Store nye verden

Otto er tilbage på fritten efter 5 ugers sommerferie, han starter i skole på onsdag og om tre uger fylder han 6 år.
Det er alt sammen spændende og glædeligt, men også overvældende. De følelser der hører med til ovenstående er svære at kapere for min søde følsomme dreng, som reagerer meget voldsomt på stort set alt i de her dage, og som pludselig bevidst gør ting han godt ved han ikke må. En form for løsrivelsesperiode forestiller jeg mig, som minder lidt om den gode gamle trodsalder, der ellers er long gone, som virker meget mere voldsom og alvorlig når det er en så stor dreng, der tramper, råber og kommer med trusler.  Nogle gange flere gange dagligt, ind imellem med mange dage imellem. Der er ikke som sådan et mønster og det kan være umuligt at forudse, hvornår han bruser over. Han har altid haft et eksplosivt temperament, men det har aldrig været en hyppig ting, før nu.  Hans far og jeg er ved at rive håret af os selv i frustration over ikke at kunne gennemskue, hvad vi kan gøre anderledes, og ikke mindst hvordan vi skal tackle situationerne uden at gøre ondt værre. Har vi gjort noget forkert, gør vi noget forkert? Hvad kan vi gøre anderledes? Hvordan hjælper vi ham bedst muligt med at kunne rumme sine følelser og ikke fare i flint hver gang han oplever modgang? Den slags spørgsmål stiller vi os selv om og om igen, uden helt at kunne finde svar.

Han er verdens sødeste, mest uselviske, sjove lille fidus, men det er helt tydeligt at verden pludselig er for stor, og jeg ved simpelthen ikke hvordan vi skal gøre det mindre skræmmende for ham. Måske det er en periode ligesom det meste andet? Eller måske skal vi som forældre blive endnu bedre til at hjælpe ham med at rumme den.
Jeg synes det er svært.

Nu har drengene pakket Niholaen med madpakker og soveposer, og er kørt ud for at sove i noget natur et eller andet sted. En mandetur. Jeg håber de får sig nogle gode snakke, og at min søde tænksomme lille store dreng igen snart kan overskue svære følelser og ikke lade afmagten tage over hver gang noget går ham på.

 photo Skaeligrmbillede 2015-08-06 kl. 12.15.12_zpsjsbu7egu.png

 

23 replies
  1. Hald
    Hald says:

    Hvor er det fint skrevet. Jeg kan ikke sige noget klogt, der kan afhjælpe tingenes tilstand, men jeg håber, at Otto finder balancen inden længe, så han kan glæde sig til alle de nye ting, der skal ske – og ikke blive overvældet af dem.
    Håber, I har en dejlig dag 🙂

    Svar
  2. Mette
    Mette says:

    Har I overvejet om han er særligt sensitiv? Det er jeg selv og det var virkelig en øjenåbner for mig, da jeg første gang læste om det. Kan forestille mig, at et par forældre til en særligt sensitiv ville have samme oplevelse (og gavn) af at forstå fænomenet.

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Ja, det har vi faktisk. Hans far er nemlig også særlig sensitiv. Otto har helt sikkert nogle af de samme karaktertræk,men på andre punkter slet ikke. Så det er lidt svært at vurdere synes jeg, men ingen tvivl om at han er et sensitivt og tryghedssøgende barn.

      Svar
      • C. Stubbe
        C. Stubbe says:

        Ligesom kommentar til karaktertræk ved særlig sensitiv, så behøves man ikke at have alle punkterne for at være det 🙂 Man kan være det i stor eller lille grad, men det er svært at vurdere helt korrekt, da der findes mange bøger om det. Min veninde som har skrevet opgave i det, har nemlig fundet et mere præcist skema at vurdere ud fra i forhold til det som Elaine Aaron bruger (personen bag betegnelsen særlig sensitiv) 🙂

        Nu ved jeg ikke meget om selve den situation, I står i, da jeg ikke selv har børn. Men ud fra de svar, du har givet til kommentarerne, så vil jeg sige, ud fra mit synspunkt som særlig sensitiv, at det lyder for mig til at I gør det rigtige i at lytte, trøste og give tid 🙂

        Svar
        • Rosa
          Rosa says:

          Jeg ved godt, at jeg er én af de få, når jeg mener, at man skal passe på med at kalde nogen “særligt sensitiv”. Jeg synes, det er et hæsligt begreb, der får en meget naturlig ting til at lyde som en diagnose. Det har en negativ klang, og der er absolut intet galt med at være følsom. Børn i dag har en hverdag, der er meget mere uforudsigelig end tidligere, hvor der var tid mellem de forskellige oplevelser så hjernen kunne nå at processere dem, før nye indtryk kom til. Jeg tror på en sund balance mellem at skulle klare små problemer selv som udvikler barnet og til at det er helt ok, at børn møder livet i mindre og afgrænsede doser. I dag findes stort set ikke en børnehaveklasse uden et såkaldt sensitivt barn. Det er ikke for at underkende, at nogle børn oplever verden som overvældende eller udfordrende. Men jeg tror heller ikke, at der er noget at sige til det med det tempo vi sætter for os selv og vores børn. Lad os i fælleskab forsøge med hverdage på børnenes præmisser, for jeg bliver så ked af det, når et større samfundsmæssigt problem kan italesættes som individuelt.

          Der er intet galt med at være følsom, og man kunne vende dem om: hvor er det dejligt, at I har en dreng som kan give udtryk for, når noget ikke føles godt. Det er et tegn på, at han har forældre, der har lyttet og været der, og at det er naturligt for ham at forsøge at give udtryk for alle sine følelser, selvom de er svære. Mange andre børn ville have undertrygt dem eller givet udtryk på mere indirekte måder. Hvor er I seje, at I mærker ham og gør det bedste I kan. Tag dette som et tegn på, at I er opmærksomme forældre, der passer på jeres dejlige dreng.

          En dag bliver Ottos følsomhed hans største force, og der er absolut intet galt med ham. Jeg synes ikke, han behøver rumme verden. Det er for meget at kræve af en knap seksårig. Det er ok at blive ked af det, urimelig og ulykkelig – det hører med til livet og til at være menneske. Sæt ord på at han bliver sur eller ked af det, og hvis han så siger “nej jeg er ikke sur”, så forsøg med noget andet og giv ham tid. Han vil bare opleve, at I er interesserede i ham og hans indre verden. Hvis man forestiller sig at have et hav af følelser indeni, men ikke de sproglige evner til at formidle dem, så kan man forestille sig, hvor frustrerende det må være at være ham indimellem.

          Held og lykke med det, og tillykke til ham med at have så gode forældre <3

          Svar
          • Anne
            Anne says:

            Wow, det var bare et super godt indlæg! Så enig i at vi ikke skal dænge flere diagnoser og definitioner over på individet, men må se på samfundet og vores kulturs betydning for menneskers trivsel og ligevægt.

            Og god vind med den lille dut. Selvom det kan virke helt paradoksalt, så tror jeg, at hans reaktion er et udtryk for, at han har nogle rigtig gode forældre, som giver ham så meget tryghed og omsorg, at han har mulighed for sikkert og beskyttet at kunne reagere, når tingene er svære. Og det ER jo svært at være menneske i perioder – både et stort og et lille ét af slagsen.

            Tak for en god blog.

  3. Helle
    Helle says:

    Som både folkeskolelærer med speciale i akt og inklusion og mor til tre børn, hvoraf den yngste er seks år, vil jeg videregive dig det bedste og hurtigste råd, jeg nogen sinde selv har modtaget – og siden haft i baghovedet hvergang, det hele kogte over. Og når du fortæller at Otto og farmand er taget på herretur sammen, så siger det mig, at I allerede er i fuld gang med at gøre det helt rigtige:

    Det skal kvæles med kærlighed <3

    At blive både storebror og skolebarn indenfor et kort periode er kæmpestort – og helt sikkert identitets-nyskabende for jeres skønne søn, så vær tydelige og sæt grænser, men skæld ikke ud, når han 'flipper'. Det kan også være en stor hjælp, når man står der med et barn, der eksploderer i frustration at stille sig selv spørgsmålet: Hvis adfærd er et sprog, hvad er det så Otto prøver at fortælle os lige nu? Og så handle i overensstemmelse med det. At begynde i skole er ligeså (eller mere) hårdt, som at få nyt arbejde, men det er en fase, og det går over. Glæd dig over at du, fordi du er på barsel, engang imellem kan hente ham lidt tidligt, så han kan komme hjem og koble af. Han bliver træt i den første tid, det kan I roligt regne med 🙂

    Stort held og lykke med hans skolestart – det er et tigerspring for både barn og forældre 😉

    Kh Helle (og det blev så min første kommentar på din blog, som jeg ellers har fulgt i årevis)

    Svar
      • Charlotte
        Charlotte says:

        Helle skriver det så fint! Min store dreng er jævnaldrende med Otto. Han fik en lillesøster for godt et år siden – lige samtidig med at han skulle begynde på børnehavens ’storestue’. Min søn er ikke temperamentsfuld, så hans usikkerhed kommer til udtryk på andre måder, men vi har også haft en del episoder. Og, når jeg efterrationaliserer, egentlig ikke så underligt: Han, der før var universets centrum – enebarn og dén de små så op til i børnehaven – er nu pludselig både for stor og for lille: For stor til at være mors baby og for lille til at være en af se seje i SFOen. ‘Det skal kvæles i kærlighed’ er et fantastisk udtryk. Det virker også for os.

        Svar
    • Nadja // drengemor.dk
      Nadja // drengemor.dk says:

      TAK for den her kommentar – den betød virkelig meget for mig den anden aften!
      Vi er i samme båd, Cecilie – det er virkelig en krævende tid for både mødre og sønner med det her skolestart 😉 Har netop skrevet om det også. Det skulle lige ud 😉

      Svar
  4. Camilla K C
    Camilla K C says:

    Vores den yngste på 6 år, er også lige startet i SFO, og har første skoledag på torsdag i næste uge. Vi kan også mærke på hende at den ændring/omvæltning påvirker hende. Hos hendes kommer det til udtryk ved at hendes verden falder sammen – i går fordi hun ikke ville gå langs stranden ind til byen, og hvorfor måtte hun aldrig bestemme noget.

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Nårh lille mus. Men flot at hun kan sætte ord på følelsen af ikke at måtte bestemme. Sej pige.
      Jeg kan sagtens genkende det. Her er det også lignende ting der kan vælte ham.

      Svar
  5. Henriette
    Henriette says:

    Har I spurgt i SFO’en om han reagerer ligesådan der? De er vant til at observere hvis noget kammer over og kan give jer feedback på om de ser noget, der giver grund til bekymring. Som regel er ungerne super til at håndtere alt det nye – lige indtil de træder ind ad døren derhjemme og filmen knækker. I er opmærksomme, giver ham “ene-tid” uden lillesøster etc og det er det vigtigste. Mit midterste barn reagerede ret voldsomt med giga hysteriske anfald helt ind i skoletiden. Vi har prøvet at lære hende at det er OK at være vred, men også at give hende redskaber til at komme af med vrede/frustration etc uden at det går ud over alle omkring hende. Fx ved at lade hende afreagere på sit værelse i stedet for inde i stuen. Husk nu “det er en fase – det er en fase – det er en fase” 😉

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Det gør han ikke, i SFOen. Han kan godt blive vred, og rasende, men slet ikke i samme stil som herhjemme. Det er meget det samme vi forsøger, det du beskriver med jeres pige. Vi giver ham lov til at rase af og være alene, og træder kun ind hvis han begynder at ødelægge ting, hvilket desværre er tilfældet ind imellem. De sidste par gange har han sat sig i vores fatboystol ude på altanen, og det har fungeret ret godt. Efter 10 minutter cirka kan man nærme sig ham og tale om nogle andre ting. Det hjælper. For det meste.
      Ja, det er en faaaase. Skål!

      Svar
  6. Gitte
    Gitte says:

    Bogen “Garmann sommer” af Stian Hole handler om drengen Garmann som er bange for at starte i skole. Det er en super fin historie med super fine billeder. Måske lidt naivt at tro at en bog hjælper, men det er vel et forsøg værd.
    Jeg skal i hvert fald læse den højt for min 1. klasse i næste uge.

    Svar
  7. lene
    lene says:

    Min datter er samme sted.
    Helt oppe i skyerne den ene dag over den ny sfo og helt nede af sorg den næste dag, over at sige farvel til den elskede børnehave.
    følelserne sidder udenpå tøjet – både de glade, de triste og de hidsige
    Læste heldigvis en artikel lige inden ferien om, at det her er helt normal adfærd for børn der skal i skole. 🙂

    Svar
  8. Jas
    Jas says:

    Åh tak fordi du deler!!!
    Kender det så godt og føler mig nu ikke som den eneste i verden der er hjælpeløs og med en følsom dreng.
    Min er 8 og starter i 2.klasse på mandag.
    Det går over!!! Men så kommer der jo noget nyt.
    Held og lykke!
    Og endnu en gang tak!

    Svar
  9. SofieW
    SofieW says:

    Vi oplever præcis det samme med vores søn, som lige er blevet seks, blev storebror i efteråret og starter i skole på mandag. Det er så overvældende og voldsomt, vi føler indimellem at vi slet ikke kan kende ham. Jeg håber, de hurtigt lander i balance igen.

    Svar
  10. Lena Jacobsen
    Lena Jacobsen says:

    Mine børn havde også sådan en svær periode ved 6 års alderen. Jeg tror, det er meget normalt. Jeg kan huske, at jeg også har læst en artikel om det.

    Svar
  11. Freja
    Freja says:

    Har nu brugt den seneste uge på at læse din blog for enden til anden og hold nu op hvor er du skøn!!!
    Det er sjælendt jeg finder en blog, som jeg næsten aflyser mine aftaler for, så jeg kan komme hjem og spise bland selv slik og læse om dig og freelancerens eventyr og om skønne Otto.

    Jeg er nødt til at sige, tak for en god uge 🙂 🙂 🙂 🙂

    Svar
  12. Julie
    Julie says:

    Af hjertet tak for at dele dine oplevelser med Ottos skolestart, som er så utrolig genkendelige i disse dage, hvor min fem-et-halvt-årige er startet i skole. Følelserne er i den grad uden på tøjet i disse dage, og det er til tider ret frustrerende at være mor til et trodsalder-barn, som snart er lige så stor som mig selv. Agtig.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *