Borgerlig vielse, upersonligt og firkantet?

Min fornemmelse er, at mange har en helt klar holdning til, om de ønsker at blive gift i kirke, på Rådhuset eller et helt tredje sted. Personligt har jeg aldrig selv drømt om at blive gift, men jeg har altid vidst, at hvis jeg skulle giftes en dag, ville det ikke blive i en kirke. For halvanden måned siden blev jeg gift på Københavns Rådhus, og hvorfor så egentlig der?

Jeg er ikke religiøs. Om jeg vil gå så langt som at kalde mig ateist ved jeg ikke, da det ikke er noget jeg som sådan har taget stilling til. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret, mine børn er heller ikke døbt, og selvom jeg synes kirkebryllupper er enormt smukke, har jeg aldrig siddet og tænkt ‘bare det var mig’ når jeg har deltaget i kirkebryllupper. For mig ville det ikke føles rigtigt.

Selvom jeg godt ved, at rigtig mange bliver gift i kirker på baggrund af alt muligt andet end lige religion, ville det for mig personligt bare være helt forkert som ikke troende at blive gift i guds navn. Jeg forstår godt at det for mange handler om tradition, de smukke omgivelser og drømmen om kirken. Det er så fint, og jeg forstår det fuldstændigt. Det er bare slet ikke for mig, der ikke har den traditionelle tilknytning. Min mand er heller ikke religiøs som sådan, men han ved en del mere om religion end jeg gør, da han er vokset op med en muslimsk far, men selv er både døbt og konfirmeret i den danske folkekirke. Hvis det havde betydet noget særligt for ham at blive gift i kirke, vil jeg ikke afvise, at jeg kunne lade mig overtale, men det ville nok kræve en del, da jeg som sagt ikke ser mig selv som kristen, og heller ikke har et personligt forhold til det traditionelle.

Vi snakkede faktisk om at blive gift udendørs. I en park, på en bro, på et tag, i en have, ved vandet. Der var flere ideer, men vi blev hurtigt enige om at gøre det på Rådhuset. Freelancer havde aldrig selv været til et bryllup der, og han har efterfølgende sagt, hvor overrasket han blev over hvordan det var derinde. Jeg tror han havde forestillet sig noget langt mere praktisk og lidt upersonligt. Hvilket jeg faktisk overhovedet ikke tror at han er alene om.

Jeg kan jo kun fortælle om Københavns Rådhus, der simpelthen har den smukkeste bryllupssal. Først går man op af en snoet stentrappe og ind i en slagt entre, hvor der er et stort spejl og en garderobe, næste rum er en ventesal med smukke vægmalerier, en balkon, stole på rækker og en virkelig behagelig belysning. Selve det rum man bliver gift i er ret småt, her er belysningen helt dæmpet og som jeg også har beskrevet det her, er stemningen intim, netop fordi man, hvis man har mange gæster med, står tæt. Selvom vi var i fokus, havde vi både familie og venner lige ved siden af os, hvilket var den vildeste følelse. Et rum fyldt med varme og kærlighed. Selve vielsen tog måske 3 minutter, men det var helt perfekt. Stemningen i det lille rum var intens, og det at kunne få øjenkontakt med sin mor, sine veninder og sine børn imens man er ved at springe fra 100-meter vippen med sit ja, er virkelig en smuk detalje.

Der findes ikke rigtigt eller forkert, og hvis man drømmer om et kirkebryllup, skal man selvfølgelig gøre det. Men jeg vil gerne alligevel give min oplevelse videre, hvis nu, der sidder nogen, der har afskrevet det der røvsyge Rådhusbryllup, uden at vide hvor smukt det egentlig er.

 photo Skaeligrmbillede 2015-10-21 kl. 10.29.53_zpsgd1yjl11.png

 

12 replies
  1. Anna
    Anna says:

    Det var dejligt, at I havde en god oplevelse. Det ser man nu også tydeligt på billederne! Jeg har kun været til én vielse på Københavns Rådhus for mange år siden, og det var lidt upersonligt og foregik mest på samlebåndsmanér.

    Jeg blev selv gift i Frederiksberg Slotskirke en uge efter jer, så jeg har det hele frisk i erindringen og nyder at læse dine beretninger fra jeres dag.

    Jeg var aldrig i tvivl om at jeg ville giftes i kirke, men måtte dog bruge et par år på at overtale min søde kæreste (mand!). Jeg havde mange ting jeg så frem til ved et kirkebryllup. At stå ude foran og have nerver på alene med min far inden vielsen, at gå op ad kirkegulvet med min far, mens min kæreste stod og ventede. Jeg glædede mig til præstens tale og til salmerne, men i sidste ende var det det reliøse element, som betød mest for mig, og derfor var det vigtigt, at det var i en kirke. Faktisk er det Ja nr.2, dét med at elske og ære i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke os, som betyder mest for mig. Det er dét, der for alvor gør, at jeg vil have meget svært ved at bryde det løfte. Ellers havde det bare været en juridisk aftale. De er selvfølgelig også er vigtige, men det er en sag mellem mig, min mand og Borgerservice. Når man er gift i kirke er Gud også med i aftalen, og hvis man er lidt utilpas over det, så er det fedt at man kan blive gift uden.

    Tillykke med brylluppet 🙂

    Svar
  2. Marina / cand.mor
    Marina / cand.mor says:

    Kan kun stemme i, at det er en meget mere intim og personlig begivenhed at blive gift på rådhuset, end jeg havde forestillet mig. Vi blev gift på Aarhus Rådhus, og giftefogeden holdt en smuk lille tale, som selvom den naturligvis var skrevet til at passe på alle par, simpelthen virkede så personlig og sød, at alene den kan få det til at prikke i tårekanalerne hos mig her snart tre år efter.

    Svar
  3. Jane
    Jane says:

    Min kærestes, der egentlig ikke er den store tilhænger af rådhusbryllupper, kommentar var, det ser da egentlig meget hyggeligt ud! Jeg er enig.

    Hurra for at bryde normen om kirkebryllup og det frie valg 😉

    Svar
  4. Katrine O.
    Katrine O. says:

    Jeg kan udtale mig om begge dele 🙂 Min mand og jeg sagde ja til hinanden hele to gange.
    Vi blev forlovet i 2010 og skulle have forårskirkebryllup i 2011. Skæbnen ville bare at vores søn valgte at melde sin ankomst selv samme forårsmåned 🙂 Så derfor blev første ‘ja’ på Københavns Rådhus for at have alt på plads til “hvis nu der skulle ske én af os noget”. Ingen af os tænkte på det som specielt romantisk i dagene op til, men da dagen oprandt var der sommerfugle i maven og fugtige øjne. For det er altså noget helt specielt at stå der i det lille rum helt tæt med ens kære. Så jeg husker vielsen som en meget romantisk oplevelse.
    Kirkebrylluppet blev flyttet til året efter, og her fik vi den helt klassiske og meget smukke vielse/velsignelse i vores kirke på Vesterbro, hvor vores søn også er døbt. Og der ér bare noget specielt over at gå ned af kirkegulvet med sin far, mens ens mand står og venter og alle familiemedlemmer og venner ser på 🙂
    Men om det ene eller det andet er bedre, er helt op til det enkelte par. Jeg synes kirkebryllup er det 100% rigtige for mig og os, men jeg tror også på Gud. Så jeg forstår sagtens at man vælger kirken fra, hvis Han ikke er af betydning for ens liv og så er rådhusbryllup faktisk et rigtig godt alternativ 🙂

    Svar
  5. Anna Warrington
    Anna Warrington says:

    Dejligt indlæg! Jeg bliver først og fremmest lidt ked af det, når jeg læser imellem linjerne, at du næsten skal forsvare dit valg af rådhuset. Selvom der i dag er 200 måder at leve på, så er det som om at det mest “rigtige” nu engang er kirkebryllup.. Og det er jo noget fis! Der findes nemlig ikke noget der er mere rigtigt, mere fint eller mere ægte end lige præcis det man selv har lyst til.
    Jeg ønsker ikke selv at blive gift (og hører i øvrigt også en del for det, det er jo ikke “rigtigt”) men skulle jeg en dag sige ja til en kæreste, ville det uden tvivl blive på rådhuset. Men min relation til min kæreste bliver hverken mere eller mindre ægte af om vi en dag giftes eller ej, eller om det bliver på et rådhus eller ej.
    Jeres bryllup så dejligt ud på billederne og det vigtigste er, at i var glade! 😀

    Svar
  6. Malene
    Malene says:

    Jeg har det fuldstændig på samme måde ift at blive gift i kirke. Det ville bare føles helt forkert for mig, som absolut ikke er troende.. Men heller ikke nødvendigvis ateist 🙂 Begge mine børn er døbt, men kun fordi det var en tradition i min kærestes familie og de ville rigtig gerne have ungerne blev døbt.
    Jeg har aldrig drømt om kirkebryllup og stor hvid kjole, faktisk er dit og Freelancers bryllup nok det bryllup jeg har hørt om/fulgt med i, som er mest som det jeg selv gerne vil have en dag 🙂

    Svar
  7. Elisabeth
    Elisabeth says:

    Min mand og jeg er også borgerligt viet. På det sted, hvor vi mødte hinanden, så mere personligt bliver det næppe:) Ligesom du og Freelanceren er ingen af os religiøse. Og jeg er ret stor fan af, at folk kunne nyde en dåsebajer i græsset, mens vi lovede hinanden kærlighed og solidaritet.
    Alle indlæg og billeder viser tydeligt, at jeres bryllup var noget særligt – deri ligger magien:)

    Svar
  8. NatasjaS/BlogLiebling
    NatasjaS/BlogLiebling says:

    Åh jeg får gåsehud! Jeg sagde selv JA til min mand i juli og det er svært at beskrive hvor vildt det er <3 Jeg troede måske det var noget opreklameret kærlighedsfis det med bryllupper, men det var så ægte og vidunderligt. Vi valgte en udendørs vielse med præst – og jeg er så glad for, at vi holdt på at gøre det på vores egen måde, præcis som I har gjort. Så får man altså bare den bedste dag 🙂

    Svar
  9. Grethe ahrensbach
    Grethe ahrensbach says:

    På Stevns kan man få en borgerlig vielse i en 850 år gammel kirke med udsigt til havet og ved en UNESCO arv helt sikkert det smukkeste sted at blive gift i Danmark

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *