Hold da op, hvor har I været gode til at finde på spørgsmål. Helt vildt. Tak for det. Jeg kommer til at svare over flere indlæg.
Her er runde 1, der er de ‘nemme’, som lugter lidt af venindebog. Nåhja, og det er på video.
Optaget sent i går aftes. Jeg fortæller om min livret, hvem i Sex & The City jeg er (eller ikke er), deler nogle af mine yndlingsblogs og fortæller om en hektisk aften med blodige fødder og klynket baby. Hvis I kan holde til alle 15 minutter, I salute you.
I går ringede min mand hjem efter et frisørbesøg, og fortalte, at han havde booket en tid til mig samme sted. På onsdag, som i morgen. Skrig! Altså, jeg trænger, og jeg har længe listet rundt om den varme grød og overvejet forskellige steder, men endnu engang er han den spontane nu og her type, og jeg overtænker alt, så han made it happen. Heldigvis.
Jeg har tænkt meget og længe over mine muligheder. Jeg lider jo af voldsom frisørfobi og er samtidigt decideret ubeslutsom når det kommer til mine lokker, så oftest ender det med den helt sikre løsning: Et par centimeter af længden og måske lidt stribeværk. Mit hår har, som I måske husker, været helt ødelagt, såå ødelagt at jeg for et par år siden måtte klippe en stor del af det af og gå i farve-afvænning. Alene i bloggens levetid har jeg været både blond, meget blond, mørkhåret, meget mørkhåret og rødhåret. Nu er mit hår vokset ud og der er ikke mere farve tilbage i det, kun min egen, der er sådan lidt karamel møder leverpostej med et par grå hår her og der.
Jeg kunne godt være fristet til at hoppe i farvebaljen endnu engang. Men lad os nu se. Der er stor mulighed for at jeg endnu engang går safe på den og at det slet ikke er til at se, at jeg har været afsted. På den anden side kunne jeg måske også godt være i humør til at gå all in på noget helt nyt. Hvis I følger mig på Pinterest kan I nok godt gætte hvad jeg hælder mest til lige nu, men igen, lad os nu se.
I morgen!
I går var det seks år siden at jeg udgav mit første indlæg. Det var i 2009 og jeg vidste på det tidspunkt knap nok hvad en blog var. Faktisk mindes jeg ikke at have læst et eneste blogindlæg før jeg selv udgav et. Det var hos blogspot, og jeg havde brugt dage på at gennemtænke om den nu også skulle hedde Sneglcille, om hvad mit første indlæg skulle handle om. Om det overhovedet var en god ide, og jeg tænkte en del over hvor ofte jeg skulle skrive og så videre. Meget typisk mig, særligt i den periode af mit liv, at overtænke alt.
Jeg fik trykket udgiv på et kort velkomst-indlæg og mærkede allerede den første tvivl. Jeg ved ikke hvorfor. Samme usikre panik ramte mig hver eneste gang jeg udgav et nyt indlæg, sådan var det længe, hvilket egentlig ikke giver mening, for der var jo ingen læsere. En følelse som jeg siden hen har givet slip på, for det meste i hvert fald. Dermed ikke sagt at jeg ikke kan ryste i bloggerbukserne ind imellem, for det kan jeg.
I anledning af bloggens fødselsdag har jeg været i arkiverne, hvilket har været en sjov oplevelse, men også en anelse tåkrummende. Ikke fordi jeg er flov over mine tidligere indlæg, men det svarer lidt til at kigge tilbage på gamle fotos. ‘Hvorfor valgte jeg lige den top til den page’, her er det bare: Hvorfor fanden valgte jeg den formulering, og hvad pokker laver det komma der.
– Der var for eksempel dengang jeg tabte et barnevognshjul midt på Blegdamsvej
– Mit dilemma omkring en juleaften uden Otto
-Om snedige måder at få sin vilje med et 3-årigt trodsbarn
– Alt det jeg skal når jeg bliver voksen (nikker til alle punkterne stadigvæk)
– Om sjove børn, og overhovedet ikke at være skruk (præcis to år inden Uma kom dumpende)
– Dengang Otto smækkede sig inde i vores gamle lejlighed
– Og ikke mindst om den dag, hvor vi fandt ud af at vi skulle have en baby. Igen.
Jeg tror sagtens vi kan snuppe seks år mere. Det håber jeg.
I hvert fald elsker jeg, at I følger med.
Tak for det!
Instagram @sneglcille
Efter en håndfuld økologiske øl i godt selskab til et event hos PR bureauet Starklint, og derefter en ret stor fadøl med dertilhørende hemmelige cigaretter sammen med Fru Buttenschøn, var det en sejlende snegl der cyklede hjem omkring midnat torsdag aften. Så sejlende at jeg vurderede, at det var mest forsvarligt at stå af cyklen lige omkring hovedbanen og gå de sidste 500 meter hjem. Jeg kollapsede fuldt påklædt i Ottos køjeseng, da han havde indtaget min plads ved siden af Freelanceren. Sidstnævnte tog både nattetjansen med Uma og stod op med begge børn fredag morgen, inden jeg lidt før klokken 08 kravlede ud til dem og delte en portion havregrød med Uma imens freelancer afleverede Otto i skole. Noget mat i sokkerne og decideret tømmermændsramt (efter fem øl?! Jeg stirrer ondt på de økologiske øl, der ellers smagte dejligt. Men næste gang nøjes jeg med en enkelt) fik jeg dog mandet mig op og bakset både mig selv og baby ud i det pæne efterårsvejr.
Resten af dagen brugte Uma og jeg i indre by, hvor vi besøgte et par pr-bureauer, gik tur med min veninde Rachel og vinduesshoppede. Ved spisetid trillede hele familien Falgren Rubini hjem til mine forældre, hvor vi spiste aftensmad og puttede det yngste familiemedlem, inden vi, freelancer og jeg, gik ud i natten helt uden børn. Anledningen var fødselsdag hos freelancers lillesøster, der havde inviteret til et brag af en 30 års fødselsdag. Inden vi nåede så langt, stak vi hovedet forbi BioMio, til en dobbelt espresso og en bid chokoladeis, for at samle energi til nattens strabadser.
Små fem timer senere dinglede vi hjem hånd i hånd, men ikke uden et besøg hos gode Mr. Lee på Istedgrillen, hvor vi fik flæskestegssandwiches og Cocio til resten af turen hjem. Næsten som i gamle dage. Vi sov til 8.30, hvilket er luksus når man har små børn, og drog endnu engang ud af døren for at hente vores kære afkom hos mormor og morfar. Lige nu er ældstebarnet opslugt af Ben 10 på Netflix, Uma og freelancer sover i dobbeltsengen, og jeg taster løs her og drømmer om den bøf bearnaise jeg har planlagt vi skal spise om et par timer.
I morgen står den på kvartalsfødselsdag for hele klassen i Søndermarken, og derefter børnefest og awardshow på glyptoteket. Med andre ord nogle begivenhedsrige dage.
Jeg er så småt gået i krig med jeres spørgsmål, men smid gerne nogle flere i hatten, hvis I vil. Jeg pønser på en video og et par indlæg, så fyr den endeligt af.
Husk også at I kan følge mig på Instagram, Facebook og snapchat @sneglcille.
God lørdag
Min fornemmelse er, at mange har en helt klar holdning til, om de ønsker at blive gift i kirke, på Rådhuset eller et helt tredje sted. Personligt har jeg aldrig selv drømt om at blive gift, men jeg har altid vidst, at hvis jeg skulle giftes en dag, ville det ikke blive i en kirke. For halvanden måned siden blev jeg gift på Københavns Rådhus, og hvorfor så egentlig der?
Jeg er ikke religiøs. Om jeg vil gå så langt som at kalde mig ateist ved jeg ikke, da det ikke er noget jeg som sådan har taget stilling til. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret, mine børn er heller ikke døbt, og selvom jeg synes kirkebryllupper er enormt smukke, har jeg aldrig siddet og tænkt ‘bare det var mig’ når jeg har deltaget i kirkebryllupper. For mig ville det ikke føles rigtigt.
Selvom jeg godt ved, at rigtig mange bliver gift i kirker på baggrund af alt muligt andet end lige religion, ville det for mig personligt bare være helt forkert som ikke troende at blive gift i guds navn. Jeg forstår godt at det for mange handler om tradition, de smukke omgivelser og drømmen om kirken. Det er så fint, og jeg forstår det fuldstændigt. Det er bare slet ikke for mig, der ikke har den traditionelle tilknytning. Min mand er heller ikke religiøs som sådan, men han ved en del mere om religion end jeg gør, da han er vokset op med en muslimsk far, men selv er både døbt og konfirmeret i den danske folkekirke. Hvis det havde betydet noget særligt for ham at blive gift i kirke, vil jeg ikke afvise, at jeg kunne lade mig overtale, men det ville nok kræve en del, da jeg som sagt ikke ser mig selv som kristen, og heller ikke har et personligt forhold til det traditionelle.
Vi snakkede faktisk om at blive gift udendørs. I en park, på en bro, på et tag, i en have, ved vandet. Der var flere ideer, men vi blev hurtigt enige om at gøre det på Rådhuset. Freelancer havde aldrig selv været til et bryllup der, og han har efterfølgende sagt, hvor overrasket han blev over hvordan det var derinde. Jeg tror han havde forestillet sig noget langt mere praktisk og lidt upersonligt. Hvilket jeg faktisk overhovedet ikke tror at han er alene om.
Jeg kan jo kun fortælle om Københavns Rådhus, der simpelthen har den smukkeste bryllupssal. Først går man op af en snoet stentrappe og ind i en slagt entre, hvor der er et stort spejl og en garderobe, næste rum er en ventesal med smukke vægmalerier, en balkon, stole på rækker og en virkelig behagelig belysning. Selve det rum man bliver gift i er ret småt, her er belysningen helt dæmpet og som jeg også har beskrevet det her, er stemningen intim, netop fordi man, hvis man har mange gæster med, står tæt. Selvom vi var i fokus, havde vi både familie og venner lige ved siden af os, hvilket var den vildeste følelse. Et rum fyldt med varme og kærlighed. Selve vielsen tog måske 3 minutter, men det var helt perfekt. Stemningen i det lille rum var intens, og det at kunne få øjenkontakt med sin mor, sine veninder og sine børn imens man er ved at springe fra 100-meter vippen med sit ja, er virkelig en smuk detalje.
Der findes ikke rigtigt eller forkert, og hvis man drømmer om et kirkebryllup, skal man selvfølgelig gøre det. Men jeg vil gerne alligevel give min oplevelse videre, hvis nu, der sidder nogen, der har afskrevet det der røvsyge Rådhusbryllup, uden at vide hvor smukt det egentlig er.
I fredags var det et halvt år siden at Uma endelig meldte sin ankomst, fem dage efter termin. Siden da har hun tryllebundet og charmeret alle på sin vej og i særdeleshed os der bor sammen med hende. Hun er mild og rolig, og på samme tid vil hun frem i verden. Hun råber højt af dyr, særligt katte, snakker med alt sit legetøj, holder øjenkontakt med alle hun møder, og ligner en tegneseriefigur med sin ene lille fortand, kæmpe smil, store øjne, morgenhåret og stritørerne. Når hun griner, hvilket hun gør ofte, siger hun som en delfin og det er verdens bedste lyd. Jeg elsker hende fuldstændigt grænseløst. At det kan lade sig gøre at elske flere mennesker på den der helt abnormt voldsomme måde, er ret fascinerende. Det var ellers en af de ting jeg havde svært ved at forestille mig da jeg var gravid, at det ville være muligt at elske nogen lige så højt som jeg elsker Otto. Ens kærlighed bliver ikke delt, den vokser bare, og for første gang forstår jeg udmærket dem, der får rigtig mange børn.
Hun møver sig afsted hen af gulvet, og det er bare et spørgsmål om tid, før hun knækker kravle-koden, tror jeg. Allerede nu har hun hevet en enkelt lampe på gulvet, plus det løse, og det varer ikke længe før vores pæne voksenhjem med bøger, Louboutins, tequilaflasker, kaktusser, lamper og fotoudstyr i frøhøjde skal børnesikres. Ting skal op, ledninger skal have strips, og skabe, låger og skuffer have de der irriterende børnesikringer. Og så er der alle de ting vi ikke før har lagt mærke til kunne blive et problem. Synlige kobberrør i køkkenet for eksempel, virkelig pænt, virkelig ikke børnevenligt.
Hun er dygtig til at spise. Vil helst selv, så det får hun lov til. Sigter efter munden, rammer ofte øjet, til stor frustration, men hun bliver bedre hver dag. Er ovre modermælkserstatning om dagen, gider faktisk overhovedet ikke den åndssvage flaske, som hun skælder ud hver gang den nærmer sig, på nær om aftenen, hvor hun gerne tager en ordentlig godnatbajer inden sengetid. Så nu får hun rigtig mad 4-5 gange om dagen, hvor jeg, når det er muligt, smugler mælk i til hende.
Hun sover stadigvæk helt skørt om dagen, 3-4 lurer a max (!) 45 minutters varighed, til gengæld sover hun fra 19 til 6.30, kun afbrudt af en enkelt flaske ved 03-tiden. Og som mor til en dreng der i halvandet år var vågen minimum 4 gange hver nat, er det som at være på spa-ophold.
Det er så fedt, at følge hendes udvikling og selvom det er vildt at hun allerede er et halvt år, og det på en måde er lidt trist at der ikke er mere baby tilbage, begynder det simpelthen at blive så skægt, virkelig at kunne se en lille personlighed blomstre.
Det er længe siden jeg har gjort det her, og da jeg hænger lidt med blogger-mulen, tænker jeg at det er et perfekt tidspunkt for en spørgerunde. Spørg om (næsten) alt i kommentarfeltet herunder. Jeg svarer i et eller flere indlæg i næste uge. I må også gerne stille spørgsmål til min freelancer, siger han. Det gik jo også ret godt sidst – se bare.
God fredag derude. Drik meget gerne en stor Gin & tonic for mig. Jeg trænger.
OBS! DEN OMTALTE KJOLE ER EN SELVVALGT SPONSORERET GAVE FRA ME & THE MET. ORD, DATE OG EFTERÅRSFERIE ER IKKE.
Efterårsferie er grunden til de manglende indlæg herinde i de her dage. Vi har skruet helt ned for tempoet, hvilket er ret sjældent, men nok tiltrængt. Lige nu sover hele hytten, så jeg har fundet computeren frem for første gang siden mandag. Mandag, der jo var vores bryllupsdag og vores første date som et ægtepar. Det var helt fantastisk, selvom det bare var et par timer. Vi fik drukket øl, spist mad (og dessert naturligvis, fire slags), flettet fingre og snakket, inden vi 2 en halv time senere igen stod hjemme i stuen, hvor min søster havde våget over de sovende rødder. Succes.
OG som jeg også fik gjort klart på Snapchat og Instagram, løste min tøjkrise sig, da webshoppen Me & The Met kom med redningen! Nemlig den fineste oversized sorte silkekjole fra Kokoon. Så betød det næsten ikke noget, at der var hul i mine strømpebukser.
Kjolen, der er en gave fra Me & The Met, kommer til at redde mange af mine fremtidige tøjkriser, kan købes lige her.
Det lave ferie-blus fortsætter ugen ud, så det er nok begrænset, hvor meget jeg viser mig på disse kanter, da det er et under at jeg overhovedet er vågen i skrivende stund. De andre dage er jeg kollapset inden klokken har slået 22, så tør ikke love flere late night indlæg fra min hånd, men jeg satser på at vende tilbage på den anden side, når der igen går madpakker og hverdag i den.
I dag er det en måned siden at vi blev gift, min Freelancer og jeg. Egentlig har vi ikke set så meget til hinanden siden den lørdag i september, da han har arbejdet en del, så i aften kommer min lillesøster og lytter efter sovende børn, mens vi, ægteparret, tager hinanden i hånden og spiser ude. Egentlig havde jeg reserveret bord inde i byen, men her i næsten sidste øjeblik besluttede vi os for at afbestille, for i stedet at finde noget om hjørnet, hvis nu yngstebarnet beslutter sig for at være på tværs. Selvom det ‘bare’ er mandag og vi ‘bare’ skal på Sticks, glæder jeg mig helt vildt til at gøre mig pæn og til at være i selskab med mit yndlingsmenneske, uden mine andre små yndlingsmennesker.
Hvilket bringer mig til mit eneste problem, et vaskeægte first world et af slagsen. What to wear!? Jeg har for nyligt solgt en god del af mit tøj, da jeg var ved at få fnidder over pladsmangel og følelsen af at have et fyldt skab med ting jeg næsten aldrig bruger alligevel. Problemet er så bare, at jeg ikke rigtigt har fået fyldt hylderne igen og derfor ikke føler jeg har noget at tage på i aften. Og så har jeg netop måtte erfare at der er hul i alle mine strømpebukser.
Jeg forstår ikke, hvorfor det altid sker! Og det er sgu lige meget om det er dyre eller billige strømper. Der går hul i, først i fødderne og så knæ/lår. Om det er Wolford eller H&M, det sker. Nåhmen, for at vende tilbage til det egentlige problem, har jeg cirka to timer til på magisk vis at løse min krise både tøj og strømpebuks-mæssigt, mens jeg også lige skal nå i bad, gøre noget ved mit hår og ansigt, og være mor imens. Wish me luck!
Ps. Skal vi vædde med at jeg ender i hullede strømpebukser og ikke når i bad?!
