Fire børn.
Om under tre måneder er det virkelighed herhjemme.
Fuck.
Jeg glæder mig jo, selvfølgelig gør jeg det. Det gør vi allesammen. Og de fleste dage er det da også med både ekstase, forventningsglæde og spænding, at jeg ser frem til at møde det lille liv, der skal berige vores. For jeg synes det er fedt at få børn, at være mor og at have min familie. Det gør jeg.
Det er bare… Vildt altså.
Mor til tre. Fire, hver anden weekend.
Har vi råd, har vi plads, har vi overskud ???
Svarene kender jeg jo. Plads og råd, skal vi nok kunne klare. Måske med lidt halve løsninger til at starte med, men sådan er det vel for alle, uanset antal af børn. Overskud kommer det sikkert i visse situationer til at halte lidt med, men i det store billede, så selvfølgelig. Man elsker jo heldigvis de der børn man får, ret så ægte, hvilket giver en en slags superkræfter – Resten kan klares med kaffe og romkugler, har jeg erfaret.
Jeg hører ind imellem mig selv være lidt for glad i låget, når jeg fortæller folk om vores udvidede børneflok, nok særligt for at undgå reaktioner som dem her, for hvis jeg siger, at jeg nogle gange får et sug i maven over fremtiden, at jeg lige pt faktisk slet ikke synes det er særlig fedt at være gravid – For jeg har faktisk lige været det. For to år siden – At jeg nogle gange godt kan tænke, at det jo lige var blevet så nemt og rart og godt, og at tanken om at skulle forlænge perioden med bleer, sprukne bryster, efterveer, tabt nattesøvn, m.m. kan være en anelse skræmmende. Hvis jeg siger det højt, hvad så? Vil jeg så blive dømt, vil det blive opfattet som at jeg ikke glæder mig, eller måske at jeg slet ikke fortjener at skulle være mor, igen. At der faktisk findes mange derude, som ville elske at få mange børn, eller bare et enkelt barn, men som ikke kan.
Jeg kan faktisk blive helt irriteret på mig selv, når jeg mærker tvivlen, eller skal vi kalde det betænkelighederne over at skulle være en storfamilie. At det jo er en gave, for fanden, så hvad skal alle de nedslående tanker, om alt det vi pludselig måske ikke kan, om det jeg muligvis går glip af, alle de ting, som jeg selv tager mig selv i, at ryste på hovedet over, når de der (enkelte ikke alle) folk uden børn, får det til at lyde som om, at det at få børn er lig med jordens undergang. Alt det der skal nås og opleves og udleves, inden, for børn fucker jo alt det op! Gu gør de ej. De gør det noget værd. Også en treer, en firer eller en femmer…
Det ironiske ved alle de tanker, jeg gør mig netop nu, er, at jeg gik igennem mange af de samme følelser og overvejelser for to år siden, da det var Uma jeg bryggede på. Og sikkert også for otte år siden, da det var Otto – Dengang var det bare nogle andre ting, der også fyldte.
Og nu… Er det jo det mest naturlige, vidunderlige og berigende nogensinde. Et liv uden Uma? Uden Otto? Og uden Leo? Nej tak. Jeg VED godt, at jeg får det på samme måde med hende her fidusen, der pt skvulper rundt under mit maveskind, jeg ved godt, at det er helt naturligt at tænke de tanker jeg gør, og at det ikke gør mig til et monster. Jeg ved godt, at det bliver godt.
Men det er meget rart, også at sige bekymringerne højt. At mærke en let panik sprede sig, men alligevel kunne rationalisere sig nogenlunde frem til, at det faktisk er verdens bedste ide, selvom det bliver en mundfuld til tider. Selvfølgelig. Det er jo alle de kontraster, der gør det lækre, så ekstra lækkert. Uden nedture, ingen opture og alt det der. Og nu vil jeg holde min kæft lidt. Ikke mukke mere over, at jeg i dag vågnede med væske i underbenene, øm krop, sur mund og tunge tanker, men i stedet glæde mig over, at vi gør det, at min krop trods alt tager det ok pænt, og at hormonerne, som klart er skyld i en hel del af humørsvingningerne og de store tanker, heldigvis forsvinder sammen med de ekstra kilo og ømheden om nogle måneder. Og så vil jeg gøre klar til at lave konfekt med Otto, når han kommer hjem fra gåtur med sin far. Lad os kalde det; Marcipan-terapi!
På denne allersidste dag, efter endnu en søvnløs nat, vil jeg først og fremmest drikke den kaffe jeg netop har hentet med ind i sofaen, hvor drengene sidder med en iPad mellem sig, begge iført skjorter og glimmerbutterflies, helt spændte og klar til nytår. Om lidt vil jeg så fremtrylle en ordentlig omgang cheesecake, pynte op med de serpentiner Otto nøje har udvalgt til anledningen, og som katten sikkert kommer til at have en fest med. Jeg vil dække vores bord med guldservietter og knallerter. Sende drengene i gården med deres far og en håndfuld knaldperler. Tage noget festligt, men behageligt tøj på, lægge en pæn makeup og forhåbentlig filme det og dele med jer, for det har jeg jo faktisk lidt lovet. Der skal laves mad. Børnene har bestilt blinis til forret, kartofler med sovs til hovedret, og cheesecake til sidst. Og så vil der selvfølgelig blive serveret chips og juice-cocktails ad libitum.
