1 år siden i dag

For et år siden kørte freelancer og jeg ud på Hvidovre Hospital i den røde Mercedes (RIP), jeg var småstresset over at jeg følte vi var forsinkede (det gør jeg altid, hvilket også er grunden til, at jeg for det meste er meget tidligt på den til alt) , Freelancer synes vi skulle stoppe og købe kaffe et sted, hvilket jeg slet ikke kunne overskue, og heldigvis for mig er der ikke så fandens mange kaffebarer i området omkring Hospitalet. Vi kom naturligvis alt for tidligt og brugte tiden i venteværelset på at smuglytte til de andre ventendes snakke. Der var nygravide, højgravide, tvillingegravide og en del mænd i rummet, og alt fra snak om børnenavne, til køns-gætterier, nervøsitet og hormonel irritation fyldte rummet. Det blev vores tur og vi fulgte med en dame ind i et af de små mørke rum, hvor ultralyds scanningerne foregår.  Freelancer var som altid meget snakkesalig, hvor jeg var mere stille og mest bare ikke kunne vente med at se hvad der gemte sig i min mave. Havde nemlig sådan en underlig fornemmelse, en nervøsitet som jeg slet ikke husker jeg oplevede under graviditeten med Otto. Som om at jeg først denne gang rigtig forstod, hvad det der inde i min mave ville komme til at betyde, og hvor sønderknust vi ville blive, skulle den ikke være der længere eller noget være galt.

Heldigvis kunne man se den lille alien-lignende tingest  hoppe rundt på skærmen ret hurtigt, og vi fik indenfor kort tid bekræftet at alt så ud til at være fuldstændig som det skulle være.

Senere den dag delte jeg det med jer. Efter mere end to måneders viden om min tilstand. Det var svært ikke at brøle det over byens tage og herinde hver eneste dag, og det var en kæmpe lettelse da jeg endelig kunne skrive indlægget og trykke udgiv.

Der er gået et år (!) Hvilket er skørt, både fordi tiden er fløjet afsted, men også er gået virkelig langsomt på samme tid. Uma er her, hun bliver et halvt år i næste uge, vi er blevet gift, O er startet i skole … Et vanvittigt år. Et fantastisk år.

 photo IMG_6116_zps1v1giraq.jpg

5 replies
  1. K says:

    TAK for et , som altid, vidunderligt indlæg! Jeg har vist kun fulgt dig i et års tid, det føles dog som et bekendtskab der går længere tilbage 😉
    (Det lyder jo slet slet ikke stalker agtigt!)

    Jeg er selv gravid med nr 2 og venter med spændning på scanning i morgen . Jeg blev seriøst så glad for at læse, at du også havde en større bekymring/nervøsitet end ved den første. Altså første gang skænkede jeg slet ikke det den fjerneste tanke , at der kunne være noget som helst galt. Ignorance is a bliss eller hvad man nu siger.. Denne gang kan jeg godt mærke en større skrøbelighed indeni – noget som jeg kun kan placere som en dårlig fornemmelse – min kæreste bliver ved med at sige, at det bare er fordi at det er mere virkeligt denne gang – man ved jonhvornvild en ting der kommer ud af en. Jeg har hele tiden håbet ham har ret – nu er jeg da slet ikke i tvivl om, at det bare er mig der allerede er lidt for meget mor 🙂 så tak for det. Jeg tror bare jeg vil glæde mig til at hilse på i morgen og se den lille baby i stedet for at bruge tiden på at bekymre mig 🙂

    Svar
  2. Linda says:

    Jeg havde det på samme måde, her anden gang. Det er, som om, man – når man har været så heldig at producere ét pragteksemplar – bliver langt mere bevidst om, at det er lige præcis det: held. Og at man måske ikke bare kan tage for givet, at man får lov igen.

    Jeg synes egentlig, at det var gennemgående under hele graviditeten. Man har en uskyld som førstegangsgravid, fordi man reelt ikke ved, hvad der er på den anden side af fødslen, men anden gang var jeg i hvert fald langt mere tyndhudet, fordi jeg pludselig var bevidst om, hvor lidt man har mulighed for at påvirke, om, man får lov at holde baby nummer to i armene.

    Svar
  3. Karina Simonsen says:

    Må tilslutte skarerne, der var nervøse ved anden scanning. Og du beskriver stemningen lige på kornet, når man sidder der og oplever verden omkring sig, men er bange for, at ens egen ramler om lidt. Dejligt, at I er, hvor I er i dag. Jeg glæder mig på dine og jeres vegne og synes, det er så hyggeligt at læse om brylluppet og ikke mindst din glæde nu over minderne. Hurra for dejlige børn, for kærligheden og for hverdagen. Har også syge børn lige nu – det er nemmere, da de er ældre end dine! 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *