Dengang, nu og noget om opvask

Da jeg var gravid første gang, gennemgik jeg, som I allerede ved, en helvedes masse følelser af de knap så fede slags. Det vil jeg som sådan ikke søbe rundt i lige nu og her, men jeg kan fortælle jer, at en af de ting jeg husker klarest, er den følelse jeg fik i maven, når jeg sad i venteværelset hos jordemoderen og så andre gravide sidde side om side med deres mænd. Jeg følte det som en direkte hån imod mig, og var sikker på at alle og enhver kunne se, at her sad en enlig tabergravid uden mand. Meget dramatisk af mig, men ikke desto mindre sådan det var, eller sådan det føltes.

Jeg kom til at tænke på det for alvor, da jeg i min graviditet med Uma på et tidspunkt sad i venteværelset hos jordemoderen, alene, mens det væltede ind med tykke kvinder og deres kærester. Forskellen var bare, at jeg denne gang var mere undrende over, hvorfor deres mænd overhovedet var med. Jeg har på intet tidspunkt overvejet at tage freelancer med.
Det var jo mig der var gravid. Jeg tager ham altså heller ikke med, når jeg skal til tandlæge og den slags. Ikke at jeg går til tandlæge, så tit i hvert fald, det tør jeg slet ikke. Men I ved, hvad jeg mener.

Samme kontrast er blevet tydelig, eller i hvert fald har mit eget tankemønster, hvad diverse situationer angår, ændret sig gevaldigt. Følelsen af aldrig at kunne foretage mig noget, når Otto sov for eksempel. Følte mig fandme engang imellem næsten fanget i min gamle lejlighed efter klokken 20.. Nu er vi to, så hvis jeg får lyst til chokofanter, et glas vin væk hjemmefra eller en løbetur (ha!) når børnene sover, så gør jeg da bare det. Bortset fra, at det gør jeg jo ikke. For trangen er der egentlig ikke på samme måde, når man bare sådan kan gøre det.

Det samme gælder det med at der altid er nogen, næsten altså, og selvfølgelig ikke bare nogen, men ham jeg allerbedst kan lide, min mand. Før kunne jeg godt sådan tænke at det nok bare var skidefantastisk med sådan en mand. Så sad man der og flettede fingre i en sofa og grinte og var together, helt forelskede. Og jaja, sådan er det da også engang imellem, men tag bare lige nu for eksempel – Jeg sidder i sofaen, i stuen. Min mand sidder i køkkenet og arbejder. En af os skal meget snart til at rydde op efter aftensmaden og så skal vi sikkert snakke om vores budget bagefter. Sexet, ikk? Så kan man næsten helt savne de stille aftener fra før, hvor det ikke betød helt lige så meget om man fik vasket gryden op, man alligevel altid var på røven, og endda lige kunne snuppe en hemmelig cigaret på bagtrappen.

Jeg vil ikke bytte mit nuværende liv med noget, men jeg ville ønske at jeg dengang havde kunne se, at der hverken var noget sært ved at gå til jordemoder alene, at par ikke udelukkende knalder og skriver digte til hinanden dagen lang, og at det ikke er et fængsel ikke at kunne gå ud efter 20. Måske vidste jeg godt alle de ting, hvis ikke, er jeg glad for at jeg ved det nu.

… Nu er min mand netop trådt ind i stuen, med snuden i sin telefon. Han arbejder slet ikke ser jeg nu, han spiller et af Ottos bilspil. Måske vi alligevel kan lade gryden stå til i morgen.

7 replies
  1. Sine
    Sine says:

    TAK!!! Siger hende der lige er blevet alene; gravid og med en 2 årig:/ er endnu ikke flyttet fra hinanden, men godt på vej… Den med JM-besøg klarede jeg nu også alene første gang, men det med at være bundet til hjemmet har jeg allerede tænkt meget over- og du har jo ret i at sådan er det i høj grad allerede;)

    Svar
  2. Mette R
    Mette R says:

    Jeg ser det lidt som frihedsberøvelse dog uden så meget dramatik.
    Herhjemme har vi ingen børn, vi har til gengæld to biler (selvom det ikke just kan sammenlignes) og tit snakker vi om at skippe den ene – MEN, vi bor på landet 7 km. fra nærmeste by og tanken om kun at have en bil og de få gange den ene er lånt ud og den anden er kørt i den anden bil. Der kommer frihedsberøvelsen lidt ind, fordi når man ikke kan komme nogen steder har man lyst til at køre alle mulige steder.
    Jeg tror det bunder i det med muligheden, man føler sig spærret fordi muligheden ikke er der – det kan godt være man ikke behøver gøre tingene men bare muligheden var der.

    Sådan har jeg det i hvertfald 🙂

    Svar
  3. Majken
    Majken says:

    Mon ikke der også er lidt forskel på første og andet barn? At være alene har sikkert gjort det meget værre, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg havde det selv virkelig svært de første mange måneder med, at jeg ikke bare lige kunne gøre som jeg havde lyst til, selvom jeg havde (og har) en mand der sagtens kunne tage over. Det er, efter min mening, en del af det at blive mor (forældre). Nu, hvor jeg venter nummer to, har jeg tænkt over, at jeg ikke tror det kommer til at føles helt så frihedsberøvende, fordi udgangspunktet er helt anderledes, når der er én i forvejen. Nu må jeg bare se hvordan det bliver 🙂

    Svar
    • Sanne
      Sanne says:

      Det er helt sikkert også noget med nr 1 og 2, selvom jeg også kan tænke mig til, at det må have svært at være alene.
      Har fået barn nummer 2 og er det er slet ikke så invaliderende som nr 1. Føler mig meget mere fri end jeg gjorde første gang, selvom det stadig er hæmmende på nogle punkter. Kan fx huske at det virkede umuligt at gå i bad, når jeg var alene med babyen. Det forstår jeg måske ikke helt nu, hvorfor det var.

      Svar
  4. Karen
    Karen says:

    Har nu været igennem 3 graviditeter uden at medbringe min mand til jordemor… Men hvor har jeg mange gange undret mig over alle de mænd i venteværelset. Så kan godt sætte mig ind i at man må føle sig ekstra alene hvis man er single i den situation.

    Svar
  5. Anne
    Anne says:

    Du skriver fantastisk underholdende. Fik mig lige til at grine højt. (Sker altså sjældent over noget jeg læser på en blog :-D) ‘knalder og skrive digte til hinanden hele dagen!!’ Ha ha
    Næææ det er nu nok ikke det der foregår hver eneste da i de fleste parforhold 😀
    Anne

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *