Sårbarhed er ingen sag

I hvert fald ikke når det bliver modtaget af mennesker som jer. Tak fordi at I gjorde gårsdagens indlæg til en god oplevelse. Det er altid en anelse angstprovokerende sådan at krænge sit inderste ud, særligt til offentlig skue. Jeg havde både hjertebanken og en seriøs klump i halsen efter at have udgivet indlægget, der både tog tid at skrive og at overveje om jeg overhovedet ville have ud. Det er jeg glad for at det kom. Jeg er også positivt overrasket og glad for at der er forståelse for at mobning og psykisk misbrug er seriøst, også selvom det ‘bare er børn’, hvilket var den opfattelse og skuldertrækken mine forældre mødte fra de voksne på skolen, da jeg endelig turde sige højt derhjemme, hvad der foregik. Børn er børn, ja, men det er også i de år at de bliver til mennesker. Og selvom jeg nu er voksen og godt kan se, at der var tale om et, måske to børn, som havde det svært selv og lod det gå ud over mig, sammen med deres lille hær af usikre pre-teens, var jeg dengang overbevist om, at det var mig den var helt helt helt gal med, virkelig. Jeg følte mig forkert, dum, for grim til at leve, uønsket. Det var jo det de sagde, og de ord sidder sgu fast, længe. Seriøst, selv da jeg arbejdede som model tvivlede jeg på om jeg var pæn, eller om det hele bare var en joke. Jeg betvivler altid folks intentioner. Selv mine tætteste veninders kærlighed til mig kan jeg i svage øjeblikke tvivle på. Stadigvæk.

Så ja, det er ‘bare børn’ og lige præcis derfor er det så alvorligt, og derfor skal vi de voksne gøre noget, træde ind, og vise hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er.

Tak igen, fordi I læste med og især tak til jer, der selv har fortalt jeres historie, både i kommentarerne i forrige indlæg og på mailen. Jeg har læst det hele og hylet med jer. Rødvin, kram og hindbærsnitter til jer.

 photo FullSizeRender26_zpsxt8nswqo.jpg

12 replies
  1. Betina
    Betina says:

    Du er et utroligt smukt menneske. Udenpå ja – det er tydeligt for enhver. Men allemest skinner det rigtig meget igennem, hvor smuk du er inden i. Med ærlighed og omsorg lukker du os hver dag ind i dit liv. Et helt almindeligt liv – med skelletter i skabet, sårbarhed og uden filter. Ikke et glansbillede men den ægte vare. Det respekterer jeg – og det gør mig tryg ved at læse med.

    Jeg spejler mig især meget i dine indlæg om Otto. Jeg har selv en dreng – der er lige sådan. Og jeg er selv lige sådan. Sårbar, sensitiv og meget modtagelig for alt med alle antenner ude. Tager alt ind og føler alt. Man lærer at leve med det og navigerer i det. Alfa omega er – man har en mor som dig i ryggen. En der virkelig SER en og en som virkelig LYTTER. En som mærker sin egen usikkerhed men som gør alt for at skabe den sikre, trygge havn. Basen Otto altid har og kan søge tilbage til.

    Tro på det du gør er det rigtige og tro på Otto. Han er tryg og han ved, mor har hans ryg.
    No matter what 🙂

    Svar
  2. Karina Simonsen
    Karina Simonsen says:

    Har bare lyst til at sende dig et stort knus! Hvor er det godt, du er så bevidst om, at dine følelser ikke skal direkte videre til din søn – for hvor var det nemt at smitte, når han er så god til at mærke sig og verden omkring sig (sensitiv med andre ord). Gode ord både i går og i dag. Får lidt vand i øjnene ved tanke om de børn, der har det svært – inkl. dig for år tilbage.

    Svar
  3. Line
    Line says:

    Hej Sneglscille.
    Jeg har netop læst dit forrige indlæg og dette. Virkelig flot skrevet!
    Jeg kan slet ikke forstå at du er blevet mobbet, hvilket måske er endnu et bevis på, at mobning desværre ofte rammer vilkårligt. Du er en fantastisk inspirerende person for mange herude på den anden side af skærmen! Det bør du bare lige vide 🙂

    Svar
  4. Birgitte
    Birgitte says:

    Jeg læste indlægget igår aftes og mobning er skadeligt og så skammer man sig. Som offer skammer man sig altid. Dén der skam.
    Tak fordi du deler, for skaderne fra mobning skal ikke skammes i skjul. Vi skal være bevidste om det og turde tage det op.
    Meget, meget modigt af dig.

    Svar
  5. Nina
    Nina says:

    Det er bare så vigtigt, at få fortalt voksne, igen og igen – hvor alvorlige konsekvenser mobning har, for de børn der bliver udsat for det.

    ‘De er bare misundelige…’ eller ‘Bare lad som ingenting, så holder de op…’ er klicheer der stadig huserer hos nogle voksne. Otto er heldig, at han har en opmærksom mor, der forstår hans følelsesliv.

    Og må jeg i den forbindelse lige pippe om Børns Vilkårs Børnetelefon og især også deres Forældretelefon, hvor forældre som ikke lige ved hvordan de bedst hjælper deres børn, kan ringe ind og få anonym rådgivning. Det er så vigtigt, at blive taget seriøst – både for børn og voksne <3

    Svar
  6. Kirstine
    Kirstine says:

    Der gør mig virkelig ondt hvad du har oplevet. Jeg har gennem foråret gået i behandling, for bl.a. Ikke at bryde mig om at gå i skole, for mit vedkommende var det min gymnasietid som var helt horribelt, men det tog mig mange år, at erkende det havde sat dybere spor end jeg gik og troede.

    Undskyldningen det er “bare børn”, er langt fra okay, børn skal også vide hvad der er rigtigt og forkert. Forældrene har også et vist ansvar, samt lærerne. Jeg oplevede i hvert fald i min folkeskoletid, at lærerne havde svært ved at tage tingene alvorligt, nogle var sågar med til at mobbe nogle af eleverne.
    Det er svært som barn, at fortælle som barn, at der er nogle der gør en ondt hver dag, når man så endelig får det gjort, er det et nederlag hvis alle andre ikke tager det alvorligt, hvilket jeg igdå tror på kan have en skadelig effekt.

    Giv dig selv et kæmpe kram, jeg synes virkelig du er sej, at du kan sige det højt til så mange mennesker.

    Svar
  7. Camille
    Camille says:

    Hvor er det rart at andre nogle gange kan sætte ord på ens egene følelser og vide at man ikke står alene med dine selv samme følelser! Hvor er du sej! Keep up the good work!

    Svar
  8. Gitte K
    Gitte K says:

    Hej du!
    Jeg læste dit indlæg i går, og jeg tænkte – fuck, hun skal ha’ et kram. Så – her!
    Og så – tak fordi du skriver det, selvom det går tæt på.
    Det der med at det jo ‘bare er børn’ er simpelthen så nedsættende sagt. Børn skal tages seriøst. Også når de mobber. Jeg har selv stået der og bedt de voksne om hjælp – svaret jeg fik, tog jeg med mig, og det har på mange måder defineret den jeg er. ‘Det må du selv rode med, har du tænkt over, at du selv er ude om det?’, sagde min klasselærer. Jeg ved til i dag ikke, hvad jeg gjorde forkert, men noget var der i hvert fald galt med mig, siden jeg blev kaldt ‘fede’, blev slået og sparket og bare holdt udenfor. Men når de voksne sagde, at det var mig, der var skyld i det, så var det jo mig, der var forkert. Så jeg kæmpede mod en følelse af at være for tyk, for dum, for grim og meget andet. Det ligger dybt i mig. Tak for lort, siger jeg bare!
    Ja, det er bare en del af mig, det jeg oplevede. Det definerer mig ikke længere, gør mig ikke ulykkelig men mere bare trist, når jeg hører, at andre mødes på samme måde.
    Du er så meget ikke alene – jeg vil gerne hæve glasset og ønske dig velkommen i klubben!
    Ingen af os gider være medlemmer, men det er vi – og måske kan vi med vores fokus på mobning, reducere antallet af nye potentielle medlemmer ?
    KH Gitte K

    Svar
  9. Lone Sole
    Lone Sole says:

    Tak fordi du deler. Du gøre det så fint og godt. Jeg er selv ved at dø over tanken om at mine små børnehave/vuggestue børn en gang skal starte i skole. Hold op jeg var selv igennem 10 år i helvede. Og min fineste opgave er nemlig, som du så fint skrive, at sikre at de ikke kan mærke at jeg er utryg ved det. Men jeg kan ikke love, at jeg ikke kommer marcherende med skinger stemme og den helt store hær, hvis nogen gør mine unger fortræd.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *