELSKER din blog og håber virkelig at du fortsætter med at skrive som du gør idag. Jeg kan sagtens forstå, at det ville give fin mening at gøre bloggen til en levevej men så håber jeg ikke din blog bliver så præget af sponserede indlæg som diverse andre blogs – det mister lidt autencitet, da man ikke er sikker på om længere er dine tanker eller et brand som ønsker at udtrykke et givent budskab.. Derfor ELSKER jeg din blog – den er bare ren, direkte og skøn! Vh Katrine

    Svar
  20. Mette says:

    Må din blog bliver som den er. Skøn, vedkommende, ærlig og troværdig. Lad være at gøre den kommerciel. Det vil ødelægge autenciteten som gør at jeg elsker at følge med.

    Svar
  21. Karen says:

    Spændende at se hvor du “ender”…

    At gøre bloggen mere professionel er naturligvis en oplagt mulighed at undersøge nærmere, men som ngoel skriver ovenfor, så håber jeg inderligt at bloggen ikke bliver for meget reklame og for lidt dig. Jeg ved om den balance overhovedet findes – om det er til at mestre.

    Jeg var oprigtig glad for twinpeaks.dk indtil Mette-Marie besluttede sig for at bloggen skulle være hendes levevej. Nu læser jeg slet ikke med mere…
    Det ville være en skam, hvis det skete med Sneglcille. 🙂

    Svar
  22. Merete says:

    Jeg synes ærligt talt, det er noget mærkeligt noget, at forvente at nogen skal bruge en masse tid på noget, andre har gavn af uden få noget som helst for det. Sneglcille.dk er en af de mest gennemarbejdede blogs, jeg kender, og jeg kan ikke se hvordan jeg, og andre læsere, kan forvente, at vi kan læse gratis med uden at skulle se på reklamer. Det er selvfølgelig rart at slippe for reklamer, men jeg synes ikke det er rimeligt at forvente. I min verden sælger man ikke ud, fordi man får penge for noget man er dygtig til, og som andre har stor glæde af.

    Svar
  23. Rutsje says:

    Hvis jeg var dig, ville jeg leve af sådan en fantastisk blog! Men som andre også nævner, så må den endelig ikke ændre sig for meget 🙂

    Svar
  24. Stine says:

    Fedt du deler dine tanker.

    Det er lidt mærkelig det der hvad man skal når barsel er slut og man er uden job. Men der lykkes jo som regel.

    Hoteller kender jeg bedst til i Århus, men er er guldsmeden godt og ved de også har en i Århus. Men generelt vil jeg da kigge mod dem der henvender sig til forretningsreisende og måske konference hotellet. Der hsr gode ffaciliteter til arbejde, er godt lydisolerede (der selvfølgelig ikke sæson for fulde turister eller familier med små børn) og så har de ofte en bar og noget ordentlig udsigt hvis ellers du kommer højt nok op.

    Svar
  25. Fru Sko says:

    Jeg Elsker dig tankeskrald! Og jeg Elsker din blog. Det er den eneste blog hvor jeg læser hvert eneste indlæg, uden undtagelse. Og det tror jeg er fordi der stort set ikke er noget spons. Personligt synes jeg det ville være ærgerligt hvis det at du gerne vil leve af bloggen, ville betyde, at det kom en masse sponsorerede indlæg. På den anden side kan jeg godt forstå at du måske gerne vil leve af det,du har jo også potentialet til det. Og jeg ville jo ikke elske dine gode indlæg mindre af den grund.Jeg under dig virkelig succes og glæder mig til at se hvad du finder på at spændende ting.

    Svar
  26. Katinka says:

    Ej, du kan altså tjene fint ved at have to ikke-irriterende reklamer, og 1 spons om ugen. Det behøver ikke at være ambassadør mig her og der, spons i hvert et indlæg osv. Det synes jeg godt at vi kan overleve som læsere, hvis det kunne give dig en fin indkomst!

    Svar
  27. Emilie says:

    Jeg er sindssygt vild med din blog! Har brugt det meste af weekenden på at læse fra starten af (følger også andre blogs, men det er kun din jeg har læst tilbage i tiden på) Du skriver sindssygt godt – og dejligt ærligt! Jeg er meget beæret over, at du deler ud af dit liv i den her blog og jeg ville både kunne leve med reklamer OG links. Så længe du ikk kun skriver sådanne indlæg 😉
    Igen tusind tusind tak for den bedste blog. Er så glad for at det endte godt med sig og freelanceren, det fortjener I begge 🙂
    Beklager min lidt lange kommentar. Men shit jeg er bare så glad for, at jeg har fundet din blog (er ikke sikker på min mand deler samme opfattelse – da jeg har brugt meget tid på netop din blog 😉 ).
    Mvh Emilie som også har en søn der hedder Otto, dog yngre end din og hvor er dine børn også søde!
    Sikke en lang lang kommentar – beklager 😉

    Svar
  28. Trine says:

    Lige et tips til hotelophold. Jeg har også to børn og trænger indimellem til mit helt eget selskab. Jeg tager altid til Malmø fordi det er for mærkeligt at jeg lige kunne løbe hjem og sove og det skal jeg jo ikke OG man kan alligevel ikke sådan lige blive ringet hjem for man er jo i et andet land 🙂 Og turen over koster kun omkring kr 70.

    God fornøjelse 🙂

    Svar
  29. Tanja says:

    Ved ikke, om du kan bruge min kommentar til noget. Men hvis der kun var mulighed for, at én dansk blogger levede af sin blog, så burde det være dig. Der er ingen, der kommer op i nærheden af dig og du er den eneste blogger, jeg troligt læser alle indlæg af, og som jeg aldrig bliver træt af.

    Håber du finder din hylde! Uanset om den er on- eller offline, for du virker som et helt igennem ordentligt menneske og du fortjener at blive lykkelig i det, du laver.

    Svar
  30. Linda says:

    Hej!
    Min mand og jeg har lige boet på sp34 på Sankt Peders Stræde i 4 dage. Vi fandt en god deal, og det var vildt hyggeligt, med super god morgenmadsbuffet også! 🙂

    Svar
  31. ashley says:

    hello from NYC! it certainly seems to me that one of your first loves is the blog. and you already have amassed the following. so i say stick to what you know. and make the blog your job. it seems like a lot, but it’s really the path of least resistance.

    xoxoxox

    Svar
  32. Rikke says:

    Du har en fantastisk blog, så jeg håber virkelig at alle dine drømme og tanker, kommer til at gå op i en højere enhed. Held og lykke med skriveriet.

    Svar
  33. Rikke says:

    Jeg synes da helt klart du skal tjene penge på din blog! Og som en anden skriver så fint herover – man kan sagtens skrive et par sponsorerede indlæg om ugen, uden det vil genere nogen. Jo der vil altid være læsere som tænder helt af på sponsoreret indhold, men når det passer ind i det univers bloggeren har skabt, generer det ikke mig det fjerneste. Selvom jeg har en kandidatgrad i marketing, har læst adskillige af Martin Lindstroms bøger og anser mig selv som “sådan en der ikke bliver påvirket af reklame” passer det overhovedet ikke. Jeg har købt adskillige produkter som bloggere har anbefalet, og er skide glad for det hele. Bloggeren tjener penge og jeg er glad for mit krøllejern, min parfume og det tøj jeg har købt på deres anbefaling. Så THUMBS UP for bloggen som en levevej herfra!

    Svar
  34. Sisi says:

    Det lyder meget spændende det hele – og jeg vil glæde mig til bogen! Held og lykke med at finde de rigtige svar…..jeg bliver hængende som læser af bloggen uanset hvad!!

    Svar
  35. Stine says:

    Hvis du ikke allerede tjener penge på bloggen, så er det FANME på tide!! Du har *DEN.BEDSTE.BLOG* i det danske blogland, mere personlig og nærværende og spændende end alle de andre tilsammen. Jeg ville ikke have noget imod reklamer og nyt design, så længe det stadig er nemt at navigere rundt i dine tidligere indlæg og “kategorier” 🙂

    Svar
  36. Ann Pedersen says:

    Jeg synes du skriver så godt, at jeg også er en af dem der læser alle indlæg. Følger diverse blogs men kun på din læser jeg alt:) Synes det vil være OK med lidt reklamer osv – så længe du bare fortsætter i DIN stil, så er jeg med. Er bestemt også klar på at købe din bog, krydser fingre for den bliver udgivet.

    Svar
  37. Lise Juhl Jepsen says:

    Du skriver ihvertfald fantastisk uanset hvad, så jeg er sikker på at den bog bliver god!
    Og på mange måder er det da tillokkende det med at tjene penge på at blogge. Du har ihvertfald evnerne, og vel efterhånden også ret mange læsere. Men please, lad det blive på det niveau det er nu, det med at tjene penge. Dem der lever af at blogge… Åh er det ikke lidt upersonligt og sjælløst. Jeg tænker på typer som Mascha Vang, som sikkert er sød og rar i virkeligheden, men jeg kan ikke komme udenom at hun lever af at skrive om produkter for penge. Grænsen mellem det personlige og reklamen er brudt helt ned. Og derfor er der lige præcis 0% troværdighed tilbage. Men bliv for pokker ved med at blogge. Please! I love it so. Og brug dine helt tydelige evner for kommunikation på at tjene dine penge.
    Du skal selvfølgelig gøre præcis som du vil, det ER jo dig der er chefen herinde.

    Svar
  38. Tine says:

    Selvom jeg ÆLSKER, at din blog stort set er fri for reklamer og spons, synes jeg da lige så godt, du kan tjene lidt penge på os! Jeg har fuld tiltro til, at du sagtens kan administrere det, og at det hele ikke bliver spons! Under alle omstændigheder: Du har verdens bedste blog, og jeg bliver ved med at læse med 🙂 Held og lykke med beslutningerne!

    Svar
  39. Louise says:

    Jeg elsker din blog! Jeg vil klart bakke op omkring at du kan komme til at tjene penge på din blog, håber bare at du gør det med måde, så det ikke bliver total sell-out (ikke at jeg tror det, men det vil bare være så ærgerligt). Og så elsker jeg at du deler dine tanker med os! Jeg ved alt om at være snotforvirret, og selvom det er underligt, så er det faktisk lidt rart at andre også er lidt forvirret, så jeg ikke føler mig alene 😉

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *