Jeg er gift med T-rex

Så blev det sgu søndag aften, og en weekend er pist væk. Det har været en god en af slagsen, men også en liiiidt hård en, vi har haft fuldt hus med alle børnene, og med det grå og våde vejr vi har haft, er det ikke meget vi har foretaget os. Desuden har der været ekstra run på, da jeg har manglet et par ekstra hænder, eller arme, faktisk. Min mand har nemlig skadet begge sine arme, det er noget med nogle muskelfibre, der er blevet revet i stykker, hvilket er smertefuldt, men ikke mindst virkelig upraktisk da han ikke kan strække armene ud og derfor render rundt med armene bukkede foran sig, helt ind mod kroppen, som en lille bitte Tyrannosaurus Rex, til stor morskab for hans tarvelige kone, der kaster om sig med ‘rækker du mig lige den der-jokes’ og som sender Gifs ala nedestående. Hæh!

how-animals-eat-their-food-t-rex-o

 

Adventskalender 2015 #1

Sponsoreret

I dag er det første søndag i advent, hvilket for mange betyder julerier. Måske skal du bage, lave juledekorationer, spise din egen vægt i æbleskiver (jeg skal i hvert fald), og så har du måske givet en gave til nogen. Det gør jeg også, lige nu, og faktisk hver søndag frem til jul. Til dig måske.

Tidligere på ugen slog jeg nemlig et smut forbi Københavns lufthavn, og shoppede på lufthavnens regning til jer. Det blev til fire gaver, en til en mand, en til et barn, en til en kvinde og en der passer til de fleste. Sidstnævnte er den det gælder i dag.

Jeg har totalt rejsefeber for tiden og bruger ret meget tid på at surfe efter rejser, oftest dem vi slet ikke har råd til, og det skal lige siges at min rejselyst ikke blev mindre af at besøge lufthavnen i onsdags. Det er umuligt at besøge det sted uden at få totalt rejsekriller og sommerfugle i maven, også selvom man bare skal være i shoppeområdet, hvilket absolut heller ikke er et skidt sted at være.

Det er ikke en rejse du kan vinde i dag, tilgengæld noget du kan have med dig på en. Nemlig en Samsonite kuffert med hjul, fra butikken Rolling Luggage i CPH lufthavn.

For at deltage i konkurrencen skal du kommentere herunder, og jeg gad rigtig godt at du i kommentaren deler dit bedste pakketip. Ruller du dit tøj, så det fylder mindre, bruger du en særlig afkrydsningsliste, planlægger du hele feriens outfits på forhånd (I do), eller noget helt fjerde? Spyt det ud herunder, og fortæl mig om det er den sorte eller den hvide du vil have fingrene i, og så vælger jeg ernvinder på søndag, når gave nummer to bliver udloddet. Held og lykke! Jeg glæder mig til at læse om jeres pakkevaner, og hey, hvis man bare er typen, der krøller hele skabet sammen og smider i en sort sæk, så må man altså alligevel også gerne være med.

KONKURRENCEN ER SLUT ! !

Skærmbillede 2015-11-29 kl. 10.20.05

KONKURRENCEN ER SLUT!!!

Når december puster en i nakken

Om jeg fatter at det er december allerede på tirsdag? Egentlig ikke, men noget af det som jeg i løbet af de sidste par år har fundet ud af, er at det virkelig kan være en magisk måned, Det er noget mine børn har lært mig. I går lavede vi ‘lektier’ Otto og jeg. Han skulle skrive en decemberhilsen til en klassekammerat og selv udsmykke postkortet, der var et a4 ark. Der blev hverken sparet på rensdyr, gaver, juletræer eller stjerner, og da han skulle til at skrive selve julehilsnen, blev vi begge tvunget til at tænke over, hvad det er ved julen vi godt kan lide. Personligt siger det mig ikke så forfærdeligt meget, altså det er da en hyggelig aften, og tradition, men jeg er som sagt nok bare først blevet rigtig fan, efter der er kommet børn ud af mig (selv tak for den beskrivelse). Otto tænkte længe, og så faldt svaret, ikke overraskende: Jeg kan bedst lide at få gaver. Da jeg spurgte om der ikke var andet, tænkte han videre og svarede denne gang næsten lidt spørgende: At pakke gaver ud. Vi snakkede lidt videre og jeg sagde at jeg glædede mig til at være sammen med ham og vores familie, til at spise brunede kartofler og til at se ham få gaver. … Han tegnede videre og sagde så efter lidt tid, at han også glædede sig til at se mormors juletræ og til at knække de der store hjernenødder (valnødder), ret gode julegoals synes jeg faktisk.

De sidste par år har vi forsøgt os lidt med pakkekalender, ikke noget fancy, for ofte var det bare en klementin eller en pakke rosiner, der lå i julesokken, til stor glæde utroligt nok. I år bliver det sikkert noget i samme stil, med en lille undtagelse, jeg er nemlig gået imod alle principper og har købt chokoladejulekalender til både Otto og Leo. Den har Star Wars motiv, og er proppet med chokolade, der med garanti aldrig har set skyggen af en kakaobønne. Men altså, alt med måde ikke? Og i en hverdag med økologi og vegetarisk mad, tænker jeg at det er en af de ting, der kommer til at gøre december lidt mere speciel.

Jeg har selv været heldig at få en Summerbird julekalender, men må nok være helt ærlig og sige, at den er blevet spist for længst. Ja, there I said it, jeg har spist hele lortet. Så voksen er jeg.

Til gengæld kan jeg allerede nu afsløre, at der på bloggen igen i år kommer til at være gaveregn i hele december. Jeg har ligesom sidste år indgået et samarbejde med lufthavnen, og var i onsdags ude og finde adventsgaver til jer. Så de næste fire søndage skal I holde godt øje herinde, for man kan altså vinde virkelig fine ting, både til sig selv, til en mand i sit liv og til et barn. Det bliver godt, jeg glæder mig.

Skærmbillede 2015-11-27 kl. 09.31.48

Skal vi lige tale lidt om Gift ved første blik!?

Nu bliver det nok lige lidt internt, hvis man altså ikke har fulgt med i programmet. Gift ved første blik.
Jeg har fulgt med. I stor stil. Og  jeg elsker det! Konceptet og programmerne. Har set alle tre danske sæsoner, og den amerikanske.

Hvis jeg lige skal sætte nogle ord på den sæson, der blev afsluttet tidligere på ugen, vil jeg ligesom resten af landet rigtig gerne tale om mine fellow vesterbroere Lene og Poul. Min mand kalder Poul for en tøsedreng. Det er måske lidt hårde ord, men jeg forstår godt hvor han vil hen, og jeg er også selv på team Lene, så jeg er nok ret enig. Der var vist ikke så meget power over ham Poul, og så var han sgu lidt tarvelig, også selvom Lene sikkert var en mundfuld, en kommunikerende en af slagsen, men altså come nu on Poul. Jeg synes egentlig at det er fint nok, at man bakker ud, hvis man ikke føler at man har sig selv med i eksperimentet, som for eksempel Ulrik og Ane, som var dem, der var kommet til at knalde lige hurtigt nok og lige pludselig ikke helt kunne finde sig selv i projektet længere. Fair nok. Men når man bare lidt ligger sig lidt fladt på ryggen og ikke vil alligevel, uden lige at få informeret den man er gift med, før det næsten er lidt pinligt, jeg kigger på dig Poul, så sidder man i hvert fald ude i stuerne og bliver lidt træt. Men igen, det er fjernsyn, så vi har jo kun set den færdigklippede version. Jeg ville sgu nok også fremstå som lidt en useriøs hystade type, eller måske som en virkelig kedelig og bedrevidende økomor, man ved det ikke.

Så var der Michael og Line, og Randi og Niels, der gennem det hele virkede til at have en mega optur indstilling til det hele, og det virkede, sgu. De blev sammen og selvom de ikke lod til at være lynende forelskede endnu, var de åbne, hvilket viste sig at give pote, og hold kæft hvor er det egentlig sejt, og hvor kunne mange lære af det. Mig selv inklusiv. Eller, jeg har jo lært det nu. For det var, med hånden på hjertet, først da jeg gav ordentlig slip på mine tanker og til tider ret urealistiske forestillinger om hvordan kærlighed, forelskelse og forhold burde være og føles, at jeg kunne gå ind i mit forhold (igen) uden et snert af tvivl og usikkerhed.

Var mit liv anderledes i dag, vil jeg ikke afvise at jeg kunne finde på at deltage i et lignende eksperiment. Jeg synes det er sindssygt spændende, og det kunne da være herre sjovt at se, hvem pokker man ville blive hooket up med, hvis det var et hold såkaldte eksperter der bestemte og ikke ens egne forestillinger, følelser og ideer.
Heldigvis klarede jeg det jo helt selv, uden eksperter, men med en masse lærerige hak i tuden, afsavn, kærlighed og kommunikation, især sidstnævnte dyrker vi, måske er det derfor vi er så glade for Lene. Der i øvrigt har en blog! JA – Den er her.

Return of the mombie

Jeg er simpelthen så smadret i de her dage. Uma der ellers har været typen, der var så nem at få til at sove, som i: Jamen så godnat da, slukket lys, sut og så ro, efterfulgt af 8-11 timers søvn, hver nat, har ændret totalt spor. Nu gider hun hverken blive puttet, eller at sove de mange sammenhængende timer, og når hun vågner om natten, er det for at lege, ikke for at spise, eller få en sut. Så hvad der før var en 3 minutters putteseance, varer nu alt fra 20 minutter til halvanden time, hvor hun kaster sig rundt og skiftevis fjoller, græder og snakker. Jeg synes vi gør alt det rigtige, men måske vi skal til at prøve noget andet. Når hun så endelig falder i søvn, sover hun godt nok helt til klokken 02, hvilket jo er ret fint, hvis jeg da bare ikke for tiden var typen, der går i seng ved midnat. Fra 02 til 05 er der babyfest, med alt hvad der hører sig til, mælkedruk, kast sutten gennem rummet-legen, driv din mor til vanvid, og klassikeren: Babababababababababababah-sangen, på repeat. Og så står vi op.

Men så er det sgu da heldigt at jeg er på barsel og derfor både må gå i forvasket bomuld dagen lang, leve af sukker, dej og koffein og sove middagslure (det gør jeg ikke).

Nå, men bortset fra at være en levende zombie, eller bare en mombie, har jeg siden sidst jeg besøgte jer her på blogadressen både fået sendt en ansøgning og dermed en følelse af at have stukket storetåen i bassinet med det ‘rigtige’ liv ude på den anden side af bleer og kanelbrød, nået lidt længere i min uoverskuelige inbox, jeg har bagt en sukker- og glutenfri kage, og naturligvis vist den frem på Instagram (selvfølgelig), haft ret meget optur over ‘Gift ved første blik’, jeg har lavet en lidt tung, men god vinterplayliste på Spotify, den kan du følge her: V I N T E R S N E G L, i dag har jeg bukser på, i denim, allerede inden klokken 09 og har faktisk nået at få en varm kop kaffe (og to kolde).

Nåhja og så har jeg fundet min skrivelyst igen, så nu slipper I ikke for mig længere.

 

Jeg virker ikke!

JEG VIRKER IKKE! udbrød jeg for lidt siden med et tomt dokument foran mig og en peptalkende mand ved køkkenvasken et par meter fra mig.

Sådan føles det for tiden. Jeg vil gerne en hel masse. Blogge, skrive ansøgninger, besvare mails, have rigtige samtaler. Men. Et eller andet sted imellem bleskift, havregrød og løse lår, er der nogle brikker der har revet sig løs, og nu udfordrer mig, professionelt og socialt.

De skal nok falde på plads igen, brikkerne. Stille og roligt. Men lige i dag kunne jeg bare rigtig godt bruge dem.

Måske i morgen.

Er der mere kaffe?
 photo IMG_9042_zpst4d9tqhq.jpg

Noget om blogtørke + 5 facts (x2)

Nu har jeg siden i går gået og tygget lidt på, hvad jeg skulle skrive herinde. Jeg har lyst til at blogge og jeg har en del ideer på tegnebrættet, men det er som om at det ikke kommer ordentligt ud, når jeg forsøger at taste det her i WordPress. Sådan er det i nogle perioder, det ved jeg, for det er ikke første gang. På et tidspunkt kunne det godt stresse mig helt ikke at blogge i mange dage, hvilket bare forstærkede skriveblokaden yderligere. Så det prøver jeg at lade være med at panikke over længere, for det gør bare ondt værre, og min fornemmelse er, at I stadigvæk er derude, ligemeget om jeg  blogger 2 gange om dagen eller en gang om ugen. Tak for det i øvrigt.

Men nu er det rent faktisk sådan, at selvom jeg lider lidt af skriveblokade på blogfronten, så har jeg lyst til at blogge, og jeg kom i tanke om at nogle af mine favoritindlæg hos andre bloggere er de der 10 personlige facts om dem selv. Men jeg har vist adrig selv lavet dem. Så (måske) for første og (måske) sidste gang, er her 5 facts om Sneglcille, fordi jeg ikke kunne finde på 10:

1. Jeg elsker regnvejr. Især om natten.

2. Begge mine lilletæer er følelsesløse på grund af for meget upraktisk fodtøj, samt mange års fornægtelse af mine store fødder.

3. Jeg ved uhyggeligt lidt om geografi og historie, men næsten lige så uhyggeligt meget om boybands, tv-serier og dyr (!), og kan derfor sagtens vinde i Trivial Pursuit.

4. Jeg er introvert.

5. Der er mere end 20.000 ulæste mails i min inbox.

Og her er så fem mere. Fortalt af manden i den anden ende af sofaen:

1. Hun har en ting for fjollede strømper (helst med motiver af dyr eller frugt)

2. Hun danser mindst en gang om dagen.

3. Hun er virkelig god til at tale fjolle-engelsk med fransk accent.

4. Hun roder. Meget.

5. Hun kan ikke udtale ‘akkurat’ og ‘Vietnamesisk’ uden virkelig at gøre sig umage.

 
 photo FullSizeRender27_zpshndhs2a3.jpg

I øvrigt #32

  • Hvad sker der for Lagkagehusets mersalg? Nej, jeg har lige brugt 94 kroner på dej og glasur, jeg skal ikke have mere.
  • Swiper jeg nogengange forkert i asos appen, så noget jeg godt kan lide ryger til venstre. Sker det også på Tinder, at man swiper så meget syntetisk crap til venstre at man ikke får stoppet op og smidt det lækre til højre?
  • Tager jeg åbenbart så varme bade at min familie skolder sig, hvis de bader efter mig.
  • Skal jeg lige finde ud af, hvorfor det ikke længere er muligt at få salte kastanjer? Altså slikket.
  • Har jeg en loppe-stand på Rita Blås julemarked på papirøen på søndag. Jeg sælger både mine egne ting og babysager. Kom og sig hej!
  • Kan jeg virkelig godt lide salatmayo til min pizza. Det er forfærdelig ulækkert. Men også lækkert.
  • Er jeg nødt til at finde ud af om der findes flødeboller med en midte af saltkaramel?! Hvis ikke opfinder jeg den fandme selv.
  • Har jeg hele tiden haft det sådan ’slap dog af’-agtigt når fellow Instagrammere har frabedt sig at blive tagget i konkurrencer. Men må nok erkende at jeg også snart bliver nødt til at sige tydeligt nej tak. 10 gange om dagen er ikke unormalt, men virkelig irriterende.
  • Kravler Uma! Helt rigtigt.
  • Er det lige i dette øjeblik præcis 7 måneder siden at jeg fik veer, og derfor i aften 7 måneder siden af kravlebarnet kom dumpende ned i vores liv og totalt charmede os allesammen. Det bliver hun i øvrigt ved med. Charmeriet. Hold kæft, hun er nuttet!

 photo Skaeligrmbillede 2015-11-16 kl. 14.18.18_zpsoxcoij50.png

Videosvar #2

Vi har ikke noget internet  i de her dage og jeg er ved at blive idiot over det. First world problem, bevares. Men ikke desto mindre er det virkelig irriterende, da jeg faktisk har hele to indlæg til jer, jeg gerne vil have skudt afsted.

Forhåbentlig kan det lade sig gøre nu, med lidt halløj, noget internetdeling fra telefonen og en masse tålmodighed.

Det er videotid igen, og endnu engang har jeg ikke styr på tiden, og får vrøvlet derudaf i 18 minutter. Næste gang holder jeg det kort. Kortere i hvert fald.

I videoen svarer jeg på jeres spørgsmål om børn. Håber I kan lide den. Alle 18 minutter.

 

 

Sårbarhed er ingen sag

I hvert fald ikke når det bliver modtaget af mennesker som jer. Tak fordi at I gjorde gårsdagens indlæg til en god oplevelse. Det er altid en anelse angstprovokerende sådan at krænge sit inderste ud, særligt til offentlig skue. Jeg havde både hjertebanken og en seriøs klump i halsen efter at have udgivet indlægget, der både tog tid at skrive og at overveje om jeg overhovedet ville have ud. Det er jeg glad for at det kom. Jeg er også positivt overrasket og glad for at der er forståelse for at mobning og psykisk misbrug er seriøst, også selvom det ‘bare er børn’, hvilket var den opfattelse og skuldertrækken mine forældre mødte fra de voksne på skolen, da jeg endelig turde sige højt derhjemme, hvad der foregik. Børn er børn, ja, men det er også i de år at de bliver til mennesker. Og selvom jeg nu er voksen og godt kan se, at der var tale om et, måske to børn, som havde det svært selv og lod det gå ud over mig, sammen med deres lille hær af usikre pre-teens, var jeg dengang overbevist om, at det var mig den var helt helt helt gal med, virkelig. Jeg følte mig forkert, dum, for grim til at leve, uønsket. Det var jo det de sagde, og de ord sidder sgu fast, længe. Seriøst, selv da jeg arbejdede som model tvivlede jeg på om jeg var pæn, eller om det hele bare var en joke. Jeg betvivler altid folks intentioner. Selv mine tætteste veninders kærlighed til mig kan jeg i svage øjeblikke tvivle på. Stadigvæk.

Så ja, det er ‘bare børn’ og lige præcis derfor er det så alvorligt, og derfor skal vi de voksne gøre noget, træde ind, og vise hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er.

Tak igen, fordi I læste med og især tak til jer, der selv har fortalt jeres historie, både i kommentarerne i forrige indlæg og på mailen. Jeg har læst det hele og hylet med jer. Rødvin, kram og hindbærsnitter til jer.

 photo FullSizeRender26_zpsxt8nswqo.jpg