Otte år fortalt på 1000 ord

Det er ingen hemmelighed at det her barsel gør at jeg har meget mere tid til bloggen, og at jeg dermed er mere aktiv herinde og på mine andre kanaler. Det er selvfølgelig resulteret i en væsentlig stigning i mine læsertal. Den først måned af min barsel fordoblede jeg mine unikke brugere. Det er jeg helt vildt stolt og glad over. Med så mange nye læsere er det også klart at nogle måske bliver lidt forvirrede af min historie. Pludselig er der tale om Ottos lillebror, hvilket jo er tosset når jeg netop har fået et barn med Ottos far, som jeg er kærester med. Og hvordan er det nu lige med freelancer. Jeg har sågar fået spørgsmålet: Er freelancer Ottos far? Og ja, ja det er han.

SÅ, til dem, som måske ikke lige magter at læse seks år tilbage på bloggen kommer her et kort overblik, en slags lyn-resume over hvordan de sidste otte år er forløbet og hvordan det nu lige hænger sammen med alle de mennesker i sneglehuset…

For 8 år siden mødte jeg min freelancer, dengang var han ikke fotograf, men musiker, bassist i et rockband, der på det tidspunkt lige havde vundet Emergenza og havde ret lyse fremtidsudsigter, det tilsat hans på det tidspunkt lange hår, blå øjne og dybe stemme, sparkede benene væk under mig. Vi blev kærester relativt hurtigt efter vores første møde og så gik det ellers stærkt. Vi flyttede sammen (samme lejlighed som vi bor i nu), havde et år i den vildeste kærlighedssymbiose, hvorefter det begyndte at gå ned ad bakke. Vi elskede hinanden, men kunne på ingen måde kommunikere om noget som helst. Jeg blev gravid, og var nok en anelse i tvivl om det nu var en god ide, men for en gangs skyld talte vi om det, og blev ret hurtigt enige om at det måske var lige præcis det der skulle til for at få vores forhold på rette spor. Vi var glade i et øjeblik, glade for at skulle være forældre, knap så glade for vores forhold. Jeg kastede op nonstop i månedsvis, vi gled længere og længere fra hinanden, og da jeg var nået 14. graviditetsuge brasede det hele sammen, på en virkelig fucked up måde. Freelancer forelskede sig i (ideen om) en anden, og vi gik fra hinanden. I marts i år var det seks år siden, præcis.

Jeg flyttede hjem til mine forældre for en stund. Egentlig tilbød freelancer mig at jeg kunne blive boende i lejligheden, men det var ikke noget jeg havde lyst til. OVERHOVEDET.

I maj 2009, to måneder efter bruddet flyttede jeg ind i min egen lejlighed. Freelancer og jeg genoptog kontakten så småt. Det forhold han var gået ind i straks efter vores brud var gået i stykker lige så hurtigt som det var startet, og selvom jeg håbede og nok lidt troede at vi ville finde sammen igen, skete det ikke. Men vi kunne være i rum sammen, og det var også nu at jeg besluttede mig for at han skulle med til min fødsel i august. Det kom han, og han var også hos os tæt på daglig basis den første tid af Ottos liv. Jeg opgav håbet om os sammen igen, jeg kom videre. Eller prøvede på det. Det gjorde han også.

I foråret 2010, da Otto var lige lidt over et halvt år, fortalte Freelancer mig at han havde fundet ud af at han skulle være far igen. Med en kvinde han ikke kendte særligt godt. Min hjerne og mit liv brændte sammen for en kort stund og jeg gik igennem alt fra sorg, til had, til jalousi. Det var en lortet tid. I det næste år gjorde jeg alt i min magt for at give slip, for alvor. Det lykkedes. I hvert fald gav jeg slip på bitterheden og hadet, hvilket gjorde mit liv tusind gange nemmere at leve.

Leo kom til verden i oktober 2010. Og her skal det lige nævnes, en gang for alle, for I spørger jo indimellem: Freelancer og Leos mor har aldrig været kærester, eller boet sammen.

I starten af 2012 var det første gang at freelancer luftede ideen om at vi måske skulle prøve igen. Til stor morskab for mig. Jeg skulle fandeme ikke nyde noget. Jeg var jo videre. Og så alligevel ikke. Faktisk var det også i 2012 at jeg, og jeg husker det her tydeligt, på en trappesten i Tullinsgade på Vesterbro, ringede ham op og sagde noget ala: ‘OK, mand! Enten giver vi det her en seriøs chance, eller også må vi cutte kontakten for en tid’… Jeg følte mig stærk, og sikker i min sag. Svaret var, ret overraskende at han ikke mente han var klar. Han var bange for at det ville gå i ged. Igen.

Jeg lukkede for kommunikationen for en tid herefter. I hvert fald for alt, hvad der ikke havde med Otto at gøre.

I 2013 kom freelancer hjem til mig for at hente Otto. Han havde været på en arbejdstur i Tyskland med hans samarbejdspartner og nære veninde, og de havde på den lange køretur fået talt en masse, om livet og om kærlighed. Det fortalte han mig om, men det var nu ikke noget jeg lagde det store i. De to har ofte den slags snakke. Igennem de næste mange uger kunne jeg godt mærke at der blev skruet op for kontakten os imellem. Han ringede oftere, skrev en del, og kom sågar forbi med morgenkaffe til mig på vej til arbejde og en masse andre utroligt betænksomme ting. Sådan fortsatte det i en del uger. Nytårsaften 2013/14 holdte vi sammen hos gode venner og det var her at han for alvor åbnede op og fortalte hvor meget han ville OS, og da han 1. januar med grødet stemme og hvad jeg tror var våde øjne (stenmanden, der aldrig græder) bad mig om seriøst at mærke efter og give ham et svar, skete der et eller andet. Jeg ved ikke præcis hvad, men det var derefter at jeg næsten gik i panik over tanken om at miste ham. Vi fik Otto passet en aften og gik ud for at spise og snakke fremtid. Efter mad, en lang snak og en gåtur endte vi på Ludwigsen, en snusket bar og ikke mindst og meget symbolsk stedet, hvor vi mødte hinanden allerførste gang. Og så blev vi kærester igen.

I marts 2014 flyttede vi ind, Otto og jeg, i den lejlighed jeg forlod fem år tidligere. I august 2014 fandt vi ud af at Uma var på vej, og nu er vi her – Ret glade i låget og i modsætning til dengang enormt gode til at taaaaale om alting. Og så er vi pisseforelskede. Stadigvæk.
Leo er her hver anden uge fra torsdag til tirsdag og er også en del af vores familie. Grunden til at han ikke bliver nævnt så ofte herinde skal jeg nok komme ind på en anden god gang, men han er og bliver en stor del af vores liv.

Så, there you have it. Otte år fortalt på 1000 ord.

 photo 207330_8608182509_5193_n_zpsplez26xh.jpg

…Og sådan så vi ud efter en masse Jack Daniels tilbage i 2007.

 

28 replies
  1. Christine
    Christine says:

    Tak! Jeg overvejede virkelig at læse hele bloggen igennem for at få styr på det hele. – eller det gør jeg faktisk stadig når jeg får sommerferie #vildungdom
    Jeg har været læser siden den sidste del af din graviditet, og jeg elsker din blog. Jeg vil have det hele med.

    Svar
  2. Laura
    Laura says:

    Hvor er det fint skrevet! Og hold op hvor virker du som et enormt stort menneske – generelt virker det som om der er plads til hinanden i jeres forhold. Jeg tror ikke jeg ville kunne hilse min kæreste velkommen igen efter et brud og så ovenikøbet med et barn der ikke var mit eget. Omvendt ville jeg nok også gå langt, hvis jeg kunne mærke at det var rigtigt, og det virker det helt sikkert som om det er for jer! I er sgu søde sammen <3

    Svar
  3. Celina m
    Celina m says:

    Ej, hvor dejligt du har skrevet dette indlæg! Jeg gik for en mdr igang en aften for at undersøge hvad der lige var med ham freelanceren og med Leo – dog uden held fordi du har haft blogflytning og så opgav jeg lidt. Ville ikke sende dig en mail, da jeg ikke vil “snære” så meget i dit privatliv og så følte jeg mig ærligt også lidt stalker-ish…
    Jeg har fulgt dig i noget nær halvandet år og synes du virker så flink og har en god humor! Tak for dine daglige afbræk jeg får når du skriver ☺️❤️

    Svar
  4. Karoline
    Karoline says:

    Tillykke med og til jer. Har fulgt med fra begyndelsen næsten og hvor er det bare fantastisk, at I er endt, hvor I er.

    Svar
  5. josefine
    josefine says:

    Så fin opdatering. Jeg har været læser siden 2012, hvor jeg var alenemor på vesterbro med en lille dreng, til nu at bo sammen med min kæreste og have en pige på 4 mdr. Så jeg har i lang tid virkelig kunne relatere til det du fortæller på din blog!
    Jeg er vild med at læse med 🙂

    Svar
  6. Nikita
    Nikita says:

    Hvis det ikke er for personligt, kunne det være enormt spændende at høre om dit forhold til Leo? Er du hans papmor eller hans fars kæreste? Osv. Forstår selvfølgelig godt, hvis det er for svært.

    Svar
  7. Simone Hagemann
    Simone Hagemann says:

    Jeg har vidst læst med herinde stort set siden begyndelsen, og havde derfor ret godt styr på hele historien – men det var nu skønt at læse dette indlæg alligevel. Især fordi du bare skriver pisse godt! Desuden synes jeg altså stadig, at det er så fedt, at I har fundet sammen igen på trods af alt. Det er på en eller anden måde bare virkelig livsbekræftende 🙂

    Svar
  8. Nadja // drengemor.dk
    Nadja // drengemor.dk says:

    Min ældste er også fra august 2009, og jeg har stort set læst med fra start – også før, jeg selv begyndte at blogge. Jeg synes derfor ikke, at noget i fortællingen var nyt for mig, men hold nu OP, hvor var det dejlig læsning alligevel – tillykke med jer <3

    Svar
  9. M
    M says:

    Jeg har læst med fra begyndelsen og er rigtig glad for din blog og glæder mig meget til at det bogprojekt kommer ud i verden til os alle 🙂

    Efter dette indlæg fik jeg lyst til at læse med helt fra begyndelsen igen. Findes der et direkte link til side 0 (altså, the very first indlæg)? Det ville være fantastisk for som en anden skriver, så har blog-flytninger gjort det lidt svært at finde rundt i (og det tager så lang tid at trykke på ‘tidligere indlæg’ en milliard gange).

    Tak for den mest ærlige, charmerende og velskrevne blog på markedet.

    Svar
  10. Julie/Gane&Gaffel
    Julie/Gane&Gaffel says:

    Så fint fortalt! Jeg har dog fulgt med alt for længe til egentlig at have behov for et resume. Dog er jeg lige selv blevet alene med min lille søn af – i hvert fald på overfladen – samme årsager som du blev det, og så er det sgu egentlig meget rart at læse om nogen, der er kommet ud på den anden side. Og hvilken anden side det blev for dig, synes det er sådan en fin historie!

    Har du mon eeegentlig skrevet noget om praktikken omkring Otto, da han var bette? Overvejer at forsøge at rode mig tilbage i tiden. Kunne sgu godt bruge et par gode råd på den front!

    Svar
  11. Lise Jørgensen
    Lise Jørgensen says:

    Jeg kendte godt hele historien, undtagen den med det andet barn. Men jeg blev helt glad af at læse din historie om dig og din søde lille familie 🙂

    Svar
  12. Nanna
    Nanna says:

    kære Cille
    Det er bare en fornøjelse at følge med i dit/jeres liv. Virkelig befriende med sådan en fortælling, der både indeholder op og nedture – og at man godt kan tage en chance engang imellem.
    Vh Nanna

    Svar
  13. Lærke
    Lærke says:

    jeg følger kun sporadisk med, men med dette indlæg bliver jeg sku hængende! Det er helt soleklart for mg, at du er et større menneske end jeg er!
    Hold da op!! Kram og alt det bedste til jer!

    Svar
  14. Mie
    Mie says:

    Nåååårh. Jeg kan virkelig godt lide jer. Og håber en dag at støde ind i dig på gaden og give en krammer 😀

    Jeg har fulgt med fra 2010 og tjekker din blog dagligt!

    Svar
  15. maya
    maya says:

    Jeg har besluttet at starte helt fra scratch heelt tilbage fra side 230!
    Det er så fint og ubamhjetigt og ligesom at læse en virkelig god roman, hvor man håber det hele ordner sig til sidst! 🙂

    Svar
  16. Sibilla
    Sibilla says:

    Så smuk fortalt, du skriver så det rammer. Jeg er selv helt ny, og har faktisk været en af dem der har været helt tilbage i arkiverne, og prøve, at finde ud af hvad der var med jeres fortid. Jeg ved ikke om du har skrevet om det før, og jeg ved heller ikke om det er for privat at spørge om, men jeg synes det ville være utrolig lærerigt og rart med et indlæg omhandlende om hele det her med “forgive and forget”, for når jeg læser om jeres situation for mange år siden, og hvor I er endt nu, er jeg rigtig interesseret i at lære, af dig, hvordan du er kommet videre, og hvordan du har bragt det med at tilgive og glemme, med på jeres nye vej sammen.

    Jeg har lært rigtig meget af at opdage din blog, Cecilie… du er virkelig en stærk sjæl, jeg har al respekt i verden for dig. Jeg kom ikke længere end til 2011/2012 (skal måske lige fokusere på det tal der skal stå i min studenterhue om en lille uge), men kan allerede sige nu, at alle dine indlæg seriøst burde samles og udgives som bog, det er så smuk og god (og ret surrealistisk, så vild din historie er) læsning, at man ikke kan slippe og glemme dine ord!

    Svar
  17. mmp
    mmp says:

    Det er så vildt, at du har kunnet tilgive… Stort 🙂 Hvordan har du fundet rum til det? En ting er at holde op med at være bitter. En anden er jo at åbne sit ganske hjerte igen for samme person

    Svar
  18. C
    C says:

    Årh… Jeres historie er lige så turbulent som min eks’ og min… Vi er dig nået dertil hvor vi har et barn -nr to på vej.. Og han har så gjort en anden gravid!
    Pt er hun dog hans jaloux kæreste..
    Vi prøver at komme videre.. Alligevel ender vi altid sammen engang i mellem…. Selvom han stadig er med hende…
    Livet er bare ikke så simpelt når kærligheden tager over..

    Svar
  19. Maria
    Maria says:

    Men hvornår kommer du så ind på hvorfor Leo ikke bliver nævnt? Synes da ikke jeg har set et indlæg om det endnu

    Svar
  20. Heidi
    Heidi says:

    Sidder seriøst her og er gået fem over termin med de vildeste tårer i øjnene. Det kan tænkes det hormonelle spiller ind her, men for katten, det er så fin en historie! Det har du sikkert hørt før, men det er det virkelig. Tak for din og jeres ærlighed. Jeg tror på skæbnen, og jeg er sikker på I er meant to be. Engang imellem skal man bare lige passere nogle latterlige bump på vejen, men til tider kan vi jo også lære en masse af dem.

    Svar
  21. Lasse
    Lasse says:

    Fantastisk historie.
    Min kæreste er netop gået fra mig og det er skide hårdt. Jeg kan slet ikke forstå hvad der er sket og hvorfor vi pludselig står her.
    For en mdr. siden kiggede vi på hus og havde store planer om at flytte sammen og få et barn sammen.
    Pludselig blev det hele for meget for hende og hun trak sig mere og mere.
    Vi tog på ferie til mallorca sammen og håbede at det kunne hjælpe os til et bedre forhold.
    Det gik dog hverken værre eller bedre end at hun ikke kunne rumme alle min følelser og tilnærmelser. Jeg prøvede at være tæt på hende, mens hun bare trak sig mere og mere.
    Det endte med at hun bad om en pause da vi kom hjem midt på ugen. Søndagen efter gjorde hun det forbi, og nu står vi her.
    Et forlist forhold og jeg er knust.
    Jeg håber vi en dag kan finde sammen igen. For lige meget hvad, så elsker jeg pigen og har aldrig haft lyst til at være sammen med en som jeg har med hende.
    Men lige nu er det nok bedst at jeg bare lader hende være og får lidt luft i nogle mdr.
    Så håber jeg at hun finder frem til de følelser der forlod hende og vi kan blive kærester igen.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *