Hvilken træningstype er du?

Overskriften lyder næsten sponsoreret. It’s not. Men jeg synes det passede godt – Og når I når slutningen af indlægget tror jeg I er med. Og måske er du samme type som mig? (jeg tvivler)

Jeg er begyndt at træne i træningscenter, selvom jeg egentlig ikke er voldsomt begejstret for konceptet – Dog er jeg heller ikke begejstret for de saddeltasker beklædt med hud, der har sat sig på hver side af mine hofter, så nu skal det være. Jeg træner et par gange om ugen, nogle gange alene, andre gange med en  veninde. Det er et træningscenter med et noget broget klientel, med alt fra unge løbeagtige typer til ældre pensionerede mennesker. Der er ingen musik, og der kører DR1 på de to eneste fladskærme. Med andre ord er det meget nede på jorden, hvilket passer mit temperament så fint. Særligt efter udelukkende at have trænet hjemme, og som optakt til det træningsforløb jeg skal starte op på om nogle uger. Jeg har først fået nosset mig sammen til at bestille noget ordentligt træningstøj i denne weekend, så jeg træner fortsat i joggingbukser og tanktop, og ligner mere en der er på vej i seng, end en der skal ligge i planke.

Jeg har været afsted syv-otte gange indtil videre og på den tid har der været et par episoder, der klart er nævneværdige, for eksempel da vi havde meldt os på et hold, der viste sig at være specifikt til ældre mennesker, som jeg allerede har nævnt i en i øvrigt her på siden. Et andet eksempel er den formiddag tidligere på ugen, hvor der virkelig var run på det ældre klientel – De fleste var nok knap halvanden gang min alder. Derfor var der heller ingen ledige crosstrainere bagerst i lokalet, som egentlig er der jeg foretrækker at stå, så jeg snuppede den forreste række, fandt min nuværende go-to serie frem (når jeg altså ikke binger Gift ved første blik USA) ‘Transparent’ på min telefon, trykkede play og gik i gang med at træne. Til min store frygt var dette et afsnit, der i løbet af de første 5 minutter indeholdt to sexscener, og der stod jeg så, på min crosstrainer og så porno, med 6-8 plus 70-årige i ryggen. Jeg slukkede midt i den lesbiske scene og fandt Friends frem, og undgik i øvrigt al øjenkontakt da jeg forlod maskinen 30 minutter senere.

I går var jeg afsted igen, men jeg droppede Transparent, den er på en eller anden måde kun beregnet til hjemmebrug, og brugte i stedet noget af tiden på min crosstrainer på, at reservere bord på en pizzarestaurant.

Så there you have it, jeg er en pornoseende, nattøjsbærende, pizzaspisende træningstype.

IMG_2546

Fredagsfølger #2

I går var der hverken cocktails eller makeup på programmet. Tværtimod, faktisk. Jeg vågnede med et kuldeudslæt i ansigtet, der blev værre i løbet af dagen, og jeg var i det hele taget lidt underdrejet. SÅ en meget lidt glam fredag, hvilket jo faktisk også er ret realistisk her i firmaet.

Der var en hel del glade tilråb på Instagram, hvor I roste konceptet endnu engang. Tusind tak. Det er også sjovt for mig, men hvis I synes det var noget lort, så gad jeg nok ikke blive ved.

Sidste uges fredagsfølger kan I se HER. Og gårsdagens herunder – Komplet med rødt ansigt, en balladebaby og sofastener.
Og så kan jo kun sige virkelig meget tak til youtube for at vælge denne Thumbnail til videoen. Den er jeg glad for.

 

Noget om sponsoreret indhold og tiggeri

Jeg er privilegeret af helvedes til. I livet ja, men også her i den virtuelle verden. Jeg skal helt ærligt sige, at jeg får mange tilbud om samarbejde, sponsorater, ambassadøraftaler, gaver, m.v. Nogle bedre end andre. Godt betalte indlæg, dårligt betalte indlæg. Firmaer der vil have gratis omtale. Firmaer der tilbyder mig deres produkter billigere, hvis jeg skriver om dem (hvilket jeg stadigvæk undrer mig over. Hvem vinder lige i sådan en aftale? Ikke mig i hvert fald, og heller ikke de +40.000 af jer).

Jeg siger nej til noget der minder om 90% af alt det. Jeg har sagt nej til hotelophold, til spaophold, til træningstøj, køkkensager, til retning af tænder, restylane, til babyudstyr, kattegear, barberingsgrej, biler, og måske hundredvis af andre ting, nogle gange ting hvor mine veninder og min mand har set til med måben og spørgsmålstegn i øjnene. Jeg har også sagt ja til ting. Mange ting. Til tøj, som jeg selv har valgt, til Umas barnevogn (hvorfor alle billeder af denne altid er markeret som sponsoreret), til chokolade og en tur til Fårup sommerland. Jeg har aldrig, og her mener jeg aldrig, ’silent tigget’ om noget i form af blogindlæg. Jeg har modtaget gaver som jeg har skrevet om inden, måske tre gange i bloggens historie, men det har aldrig været formålet med de indlæg. Aldrig.

Jeg går meget højt op i at være ægte og reel på bloggen, sådan at I ved, at når jeg takker ja til sponsoreret indhold, er det eddermame noget jeg kan stå inde for. Derfor rammer det mig også når jeg bliver beskyldt for andet. Når mine intentioner bliver betvivlet og når jeg som i mit indlæg fra tidligere mere eller mindre bliver kaldt en tigger.

For et halvt år siden var jeg i dialog med tre rejseselskaber – en dialog jeg selv havde startet, da jeg håbede at vi måske kunne lave et samarbejde i forhold til en fed bryllupsrejse. Ikke et blog-samarbejde som man kender som sådan, men en større deal, hvor min mand også var en del af det – Forstået på den måde at han jo tager nogle ret gode billeder, og ovenikøbet kan lave film. Så jeg var ude i noget meget større end bare et par indlæg og så var det fint.
Det ene selskab takkede pænt nej, det andet kom med et konkret tilbud, som jeg ikke kunne se mig selv i, og det tredje viste interesse, men vendte aldrig tilbage. – Det er den eneste gang jeg har forsøgt at ’score’ en gratis rejse, som jo så faktisk på ingen måde ville være gratis, da den ville indebære en del arbejde fra min mands og min side. Når det så er slået fast, vil jeg gerne sige med øjenkontakt og hånden på hjertet, at indlægget fra tidligere udelukkende var ment som et hyggeligt indblik i vores rejsetrang, og en oprigtig interesse i jeres erfaringer. For jeg ved det sgu ikke. Jeg har rejst med Otto og Freelancer EN gang og det var til Tyrkiet i vores eget hus.

Jeg håber at denne lange smøre, som er skrevet med en ikke så rar følelse i maven og varme kinder, kan give et billede af hvordan jeg tackler alt det her og en gang for alle slå fast, at selvom jeg er mange ting, er tigger altså ikke en af dem.

Skærmbillede 2016-01-29 kl. 22.52.02

Rejsefeber: Florida Vs Californien Vs Portugal Vs Blank

Ligesom resten af landet har vi totalt rejsefeber pt. Mere end normalt føler jeg. Vi trænger til at komme væk, og til sol.
Som flere af jer måske bemærkede på Snapchat, brugte vi i går en hel aften på at søge efter rejser. Researche steder, tjekke flybilletter, nåhja og drikke rødvin. Jo mere vin, der kom indenbords jo mere rejsehungrende blev vi, og da vi trillede i seng langt over midnat, var det med tre destinationer i tankerne. Efter at have overvejet steder som Thailand, Mexico, Bali, Dubai og Maldiverne, der alle har vist sig at være aaaaalt for dyrt, særligt eftersom at vores budget er så godt som ikke eksisterende, begyndte vi at kigge på de åbenlyse og populære muligheder: De Kanariske øer. Jeg er en anelse anti Gran Canaria, ret meget uden at kunne forklare hvorfor, jeg har bare på fornemmelsen at det ikke er noget for mig – Til trods for at jeg kun har været der en enkelt gang, for 7-8 år siden, med Freelancer i øvrigt.
De resterende øer i samme kategori kender jeg intet til, og jeg synes det er vildt svært at skabe sig et overblik. Stille og roligt begyndte vi da også bevæge os lidt væk derfra, for at se på alternativer. Jeanett havde fortalt mig at de planlægger et getaway til Madeira, Portugal, så det undersøgte vi også nærmere, længe, og det ser skide smukt ud, så den er kommet på listen. Det eneste, der trækker ned er, at det åbenbart er ret regnfuldt lige nu og at der vist er lidt køligt, omvendt er alt over 15 grader virkelig tiltalende.

Frelancer kunne ikke helt slippe ideen om en bungalow på en strand i Thailand. En tanke jeg slap da jeg så priserne på flybilletterne i den periode vi kan tage afsted (mellem d. 10 og 21. feb – Vinterferietyperne lissom’), så vi kiggede lidt nærmere igen, men måtte endnu engang strege Thailand ud.

Efter tre glas rødvin tjekkede jeg lidt i sjov flybilletter til Los Angeles, og fandt ud af at vi kan komme afsted 12 dage, hele banden for det samme som hvis vi skulle til førnævnte Madeira. Vi har længe talt om at skulle til LA, da vi kender folk der, og da det er et sted Freelancer bruger meget tid – og gerne vil vise os. Også selvom han ikke er super begejstret for byen.

Et glas vin senere og pludselig fandt vi billetter til Miami, Florida, også til ‘billige’ penge, dog passer datoerne lidt åndssvagt, men hvor der er vilje er der vej.

Med de der 4 glas vin i blodet, var jeg så godt som på vej afsted til Miami (Welcome to Miami), men efter lidt snak i mørket, punkterede vi den også lidt igen og begyndte igen at tale Madeira.

Forvirret? Også mig.

Nu er status følgende: Omkring d. 10. februar smutter vi til…
Vi aner det ikke.
Hjæææælp.
Jeg så at den gode fru Lange bad sine læsere om hjælp til noget lignende, og nu gør jeg altså det samme. For jeg aner ikke hvad vi skal gøre. Erfaringer, ideer, tanker, forslag, alt, HIT me. Please.

Og jeg har sgu lavet en afstemning, for at holde det simpelt.
Kommentarer er også meget meget meget velkomne.

Hvor skal sneglefamilien hen?
Miami, for helvede!
Los Angeles, selvfølgelig.
Helt klart Madeira
Ingen af delene. Bliv dog hjemme.
Ingen af delene – Jeg ved hvor I skal hen! (Skriv kommentar)

Poll Maker

 

Klemmer det sidste ud af min barsel

… På mandag starter Uma i vuggestue. Hvilket vil sige, at i dag og i morgen er vores sidste barselsdage sammen, sådan helt rigtigt. Jeg tager mig selv i at mimre en smule over det. Snuse hende lidt ekstra i håret, og få lidt blanke øjne i tide og utide.

Jeg har virkelig nydt min barsel, helt vildt. Det er nok ikke sidste gang, at jeg skriver om den, da jeg jo har en lille måneds tid tilbage før den for alvor er slut og der går rigtig hverdag i den. Men jeg har virkelig fået det bedste ud af den. Det eneste jeg virkelig godt gad, at vi havde fundet tid og penge til, var en rejse. Men nu blev det til et bryllup i stedet for, og det er sgu også i orden.

Jeg har ikke været i mødregruppe, og jeg har heller ikke okset rundt til aktiviteter på samme måde som jeg gjorde med Otto. Selvfølgelig fordi at mit liv og situationen er en helt anden nu. Men også fordi at jeg virkelig har nydt bare at være.

Efter nogle hektiske år med fuldtidsarbejde (plus lidt ekstra) og run på, har det virkelig været fuldstændig fantastisk at trække stikket og bare skrue helt ned på laveste blus. Dermed ikke sagt, at der også har været rastløshed og kedsomhed, men det har været tåleligt hele vejen igennem, og det har været et bevidst ønske om at det skulle være sådan.

Mandag er første dag i vuggestue. I en vidunderlig institution jeg er vild med. På samme stue som Otto gik, og endda med samme pædagog i front for indkøringen. Jeg er helt tryg og slet ikke i tvivl om, at det bliver et hit for alle parter.

For nu nyder jeg lige lidt ekstra at det bare er mig og Uma.
Jeg har skrevet lidt om min barsel og det der med netop at tage den med ro ovre på Børn i byen, hvis I har lyst til at læse det.

Image-1(5)

Tror du på skæbnen?

Jeg tror ikke på skæbnen i den forstand, at der er en forudbestemt mening med de ting vi oplever. Tværtimod tror jeg at man selv er herre over mange ting. Omvendt tror jeg i den grad på at der er en mening med nogle begivenheder, eller i hvert fald at man skal se på det sådan. Hvis et job glipper, eller et forhold går i stykker, så tror jeg det er mere end sundt at (når man er færdig med at være vred, det skal man også) se det som noget positivt. – At der måske er en mening med galskaben i den forstand, at man nu har en oplagt mulighed for at udvikle sig og få noget endnu bedre ud af sin situation.

Jeg har sagt det før, at jeg ærlig talt tror at det at Freelancer og jeg gik fra hinanden dengang, har været noget af det allersundeste for mig, selvfølgelig er der nogle detaljer som jeg virkelig godt gad at have været foruden, men den store lektion i det kapitel af vores liv er at vi har udviklet os helt vanvittigt. Lært os selv at kende og kunne forelske os på ny.

Jeg tror på at tilfældigheder, har alt, eller i hvert fald rigtig rigtig meget at gøre med hvordan vores liv former sig.
Hvis Freelancer aldrig var blevet lokket med på bar af vores fælles ven den onsdag aften, havde jeg måske slet ikke mødt ham.
Havde jeg været lidt mere skarp i min udregning i forhold til min egen krop forrige sommer, havde Uma måske slet ikke været her.
Var jeg ikke mødt op til den første dag på HF, som jeg kraftigt overvejede ikke at gøre, da jeg havde et job, var jeg ikke kommet i gruppe med Rachel, og vi var sikkert ikke blevet veninder. Hun havde ikke mødt sin mand, og jeg havde ikke haft Nanna i mit liv.
Måske var jeg aldrig begyndt at blogge.

Sådan kan man blive ved.

Havde mit liv set anderledes ud, havde jeg sikkert også kunne analysere det. Hvis jeg var blevet forelsket i en anden, havde jeg måske skrevet noget ala ‘Tænk, hvis Freelancer ikke var smuttet, og jeg aldrig havde mødt …’
– Sådan kan man fundere over sagerne længe, og det er ret fascinerende når man først går i gang.

SÅ selvom jeg naturligvis er overbevist om at Freelancer er min soulmate og at det selvfølgelig altid har ligget i kortene at jeg ville få de børn jeg har fået, fået de veninder jeg har, og så videre, andet er for underligt at tænke på, så er det alt sammen faktisk bare på grund af tilfældigheder. Fantastiske, nogle gange hårde, men ikke mindst vigtige finurlige tilfældigheder.

 

nanrachcec

I øvrigt #38

 

  • Har WordPress lige slettet hele dette indlæg, eller det oprindelige. Hvilket fik mig til at råbe din store idiot af min computer.
  • Tænker jeg altid på Chewbacca når jeg ser Mikkel Hansen. De ligner på en eller anden måde hinanden.
  • Tilbragte de voksne i huset størstedelen af i går med at sukke om kap og slupre saftevand i os.
  • Er kvalmen nu aftaget, hvilket jeg fejrede ved at inhalere en halv pose krydderboller med pålægschokolade til morgenmad
  • Starter Uma i vuggestue på tirsdag. Altså om seks dage. Altså fuck.
  • Havde jeg det ret vildt over lyssætningen på toiletterne på Geist i fredags. Og med to drinks i blodet fik jeg taget pinligt mange selfies.
  • Skal folk holde kæft med frikadeller nu.
  • Ønsker jeg mig brændende Den spanske stol af Børge Mogensen, men også en ferie. Og det er lidt enten eller. Eller faktisk bare slet ikke pt. Hvem har set mine penge?
  • Forstår jeg ikke hvorfor der ikke findes pæne(re) kattebakker?!
  • Burde jeg virkelig gå ned og træne. Især efter at jeg i går kom til at kigge på Mathilde Gøhlers instagramprofil.
  • Sover vores kat som et menneske. – På ryggen eller siden, hvilket ser både absurd og virkelig nuttet ud.
  • Har jeg flere gange tænkt, apropos de der frikadeller folk skal holde kæft med, at jeg personligt synes at institutioner skulle servere vegetarisk mad for børnene, så man som forældre selv kunne justere deres kødindtag. Lidt ligesom med sukker. Men den slags skal man ikke sige for højt, i hvert fald ikke, hvis man ikke er super pjattet med at diskutere. Det er jeg ikke. Er mest bare træt.
  • Glemte jeg forældremødet på skolen i torsdags. Og kom først i tanke om det da referatet blev sendt ud dagen efter. Helt ærligt. Kommer der snart nogle voksne?

Skærmbillede 2016-01-26 kl. 10.08.03

Kvalmelukket

Jeg har så meget kvalme på nu andet døgn, at jeg i går havde få øjeblikke, hvor jeg nåede at tænke, om jeg mon kunne være gravid.
For nogle timer siden begyndte Freelancer at kaste op. Og han er vist ikke gravid, så vi er nok bare ramt af det der hedder bræksyge.
Selv er jeg (for nu) sluppet med kvalme og svimmelhed, men nok til at jeg ikke helt kan finde skrivegejsten frem – indtil videre er det eneste der står på det ‘I øvrigt’ indlæg jeg ville skrive til jer i aften, at jeg synes Mikkel Hansen ligner Chewbacca.
Så jeg lukker ned for computeren og satser på at gøre det samme med mine øjne. Har på fornemmelsen at søvn er en god ide, da det ikke skulle undre mig, at de yngste medlemmer af familien også begynder at løbe over indenfor det næste døgns tid, og med min mands tilstand taget i betragtning, er det mig der er den.

Vi ses på den anden side…

design

Fredagsfølger #1

I går forsøgte jeg mig jo for første gang med førnævnte nye koncept: Fredagsfølger.
Det gik da meget godt! I var mange der fulgte med på Snapchat kan jeg se, så det bliver med garanti ikke sidste gang jeg gør det.
Jeg havde jer både med hjemme, på tur, på shopping, på kagejagt, på restaurant, på Sunday (!) og på køretur i Niholaen. Mega hyggeligt og sjovt, for mig i hvert fald.

Som lovet poster jeg også lige gårsdagens ‘Snap Story’ herinde. Den får I at se herunder, og næste gang husker jeg lige at vende telefonen, så filmen ser rigtig ud herinde også. Ha’ nu et fabelagtig lørdag!

https://www.youtube.com/watch?v=AWHiqp3qg4A

Da Uma blev født – Freelancers fødselsberetning Del 2

Læs første del HER.

Veerne tog til og det var næsten umuligt at få kontakt til Cille. Det lod til at hun havde en lang ve, uden pause.
Minutterne gik og jordemoderen kom ikke. Jeg besluttede mig for at hente hende, da det tydeligvis var tæt på uudholdeligt for C. Jeg gik ned til skranken ved indgangen, hvor vi en times tid inden havde meldt vores ankomst. Jeg var irriteret, da jeg følte at de lidt havde glemt os, også selvom der måske kun var gået ti minutter. Mens jeg talte med damen i receptionen kom jordemoderen fra før gående og jeg vinkede hende med mig. Jeg husker ikke præcis hvad jeg sagde, men noget ala at hun vist godt kunne få fat i den fødestue.

Hun lyttede til mig, men jeg tror måske ikke helt at hun var forberedt på den tilstand Cille var i på det tidspunkt, ikke før hun så hende. Da vi kom ind i rummet, lå Cille på siden, stadigvæk med jakker over sig. Hun sagde en vedvarende lyd, en nynnende jamren næsten og var svær at komme i kontakt med. Jordemoderen begyndte at stille hende spørgsmål, men opgav ret hurtigt. Hun ringede nu (endelig) til fødegangen, og bad om ‘en stue til en andengangs fødende, der har travlt’. Hun spurgte først om Cille kunne gå, foreslog derefter at finde en kørestol til hende, men der var ingen chance for at hun ville kunne rejse sig op, hvilket jordemoderen heldigvis selv konstaterede ret hurtigt. Så vi besluttede os for at køre briksen med hende på derhen. Jeg hjalp med at køre den, da hjulet kørte skævt og hele tiden fik briksen til at ramme væggen, hvilket fremkaldte et irriteret udtryk i Cilles ansigt, et udtryk jeg kender ret godt.

Den næste times tid er ret utydelig i min erindring. Jeg husker ikke detaljer sådan som Cille gør, men jeg husker at vi blev introduceret for en ny jordemoder, og en assistent. At vi først befandt os i et rum, hvor Cecilie blev undersøgt, to gange, med få minutters mellemrum, og gik fra at være godt på vej, til nærmest at være i fødsel.
At hun kom over og ligge på en ny seng og at hun begyndte at tale mere, og at veerne på en måde slappede lidt af – Der var i hvert fald pauser imellem for første gang i nok 20 minutter eller længere.

Efter noget tid på den stue, som viste sig at være endnu et undersøgelsesrum, blev der nu givet grønt lys til at vi kunne gå hen til den rigtige fødestue. Desværre viste det sig at stuen ikke var klar til os, og igen var det som et bump på vejen fyldt med irritation. Vi stod og ventede på gangen i måske 10 minutter, måske 15, måske 2, jeg er ikke sikker, men det føltes som enormt lang tid, taget situationen i betragtning.

Da vi endelig kom ind på den rigtige stue ændrede stemningen sig en smule, den løsnede lidt op samtidigt med at spændingen steg.
På det her tidspunkt var klokken nok lidt over 23. Cecilie var relativt snakkesalig imellem veerne, og havde kræfter til at skifte til hospitalstøj.  En ny jordemoder kom til syne og vores nuværende jordemoder fortalte at hendes vagt var slut, og jeg var lige ved at blive tosset, da jeg i forvejen synes at der var pænt mange skift i både personer og lokationer, så da hun tog Cille i armen og sagde at hun ville blive til C havde født, blev jeg mere end lettet og ret taknemmelig.

Ikke længe efter gik fødslen for alvor i gang. Cille forsvandt igen ind i sig selv, og spurgte mange gange om hun snart måtte presse, hvilket hun ikke måtte, i hvert fald ikke de første 5-7 gange hun spurgte. Nu begyndte hun også at brokke sig lidt over at det gjorde ondt, faktisk for første gang, hvilket til den dag i dag imponerer mig helt vildt. Ikke at jeg har nogen anelse om hvor ondt det gør, men jeg har lade mig fortælle at det er voldsomt.

Da hun endelig fik lov til at presse, tog fanden ved hende, og jeg har vist aldrig hørt hende råbe så højt. Brøle nærmest. (og jeg har ellers hørt hende råbe ret højt, faktisk). Noget som jordemoderen bad hende lade være med, hvilket fik C til at brøle højere til at starte med, lige indtil hun fik føling med det og pressede (næsten) uden lyd.

På et tidspunkt blev der nærmest stille på stuen, eller en vedvarende lyd, som jeg ikke havde bemærket før forsvandt. Da den forsvandt, vidste jeg hvad det var. Det var Umas hjerte. Måske stoppede mit eget også i et øjeblik. Stemningen ændrede sig, ret drastisk. En læge blev tilkaldt, og jeg kunne se på min svigermor, der ellers via sit job har været med til mange mange fødsler, og selv har født tre børn, at hun blev nervøs, måske endda bange, så det blev jeg også.

Jordemoderens stemme ændrede sig, da hun roligt men meget bestemt fortalte Cecilie at det var vigtigt at få babyen ud i næste ve, samtidigt fortalte hun os at lægen ville tage barnet med sig, og at vi ikke ville få hende at se lige med det samme – her nåede jeg at tænke det værste. En følelse jeg ikke bryder mig om at tænke på, men heldigvis også en følelse der hurtigt forsvandt, for i næste ve pressede verdens sejeste kvinde verdens smukkeste pige ud, og mod al forventning græd hun, højt, og et fælles glædessuk gik gennem lokalet. Lægen nikkede pænt farvel og bakkede ud, mens vores lille pige lå i min kærestes arme. Helt perfekt, helt frisk og fuldstændig magen til sin storebror.

Lidt efter tog Cecilies mor hjem, hvem jeg i øvrigt er overlykkelig for var med. Det kan virkelig anbefales at have en ekstra person med som begge parter stoler på.

De næste timer tilbragte vi på hospitalet, høje af lykke og smadrede af udmattelse, nok mest C. Og da vi endelig fik grønt lys til at køre hjem highfivede vi og nærmest løb ud af døren med lille Uma, vidunderlige Uma.

Her ender Freelancers beretning. Tak fordi I læste med.

IMG_3947