Da Uma blev født – Freelancers fødselsberetning Del 1.

En del af jer har spurgt efter det her indlæg, og så er det noget jeg selv har glædet mig til. Grunden til forsinkelsen, 9 måneder for at være helt præcis, skyldes at jeg ikke selv har kunne skrive det. Eller, jeg har skrevet det, men det krævede spørgsmål, en masse tænketid, og en fortælling fra ham det handler om. Nemlig min mand. Her kommer første del af Freelancers fødselsberetning. Min kan du læse HER.

Torsdag d. 16. april 2015.

Jeg afleverede Otto i børnehaven om morgenen og da jeg kom hjem var Cecilie ikke stået op endnu. Der var mørkt i soveværelset og stemningen var ikke rar. Nogen var sur, nogen var rigtig sur. Jeg forsøgte mig med beroligende kommentarer, eller i hvert fald det jeg troede var beroligende. Men hvad jeg havde glemt lige denne dag, var at der ikke findes rigtige kommentarer til en gravid, der er gået over tid. Så sådan noget med at forsikre om at babyen jo nok skal komme ud inden for en overskuelig fremtid og at man skal huske at nyde den sidste tid, få det bedste ud af det -lissom. Men det skal man faktisk bare lade være med. I hvert fald begyndte min smukke, sure og lidt tykke kæreste nu at græde, mens hun dramatisk kastede sig ned i dynerne, hvæsede at jeg ikke anede hvad jeg talte om og til slut annoncerede at hun nok ville gå to uger over, og sikkert ville blive tvunget ud i et igangsættelsesforløb, og DET gad hun IKKE.

Jeg sagde til hende, at jeg godt kunne forstå at det måtte være hårdt, selvom jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, nok synes at hun var en anelse dramatisk. Særligt da en ammepude fløj igennem lokalet efterfulgt af et højlydt og skingert fnys.

Jeg satte mig ved min computer i rummet ved siden af, så hun ikke kunne se, at jeg fandt situationen mere komisk end alvorlig.

En times tid senere stod hun langsomt op og lignede nu en, der havde lidt mere mod på dagen. Lidt.

Jeg foreslog hende at hun skulle købe en masse slik og at vi kunne bruge resten af dagen på at se serier. Den ide bed hun på prompte, og da hun var vraltet afsted efter forsyninger, fik jeg besvaret mails og aflyst dagens eftermiddagsmøde.

Vi mørklagde stuen og redte op med dyner, gik ombord i det imponerende udvalg af guf, kun en højgravid kvinde kan indkøbe.
Jeg tror vi så Bloodlines, og ikke meget længere end en time eller to inde i vores marathon, begyndte hun at rykke på sig og virke utilpas. Føder du? Jokede jeg. Hun svarede at det nok bare var plukveer, da hun havde cyklet hurtigere end hun plejer. Men kort tid efter bad hun mig slukke for fjernsynet.

Vi blev enige om at lægge en plan. I det mindste at få afsat vores søn, hvis nu…
På vej ned til børnehaven ringede jeg til min svigermor og sagde noget i retning af at det muligvis ville blive i dag og at jeg ville aflevere Otto hos hendes mand, og at hun kunne tage med mig i samme omgang, da hun skulle være med til fødslen.

Børnehavebussen kom til tiden, heldigvis, for selvom jeg følte mig ret rolig, kunne jeg mærke at jeg helst ville være hos Cille, i tilfælde af at det ville gå stærkt.

Mine svigerforældre bor tæt på os, så det var en kort og nem tur i ladcyklen, og jeg fornemmede ikke at Otto fattede mistanke, han glædede sig bare til at være sammen med sin moster og morfar. Jeg afleverede ham ret hurtigt, men stadigvæk i et tempo, der ikke gjorde Otto mistænksom. Først da min svigermor og jeg var på vej tilbage til lejligheden, kunne jeg mærke at jeg begyndte at sætte tempoet op.

Vi kom hjem til Cecilie en lille time efter jeg var gået derfra, tror jeg. Hun lå på tværs i vores seng, med vådt hår og så koncentreret ud.

De næste timer tog veerne til, og nu var der ingen tvivl om at det ikke var falsk alarm. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe i min krop, og sommerfuglene i min mave. Jeg overværede Cille ligge i sengen, mens jeg tog tid på veerne med en veapp, der imellem tidstagningen kom med annoncer om alt fra rejser til datingtjenester.

Det var helt tydeligt at mærke hvordan C havde totalt kontrol over hver eneste ve. Hvilket var en kæmpe kontrast til da hun havde veer fem et halvt år tidligere med vores søn. Der var hverken panik, eller smerte at spore denne gang. Hun var bare skidesej. Efter en time eller to, begyndte hun at blive rastløs virkede det som om. Hun bevægede sig rundt og på trods af den ro jeg kunne fornemme hos hende, var det som om at der skulle ske noget, nu. Vi blev enige om at jeg skulle hente noget mad til os, mens hun stadigvæk kunne spise. Aldrig har jeg hentet pizzasandwich så hurtigt. Ligesom at jeg sjældent har set et menneske spise én så hurtigt som Cecilie gjorde. Jeg tror hun var bange for ikke at kunne spise den hele, da hendes første fødsel virkelig bar præg af at hun ingenting havde spist op til.

Eftermiddag var blevet til aften og nu var veerne så regelmæssige at Cecilie besluttede sig for at ringe til fødegangen. Da hun lagde på kunne jeg ane panik i hendes øjne. De havde sagt til hende at der ikke var plads på Hvidovre.
Jeg blev faktisk skidesur. Rasende nærmest. Men det holdte jeg for mig selv, og da min svigermor allerede var gået i gang med at berolige C, sprang jeg med på den version og vi sagde at det virkelig var det mindste, og at vi jo så bare måtte køre et andet sted hen.

Da de ringede fra Hvidovre og sagde at vi bare kunne komme, var lettelsen i Cs ansigt ikke til at tage fejl af, min var mindre tydelig udadtil, men indeni åndede jeg lettet op.

Jeg hentede bilen, smed den helt op på fortovet foran vores gadedør og gik op for at følge C ned. Vi nåede kun en etage eller halvanden ned, inden en ve tog ved hende. Hun havde en hånd på gelænderet og en arm om mig. Da døren fra gården går op og vi hører stemmer, prøver jeg at skærme af for hende, for jeg ved at hun i sådan nogle situationer slet ikke kan overskue andre mennesker. At det var vores nabo og en drukven, der begge uden tvivl havde givet den gas på en bodega, hjalp ikke på det. Hvor andre måske havde ladet os være i fred og nøjedes med et smil og et nik, var det ikke tilfældet for Flemming og co. De ville både sludre og hjælpe Cille. Til stor irritation for sidstnævnte. Jeg tror at de troede vi var på vej op, og de ville enormt gerne hjælpe med at få hende op ad trappen. Det var først da vi tvang os forbi dem, at de fangede at vi var på vej til hospitalet.

Da vi endelig sad i bilen, måtte jeg lige tage nogle dybe indåndinger, inden jeg satte den i gear, kørte den fra cykelstien til vejen og trillede ud af Vesterbrogade.

Cille havde ondt nu. Meget ondt. Der var flere gange, hvor jeg overvejede at holde ind til siden, men samtidigt var jeg bekymret for om vi var ved at have meget travlt, så i stedet satte jeg bare farten helt ned når veerne kom skyllende.

Da vi endelig nåede frem, var der ingen parkeringspladser ved indgangen. Jeg tilbød at sætte Cille og hendes mor af ved indgangen, men jeg nåede knap nok at færdiggøre sætningen inden det forslag blev slået ned med et lidt ondt blik fra den gravide i fokus.

Da vi endelig fandt et sted at holde, gik der praktik i den fra min side. Skulle tasken med? Hvad med autostolen? Jeg blev dog hurtigt distraheret, da min kæreste rakte armene ud efter mig og rystede på hovedet. Om hun var bange, eller bare havde ondt ved jeg ikke, men hun havde brug for at vi gik sammen. – Jeg tog tasken over skulderen og droppede autostolen. Nu gik vi mod indgangen, arm i arm. Med min svigermor bag os.

Vi fulgte skiltene og gik igennem de lange gange, spændte alle tre og lidt fjollede, især Cille. Imellem veerne snakkede hun, og kom med vittige kommentarer. Lige indtil vi nærmede os modtagelsen.

Her blev vi mødt af en kvindelig sygeplejerske, eller en jordemoder, en i kittel – Hun smilede til os og ventede på at vi skulle sige noget. Cille begyndte at tale, men kun i et sekund eller to, en ve afbrød hende, og høflig som hun er, løftede hun hovedet og undskyldte undervejs. Med rolig stemme bad kvinden i receptionen os om at tage plads i et lokale lidt længere nede ad gangen, hvor vi skulle vente på en jordemoder.

Der gik lidt tid, inden der kom nogen ind til os og det var ikke svært at fornemme på C at nerverne begyndte at tage til. Hun gentog hele tiden, at hun ikke håbede at de ville sende os hjem, næsten som om at hun ikke engang selv troede på at det var nu.

En jordemoder kom ind til os. Vi fortalte hende om veernes interval, mens hun undersøgte C midt i en ve.
Hun sagde at hun kunne mærke, det var nogle gode veer der var i gang og at vi skulle gå lidt rundt på hospitalet i en times tid, for at få dem til at blive ved.

I den time vi vandrede rundt på gangen, kom der for alvor skub i smerterne for C. Hun næsten forsvandt ind i sig selv, stillede sig med front mod mig, armene om min hals og lod sin vægt hvile på mig under veerne. Jeg havde ondt i ryggen flere dage efter, men den slags behøver man ikke sige, slet ikke til en kvinde, der har født et barn, så det lod jeg være med.

Da klokken slog 22, som var det tidspunkt vi havde aftalt med jordemoderen, kravlede C op på briksen, hvor et tydeligt smertehelvede begyndte. Hun rystede af kulde, og der var ikke længere kontrol over hendes vejrtrækning, eller hendes krop. Jeg holdte hende på skulderen og mindede hende om hendes vejrtrækning. Det hjalp en smule.

Da jordemoderen igen kom ind til os, måtte jeg og min svigermor svare på de fleste af de spørgsmål hun stillede, da C nu næsten var i en trance, som hun lå på briksen under jakker og tæpper, mens hun trak vejret hurtigt gennem munden.

Hun blev undersøgt igen, og selvom der ikke havde været den store udvikling på den time, sagde jordemoderen, at hun ville ringe til fødegangen og sikre sig, at der var plads til os.

Da hun forlod rummet, begyndte C at græde. Det føltes for os, eller mig i hvert fald, som om at det først var der, at det gik op for hende, at hun meget snart skulle føde. Sådan rigtigt.
Jeg forsøgte at berolige hende, da hun næsten virkede bange.
Jeg var ikke bange, men glad og spændt, det prøvede jeg at smitte hende med. Med lidt held tror jeg.
Hun genvandt kontrollen – heldigvis, for den næste halvanden time var fuldstændig vanvittig.

… 2. og sidste del, fra hospitalet, kan du læse HER

Skærmbillede 2016-01-20 kl. 12.54.04

12 replies
  1. Rutsje
    Rutsje says:

    Hahaaha kunne ikke lade være med at grine “Jeg havde ondt i ryggen flere dage efter, men den slags behøver man ikke sige, slet ikke til en kvinde, der har født et barn, så det lod jeg være med.” Klog mand, meget klog mand 😀 😀

    Svar
  2. Christina
    Christina says:

    Hvor er det bare vidunderligt at læse en fødselsberetning fra en far. Jeg er så vild med det her koncept.
    Jeg er på ingen måde gravid, men i weekenden, da jeg var hjemme ved mine forældre kom vi ind på fødsler og børn, der nævnte jeg henslægt, at jeg havde læst nogle fødselsberetninger på nogle af de blogs jeg læser, og “at det da kunne have været sjovt at læse den, hvor man selv var i fokus” – 1-2-VUPTI, så fandt min mor et gammelt ringbind og tror du ikke at hun for 24 år siden har lavet en fødselsberetning? Faktisk en beretning fra hun fandt ud af at hun var gravid indtil jeg er omkring 2 år. Det er SÅ sjovt at læse!

    Svar
  3. Bettina
    Bettina says:

    Nu har jeg læst en del fødselsberetninger de sidste par uger – jeg er selv sat til at føde i starten af april. Det er godt at se at alle kan have meget forskellige oplevelser. Men det er bare fedt at få en beretning fra farens synspunkt. Har fluks delt den med min kæreste 🙂

    Svar
  4. Anne
    Anne says:

    Så fedt! Og frygteligt at skulle vente til i morgen med resten. Godt at du HAR delt din oplevelse:-) Måtte lige læse den igen.

    Svar
  5. Isabella B. Pedersen
    Isabella B. Pedersen says:

    Sikke en cliffhanger, man sidder bare og venter på resten af historien! Behøver vi vente helt til i morgen?

    Svar
  6. Malene
    Malene says:

    Puha – med kun 10 uger til termin med nr. 2 sidder jeg og bliver helt svedt og lidt spændt (nervøs..?) ved tanken om alt det der en gang til – også selvom det kun er 1 1/2 år siden jeg gjorde det sidst! Fuck – hva’ pokker tænkte jeg på, da det virkede som en go ide, at blive gravid igen..?

    Svar
  7. Mai
    Mai says:

    Jeg har aldrig kommenteret på din blog før, men har været fast læser i en del år efterhånden (KLART den første blog jeg tjekker, når tiden er der – 100000 thumbs up til dig, bliv ved, og alt det der:)) – og hold nu fast hvor jeg både blev rørt og glad på samme tid samt kneb en tåre, da jeg læste dette indlæg. Om det er fordi min krop fortæller mig det snart er tid til at få en baby, eller fordi det bare er smukt skrevet, skal jeg ikke kunne sige – men hvor er det fedt med en mands fødselsberetning!

    Held og lykke med den sidste tid af barslen, og så glæder jeg mig til at se hvad du finder på i fremtiden 🙂

    Svar
  8. Mette
    Mette says:

    Ej åh. Nu sidder jeg med tårer, der presser sig på i øjenkrogene. Sikke en fin beretning, og hvor er det fedt at høre det fra dit (farens) perspektiv! Du lyder som en fremragende fødselsbuddy, må jeg sige!

    Jeg er selv pænt højgravid, og det er mit første barn. Jeg både frygter og ser frem til fødslen, og det er virkelig en gave at læse forskellige fødselsberetninger for bedre at kunne forestille sig sit eget fødselsscenarie. Så tak fordi I deler 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *