Økologiske tømmermænd og en pakket weekend

Efter en håndfuld økologiske øl i godt selskab til et event hos PR bureauet Starklint, og derefter en ret stor fadøl med dertilhørende hemmelige cigaretter sammen med Fru Buttenschøn, var det en sejlende snegl der cyklede hjem omkring midnat torsdag aften. Så sejlende at jeg vurderede, at det var mest forsvarligt at stå af cyklen lige omkring hovedbanen og gå de sidste 500 meter hjem. Jeg kollapsede fuldt påklædt i Ottos køjeseng, da han havde indtaget min plads ved siden af Freelanceren. Sidstnævnte tog både nattetjansen med Uma og stod op med begge børn fredag morgen, inden jeg lidt før klokken 08 kravlede ud til dem og delte en portion havregrød med Uma imens freelancer afleverede Otto i skole. Noget mat i sokkerne og decideret tømmermændsramt (efter fem øl?! Jeg stirrer ondt på de økologiske øl, der ellers smagte dejligt. Men næste gang nøjes jeg med en enkelt) fik jeg dog mandet mig op og bakset både mig selv og baby ud i det pæne efterårsvejr.

Resten af dagen brugte Uma og jeg i indre by, hvor vi besøgte et par pr-bureauer, gik tur med min veninde Rachel og vinduesshoppede. Ved spisetid trillede hele familien Falgren Rubini hjem til mine forældre, hvor vi spiste aftensmad og puttede det yngste familiemedlem, inden vi, freelancer og jeg, gik ud i natten helt uden børn. Anledningen var fødselsdag hos freelancers lillesøster, der havde inviteret til et brag af en 30 års fødselsdag. Inden vi nåede så langt, stak vi hovedet forbi BioMio, til en dobbelt espresso og en bid chokoladeis, for at samle energi til nattens strabadser.
Små fem timer senere dinglede vi hjem hånd i hånd, men ikke uden et besøg hos gode Mr. Lee på Istedgrillen, hvor vi fik flæskestegssandwiches og Cocio til resten af turen hjem. Næsten som i gamle dage. Vi sov til 8.30, hvilket er luksus når man har små børn, og drog endnu engang ud af døren for at hente vores kære afkom hos mormor og morfar. Lige nu er ældstebarnet opslugt af Ben 10 på Netflix, Uma og freelancer sover i dobbeltsengen, og jeg taster løs her og drømmer om den bøf bearnaise jeg har planlagt vi skal spise om et par timer.
I morgen står den på kvartalsfødselsdag for hele klassen i Søndermarken, og derefter børnefest og awardshow på glyptoteket. Med andre ord nogle begivenhedsrige dage.

Jeg er så småt gået i krig med jeres spørgsmål, men smid gerne nogle flere i hatten, hvis I vil. Jeg pønser på en video og et par indlæg, så fyr den endeligt af.

Husk også at I kan følge mig på Instagram, Facebook og snapchat @sneglcille.

God lørdag
 photo Skaeligrmbillede 2015-10-24 kl. 17.10.22_zpsvui7l1zw.png

9 replies
  1. ND
    ND says:

    Jeg kom til at læse nogle gamle indlæg fra dig omkring spøgelset (eller der findes ikke spøgelser men..)”håndværkeren” hvad skete der med ham?

    Svar
  2. Rikke
    Rikke says:

    Kvartalsfødselsdag? Er det lige så smart, som det lyder? Man fejrer samlet de børn, der har fødselsdag i kvartalet og slipper derved for at holde OG sende eget barn til tonsvis af fødselsdagsfester?

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *