Pap, sted eller bonus

Kært barn har mange navne – og Leo, der er min kærestes søn, omtaler jeg faktisk på alle tre måder. Papsøn, stedsøn og bonussøn, alle tre termer har på et eller andet tidspunkt været i brug. Men det er ikke noget jeg som sådan går og spekulerer i, ligesom at han heller ikke, så vidt jeg ved, har en titel til mig. Jeg hedder vist bare Cecilie.

Leo er 4 år gammel, og jeg har kendt ham hele hans liv, i de sidste to år har jeg været en stor del af det, særlig i de fem dage hver anden uge, hvor han er hos os.
Jeg elsker ham. Han er en skæg lille fidus med humor, glimt i øjet og masser af personlighed, han er fræk som ingen anden jeg kender, han elsker dyr og beyblades og så kan han lægge samtlige af vores børnepuslespil på rekordtid. Han er en vigtig del af vores familie som jeg ikke vil være foruden. Naturligvis er det en anden slags kærlighed jeg har til ham end mine biologiske børn, og det har da bestemt sine prøvelser ind imellem at skulle være papmor hver anden uge, men dem oplever man jo altså også med sine egne børn, altså prøvelser. Min vigtigste opgave er, at han føler sig velkommen, og at han ikke bare er på besøg, men i sit andet hjem når han er hos os. Jeg er selv stedbarn og ved om nogen, hvor nemt man kan komme til at føle at man ikke helt hører til.

Grunden til at jeg sjældent skriver om Leo er ganske simpelt, at jeg ikke er hans mor, og selvom Leos mor aldrig har nævnt bloggen, eller givet mig forbud mod at skrive om ham, kan jeg kun forestille mig, at jeg personligt ikke ville bryde mig om at andre end jeg selv bloggede om mine børn. Så det er en helt bevidst beslutning fra min side, at han kun er statist her på siden. I den virkelige snegleverden har han en af hovedrollerne, og det bliver han ved med.

 photo IMG_8927_zpsznxkb8bb.jpg

12 replies
  1. Mette Marie
    Mette Marie says:

    Som skilsmissebarn er det så rart at høre, at du også elsker ham. Desværre har jeg også været nogens pap/sted/bonusbarn, men aldrig fået en rigtig connection med min egen bonus/pap/stedmor, på trods af at jeg har kendt hende i over 18 år.
    Hvis jeg engang skulle blive bonus/pap/sted mor vil jeg være som dig!

    Svar
    • Vibeke Pedersen
      Vibeke Pedersen says:

      Jeg tror de fleste pap/sted/bonusmødre ønsker et godt forhold til de børn, der følger med i et nyt forhold. Men for at det kan blive godt, så kræver det også at børnene ønsker det gode forhold. At vise imødekommenhed og omsorg/kærlighed er ikke altid nok. Der findes også en del børn, som ikke ønsker at lukke en ny ind i deres liv, som ikke vil acceptere at deres far har en anden end deres mor og som bliver ved med at tro på, at forældrene nok finder sammen igen. Forhindringerne skal bare af vejen først.

      Svar
      • Mette Marie
        Mette Marie says:

        Jeg var tre år gammel, da jeg mødte hende første gang. Jeg mener nu, at det er den voksnes ansvar at skabe en connection og varme følelser mellem barn og voksen og ikke omvendt.

        Svar
  2. Sofie
    Sofie says:

    Synes det er sejt at du bevidst vælger at holde ham ude for rampelyset, selvom der garanteret er mange, der gerne ville se mere til ham. 🙂

    Svar
  3. Pernille / stay-positive.dk
    Pernille / stay-positive.dk says:

    sætningen: “han har en af hovedrollerne” er simpelthen så vigtig. Fantastisk. For det er sådan det skal være. Han skal føle sig elsket. Det skal være familiært. Og det varmer mit hjerte, at du elsker ham og smider så meget kærlighed efter ham. Rigtig godt gået. Og tak for en rigtig god og ærlig blog.

    Svar
  4. Louise
    Louise says:

    Okay, ved det er et gemmel indlæg – men MÅ bare kommentere på den sidste sætning i indlægget, for hvor er den bare verdens bedste. Både formen – men jo så afgjort også betydningen. Hold.nu.op. Den siger jo alt. Så fint.

    Svar
  5. Anna
    Anna says:

    Åhhh hvor dejlig læsning. Jeg fik gåsehud og tårer i øjnene. Du gør det godt snegl, meget vigtige og gode overvejelser:-)
    Anna

    Svar
  6. Anne-Sofie
    Anne-Sofie says:

    Jeg faldt ved et tilfælde over dette indlæg og, hvor gør det mig glad. Jeg har selv kæmpet med ikke at føle mig som en del af min fars “nye” familie. Det kan være enormt hårdt, hvis man ikke bliver tildelt en hovedrolle, og den skal børn altså bare ikke selv stå til ansvar for. Det er i min optik altid hårdere at være farens barn, og jeg tror det er fordi kvinder generelt fylder mere i et hjem og er ofte det store samlingspunkt. Derfor gør det mig så glad, at du gør dig så bevidste tanker om din mands søn. Jeg synes du er über cool,

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *