At smitte med egen usikkerhed

Jeg er bange for skoler. Angst, faktisk. Det har med andre ord været noget af en mundfuld at sende Otto i skole. Først nu godt tre måneder inde i hans skoletid, føler jeg mig klar til at skrive om det.

Egentlig har jeg i de grove træk holdt min skoletid uden for bloggen, af flere årsager. Jeg bryder mig ikke specielt meget om at fortælle om den psykiske terror jeg var udsat for i så mange år af min barndom, fordi jeg stadigvæk bliver vred og ked af det. Men vigtigst af alt bryder jeg mig ikke om at være et mobbeoffer.

Men det er jeg. Et mobbeoffer. Eller det var jeg.
Jeg er selv nu, 16 år efter det sluttede, påvirket af det der skete.  Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg var udsat for modbydelig chikane igennem flere år. Ikke bare smådrillerier. Men så voldsom behandling, at der på et tidspunkt var politi indblandet.

Alt sammen noget, som har givet mig en mild omgang post traumatisk stress, der heldigvis er blevet behandlet, så jeg kan have en normal hverdag og leve næsten uden angstanfald.

Men usikkerheden, der er den primære konsekvens af hvad jeg har været udsat for, den kommer jeg bare aldrig helt af med. Jeg er ikke usikker i alt, men jeg tager for eksempel kritik meget personligt, jeg bliver ramt ekstremt hårdt når folk taler om mig og jeg finder ud af det, og når jeg møder nye mennesker skal jeg virkelig tage mig sammen for at kvæle latterlige tanker om at ingen kan lide mig. Det er både anstrengende at have det sådan, og virkelig ikke noget jeg har det særligt godt med. Men jeg har accepteret at jeg er sådan, og er også blevet væsentlig bedre til at minde mig selv om at det er noget, der foregår i mig og i mine tanker, og selv hvis det ikke er, og at der er nogen, der ikke bryder sig om mig, er jeg bedre til at være ligeglad.

Mobning har ikke gjort mig stærk, mobning har gjort mig skrøbelig. Og det er ok.

Særligt efter jeg har fået børn er der noget, der har rykket sig i mig. Jeg har fået selvværd, jeg har fået noget at kæmpe for og mine børn må for alt i verden ikke arve min usikkerhed og mine komplekser.
Ottos personlighed minder meget om min. Han er følsom, han bekymrer sig en del og tænker store tanker. Han er skrøbelig, men alligevel helt vildt stærk og allerede nu kan jeg mærke at jeg virkelig skal hjælpe ham til at nedtone hans tankestrøm ind imellem, og for helvede ikke lade min dumme fortid og angst for skoler smitte ham. Så langt, så godt, for han elsker at gå i skole. Han er vellidt, dygtig og på ingen måde usikker derovre. Så det må jeg heller ikke være. Men det er sgu svært når noget sidder så dybt.

Så sent som i går aftes knækkede filmen for mig.
Der er ‘temauge på tværs’ på Ottos skole i denne uge, hvilket betyder at han skal tilbringe hele ugen på et hold med børn fra andre klasser, og han glæder sig, helt vildt. Så det giver ingen mening, at jeg ligger søvnløs over det, men det gør jeg. Og i går aftes blev jeg virkelig ked af det, uden helt at kunne forklare hvad det var. For som sagt, han glæder sig, så det er ikke engang fordi at han er usikker omkring det, men udelukkende min egen usikkerhed i at han skal tilbringe en uge med en flok store børn og en håndfuld voksne, der ikke kender ham. Det er sgu da åndssvagt. Der er godt nok lige den detalje, at det er i et lokale i den bygning, hvor jeg blev udsat for nogle af de førnævnte grimme ting. Av og ad.

Mens min fornuft ryster på hovedet af min usikkerhed, overtager angsten stille og roligt fornuften og tramper på den. Heldigvis har mine mange år  i selskab med  min krøllede hjerne lært mig at tackle det, og sammen med min mands tålmodige væsen og en snak var jeg ovenpå igen, og kunne sagtens sende Otto afsted i morges, næsten uden mavepine, næsten.

Men det var klart en reminder om at angsten lurer endnu, og ikke mindst om at jeg for alt i verden ikke må (!) sende det videre til mine børn. Det der skete for mig, kommer ikke til at ske for dem, og de skal ikke bøde for hvad jeg har været udsat for og konsekvensen af det. Det lover jeg mig selv, og det lover jeg dem.

57 replies
  1. Ditte
    Ditte says:

    Det gør mig ondt, at du har været udsat for grimme ting. Mobning er så meningsløst og uretfærdigt. Kæmpe cyperkrammer fra en trofast læser.

    Svar
  2. Jens Rasmussen
    Jens Rasmussen says:

    Jeg har ikke selv børn, så den del af din fortælling kan jeg ikke forholde mig til. Men resten af den med beskrivelsen af din tid i skolen kan jeg 100% forholde mig til, da jeg selv blev mobbet gennem hele min skoletid.

    Ligesom dig har det efterladt mig med en krøllet hjerne med en masse tanker og usikkerheder overfor hvad der kommer. Til næste år er det 30 år siden jeg gik ud af skolen og i alle de mellemliggende har jeg undgået de der “hyggelige kom-sammener klasse reunionen ting” men næste år har jeg tænkte tage med ! og på den måde gøre op med fortiden!

    Men godt at du fik sendt Otto afsted !

    Svar
  3. JL
    JL says:

    Dit personlige og gode indlæg giver mig flashback til min egen spæde ungdom, hvor jeg gennem en årrække blev mobbet så hårdt at jeg stadig er påvirket af det. Jeg er måske en af den slags sensitive mennesker, hvor det ramte direkte i hjertet. Jeg tog det ind ufiltreret og med tiden blev jeg overbevist om at jeg var dum og latterlig – lige præcis som mine mobbere gjorde sig så umage med at fortælle mig.

    Er stadig usikker, angst i selskab med mange kvinder (de var de værste) og har en lavt selvværd. Fik dog også får år tilbage hjælp fra en psykolog og har lagt det værste bag mig.

    Svar
  4. Louise
    Louise says:

    Jeg kan rigtig godt lide dig!!! 🙂 hvis det hjælper på det

    Det er HELT normalt at mobning og alle andre traumer i barndommen for den sags skyld, påvirker én resten af livet – desværre. Rigtig fint indlæg!

    Svar
  5. Mia Funk
    Mia Funk says:

    Jeg er så ked af at høre du også er mobbeoffer. Er selv blevet mobbet det meste af mit liv, og efter handelsskolen var jeg sygemeldt næsten 3 år! Er endelig ude på den anden side, hvor jeg tør tro lidt mere på mig selv, men kan nemt nikke genkendende til de ting du siger om at tage alt meget tæt, og være ultra følsom. . Er sikker på dine skønne unger nok skal få en god skolegang, og syntes det er så sejt af dig at du tør at fortælle om din fortid.

    Svar
  6. Julie
    Julie says:

    Kære C. Tak for dette modige og ærlige indlæg fra en stærk, klog og smuk kvinde, som det kan være svært at begribe nogensinde har været mobbet – men det understreger netop meningsløsheden og vilkårligheden i mobning. Jeg havde selv en flok gemene børn til klasse”kammerater” og har været udsat for årelang og forholdsvis udspekuleret psykisk og fysisk mobning. Og allerede, mens min datter lå trygt i min mave, besluttede jeg, at hun ALDRIG skal udsættes for noget lignende. Jeg tiggede gentagne gange mine forældre om at måtte skifte skole, men de har først sidenhen forstået alvoren i den behandling, jeg var udsat for, og havde et princip om, at man skal blive og kæmpe for sin ret. En af de ting, der virkelig irriterede mine “kammerater” var imidlertid, at jeg var klogere end dem (måske det også har været et af dine “handicaps”), og det var f****** svært lige at ændre på eller stå på sin ret (?) til. Jeg kommer da også til at gøre helt anderledes, kort proces på min datters vegne, skulle det blive nødvendigt. Ligegyldige, små møgunger skal ikke få lov at terrorisere hende til livslang ondt i maven og tvivl på eget værd. Jeg bliver det grusomme, hævnende moderdyr, man ikke vil i nærkontakt med … og så lige et varmt kram til dig! <3

    Svar
  7. Marie
    Marie says:

    Av! Der ramte du plet. Har også været der, og er der faktisk stadig. Og det der med at man skal passe på ikke at lægge sine egne følelser over i ungerne, det skal jeg virkelig også arbejde med. Men når man er sensitiv, og ens barn også er det, så er det virkelig svært. Tak fordi du beskriver det så fint.

    Svar
  8. MathildeL
    MathildeL says:

    Jeg har fulgt med siden Otto var ret lille, og selvom jeg ikke ægte kender dig, så synes jeg, du er en fantastisk person, en vidunderlig mor og helt igennem dygtig til at skrive. Jeg tror aldrig, jeg har skrevet en kommentar før, men jeg vil bare lige fortælle dig, at jeg også rigtig godt kan lide dig. 🙂

    Svar
  9. Ane
    Ane says:

    Tak for eg stærkt og ærligt indlæg. Det er så vigtigt et emne, så tak fordi du deler. Og hvor er du sej, at du formår at holde frygten ude af Otto. Godt gået.

    Svar
  10. Line
    Line says:

    hej Cecilie. Tusind (!) gange tak for din ærlighed. Jeg sidder her i frokostpausen og har lyst til at tude. Jeg blev også selv mobbet i skolen, det var godt nok ikke i flere år, men meget intensivt i 7-8 mdr. Det knækkede mig totalt, især fordi flere af mine tætteste veninder gik mwd på “legen”. Mange siger, at de bliver stærkere, fordi de har været ude for noget svært, men troede jeg også i flere år. Men nej, jeg er også usikker endnu, for altid, lige som dig. En aften i byen, for 3 år tilbage mødte jeg ham der startede det hele dengang. Vi har mødt hinanden efter vi gik ud af skolen, tilfældigt, men ikke haft kontakt ellers. Han stod der på Heidis og lagde kraftigt an på min veninde. Jeg knækkede total, græd som en stukket gris. Han skulle ikke tale med hende, ham jeg også engang var forelsket i, men som brugte min åbenhed til ham imod mig. Shit. Min veninde var knust, for hun kendte ham ikke. Historien som sådan. Jeg fortalte ham, hvordan han havde nedbrudt mig, gjort at jeg stadig idag er bange når jeg skal starte et nyt sted. Bange for at åbne mig og være den jeg er. Mobning er ikke for sjov og det ændre fandme ens liv. Du er så stærk fordi du deler. Tak for det.

    Svar
  11. Trine
    Trine says:

    Meget, meget klogt – og sejt indlæg… tak fordi du deler!!
    “Mens min fornuft ryster på hovedet af min usikkerhed, overtager angsten stille og roligt fornuften og tramper på den.” Det er SÅ præcist….

    Svar
  12. Emilie
    Emilie says:

    Mobning har ikke gjort mig stærk, mobning har gjort mig skrøbelig. Og det er ok.
    – Tak Sneglcille. I mange år har jeg gået og sagt til mig selv, at mobning har gjort mig stærk. Eg har sågar udtalt det i en tv-udsendelse. Indtil nu. I dette øjeblik, hvor jeg læser de ord. For fanden, det er jo løgn. Mobning gjorde mig skrøbelig og usikker som bare fanden. Tak. Tror jeg. Tak for at få min krøllede usikre hjerne til at tænke anderledes.

    Svar
  13. Mette
    Mette says:

    Vil bare lige sige hatten af for at du har lavet en blog, trods din fortid. Det er da nok noget af det modigste jeg kan forestille mig, at skrive om sit eget liv til offentligt skue og modtage folks kritik – på godt og ondt!
    Du er mega sej Cille!

    Svar
  14. Ditte Sofie Vagn Madsen
    Ditte Sofie Vagn Madsen says:

    Tak for et modigt og ærligt indlæg om noget, mange af os nok kender, selvom man kan føle sig ret alene med det. Nogle gange tænker jeg i hvert fald, at jeg da må være den eneste, der bliver angst over, at min datter snart skal starte i skole. Og som føler et lille stik i hjertet, når hun fortæller, hvor meget hun glæder sig. I stedet for bare at være glad med hende. Men da jeg læste dit indlæg følte jeg mig (meget) mindre alene.. Sejt.

    Svar
  15. Jane
    Jane says:

    Hvis jeg mødte dig på gaden, ville jeg give dig en krammer. Også selv om jeg faktisk er i tvivl, om jeg selv ville turde det. Du er sej! Og jeg er sikker på, at du inspirerer ufattelig mange via din blog. De (inklusiv mig selv, siden du startede) vælger at følge netop dig, fordi du er mega nice! Derfor skriver jeg også denne kommentar. Husk på, at du er en fed person 😉

    Svar
  16. Line
    Line says:

    Stærkt indlæg. Virkelig flot at du tør dele ud af en svær fortid. Otto (og Uma) er heldig at have en mor som dig.

    Svar
  17. Mette
    Mette says:

    Årh får totalt ondt i hjertet!! At den ondskab du var udsat for i barndommen stadig så mange år efter påvirker dit liv og dagligdag :-(. Tænk hvis mobbere var klar over, hvor meget de ødelægger på ikke bare den korte bane, men også på så lang sigt! Sender masser af krammere til dig du modige kvinde <3

    Svar
  18. M
    M says:

    SneglCille, hvor er du god! Tak fordi du deler det med os der læser med – det giver håb og skaber åbenhed om et emne der ofte bliver negligeret gevaldigt. Al positiv energi til dig og din familie!

    Svar
  19. Amalie
    Amalie says:

    Tusind, tusind tak for dit indlæg!
    Det er så svært at tale om og indrømme overfor sig selv og andre, hvor meget man egentlig er blevet påvirket af mobning.

    Jeg har selv været der, fra børnhaveklasse til sjette klassetrin, før jeg fik muligheden for at skifte skole. Det har virkelig sat sig i mig og jeg kan, ligesom du, også konstatere at det har gjort mig skrøbelig.

    Min tro på mig selv kan blive rystet af et forkert blik eller hvis nogen hvisker eller griner højt lige pludselig.

    Jeg er så ked af at det påvirker mit liv så meget, at jeg konstant skal tænke situationer igennem for at analysere mig frem til om de nu kan lide mig eller om jeg gjorde noget virkelig dumt. Den nervøsitet og usikkerhed vil jeg gerne af med. For den foregår udelukkende inde i mig.

    Det gør mig ondt at du (og nogle af dine andre læsere) har været igennem så grov mobning. Jeg håber at du sidenhen har fået at vide, hvor meget du kan byde ind med. Du er et intelligent, kreativt og rart menneske og så deler du det endda med os andre!

    Svar
  20. Katrine
    Katrine says:

    Du er sej! Og en meget tænksom person – nøjagtig som mig selv 🙂
    Jeg er 25 år og blev ansat som lærer i august. Jeg har gjort det til en af mine vigtigste opgaver her i livet at gøre alt hvad jeg kan for at bekæmpe mobning. Det er min værste frygt i lærerjobbet, hvis jeg på et tidspunkt skulle møde en af mine elever i fremtiden og høre at han/hun havde gennemgået det du har. At høre og se børn være grimme og modbydelige overfor hinanden er noget af det mest fortvivlende at opleve.
    Tak fordi du deler dine tanker og oplevelser – det er vigtigt!

    Svar
  21. Julia
    Julia says:

    Jeg har heller ikke kommenteret før men vil også blot sige, at jeg det er modigt af dig at fortælle din historie og åbne op om noget så sårbart. Du er sej kvinde!

    Svar
  22. Kristina
    Kristina says:

    I kraft af at du er dig selv er du modig, inspirerende og et forbillede for mange – inklusive mig selv. Jeg ville sådan ønske, at en kærlighedsstorm af positive kommentarer kunne slette en lille smule af fortidens grimhed. Vid at du er en stjerne hos os, der kun kender dig gennem din blog <3

    /Kristina.

    Svar
  23. Louise
    Louise says:

    Tak for din ærlighed. Jeg er ked af, at du har været udsat for rigtig grim mobning. Jeg oplevede det intenst fra 7-9. klasse og det ødelagde mit selvværd fuldstændig og forfølger mig stadig i mit voksne liv. Flot at du har fokus på ikke at overføre dine følelser til din søn. Bliv ved med det. Kh en trofast læser.

    Svar
  24. Trine
    Trine says:

    Af hjertet tak, fordi du vælger at skrive så fint et indlæg. Jeg er ikke selv mor, så på lige dét område kan jeg ikke snakke med. Men jeg kan genkende mig selv i rigtig mange af de ting du skriver, at din mobning har påvirket dig.
    Jeg blev selv mobbet da jeg gik i folkeskole, på et tidspunkt var jeg så bange for at gå i skole, at jeg var hjemme i 14 dage. Min mobning skete første i de ´store´år i folkeskolen, så jeg havde været 13-14år på det tidspunkt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er de personers skyld, der gør, at jeg er så usikker på mig selv, som jeg er i dag. De har ødelagt så mange ting i mig, som jeg aldrig tror, vil kunne hele ordentligt igen.

    Svar
  25. Linda
    Linda says:

    Dit indlæg går lige i maven på mig, fordi det er fuldstændig det samme, jeg står i med Anton. Jeg har stadig morgener, hvor jeg afleverer ham, og kommer til at græde en lille, bitte smule, når jeg kører fra børnehaven, fordi jeg næsten ikke kan holde ud at efterlade ham et sted, hvor jeg havde det så rædselsfuldt. Og jeg ved, at det bliver 200 gange værre, når han skal starte i skole. Det har faktisk taget mig lang tid at turde stole på, at min vurdering af, at han ikke er skoleklar, er rigtig, og ikke bare et produkt af, at jeg ubevidst forsøger at skærme ham mod dét, der næsten slog mig i stykker.

    Nu kom det til at handle om mig, og det skulle det slet ikke. Jeg ville egentlig bare sige tak for et fint, ærligt og relatérbart indlæg.

    Svar
  26. Amalie H
    Amalie H says:

    Det er så rigtigt det du skriver. Det gør også ondt helt ind i mig bare at tænke på at min datter måske ikke har nogen at lege med i børnehaven – tænk hvis de andre børn ikke vil lege med hende. Det sætter sig spor i een selv at være blevet mobbet. Også på måder jeg nogen gange bliver overrasket over. (fx er jeg virkelig dårlig til at hilse på folk jeg kender på gade for tænk hvis de ikke vil hilse tilbage. – det er jo en mega ond cirkel, for ligepludselig er det jo så mig der kan komme til at fremstå utilnærmelig og “hende der er for fin til at hilse”.)
    Det jeg egentlig ville sige var, at dine ord ” Mobning har ikke gjort mig stærk, mobning har gjort mig skrøbelig” er de klogeste og mest rigtige jeg har læst i et blogindlæg. For hvor er det noget pjat det der med at “what dosent kill you makes you stronger,” vel gør det da ej og det har du lige sat så fint ord på for mig at jeg bliver helt rørt. Så tak for det.
    Kærlige hilsner Amalie

    Svar
  27. Nynne
    Nynne says:

    Jeg er faktisk rørt til tårer. Specielt over linjen “mobning har ikke gjort mig stærk, den har gjort mig skrøbelig”. Lige netop den følelse har jeg altid siddet tilbage med, selvom det nu er 10 år siden, jeg selv oplevede det. Mobning førte for mig til 3 års spiseforstyrrelse, et endnu forskruet selvbillede og en stadig tvivl på at folk reelt holder af mig, og at jeg er god nok. Jeg er sgu ikke stærkere – stik det modsatte.
    Jeg synes det er så flot at du har bestemt, at dine oplevelser ikke skal påvirke dine børn, når nu man ved hvor indvaliderende en oplevelse det er.
    Stor respekt til dig.

    Svar
  28. Miriam
    Miriam says:

    Jeg elsker dig for sjove, selvironiske og virkelig underholdende indlæg. Men jeg elsker dig eddermame også for de her. Rock on og virtuel krammer.

    Svar
  29. Linnea
    Linnea says:

    Jeg kæmper selv med samme usikkerhed og er faktisk dybt imponeret over, at du har kunnet sende Otto afsted til den skole, der rummer så mange grimme minder for dig. Jeg har et stort ønske om at flytte tættere på min mor, når jeg engang får børn, men det vil også betyde, at der kun er ét oplagt skolevalg for mit barn, når den tid kommer. Ja, gæt selv. Alene tanken om at skulle sende et barn derhen fylder mig med gru og rædsel.

    Svar
  30. Nadja
    Nadja says:

    Det her er et af de mest rørende og ærlige indlæg jeg har læst på en blog. Sidder med tårerni øjnene. Måske det gør så stort indtryk fordi min søn også lige er startet i skole og desværre ikke har det så nemt i øjeblikket, han er glad for sin skole osv., men han er skrøbelig og tager det tungt hvis nogen afviser ham – og skolen er altså lidt hårdere end hans lille børnehave var.
    Når man går og tumler med nogle svære tanker er det enormt befriende at læse at andre også har lignende bekymringer, så tusind tak fordi du har valgt at dele det med os<3

    Svar
  31. Nanna
    Nanna says:

    Tak for et godt indlæg. Jeg fik ondt i maven da jeg læste det, og det betyder jo bare, at du rammer din læser. Du ramte ihvertfald mig. En, som også har været udsat for chikane, mobning og psykiske angreb gennem skoletiden. En, der også har fået konstateret ptsd, og som lever med socialangst. De tanker, du beskriver når du møder nye mennesker, er de samme tanker jeg har, og det er hæmmende, og i nogle tilfælde direkte invaliderende.
    Jeg er ked af, at du stadig ser dig selv som et offer. Det er du ikke længere. Du var det engang, det er helt sikkert. Men du er det ikke mere. Det er vigtigt, at du ikke slæber rundt på den rolle!
    Jeg tænker på dig. Alting skal nok ordne sig 🙂
    Knus og mange tanker. Nanna

    Svar
  32. Laura
    Laura says:

    Det har gjort mig skrøbelig … Det går også først op for mig nu. Tusind tusind tak for dine ord. De hjælper med at få ting til at falde på plads inden i mig, som jeg har arbejdet med i årevis. Det var godt nok en lærer, en voksen,, som mobbede mig – gennem 7 år. Og jeg troede det var så gennembearbejdet, at usikkerheden, den evige tvivl og skrøbeligheden kommer af noget andet. Men det gør den ikke. Tak. Virkelig. Ægte.

    Svar
  33. Hald
    Hald says:

    Et meget fint indlæg.
    Jeg har ikke haft dine oplevelser, men efter jeg har fået min datter , som nu er 15 mdr., kan jeg af og til blive grundangst ved tanken om, hvad der kan ske hende hvis – såfremt – i fald. Jeg tror, det er historierne om pigebander, med små unger der gør de mest forfærdelige ting mod andre, der virkelig skræmmer mig, og giver mig lyst til at flytte på landet – væk fra den “farlige” stenbro
    😉
    Og derudover – mens jeg læste dit indlæg, tænkte jeg “Jeg håber og beder til, at jeg formår at opdrage mit barn til at være tryg, omsorgsfuld, kærlig og god ved andre” – så jeg aldrig skal få at vide, at hun er en, der mobber. For det ville godt nok også være ualmindelig trist.
    Når alt det er sagt, så håber jeg, at Otto får lige sådan en uge, som han har glædet sig til 🙂

    Svar
  34. Line
    Line says:

    Åh ! Nu har det her indlægt rumsteret i min hjerne det sidste døgn, det er så fint skrevet og så præcist. Det rører mig virkelig, og jeg elsker at du tør dele ud af noget så personligt. Tak for det!

    Jeg blev også mobbet i skolen, og mærker stadig hvordan det har sat spor i mig. Jeg kæmper med at møde nye mennesker – især i større forsamlinger, med at synes at jeg er god nok, pæn nok, klog nok.. Jeg hadede de år, der har lavet de her ar i mig. Kan huske jeg tit lå på mit værelse og bare ønskede tiden skulle gå stærk, så folkeskolen kunne blive et overstået kapitel.

    For nyligt mødte jeg en jeg havde gået i klasse med dengang, hjemme hos mig faktisk – hun kom for at købe noget jeg havde solgt på DBA. Sindssygt sammentræf i øvrigt. Først fik jeg ondt i maven og min umiddelbare tanke var hvad hun havde været med til at udsætte mig for. Men hun virkede sgu ikke så farlig mere, og må indrømme at jeg havde det godt med at hun lige fik et indblik i mit liv i dag, med min fine nye lejlighed og flotte kæreste.

    “Mobning har ikke gjort mig stærk, mobning har gjort mig skrøbelig. Og det er ok”

    Den sætning tager jeg med mig 🙂 Tak for en god og autentisk blog <3

    Line

    Svar
  35. Fie
    Fie says:

    Puha kan genkende det 100%. Min datter er også lige begyndt i skole og det har virkelig sat tankerne i gang. Min egen skoletid var fyldt med mobning og jeg frygter mine egne børn skal gennem det samme. Så det her skolestart har klart taget hårde på mig end på Anna 🙂

    Svar
  36. Luna
    Luna says:

    Tak fordi du vil skrive om det, der gør ondt. Mobning er så grimt, og burde aldrig ske.
    Jeg er ikke selv blevet decideret mobbet, nærmere holdt udenfor i en grad, hvor jeg følte mig ensom gennem hele min folkeskoletid. I dag er jeg 27 år, og jeg kan stadig fra tid til anden blive usikker på selv de helt tætte relationer i mit liv; tænk, hvis mine veninder ikke længere vil mig? Usikkerheden bliver heldigvis mindre og mindre, men den lurer stadig et sted.

    Svar
  37. Katinka Frederikke
    Katinka Frederikke says:

    Åh… Din fortælling rammer, for jeg har det nøjagtigt som dig. Min skoletid var forfærdelig, og usikkerheden sidder også stadig i mig. Jeg kender alt til følelsen af, at nye mennesker jeg møder, nok ikke kan lide mig.
    Mobning er forfærdeligt, og min største frygt. Ikke for mig, men for mine piger..

    Svar
  38. Line
    Line says:

    Kære Cecilie. Tak fordi du deler din historie! Dit indlæg har hængt fast i hovedet på mig i flere dage, fordi du får sat ord på de følelser og de ar på selvtilliden, som jeg selv oplever som konsekvens af en dårlig skoletid. Jeg er i øjeblikket en del af en mødregruppe, hvor de andre har mere travlt med at blive veninder to og to end at skabe et fællesskab, og jeg kan mærke, at det går mig virkelig meget på. Efter at have læst dit indlæg, er jeg kommet frem til, at det er bedre for mig at gå ud af gruppen end at udsætte mig selv for følelsen af at være udenfor uge efter uge. Jeg er nok desværre ikke nået dertil, hvor jeg er i stand til at være ligeglad, og derfor tyer jeg til undvigelsesstrategier i stedet. Jeg håber, at jeg en dag vil være i stand til at vade ubekymret ind i sociale sammenhænge uden hele tiden at overtolke relationerne! Kh. Line

    Svar
  39. Sisi
    Sisi says:

    Ih det gør helt ondt!! Men det er samtidig smukt og megasejt at du deler din historie, din usikkerhed, din skrøbelighed… Jeg har ikke selv været udsat for mobning i skolen (fik til gengæld min del skrøbelighed på grund af en voksens (stedmors) opførsel overfor mig, så kan godt sætte mig ind i det med ar der tager lang tid at hele) – men det er tydeligt at se på kommentarerne, at din åbenhed og dine ord betyder virkelig meget for mange der har kæmpet med lignende situationer.
    Du er ægte og ærlig og tør vise din skrøbelighed – det er fanme stærkt og modigt i min bog!
    Virtuel krammer 🙂

    Svar
  40. Marianne
    Marianne says:

    Tak for et modigt blog indlæg!
    Du har muligheden nu for at hele fortiden og de konsekvenser mobningen har haft og stadig har for dig.
    Ved at tale om det/skrive om det og tillade dig selv at vise din sårbarhed har du allerede ‘vundet’ over dine tidligere mobbere og er kommet videre.
    Du bliver konfronteret med din egen mobning i skolen og følelserne omkring denne, ved at Otto går i samme skole og gamle ikke så rare minder dukker op – og som du selv skriver så kommer Otto ret sandsynligt ikke til at gå igennem det samme som dig; der er heldigvis meget mere fokus på mobning i disse dage; og skulle han eller Uma komme til at opleve noget som dette på et tidspunkt, har du da i hvert fald meget mere antennerne ude og kan skride til handling for dem og beskytte dem, sammen med deres far – det er jeg sikker på. 🙂
    Jeg synes du er sej og vi er rigtig mange, der kan lide dig!

    Svar
  41. L
    L says:

    Kære Cille
    Jeg var en af dem, der gjorde din hverdag svær. Jeg husker særligt en dag i fysik, hvor lederen af vores “gruppe” fik os til at spytte på dig. Jeg husker lærerens usikkerhed i det (hvad sker der for at hun ikke reagerede??!!) og jeg husker delvist adrenalinen i at gøre noget så grænseoverskridende. Det jeg husker stærkest dog, er dit ansigtsudtryk. Øjnene der fyldtes med tårer. Stædigheden og forsøget på ikke at lade os gå dig på. Jeg glemmer det aldrig og jeg skammer mig. Du skal vide at det for mig aldrig handlede om dig. Du var og er spændende, smuk, helt vildt sjov og klog, og lidt underlig (på den gode måde forstå mig ret), og alle de ting, gjorde at min usikkerhed bongede ud. og da M og T så sig sur på dig, løb jeg med, fordi det var nemt og fordi det gav et øjebliks følelse af magt. Et kick. Undskyld. Det var så forkert, og tanken om at min datter, der starter i skole næste år potentielt skulle opleve noget lignende, kan jeg slet ikke rumme. Jeg vil gøre alt for at hun ikke tager dumme valg som jeg gjorde og at hun tør sige fra.
    Undskyld Cecilie. Jeg mener det.

    Svar
    • Sara
      Sara says:

      Hej L,
      Som en der selv har prøvet at blive mobbet, så vil jeg bare lige sige, at jeg synes det er virkelig stort af dig at komme med en undskyldning. En undskyldning fjerner naturligvis ikke den sorg, smerte og ødelæggelse af ens billede af sig selv, men jeg ville selv synes det kunne fjerne noget af den tvivl man har om “var det nu også mig der var helt forkert?”, noget der i hvert fald for mit vedkommende har fulgt mig ind i voksenlivet. Selv den dag i dag kan jeg få det helt skidt når jeg går forbi nogle piger der snakker og griner – for er det mon mig de griner af?
      Så jeg synes virkelig at du skal have ros for rent faktisk at erkende fortidens (store!) fejl, og det må uden tvivl kræve noget mod at italesætte det for offeret og komme med sin uforbeholdne undskyldning.
      For nej, de færreste vil naturligvis aldrig ønske noget lignende for sine egne børn.
      God dag! 🙂

      Svar
  42. Gitte
    Gitte says:

    Hej Cecilie.

    Jeg har søgt dette indlæg frem og læst det igen fordi jeg selv går og har en decideret angst for at min søn bliver holdt udenfor. Jeg kan mærke at jeg hele tiden har antennerne oppe når jeg er på skolen, lytter hvad de andre børn siger og gør, udspørger min søn for at høre, hvad der sker i skolen. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det.

    Min egen skoletid var ikke som din. Jeg blev ikke mobbet, men jeg var heller ikke “populær” og det var jeg velvidende om.

    Jeg er så bange for at “smitte” min søn, som du beskriver. Han er 7 år. Han har endnu ikke helt forstået alle dynamikkerne i skolegården og det lider han nogle gange under. Han bliver ikke decideret mobbet eller drillet, men det er tydeligt at der er meget der går hen over hovedet på ham. Jeg har lyst til at forklare ham alt, hvad jeg oplever for på den måde at forberede ham på alt det der kan ske. Men det må jeg jo ikke. Han er jo bare et barn og det skal han blive ved med at være.

    Jeg ved ikke hvad jeg vil med denne kommentar. Det er svært at forklare andre, at man per automatik tror at andre børn er ude efter ens eget barn og det gør en mere usikker en noget andet. Det gør mig ked af det.

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar til Mia Funk Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *