Da Uma blev født – Freelancers fødselsberetning Del 2

Læs første del HER.

Veerne tog til og det var næsten umuligt at få kontakt til Cille. Det lod til at hun havde en lang ve, uden pause.
Minutterne gik og jordemoderen kom ikke. Jeg besluttede mig for at hente hende, da det tydeligvis var tæt på uudholdeligt for C. Jeg gik ned til skranken ved indgangen, hvor vi en times tid inden havde meldt vores ankomst. Jeg var irriteret, da jeg følte at de lidt havde glemt os, også selvom der måske kun var gået ti minutter. Mens jeg talte med damen i receptionen kom jordemoderen fra før gående og jeg vinkede hende med mig. Jeg husker ikke præcis hvad jeg sagde, men noget ala at hun vist godt kunne få fat i den fødestue.

Hun lyttede til mig, men jeg tror måske ikke helt at hun var forberedt på den tilstand Cille var i på det tidspunkt, ikke før hun så hende. Da vi kom ind i rummet, lå Cille på siden, stadigvæk med jakker over sig. Hun sagde en vedvarende lyd, en nynnende jamren næsten og var svær at komme i kontakt med. Jordemoderen begyndte at stille hende spørgsmål, men opgav ret hurtigt. Hun ringede nu (endelig) til fødegangen, og bad om ‘en stue til en andengangs fødende, der har travlt’. Hun spurgte først om Cille kunne gå, foreslog derefter at finde en kørestol til hende, men der var ingen chance for at hun ville kunne rejse sig op, hvilket jordemoderen heldigvis selv konstaterede ret hurtigt. Så vi besluttede os for at køre briksen med hende på derhen. Jeg hjalp med at køre den, da hjulet kørte skævt og hele tiden fik briksen til at ramme væggen, hvilket fremkaldte et irriteret udtryk i Cilles ansigt, et udtryk jeg kender ret godt.

Den næste times tid er ret utydelig i min erindring. Jeg husker ikke detaljer sådan som Cille gør, men jeg husker at vi blev introduceret for en ny jordemoder, og en assistent. At vi først befandt os i et rum, hvor Cecilie blev undersøgt, to gange, med få minutters mellemrum, og gik fra at være godt på vej, til nærmest at være i fødsel.
At hun kom over og ligge på en ny seng og at hun begyndte at tale mere, og at veerne på en måde slappede lidt af – Der var i hvert fald pauser imellem for første gang i nok 20 minutter eller længere.

Efter noget tid på den stue, som viste sig at være endnu et undersøgelsesrum, blev der nu givet grønt lys til at vi kunne gå hen til den rigtige fødestue. Desværre viste det sig at stuen ikke var klar til os, og igen var det som et bump på vejen fyldt med irritation. Vi stod og ventede på gangen i måske 10 minutter, måske 15, måske 2, jeg er ikke sikker, men det føltes som enormt lang tid, taget situationen i betragtning.

Da vi endelig kom ind på den rigtige stue ændrede stemningen sig en smule, den løsnede lidt op samtidigt med at spændingen steg.
På det her tidspunkt var klokken nok lidt over 23. Cecilie var relativt snakkesalig imellem veerne, og havde kræfter til at skifte til hospitalstøj.  En ny jordemoder kom til syne og vores nuværende jordemoder fortalte at hendes vagt var slut, og jeg var lige ved at blive tosset, da jeg i forvejen synes at der var pænt mange skift i både personer og lokationer, så da hun tog Cille i armen og sagde at hun ville blive til C havde født, blev jeg mere end lettet og ret taknemmelig.

Ikke længe efter gik fødslen for alvor i gang. Cille forsvandt igen ind i sig selv, og spurgte mange gange om hun snart måtte presse, hvilket hun ikke måtte, i hvert fald ikke de første 5-7 gange hun spurgte. Nu begyndte hun også at brokke sig lidt over at det gjorde ondt, faktisk for første gang, hvilket til den dag i dag imponerer mig helt vildt. Ikke at jeg har nogen anelse om hvor ondt det gør, men jeg har lade mig fortælle at det er voldsomt.

Da hun endelig fik lov til at presse, tog fanden ved hende, og jeg har vist aldrig hørt hende råbe så højt. Brøle nærmest. (og jeg har ellers hørt hende råbe ret højt, faktisk). Noget som jordemoderen bad hende lade være med, hvilket fik C til at brøle højere til at starte med, lige indtil hun fik føling med det og pressede (næsten) uden lyd.

På et tidspunkt blev der nærmest stille på stuen, eller en vedvarende lyd, som jeg ikke havde bemærket før forsvandt. Da den forsvandt, vidste jeg hvad det var. Det var Umas hjerte. Måske stoppede mit eget også i et øjeblik. Stemningen ændrede sig, ret drastisk. En læge blev tilkaldt, og jeg kunne se på min svigermor, der ellers via sit job har været med til mange mange fødsler, og selv har født tre børn, at hun blev nervøs, måske endda bange, så det blev jeg også.

Jordemoderens stemme ændrede sig, da hun roligt men meget bestemt fortalte Cecilie at det var vigtigt at få babyen ud i næste ve, samtidigt fortalte hun os at lægen ville tage barnet med sig, og at vi ikke ville få hende at se lige med det samme – her nåede jeg at tænke det værste. En følelse jeg ikke bryder mig om at tænke på, men heldigvis også en følelse der hurtigt forsvandt, for i næste ve pressede verdens sejeste kvinde verdens smukkeste pige ud, og mod al forventning græd hun, højt, og et fælles glædessuk gik gennem lokalet. Lægen nikkede pænt farvel og bakkede ud, mens vores lille pige lå i min kærestes arme. Helt perfekt, helt frisk og fuldstændig magen til sin storebror.

Lidt efter tog Cecilies mor hjem, hvem jeg i øvrigt er overlykkelig for var med. Det kan virkelig anbefales at have en ekstra person med som begge parter stoler på.

De næste timer tilbragte vi på hospitalet, høje af lykke og smadrede af udmattelse, nok mest C. Og da vi endelig fik grønt lys til at køre hjem highfivede vi og nærmest løb ud af døren med lille Uma, vidunderlige Uma.

Her ender Freelancers beretning. Tak fordi I læste med.

IMG_3947

10 replies
  1. Nanna C. J.
    Nanna C. J. says:

    Jeg sidder her med tårer ned ad begge kinder og glæder mig til at skulle føde igen om nogle år. Det er jo så fantastisk smuk en oplevelse. ❤

    Svar
  2. Tanya
    Tanya says:

    Hold nu kæft! Jeg tud brøler!!! Det gjorde jeg også da jeg læste din fødselsberetning, Cecilie. For jeg læste den, lige før jeg selv skulle føde. Og hold nu op en vild og hård ting, tænkte jeg den gang. Og så blev det min tur. Endnu vildere og hårdere end forventet! Puha! Nå, men altså, hvor smukt at Uma bare var helt fin og okay og lægen ikke skulle til.

    Svar
  3. Pernille Jensen
    Pernille Jensen says:

    Der fik jeg så lige lidt tårer i øjnene, da jeg læste sætningen… lille Uma, vidunderlige Uma. Tak fordi I deler det med os.

    Svar
  4. Louise
    Louise says:

    Jeg kan fandme godt forstå, at du har giftet dig med ham, Cecilie! Må man godt være lidt forelsket i ham – altså sådan på afstand og cyber-agtigt! Yay jeg er fan!

    Svar
  5. Sophie
    Sophie says:

    Tak! Tak! Tak! Tak, for både din og freelancers beretning. Jeg sidder i skrivende stund 4,5 mdr henne i min første graviditet, stor tuder og glæder mig til det er min egen tur til at opleve et sådan mirakel sammen med min kæreste! Så dejligt med et indblik i den virkelige verdens fødsler – tak for det 🙂
    – Sophie

    Svar
  6. Ida
    Ida says:

    “.. pressede verdens sejeste kvinde verdens smukkeste pige ud”, ej, det er næsten for smukt til at bære! Skøn beretning og tillykke igen – selvom det godt nok er mange måneder siden!

    Svar
  7. Line Rasmussen
    Line Rasmussen says:

    Fantastisk læsning – tak for det. 🙂

    Vi prøver heftigt at lave en lille baby for tiden – når den er der og vi skal forberede os til fødsel vil jeg be min kæreste læse begge indlæg. Synes det giver en meget fin fornemmelse af hvad faren kan komme igennem. Tak igen !

    Svar
  8. Nadja
    Nadja says:

    Så smukt! Tårerne triller ned af mine kinder – det bringer dejlige minder tilbage om dengang min dejlige dreng kom til verden 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *