Otto, stop lige tiden

Igennem hele Ottos liv har jeg periodevis taget mig selv i at tænke, at jeg ville ønske tiden ville stoppe, bare lidt. Da han var helt spæd, da han var på Umas alder, da han var et år, da han var halvandet, to, tre, fire, fem og nu seks år. Tiden flyver, og alligevel sker der så meget! Han er nu for alvor en stor dreng. Både af fysik og sind. Han er lang! Han har meninger, holdninger, et imponerende ordforråd, han er fjollet, skidesjov og følsom på en virkelig fin og stadigvæk sej måde. Når han bliver vred råber han op, noget som jeg faktisk ser som en styrke, det er sejt at han tør og kan give udtryk for sine følelser, også selvom det indimellem bliver lidt tungt. Der er kommet væsentlig mere balance i hans humør, siden dette indlæg. Både fordi at vi er blevet bedre til at tackle det, og så er der på en eller anden måde kommet ro på, på hverdagen og på ham, han er glad, snakkende, og simpelthen så mega sej.

Jeg elsker de samtaler vi har, både de tunge om hvordan verden hænger sammen, om store emner som krig, flygtninge og hjemløse, og de lette om dyreriget, farver og bogstaver. Drengen, der selv kan alt, A L T, men som alligevel elsker at putte med sin mor, drengen der går fra at tale om måneformørkelse og stjernetegn, til højlydt at fortælle at hans tissemand klør, lige midt i Irma. Kombinationen af det modne, selvstændige og det umiddelbare, naive og barnlige, er ret magisk og særligt. Et lille ægte menneske in the making.
Jeg nyder det. Men jeg kan også mærke hvordan jeg for alvor (!) får lyst til at stoppe tiden. Bare lidt.

 photo IMG_5817_zpsubv1pavh.jpg

6 replies
  1. Emma
    Emma says:

    Super fint indlæg. Hvor virker han som en dejlig dreng 🙂
    Hvordan håndterer du samtaler om flygtninge? Hvor meget fortæller du – og hvad er din holdning egentlig dertil? (Hvis du har lyst til at fortælle). Jeg føler slet ikke vi i det danske samfund gør nok, og det vil jeg på sin vis også gerne have at mine børn forstår (til en hvis grad vel at mærke. Børn er børn)

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Det er så mega svært med sådan nogle ting. Man vil jo gerne afskærme de små pomfritter for al galskaben og katastroferne, men det er umuligt at de ikke opsnapper lidt her og der, og så synes jeg det er vores pligt som de voksne, at fortælle dem, så vidt det er muligt, hvad der foregår. Små børnehoveders fantasi er tit værre end virkeligheden, selv i det vanvid, der foregår lige nu. Otto har haft rigtig meget brug for at vide, at han er i sikkerhed, og så har han haft uendelig mange spørgsmål om især børnene, hvor de skal flygte hen, hvad de skal spise og om de kan komme hjem igen, eller om man kan få et nyt hjem, i et nyt land.

      Jeg fortæller ham ret meget. At der er krig mange steder i verden, og at der er folk der mister deres hus og at de flygter, uden deres ting. Fordi de bliver nødt til det. . Og så svarer jeg på hans spørgsmål, også dem der er hardcore for en seks årig. Selvfølgelig med måde, men jeg synes det er vigtigt at italesætte det. Men jeg har også været meget ærlig omkring, at jeg heller ikke forstår mange af de ting han ikke gør, og at det ikke er alle spørgsmål jeg har svaret på.

      Jeg har det ligesom dig. Så vi har snakket meget (!) om at man SKAL hjælpe, hvis man kan. At der er noget der hedder ressourcer og at dem skal man bruge hvis man har dem, på dem der ikke har. Og at dem, der ikke hjælper måske er bange, for det de ikke kender. Men at der ikke er noget at være bange for.

      Og som noget lidt mere konkret har vi, som så mange andre, pakket en masse tøj og legetøj ned, sammen, som er sendt videre til Syriske flygtninge. Det gik han meget op i, og taler stadigvæk om, at det er godt, at der er nogle børn, der får hans gamle varme trøjer (og så begynder den voksne her at flæbe lidt indvendigt over tanken om et stakkels barn, der har oplevet forfærdelige ting, i mit privilegerede barns tøj, – men lige den tanke holder jeg for mig selv).

      Svar
  2. Rikke
    Rikke says:

    Jeg kender det og kan sagtens følge din tankegang. Vi har en søn på næsten 8, og vi har mange gange sagt til hinanden at nu må han aldrig blive større. Vi er heldige at have en meget kvik knægt (sagde forældrene). Og samtalerne omfatter alt fra nordisk mytologi til minecraft. Drenge er videbegærlige og ligetil (tænker her på kløende tissemænd i Irma) og det er en mega fed blanding. Vi har også en storebror og en lillesøster og der er noget ganske fint ved den bløde drengs tilgang til verden og for vores vedkommende lillesøsters ligefremmethed. Vi to er vist ganske heldige at få lov til at opleve to vidt forskellige individers tilgang til livet.

    Svar
  3. Marie
    Marie says:

    Er for nyligt begyndt at følge med herinde – sikke et fint og hyggeligt univers!

    Men jeg står lidt med et spørgsmål, som jeg ikke kan finde svar på i bloggens arkiver:

    Har Otto og Uma samme far? Var I fra hinanden i en periode?

    Håber det er ok jeg spørger:)

    Svar
  4. Emma
    Emma says:

    Åh et fint indlæg! Jeg har i flere år proklameret, at jeg SLET ikke skulle have børn, før jeg var over de 30… Men da jeg læste dit indlæg, blev jeg lige pludselig ramt af en følelse af at glæde mig til børn. Det er altså sjældent, det sker! Tak for det 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *