At smitte med egen usikkerhed

Jeg er bange for skoler. Angst, faktisk. Det har med andre ord været noget af en mundfuld at sende Otto i skole. Først nu godt tre måneder inde i hans skoletid, føler jeg mig klar til at skrive om det.

Egentlig har jeg i de grove træk holdt min skoletid uden for bloggen, af flere årsager. Jeg bryder mig ikke specielt meget om at fortælle om den psykiske terror jeg var udsat for i så mange år af min barndom, fordi jeg stadigvæk bliver vred og ked af det. Men vigtigst af alt bryder jeg mig ikke om at være et mobbeoffer.

Men det er jeg. Et mobbeoffer. Eller det var jeg.
Jeg er selv nu, 16 år efter det sluttede, påvirket af det der skete.  Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg var udsat for modbydelig chikane igennem flere år. Ikke bare smådrillerier. Men så voldsom behandling, at der på et tidspunkt var politi indblandet.

Alt sammen noget, som har givet mig en mild omgang post traumatisk stress, der heldigvis er blevet behandlet, så jeg kan have en normal hverdag og leve næsten uden angstanfald.

Men usikkerheden, der er den primære konsekvens af hvad jeg har været udsat for, den kommer jeg bare aldrig helt af med. Jeg er ikke usikker i alt, men jeg tager for eksempel kritik meget personligt, jeg bliver ramt ekstremt hårdt når folk taler om mig og jeg finder ud af det, og når jeg møder nye mennesker skal jeg virkelig tage mig sammen for at kvæle latterlige tanker om at ingen kan lide mig. Det er både anstrengende at have det sådan, og virkelig ikke noget jeg har det særligt godt med. Men jeg har accepteret at jeg er sådan, og er også blevet væsentlig bedre til at minde mig selv om at det er noget, der foregår i mig og i mine tanker, og selv hvis det ikke er, og at der er nogen, der ikke bryder sig om mig, er jeg bedre til at være ligeglad.

Mobning har ikke gjort mig stærk, mobning har gjort mig skrøbelig. Og det er ok.

Særligt efter jeg har fået børn er der noget, der har rykket sig i mig. Jeg har fået selvværd, jeg har fået noget at kæmpe for og mine børn må for alt i verden ikke arve min usikkerhed og mine komplekser.
Ottos personlighed minder meget om min. Han er følsom, han bekymrer sig en del og tænker store tanker. Han er skrøbelig, men alligevel helt vildt stærk og allerede nu kan jeg mærke at jeg virkelig skal hjælpe ham til at nedtone hans tankestrøm ind imellem, og for helvede ikke lade min dumme fortid og angst for skoler smitte ham. Så langt, så godt, for han elsker at gå i skole. Han er vellidt, dygtig og på ingen måde usikker derovre. Så det må jeg heller ikke være. Men det er sgu svært når noget sidder så dybt.

Så sent som i går aftes knækkede filmen for mig.
Der er ‘temauge på tværs’ på Ottos skole i denne uge, hvilket betyder at han skal tilbringe hele ugen på et hold med børn fra andre klasser, og han glæder sig, helt vildt. Så det giver ingen mening, at jeg ligger søvnløs over det, men det gør jeg. Og i går aftes blev jeg virkelig ked af det, uden helt at kunne forklare hvad det var. For som sagt, han glæder sig, så det er ikke engang fordi at han er usikker omkring det, men udelukkende min egen usikkerhed i at han skal tilbringe en uge med en flok store børn og en håndfuld voksne, der ikke kender ham. Det er sgu da åndssvagt. Der er godt nok lige den detalje, at det er i et lokale i den bygning, hvor jeg blev udsat for nogle af de førnævnte grimme ting. Av og ad.

Mens min fornuft ryster på hovedet af min usikkerhed, overtager angsten stille og roligt fornuften og tramper på den. Heldigvis har mine mange år  i selskab med  min krøllede hjerne lært mig at tackle det, og sammen med min mands tålmodige væsen og en snak var jeg ovenpå igen, og kunne sagtens sende Otto afsted i morges, næsten uden mavepine, næsten.

Men det var klart en reminder om at angsten lurer endnu, og ikke mindst om at jeg for alt i verden ikke må (!) sende det videre til mine børn. Det der skete for mig, kommer ikke til at ske for dem, og de skal ikke bøde for hvad jeg har været udsat for og konsekvensen af det. Det lover jeg mig selv, og det lover jeg dem.

Du har lavet boller med far!

Min søn har vist misforstået, hvordan man laver børn, viser det sig. Egentlig har det da undret mig lidt, at han aldrig har spurgt ind til det, og heller ikke har vist interesse for det. Altså, han har ret godt styr på rigtig meget andet.  Det med graviditet og fødsel for eksempel og hvordan og hvorledes det foregår når et barn bliver født (information han gerne glædeligt deler med alle andre. Det er pænt af ham).

Vi er i det hele taget ret åbne hvad angår information, og både kroppe og nøgenhed er noget helt naturligt herhjemme, så på den måde føler jeg egentlig, at der har været gode muligheder for ham at spørge, omvendt har vi ikke set grund til at give ham unødig information inden han selv viste nysgerrighed og interesse for dem.

Well, nu er der så nogle andre der er kommet os i forkøbet, agtigt. Jeg gætter på at han har hørt udtrykket ‘at bolle’ i skolen, eller på fritten. Et udtryk der i forvejen får mine tæer til at krumme sig sammen, og kun bliver brugt i sjov herhjemme (de voksne imellem) ganske sjældent. Jeg blev derfor både paf og ikke mindst underholdt da Otto midt på Vesterbrogade den anden dag, sådan lidt ud af det blå, stolt fortalte at han da udmærket vidste hvordan man lavede børn… Ak, here we go tænkte jeg for mig selv og gjorde så småt klar til snakken, så da barnet med alvor i stemme og blik sagde at man lavede boller på hinanden og fortsatte ’så du har lavet boller med min far’, koncentrerede jeg mig så meget om ikke at grine, at jeg simpelthen ikke vidste hvordan fanden jeg skulle gribe den videre derfra, og allerede et øjeblik efter havde barnet jo kastet sin interesse på noget andet, så chancen smuttede ligesom fra mig og jeg følte på en eller anden måde at fortorvet foran Matas måske ikke lige var stedet. Men jeg håber faktisk emnet bliver taget op igen snart, så vi måske kan få os en snak om det der med børn, eller i det mindste lige gøre klart at det der bolleri vist er noget andet, end han tror det er.

 

Nyt hår!

Jeg var jo hos frisøren i sidste uge. Det var min mand der havde sat mig op med Mie, der klipper ham, hvilket hun er god til, så på den måde var jeg rimelig tryg. Men det er jo altid en anelse skræmmende sådan at smide sit hår i hænderne på et nyt menneske. Jeg blev dog ret hurtigt ganske rolig da jeg trådte ind i salonen, som slet ikke er en salon, men en kæmpe lejlighed i Bredgade, og da jeg så Mie kunne jeg for alvor sænke skuldrene, for hun er både lækker og har virkelig pænt hår selv. Vi snakkede om mulighederne og blev enige om at bibeholde længden og farven, men at klippe det godt igennem, samt at lave det forreste hår lidt kortere. Ikke decideret pandehår, for det har jeg lissom’ prøvet og det er noget rod at holde, men noget halvlangt af slagsen, der gør at der kommer lidt højde på og gør at min frisure ikke klasker sammen, hvilket det lange havde lidt tendens til.

 photo Skaeligrmbillede 2015-11-05 kl. 09.54.10_zpspeevwp2b.png

Jeg fik hovedbundsmassage og fik vasket hår liggende (!) i en blød læderstol, fik kaffe og macarons, og blev klippet. Til sidst fik jeg en ordentlig omgang saltvandsspray i lokkerne (yes!) og så var jeg faktisk klar. Og glad, ikke mindst! Så glad at jeg kom til at kramme Mie da jeg gik.

Hermed en kæmpe anbefaling til Mie fra Studio Cim Mahony!

Pssst. Indlægget er ikke sponsoreret, eller det vil sige kun af min mand, men det gælder ikke.

 photo IMG_8007_zpskosddiyz.jpg

 

Byens måske største mødregruppe

Jeg er ikke i mødregruppe denne gang. Eller det vil sige jeg blev tildelt en, men da jeg ikke kunne deltage den første gang, og derefter ikke fik svar på den sms, jeg sendte til en af de andre mødre, løb det ret hurtigt ud i sandet. Samtidigt har jeg rigeligt at se til, både med skolebarnet, ægtemanden, babyen, kaffeaftaler, møder, skriverier og den slags, så det er ikke fordi, at jeg som sådan savner det. Dog gik det op for mig den anden dag, at Uma kun har været sammen med andre babyer en håndfuld gange, og så kan jeg faktisk godt blive lidt ærgerlig over, at det ikke blev til noget med den mødregruppe. For det er jo hyggeligt, og det kunne på en eller anden måde være meget fedt, hvis Uma havde været sammen med andre jævnaldrende, inden hun starter i vuggestue næste år.

Så jeg skal vist til at få lavet nogle babydates tænkte jeg først, og så tog jeg den lige skridtet længere og lavede et opslag på instagram, en kontaktannonce nærmest, hvor jeg spurgte om der var andre babymammas (ord jeg i øvrigt aldrig har brugt), der havde lyst til at være med i en mødregruppe. Det var der, heldigvis. Men altså, jeg havde regnet med at samle 10-15 stykker, max.
Nu er vi 63.

Så nu omtænker jeg lige konceptet, for selvom vi har ok meget plads her på 2. sal, er 63 voksne plus afkom nok lige at stramme den. Men som Karoline så rigtigt påpegede, bliver det et brag af en mommy-julefrokost, hvis vi skal have sådan en (Preben er vild med mødre, så hvorfor ikke)…
 photo IMG_6989_zpswwlx8ptd.jpg

 

Aftenhjernens comeback

Det her er noget jeg har nævnt for jer mange gange. At jeg fungerer bedst efter klokken 23. I hvert fald når det gælder de sådan lidt mere kreative ting. Kreative som i det med at skrive. Jeg forvandler mig ikke til en penselsvingende Van Gogh. Men mine tanker vandrer bedre og jeg kan på samme tid bedre fokusere. Det kan være en ret befriende process. Dog har jeg efter Umas ankomst ikke haft mulighed for at sidde oppe og skrive på samme måde som før. Simpelthen fordi jeg har været for træt, eller fordi jeg hellere har ville kværne noget zombie-serie eller den store bagedyst efter en dag som serviceorgan. Derfor har skriverierne, dem udover bloggen, været sat delvist på hold, eller blevet skrevet når udbryderbabyen en sjælden gang imellem sover længere end 25 minutter. Men i løbet af den sidste uges tid, er det lykkedes mig at sidde oppe hele to gange, med computer og notesbog fremme. Og selvom det er totalt ris til egen røv, når Uma finder sin græsslåmaskinelyd frem ved 5.30 tiden i morgen, er det det hele værd.

I det hele taget har jeg bemærket at jeg er på vej ud af den værste babytåge, som er det der lidt fedtede filter, der bliver kastet over en (mig i hvert fald) når man får en baby, som gør at man er konstant træt og føler at man har tømmermænd hele tiden, bare uden shots og dårlige beslutninger forinden. Den følelse er aftagende, og det viser sig at jeg er præcis lige så begejstret for at skrive og at kaffe stadigvæk smager lidt bedre når den er varm, hvilket den er, når den bliver indtaget helt uden babyer og pligter, efter klokken 23.

Det føles virkelig rart.

I øvrigt #31

  • Bliver jeg nødt til at sige tak for de rare ord på min video i forrige indlæg. Var faktisk helt tør i munden og nervøs for om I ville hagle mig ned. Så tak for ikke at gøre det.
  • Havde jeg en fabelagtig frisøroplevelse i onsdags hos Mie i Studio Cim Mahony. Mere om det i næste uge.
  • Har vi vænnet os helt af med slyngevuggen, og har nu en baby, der falder i søvn i sin egen seng. Helt selv.
  • Kom jeg til at sluge en halv bøtte Ben & Jerrys den anden aften. Det gik så stærkt, at jeg håbede min krop ikke ville opdage det. Det gjorde den, og jeg bøder for det med virkelig grim hud i pande og på hage.
  • Er det endelig lykkedes mig at overbevise min mand om at vi har lidt for mange murstensvægge i lejligheden (fem!), så tre af dem skal mures op. Yes!
  • Har jeg endelig prøvet at spise på Fætter Fætter, der serverer toasts. Genialt koncept. Men der skal altså en del toasts indenbords for at man bliver mæt. Jeg spiste to plus en dessert og var faktisk ikke ordentlig mæt da vi gik. Så næste gang, for der bliver en næste gang, skruer jeg op.
  • Krybekravler Uma for alvor, så det er slut med at sidde ned, for os de voksne altså.
  • Kan jeg ikke abstrahere fra at pil-selv rejer og krebs ligner store insekter
  • Viser det sig at jeg har en voldsom svaghed for saltkaramel.
  • Har jeg i løbet af den sidste uges tid et par gange iført mig et par ret stramme jeans, der af min mand har fået kaldenavnet ‘Rihanna-buksen’.
  • Var jeg til Zalando Nordic Blogger awards på Statens Museum for kunst i torsdags, og blev både totalt forelsket i lokalerne, men også i den Photobooth, der var sat op, med vindmaskine og hele pivtøjet.
  • Hilste jeg lidt for ivrigt på mand i Føtex, og først da jeg gik derfra gik det op for mig at jeg slet ikke kender Kasper Eistrup.
  • Er det egentlig utroligt at jeg stadigvæk har hud i ansigtet, da Umas yndlingsbeskæftigelse, næst efter at tømme reolen for bøger og undgå søvn, er at hive mig i hovedet.

Rigtig god søndag! Jeg håber at være noget mere aktiv herinde i næste uge end jeg var i denne.
 photo 2015-10-29-21-56-01_zpsittafjuf.jpg