Archive for month: november, 2015

Så blev det sgu søndag aften, og en weekend er pist væk. Det har været en god en af slagsen, men også en liiiidt hård en, vi har haft fuldt hus med alle børnene, og med det grå og våde vejr vi har haft, er det ikke meget vi har foretaget os. Desuden har der været ekstra run på, da jeg har manglet et par ekstra hænder, eller arme, faktisk. Min mand har nemlig skadet begge sine arme, det er noget med nogle muskelfibre, der er blevet revet i stykker, hvilket er smertefuldt, men ikke mindst virkelig upraktisk da han ikke kan strække armene ud og derfor render rundt med armene bukkede foran sig, helt ind mod kroppen, som en lille bitte Tyrannosaurus Rex, til stor morskab for hans tarvelige kone, der kaster om sig med ‘rækker du mig lige den der-jokes’ og som sender Gifs ala nedestående. Hæh!

 

Om jeg fatter at det er december allerede på tirsdag? Egentlig ikke, men noget af det som jeg i løbet af de sidste par år har fundet ud af, er at det virkelig kan være en magisk måned, Det er noget mine børn har lært mig. I går lavede vi ‘lektier’ Otto og jeg. Han skulle skrive en decemberhilsen til en klassekammerat og selv udsmykke postkortet, der var et a4 ark. Der blev hverken sparet på rensdyr, gaver, juletræer eller stjerner, og da han skulle til at skrive selve julehilsnen, blev vi begge tvunget til at tænke over, hvad det er ved julen vi godt kan lide. Personligt siger det mig ikke så forfærdeligt meget, altså det er da en hyggelig aften, og tradition, men jeg er som sagt nok bare først blevet rigtig fan, efter der er kommet børn ud af mig (selv tak for den beskrivelse). Otto tænkte længe, og så faldt svaret, ikke overraskende: Jeg kan bedst lide at få gaver. Da jeg spurgte om der ikke var andet, tænkte han videre og svarede denne gang næsten lidt spørgende: At pakke gaver ud. Vi snakkede lidt videre og jeg sagde at jeg glædede mig til at være sammen med ham og vores familie, til at spise brunede kartofler og til at se ham få gaver. … Han tegnede videre og sagde så efter lidt tid, at han også glædede sig til at se mormors juletræ og til at knække de der store hjernenødder (valnødder), ret gode julegoals synes jeg faktisk.

De sidste par år har vi forsøgt os lidt med pakkekalender, ikke noget fancy, for ofte var det bare en klementin eller en pakke rosiner, der lå i julesokken, til stor glæde utroligt nok. I år bliver det sikkert noget i samme stil, med en lille undtagelse, jeg er nemlig gået imod alle principper og har købt chokoladejulekalender til både Otto og Leo. Den har Star Wars motiv, og er proppet med chokolade, der med garanti aldrig har set skyggen af en kakaobønne. Men altså, alt med måde ikke? Og i en hverdag med økologi og vegetarisk mad, tænker jeg at det er en af de ting, der kommer til at gøre december lidt mere speciel.

Jeg har selv været heldig at få en Summerbird julekalender, men må nok være helt ærlig og sige, at den er blevet spist for længst. Ja, there I said it, jeg har spist hele lortet. Så voksen er jeg.

Til gengæld kan jeg allerede nu afsløre, at der på bloggen igen i år kommer til at være gaveregn i hele december. Jeg har ligesom sidste år indgået et samarbejde med lufthavnen, og var i onsdags ude og finde adventsgaver til jer. Så de næste fire søndage skal I holde godt øje herinde, for man kan altså vinde virkelig fine ting, både til sig selv, til en mand i sit liv og til et barn. Det bliver godt, jeg glæder mig.

Jeg er simpelthen så smadret i de her dage. Uma der ellers har været typen, der var så nem at få til at sove, som i: Jamen så godnat da, slukket lys, sut og så ro, efterfulgt af 8-11 timers søvn, hver nat, har ændret totalt spor. Nu gider hun hverken blive puttet, eller at sove de mange sammenhængende timer, og når hun vågner om natten, er det for at lege, ikke for at spise, eller få en sut. Så hvad der før var en 3 minutters putteseance, varer nu alt fra 20 minutter til halvanden time, hvor hun kaster sig rundt og skiftevis fjoller, græder og snakker. Jeg synes vi gør alt det rigtige, men måske vi skal til at prøve noget andet. Når hun så endelig falder i søvn, sover hun godt nok helt til klokken 02, hvilket jo er ret fint, hvis jeg da bare ikke for tiden var typen, der går i seng ved midnat. Fra 02 til 05 er der babyfest, med alt hvad der hører sig til, mælkedruk, kast sutten gennem rummet-legen, driv din mor til vanvid, og klassikeren: Babababababababababababah-sangen, på repeat. Og så står vi op.

Men så er det sgu da heldigt at jeg er på barsel og derfor både må gå i forvasket bomuld dagen lang, leve af sukker, dej og koffein og sove middagslure (det gør jeg ikke).

Nå, men bortset fra at være en levende zombie, eller bare en mombie, har jeg siden sidst jeg besøgte jer her på blogadressen både fået sendt en ansøgning og dermed en følelse af at have stukket storetåen i bassinet med det ‘rigtige’ liv ude på den anden side af bleer og kanelbrød, nået lidt længere i min uoverskuelige inbox, jeg har bagt en sukker- og glutenfri kage, og naturligvis vist den frem på Instagram (selvfølgelig), haft ret meget optur over ‘Gift ved første blik’, jeg har lavet en lidt tung, men god vinterplayliste på Spotify, den kan du følge her: V I N T E R S N E G L, i dag har jeg bukser på, i denim, allerede inden klokken 09 og har faktisk nået at få en varm kop kaffe (og to kolde).

Nåhja og så har jeg fundet min skrivelyst igen, så nu slipper I ikke for mig længere.

 

Nu har jeg siden i går gået og tygget lidt på, hvad jeg skulle skrive herinde. Jeg har lyst til at blogge og jeg har en del ideer på tegnebrættet, men det er som om at det ikke kommer ordentligt ud, når jeg forsøger at taste det her i WordPress. Sådan er det i nogle perioder, det ved jeg, for det er ikke første gang. På et tidspunkt kunne det godt stresse mig helt ikke at blogge i mange dage, hvilket bare forstærkede skriveblokaden yderligere. Så det prøver jeg at lade være med at panikke over længere, for det gør bare ondt værre, og min fornemmelse er, at I stadigvæk er derude, ligemeget om jeg  blogger 2 gange om dagen eller en gang om ugen. Tak for det i øvrigt.

Men nu er det rent faktisk sådan, at selvom jeg lider lidt af skriveblokade på blogfronten, så har jeg lyst til at blogge, og jeg kom i tanke om at nogle af mine favoritindlæg hos andre bloggere er de der 10 personlige facts om dem selv. Men jeg har vist adrig selv lavet dem. Så (måske) for første og (måske) sidste gang, er her 5 facts om Sneglcille, fordi jeg ikke kunne finde på 10:

1. Jeg elsker regnvejr. Især om natten.

2. Begge mine lilletæer er følelsesløse på grund af for meget upraktisk fodtøj, samt mange års fornægtelse af mine store fødder.

3. Jeg ved uhyggeligt lidt om geografi og historie, men næsten lige så uhyggeligt meget om boybands, tv-serier og dyr (!), og kan derfor sagtens vinde i Trivial Pursuit.

4. Jeg er introvert.

5. Der er mere end 20.000 ulæste mails i min inbox.

Og her er så fem mere. Fortalt af manden i den anden ende af sofaen:

1. Hun har en ting for fjollede strømper (helst med motiver af dyr eller frugt)

2. Hun danser mindst en gang om dagen.

3. Hun er virkelig god til at tale fjolle-engelsk med fransk accent.

4. Hun roder. Meget.

5. Hun kan ikke udtale ‘akkurat’ og ‘Vietnamesisk’ uden virkelig at gøre sig umage.

 

Vi har ikke noget internet  i de her dage og jeg er ved at blive idiot over det. First world problem, bevares. Men ikke desto mindre er det virkelig irriterende, da jeg faktisk har hele to indlæg til jer, jeg gerne vil have skudt afsted.

Forhåbentlig kan det lade sig gøre nu, med lidt halløj, noget internetdeling fra telefonen og en masse tålmodighed.

Det er videotid igen, og endnu engang har jeg ikke styr på tiden, og får vrøvlet derudaf i 18 minutter. Næste gang holder jeg det kort. Kortere i hvert fald.

I videoen svarer jeg på jeres spørgsmål om børn. Håber I kan lide den. Alle 18 minutter.