Overtro og helstegt kylling

Jeg er ikke vildt overtroisk. Altså jeg går aldrig under en stige, helst heller ikke stilladser, men det er mere fordi jeg er bange for at få noget i hovedet, og jeg har det også bedst, hvis jeg lige får sagt 7-9-13 efter at have slynget noget, der ikke er sket, og ikke må ske ud. Men det er vist det eneste. Der kan sagtens ligge både strømper og sko på mit bord, sorte katte på gaden hyler mig ikke ud af den, og spilder jeg salt gør jeg ikke noget ved det, udover at børste det væk. Min mand til gengæld, han er overtroisk, helt ned til at han ikke kan holde ud, hvis man ikke ødelægger skallen på et kogt æg, når ægget er spist. Det er noget med at så drukner en sømand eller sådan noget.
Men jeg er ret god til at skabe mine egne små overtroiske principper og overbevisninger. Har jeg nogensinde fortalt jer om ‘The Chicken Curse’? Sikkert ikke, for det er præcis ligeså gakket som det lyder. Egentlig har det været en on-going joke imellem mig og min veninde. Det startede en del år tilbage, 6-7 stykker, hvor vi begge oplevede at blive dumpet af mænd som vi havde (eller skulle til at) servere helstegt kylling for. Faktisk var det præcis det der var på menuen den aften i 2009, hvor hele korthuset væltede for mig og Freelancer. Siden da har jeg ikke serveret kylling for mænd, og da slet ikke Freelancer. Altså indtil for et par uger siden, hvor jeg fik fingrene i en glad økokylle, der kom en tur i Romertopfen.

Og som I har gættet, er han her endnu, Freelanceren. The curse has been uncursed. Men for en sikkerheds skyld så bliv lige gift inden I begynder at servere den slags for jeres kæreste. Sig ikke at jeg ikke har advaret jer.

PS. Min veninde endte også med at blive gift med sin kyllinge-mand. Så på den anden side er det måske faktisk præcis det du skal servere for en du er pjattet med… Hvis han går fra dig, er det et godt tegn. Åbenbart.

 photo Skaeligrmbillede 2015-10-08 kl. 11.45.25_zpswgoeebw0.png

Sneglebryllup: Festen

Efter reception og middagen hos mine forældre, hoppede jeg ud af brudekjolen og ned i det fineste guldsæt fra Stine Goya, og derefter sprang vi, de nygifte,  sammen i en taxa ind til indre by, hvor festen skulle holdes.

 photo Skaeligrmbillede 2015-10-06 kl. 21.56.41_zpsbra0gh4q.png

Som I sikkert husker, mistede vi det sted, vi troede, vi havde til brylluppet, få måneder inden. En helvedes masse bandeord, Paniiik, tårer, lidt mere panik og en masse opkald senere dumpede en mulighed ned i vores hænder. Takket være en god ven, der tilfældigvis (og heldigvis) havde mulighed for at låne os en natklub. Hvilket vi selvfølgelig sagde ja tak til! Også selvom det slet ikke var det jeg gik og drømte om, men da vi vidste at det var sådan det blev, ændrede vi fuldstændigt retning, i hvert fald mentalt, og gik all in på F E S T. Hvor tit har man mulighed for at råde over et diskotek en hel nat? Fylde det med sjove mennesker, selv bestemme hvilke drinks der skal være, hvilken musik der skal spille, og servere burgere og pomfritter til alle. Jeg har aldrig, altså før min bryllupsfest.
Stemningen var sat, lad der være fest!
And oh boy, festligt det var det!

 photo Skaeligrmbillede 2015-10-06 kl. 21.56.08_zpstj2okvlo.png

Vi havde cirka en time på stedet inden gæsterne kom, hvor vi fik sat de sidste ting op, drak en øl og stod klar til at tage imod folk.

Gæsterne kom dryssende ved 19:30-20 tiden og allerede helt fra start havde folk fest-hatten på. Alle var ligesom opsat på at der skulle festes igennem. Og selvom der var nogle velkomstdrinks der aldrig rigtig kom på disken, og vi måtte vente med at åbne dørene for folk på grund af nogle mindre misforståelser, hvilket irriterede mig grænseløst på selve aftenen, er det slet ikke noget, der sidder og nager mig nu, tværtimod gjorde det at alle havde 20 minutter i gården ude foran stedet, til at hilse, snakke og skåle i øl, inden vi åbnede dørene, satte gang i baren og skruede op for playlisten.
 photo IMG_8026_zpson6rorr3.jpg
 photo IMG_8171_zpsben4urvd.jpg
 photo IMG_8140_zps38eppwmg.jpg

Rundt omkring i lokalerne havde vi lagt engangskameraer,  som folk kunne have det sjovt med. Hvilket så ud til at være et hit. Vi glæder os pænt meget til at se hvad der gemmer sig på dem…
 photo IMG_8104_zpsx97nohlc.jpg
 photo IMG_8016_zpsakpiauxa.jpg
 photo IMG_8083_zpsswkwvi2o.jpg
 photo IMG_8115_zpstauj6f3h.jpg
 photo IMG_8142_zpsnvccwbmb.jpg
 photo IMG_8155_zpso0syet7z.jpg

Et par timer inde i festen kom maden. Vi havde bestilt sliders, pomfritter og onion rings fra Greasy Spoon, hvilket var et kæmpe hit!
 photo IMG_6161_zpsk16ooi7s.jpg
Imens folk spiste rundt omkring, ude og inde, stående, siddende og snakkende, kom vores DJ og satte alvorligt gang i dansegulvet til de nu meget mætte mennesker. Helt taktisk fra vores side i øvrigt, at det skete i den rækkefølge, da vi (mest mig) var lidt bekymrede for at folk ville daffe hjem efter maden, helt burgermætte. Derfor blev maden serveret tidligt (22-23 tiden), hvorefter DJ’en kom.

Som jeg skrev om et par uger inden brylluppet var det en af de ting vi var lidt i tvivl om hvorvidt var nødvendigt eller ej, med den DJ. Til sidst besluttede vi os for at skulle det være, så skulle det fandeme også være en vi var helt sikre på kunne ‘bære opgaven’ og forstå os og vores musiksmag, igen mest mig, da jeg er dansemusen her i firmaet. Så vi hyrede Pharfar, og gudskelov for det, for han fik virkelig sparket gang i festen og i de mætte (og liiiidt fulde) mennesker.

 photo IMG_8208_zpshgqctsfx.jpg
 photo IMG_8223_zpshv22bb1q.jpg
 photo IMG_8298_zpsykghjwbx.jpg

Og så var der jo også lige en anden detalje, kort tid efter Pharfar var gået på, blev jeg hevet ud på dansegulvet af min veninde Nanna. Ikke at der var noget underligt i det, selvom hun da godt nok var en anelse insisterende, og et halvt minut efter fandt jeg ud af hvorfor:

Selvom vi faktisk havde frabedt os brudevals, og der jo ikke var så skide meget vals over det, er det uden tvivl det øjeblik jeg tænker tilbage på med flest sommerfugle i maven. Havde den ikke været der, havde jeg med garanti ikke skænket det en tanke, men jeg er så glad, taknemmelig og lykkelig for at Nanna åbenbart kender mig bedre end jeg kender mig selv og sørgede for det minde.
 photo a2cd3eb5-4c22-4cde-ab05-724030eae754_zps62mlp3qz.jpg

Det gav også endnu et ordentlig spark til festen var min fornemmelse, fordi det var uventet, og alligevel lige fik mindet folk om hvorfor de var der. Jeg elskede det! Og det gjorde min mand, der ellers hverken danser eller bryder sig om at være i fokus, virkelig også.
 photo IMG_8233_zpsrtq73fli.jpg
 photo IMG_8200_zpstmxnq89a.jpg
 photo IMG_8072_zpsx7i3tlu1.jpg
 photo IMG_8082_zpscnjleh6x.jpg
 photo IMG_8129_zpsiw2n6hyh.jpg

Da klokken blev cirka 02 var omtrent halvdelen af selskabet listet hjem, der var ikke flere shotglas i baren, maden var så småt spist, det begyndte at tynde ud i de goodiebags vi havde stillet til folk (et survival-kit til dagen efter, med cola, slik og chips) og vi begyndte også selv at kunne mærke hvor lang en dag vi havde haft.

 photo image9_zpsfus7esfc.jpg
 photo IMG_8092_zpsldjkggin.jpg

Så cirka klokken 02.30 efterlod vi de sidste få gæster i bartendernes varetægt, og trippede ud i en taxa helt mættede af indtryk og adrenalin, med vores gaver i favnen, stjerner i øjnene og kærlighed i årerne.

#Sneglebryllup var, hånden på hjertet, fuldstændig fantastisk, og jeg ville ønske vi kunne gøre det igen og igen og igen, ned til hver detalje.Hele dagen og aftenen var så meget OS, hvilket jeg fornemmer at vores familie og venner også kunne mærke.

Tak! Både til alle der var med, men også til jer bag skærmen, der følger med her og på Instagram, det er virkelig rørende at I hepper på mig og på os, og at I har haft lyst til at læse om, se billeder fra og være en del af vores kæmpe dag og vores liv. Jeg ville ønske jeg kunne kramme jer hver og en, for det går sgu lige i mit bløde optøede hjerte.
 photo IMG_6162_zpstnqfxavo.jpg

Græsenken er tilbage

I morges sendte vi endnu engang min mand afsted ud i verden. Igen til Stockholm, kun i 4 dage, men nok til at jeg simpelthen har været så eddikesur hele morgenen. Superfed afsked.
At hans exit ramler oveni, at Otto har feber og ingen stemme, et tigerspring der har hapset vores nemme baby og skiftet hende ud med en lillebitte flerhaget teenager, og jeg selv begynder at mærke den gode gamle snothovedpine jeg får inden den obligatoriske bihulebetændelse hvert andet år, hjælper ikke på humøret, og faktisk er det nok ovenstående, der gør at humøret er i bund, og ikke så meget den pæne mands fravær.

Jeg har hældt tre iskolde kopper kaffe i vasken i, fordi jeg har brugt det meste af dagen på at hoppe rundt med pjevset baby, løbe i pendulfart imellem dårlig dreng, der skiftevis vil holde i hånd, eller have noget fra et andet sted i lejligheden, og køkkenet, prøvet at fikse en mail, der fucker med mig, og samtidigt forsøgt at samle bare lidt rod op undervejs. Lige indtil jeg for lidt siden mentalt råbte ‘fuck det lort’, og kollapsede i sofaen med den febersyge skoledreng og pjevse-teen-babyen, Anders And på Netflix, en varm kop kaffe (endelig!) og en halv rulle chokoladekiks. Nu er jeg mindre sur. Man skulle tro jeg havde lært det by now, det er trods alt ikke første gang at pulsen først er kommet ned, efter jeg har accepteret at det heller ikke bliver i dag jeg når alt.

 photo IMG_6145_zpshz0h2yxc.jpg

1 år siden i dag

For et år siden kørte freelancer og jeg ud på Hvidovre Hospital i den røde Mercedes (RIP), jeg var småstresset over at jeg følte vi var forsinkede (det gør jeg altid, hvilket også er grunden til, at jeg for det meste er meget tidligt på den til alt) , Freelancer synes vi skulle stoppe og købe kaffe et sted, hvilket jeg slet ikke kunne overskue, og heldigvis for mig er der ikke så fandens mange kaffebarer i området omkring Hospitalet. Vi kom naturligvis alt for tidligt og brugte tiden i venteværelset på at smuglytte til de andre ventendes snakke. Der var nygravide, højgravide, tvillingegravide og en del mænd i rummet, og alt fra snak om børnenavne, til køns-gætterier, nervøsitet og hormonel irritation fyldte rummet. Det blev vores tur og vi fulgte med en dame ind i et af de små mørke rum, hvor ultralyds scanningerne foregår.  Freelancer var som altid meget snakkesalig, hvor jeg var mere stille og mest bare ikke kunne vente med at se hvad der gemte sig i min mave. Havde nemlig sådan en underlig fornemmelse, en nervøsitet som jeg slet ikke husker jeg oplevede under graviditeten med Otto. Som om at jeg først denne gang rigtig forstod, hvad det der inde i min mave ville komme til at betyde, og hvor sønderknust vi ville blive, skulle den ikke være der længere eller noget være galt.

Heldigvis kunne man se den lille alien-lignende tingest  hoppe rundt på skærmen ret hurtigt, og vi fik indenfor kort tid bekræftet at alt så ud til at være fuldstændig som det skulle være.

Senere den dag delte jeg det med jer. Efter mere end to måneders viden om min tilstand. Det var svært ikke at brøle det over byens tage og herinde hver eneste dag, og det var en kæmpe lettelse da jeg endelig kunne skrive indlægget og trykke udgiv.

Der er gået et år (!) Hvilket er skørt, både fordi tiden er fløjet afsted, men også er gået virkelig langsomt på samme tid. Uma er her, hun bliver et halvt år i næste uge, vi er blevet gift, O er startet i skole … Et vanvittigt år. Et fantastisk år.

 photo IMG_6116_zps1v1giraq.jpg

Om blogging, fremtid og nye udfordringer

Lige nu er jeg jo på barsel og det er jeg en god portion tid endnu, alligevel er mange begyndt at spørge ind til hvad jeg skal når den er slut. Inden min barsel var jeg ansat hos ALLER, hvor jeg skrev om mode, livsstil og gossip på IN.dk og ELLE.dk. Et job jeg holdte meget af, både på grund af arbejdsopgaverne, men i særdeleshed også på grund af mine kollegaer. Desværre var jeg projektansat, og da jeg gik hen og blev gravid inden min kontrakt udløb (ups!) og dermed ikke havde mulighed for at forhandle en fastansættelse, som ellers var mit mål dengang jeg startede, har jeg måtte genoverveje min karriere, eller i hvert fald er jeg blevet tvunget til at tænke fremadrettet, samt opsøge nye muligheder. Jeg brænder for at skrive og jeg brænder for web og sociale medier, så der er i hvert fald ingen tvivl om, at det bliver noget i samme dur, jeg skal lave, når jeg til foråret igen skal ud på arbejdsmarkedet. Jeg har nogle ideer, og jeg har nogle kontakter, som jeg helt sikkert vil gå videre med når tiden nærmer sig, og der er jo altså stadigvæk lige et par dage tilbage (eller et halvt år), men derfor kan man jo godt forberede sig og drømme lidt imens.

Hvorfor ikke bare bruge bloggen til at tjene pengene? Tjo. Det er klart en mulighed. Og det kommer jeg også til, i et begrænset omfang. Fordi jeg bruger bloggen som jeg gør, som ventil og frirum, er de sponsorerede indlæg så sjældne som de er. Og det er ikke en retning jeg har planer om at gå. Bloggen bliver ikke min levevej, i hvert fald ikke kun via sponsorerede indlæg, men måske som et springbræt til noget mere. Foredrag for eksempel. Bøger. Samarbejdsaftaler med magasiner, eller virksomheder.
Mange forstår det ikke. Hvorfor gør du det ikke ‘bare’. Det er da fjollet når du har muligheden. Og ja, det er det måske også i nogens øjne. For jeg siger nej til mange ting, og gode penge, men det skal også give mening, for mig og for jer.

Det kan sagtens være at Sneglcille bliver meget mere end hvad den er nu, også kommercielt, men det bliver ikke som reklamesøjle som sådan. Jeg vil noget andet, noget større, noget anderledes, noget der ikke findes endnu, tror jeg, hvor jeg stadigvæk kan styre det hele selv og holde det sparsomt og reelt. Jeg nøjes ind til videre med ind imellem at takke ja til oplevelser, produkter, events og muligheder, der giver mening for mig (og chokolade, jeg ER til salg for chokolade).
Sådan bliver det ved lige indtil jeg enten får tilbudt et samarbejde, der giver mening, eller selv opfinder den dybe tallerken, for det ville da være en drøm at kunne leve af at være Sneglcille. Hvis det giver mening?

Dette er i øvrigt ikke en lussing til dem, der laver sponsorerede indlæg, overhovedet og tværtimod. I get it, og jeg har kæmpe respekt for det og for dem, der gør det, og tilmed er gode til det. Til tider endda en anelse misundelig over at det fungerer. Det er bare ikke for mig, lige nu.

Når jeg fortæller om min baggrund og om mine drømme, kan jeg ikke lade være med at grine lidt, ikke fordi det er underholdende eller sjovt, men fordi at det faktisk er lidt tosset og måske naivt, at jeg er så rolig omkring at det hele løser sig, selvom jeg hverken har et flot stykke papir fra Uni til at bakke mig op, eller på nuværende tidspunkt en ide om, hvad der skal ske på den anden side af barselsland. I stedet for at lade mig hyle ud af den på grund af det usikre, forsøger jeg at tage det som en kæmpe gave. Der er næsten frit valg på alle hylder, ja forstå mig nu ret, jeg ved godt at jobs ikke hænger på træerne og at det med stor sandsynlighed bliver en kamp, jeg mener det bare som, at jeg har en mulighed for at starte forfra på en eller anden måde. Det er sgu da meget sejt.

Glæder mig til et helt nyt kapitel. Også selvom jeg ikke kender hverken start eller slutning, men det er en del af det sjove. For mig.

 photo Skaeligrmbillede 2015-10-05 kl. 09.42.19_zpsyyvd1xjg.png

I oktober

Oktober er sådan en fin måned. Selvom jeg er en sommerpige, er oktober faktisk udmærket. Here’s why: Der er en hel del sol, man kan finde striktrøjerne frem, men stadigvæk have solbriller på og bare fødder i skoene. Ikke nok med det, sker der jo en hel, hvilket ikke helt er tilfældet for de mørke røvsyge vintermåneder, der står og tripper lige rundt om hjørnet. Der er både loppemarkeder, gode fester og arrangementer og det er faktisk muligt stadigvæk at opholde sig udendørs uden at skulle pakkes ind i dun og uld. Jeg kan meget godt overskue oktober.
Her er noget af det der sker og hvad jeg skal i løbet af måneden.

Børn i Byen prisen. Jeg er ikke nomineret, hvilket jeg faktisk er oprigtig ked af det over. Meget mere end jeg vil indrømme. Men fred være med det, det er heldigvis 5 prima damer, der er nomineret, så ingen sure miner, på den bekostning. Jeg tror at Trine render med den. Hende har jeg stemt på. Hun er op imod fire virkelig skønne damer, men Trine kan altså, efter min mening, noget som de (vi) ikke kan. Du kan stadigvæk nå at afgive din stemme HER.  Der afholdes et stort arrangement på Glyptoteket d. 25. Oktober, hvor vinderne bliver udnævnt og en masse andre sjove ting finder sted. Jeg er hende den misundelige henne i hjørnet.

Sneglcille fylder 6 år, d. 25. oktober. JA, i seks år har jeg skrevet på livet løs herinde. Det skal eddermame fejres. Hvordan ved jeg ikke endnu. Men jeg finder på noget. Måske bygger jeg en lille award til mig selv. Det er ikke underligt.

Bryllupsdag. D. 12. oktober har vi 1 måneds bryllupsdag. Vi har tænkt os at gøre et stort nummer ud af det. Eller jeg har i hvert fald. Vi skal ud og spise, uden børn, og så skal der champagne på bordet.

Folkevandring d. 6. oktober. Min mand tager til Stockholm, så jeg går turen med Uma og Otto (med stor sandsynlighed placeret i Nihola-cyklen, for det er lidt sent, så tvivler på at O kan holde sine lange stænger gående hele vejen). Kom med!

Lagersalg! Er I KLAR over hvor mange lagersalg der er i oktober. M A N G E. For eksempel Stine Goya, Hofmann Copenhagen, Mimis Cirkus, Rabens Saloner, Wood Wood, CamCam og mange mange flere.

Derudover skal jeg ud en masse! Altså ikke ud som i byen, eller det skal jeg egentlig også, for det er sådan at jeg kender ualmindeligt mange damer, der har fødselsdag i oktober, 5 stykker! Og to af dem fylder rundt. Men derudover vil jeg nyde de sidste lune efterårsdage, den friske luft og ikke at skulle iføres vinterstøvler og dunjakke.

 photo Skaeligrmbillede 2015-10-01 kl. 10.52.51_zpspxa8wutt.png