Vores nytårsplaner 2015/2016

Som dem af jer der har fulgt med igennem årene, sikkert allerede ved, er den 31. December ikke min yndlingsdag, eller aften nærmere.
Jeg kan blandt andet ikke klare, hvordan en overvejende stor del af befolkningen lader til at drikke sig fra sans og samling, te sig vanvittigt og tilmed gøre det med fyrværkeri i hænderne.
Jeg hader forventningerne (ikke mine, de eksisterer ikke), det opskruede, hovedet under armen mentaliteten der opstår og i særdeleshed fyrværkeri. Jeg hader lyden, og jeg hader at være i nærheden af det. Kigger gerne på det indefra, men det er med et ubehageligt sug i maven. Og jeg skal ikke ud i det, overhovedet.

Sidste år gik vi små 500 meter hjem med Otto på armen, og selv den korte distance var modbydelig at gå hjem i med en fem-årig i Freelancers favn og en lillebitte baby-Uma i min mave. Brændende skraldespande, fyrværkeri flyvende om ørerne, og en overflod af stive idioter. Det var skrækkeligt.

Jamen så bliv da hjemme tænker du måske. Oh, I Will.

Der var jo ellers planer om et nytår ude af landet, i en svensk skov med nogle gode venner, men på grund af et das og noget lidt for sen planlægning gik den ide i vasken. Der har siden været nogle forskellige invitationer, gode invitationer, og ikke mindst en del overvejelser, men vi bliver altså hjemme. Af flere årsager.

Jeg har længe allerhelst bare ville holde nytår hjemme, så jeg har virkelig presset på, og samtidigt giver det mest mening i år, af flere årsager: Der er fuldt hus med både vores fælles børn, bonusLeo og så er der det nyeste firbenede medlem af familien, der har tilbragt det meste af sin tid i sit nye hjem under vores seng og i min armhule, med andre ord er det sikkert det helt rigtige at blive hjemme.

Dermed ikke sagt at vi ikke går op i sagerne. Altså når jeg siger vi, mener jeg primært børnene, der har talt om bordbomber og nytårshatte i et væk. Så vi går all in med 3-retters, serpentiner, stjernekastere og Netflix-nytår, sidstnævnte er i øvrigt decideret genialt – Netflix har lavet nedtællingsfilm som man kan vise ungerne og dermed fejre nytår og komme i seng inden midnat – Mega snyd. Lige noget for os.

Jeg håber, I alle får en vidunderlig aften, om I så er derhjemme, til feeeest, eller noget tredje. Pas på jer selv, og andre. Det er bare en ganske almindelig aften, til forskel fra dagen derefter, der jo slet ikke gælder. Nåhja, og pas på de stygge andendags tømmermænd.

Hvis vi ikke ses inden, så rigtig godt nytår og tak for et fabelagtigt 2015.

Skærmbillede 2015-12-15 kl. 10.19.38

 

6 replies
  1. Jeannette
    Jeannette says:

    Man kan ikke sige andet end at du har haft det mest fantastiske 2015, og det har været skønt at følge jeres lykke på sidelinjen. Dejligt at vide at kærligheden findes derude når man ikke selv har haft det mest fantastiske år i sit liv. MEN så bliver 2016 måske mit år… har allerede besluttet at ét af mine nytårsfortsætter skal være STAY POSITIVE! Så tror jeg bestemt man er godt på vej…

    Godt nytår til dig og din kære familie 🙂

    Svar
  2. Katrine Anna
    Katrine Anna says:

    Det lyder helt vildt dejligt! En aften i kærligheden og hyggens tegn. Det havde jeg klart også valgt! Husk at pas på den firbenede. Vores blev MEGET bange for fyrværkeriet, og selvom han kom på et badeværelse med musik rystede han og var en bange lille mus. Så måske i skal have noget sovemiddel i baghånden eller noget?
    Godt nytår! <3

    Svar
  3. Katrine O.
    Katrine O. says:

    Godt nytår til dig… 2015 har da været fabelagtigt 🙂 Vi bliver også hjemme…der giver mest mening med to børn, hvor den mindste er 2,5 mdr. Vi får to vennepar til middag, hvor det ene par også har et barn. Så vi skal hygge med god mad og kigge ud på det flotte fyrværkeri på Sønder Boulevard fra vores stuevindue 🙂 I må have en skøn aften med børn og kattekilling på jeres del af Vesterbro 🙂

    Svar
  4. E
    E says:

    Åh, det lyder som den hyggeligste og allerbedste nytårsaften! Jeg ønsker jer alle en dejlig aften!

    Jeg har det på PRÆCIS samme måde som dig. Jeg HADER fyrværkeri, og min elskede lille hund er også rædselsslagen og ligger rystende og pibende under trappen hele natten (og dagene op til….. og efter…..). Jeg fatter simpelthen ikke folks trang til det…… ligesom jeg ikke fatter folks forventninger til nytårsaften. Jeg kan slet ikke se, hvorfor den aften er så meget anderledes end andre aftener.
    Jeg har selv bundet mig til en fest, som jeg egentlig ikke har lyst til… ville langt hellere være hjemme og hygge om min lille hund og min elskede bedsteforældre, der skal sidde derhjemme alene. Forhåbentlig kan jeg være sejere til bare at følge mit hjerte og egen lyst næste år.

    Med ønsket om alt det bedste for dig og din familie. Godt nytår og tak for en dejlig blog og især tak for dine personlige indlæg <3

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *