I øvrigt #22

  • Har jeg en svaghed for frugt-printet babytøj. Ananas, vandmelon, citroner, you name it! Også andre madvarer (is for eksempel) og ikke mindst prints med palmer og flamingoer rocker min babyverden pt.
  • Er det helt åndssvagt så mange penge vi har brugt på takeout siden Uma blev født
  • Havde jeg sådan set frem til al den tid jeg skulle bruge på altanen denne juni, men vejrguderne, de røvhuller, havde altså andre planer.
  • Vågner Uma hver gang en studentervogn kører forbi, og hun har derfor stort set ikke sovet om dagen de sidste par dage, og jeg skal hanke op i mig selv flere gange dagligt for ikke at blive hende den sure, der ryster på hovedet af ungdommen nu til dags.
  • Er det her min nye yndlingsblog
  • Kan jeg ikke passe mine sko længere. Mine fødder er stadigvæk gravide, og har tænkt sig at blive ved med at være det. Så jeg fornemmer, at jeg skal til at vænne mig til at der skal stå 41 under mine skosåler. For evigt.
  • Har jeg endnu ikke festival-blues. Meeeeen når mit Insta-feed begynder at drukne i billeder fra Roskilde og solen titter frem i næste uge kommer den sikkert snigende. Gad eddermame godt se Kendrick Lamar, og Bikstok og Die Antwoord og Pharrell og… fuck mand.
  • Hældte jeg koldskål i min kaffe i morges… Det lyder værre end det smager.
  • Er det min fødselsdag i morgen
  • Har Otto sommerferie lige om et øjeblik og jeg aner ikke hvad vi skal finde på
  • Er det faktisk imponerende hvad der kan gemme sig af klamme sager i dellerne på en baby
  • Fik vi i sidste uge tilbudt en ret enestående mulighed for at bytte vores lejlighed ud med noget væsentligt større, med tagterrasse og ekstra værelser, men måtte sande at økonomien alligevel ikke helt kunne bære den slags opgradering lige nu
  • Nåede jeg mentalt allerede at flytte inden vi begyndte at regne på det, så måske vores boligopgradering og det der kompromis slet ikke er så fjernt som jeg gik og troede
 photo Skaeligrmbillede 2015-06-28 kl. 08.53.26_zpspt1qax2w.png

Uma i isbukser fra Voksevaerk

 

Pap, sted eller bonus

Kært barn har mange navne – og Leo, der er min kærestes søn, omtaler jeg faktisk på alle tre måder. Papsøn, stedsøn og bonussøn, alle tre termer har på et eller andet tidspunkt været i brug. Men det er ikke noget jeg som sådan går og spekulerer i, ligesom at han heller ikke, så vidt jeg ved, har en titel til mig. Jeg hedder vist bare Cecilie.

Leo er 4 år gammel, og jeg har kendt ham hele hans liv, i de sidste to år har jeg været en stor del af det, særlig i de fem dage hver anden uge, hvor han er hos os.
Jeg elsker ham. Han er en skæg lille fidus med humor, glimt i øjet og masser af personlighed, han er fræk som ingen anden jeg kender, han elsker dyr og beyblades og så kan han lægge samtlige af vores børnepuslespil på rekordtid. Han er en vigtig del af vores familie som jeg ikke vil være foruden. Naturligvis er det en anden slags kærlighed jeg har til ham end mine biologiske børn, og det har da bestemt sine prøvelser ind imellem at skulle være papmor hver anden uge, men dem oplever man jo altså også med sine egne børn, altså prøvelser. Min vigtigste opgave er, at han føler sig velkommen, og at han ikke bare er på besøg, men i sit andet hjem når han er hos os. Jeg er selv stedbarn og ved om nogen, hvor nemt man kan komme til at føle at man ikke helt hører til.

Grunden til at jeg sjældent skriver om Leo er ganske simpelt, at jeg ikke er hans mor, og selvom Leos mor aldrig har nævnt bloggen, eller givet mig forbud mod at skrive om ham, kan jeg kun forestille mig, at jeg personligt ikke ville bryde mig om at andre end jeg selv bloggede om mine børn. Så det er en helt bevidst beslutning fra min side, at han kun er statist her på siden. I den virkelige snegleverden har han en af hovedrollerne, og det bliver han ved med.

 photo IMG_8927_zpsznxkb8bb.jpg

Bodytalk …

I dag er det 10 uger siden at jeg fødte Uma. Og dermed også ti uger siden at jeg gik fra at være spændt godt ud hudmæssigt med en kampvægt på mere end 20 kilo over min ikke-gravide-krop. Jeg er stadigvæk omkring ti kilo fra at være der, hvor jeg var for et års tid siden. Det ses, og hold kæft hvor jeg hader det. Næsten lige så meget som jeg hader at indrømme det. For der findes efter min mening ikke noget værre, end lav selvtillid. Det er om noget grimmere, end lidt ekstra hud og et par kilo her og der.

I går besluttede jeg, at jeg ikke længere vil kigge på vægten, men udelukkende på mit spejlbillede fra nu af. Jeg hader at være utilfreds med mit udseende. Jeg indrømmer blankt at jeg er min egen værste kritiker og at jeg er forfængelig som bare fanden, og selvom jeg ingen intentioner har om nogensinde at se ud som jeg gjorde før jeg fik børn, for jeg har det faktisk overraskende fint med mine strækmærker og den lidt løse hud, har jeg det ikke godt med resten. De store lår og den bredde røv og de engang tonede arme, der nu er bløde.

Min kæreste er ved at blive vanvittig af mit brok, for han synes (heldigvis) at jeg ser fantastisk ud. Og JA, jeg burde være glad for hvordan jeg ser ud, det ER jo kun 10 uger siden jeg brølende skubbede et barn ud af mig, men sandheden er bare, at jeg ikke har det godt med min krop for tiden. Og så må man jo gøre noget ved det. Så det gør jeg.

Jeg har skruet gevaldigt ned for mit slik og kage indtag og holder mig til virkelig lækre ting, når jeg en sjælden gang skal have noget (summerbird flødeboller for eksempel, og Hansens is), jeg slowjuicer på livet løs, tager vitaminer og holder mig fra hvidt brød (med undtagelse af den der Whopper i lørdags. Hov), jeg går mange lange ture og jeg træner herhjemme (ben, ryg, mave og arme), præcis som jeg har gjort det tidligere, og selvom det går langsomt, begynder jeg så småt at se resultater.

Og så priser jeg mig en lille smule lykkelig for at det er oktober-vejr derude, så jeg kan pakke mine stænger ind i stof og kan vente lidt med at finde bikinen frem.

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-25 kl. 10.14.01_zpsx2epwph8.png

Jeg gjorde det

Vi kom ud i lørdags. Uma blev puttet i slyngevuggen med min mor som vuggevagt, og klokken 20.30 trillede jeg ned ad Vesterbrogade på min cykel, med freelancer ved min side.

 photo IMG_8790_zpsnq8y272j.jpg

Det blev til to øl og to timers fest, og så hjem med en whopper i cykelkurven, som blev indtaget på trappestenen i vores gård. Faktisk var det sidstnævnte der var det bedste. Ikke burgeren, men det at sidde i mørket ved siden af min kæreste. Uden børn. Bare os.

 photo IMG_8794_zpslnc4mzj0.jpg

Uma sov stadigvæk da vi trådte ind ad døren ved 23 tiden, og faktisk sov hun til klokken 5 næste morgen og lagde slet ikke mærke til at vi var væk. Det var en succes, at det KAN lade sig gøre og det var tiltrængt for mig at lade mig løsrive for en kort stund. Når det så er sagt, så går der nok lidt tid før vi gentager succesen.  Jeg er ikke helt klar til smalltalk endnu. Min intelligens og sociale evner halter gevaldigt pt, forhåbentlig er det bare en fase, ligesom alt andet i barselsboblen.

Men hold kæft, det var dejligt at være ude uden en barnevogn, med hæle under fødderne og med makeup på. Virkelig! Og at snakke om andet end bleer, mælk og søvn, også selvom jeg ikke er så god til det endnu. Men det kommer. Og jeg er stadigvæk derinde, mig, der ikke kun er nogens mor. Det var dejligt at blive mindet om.

 photo IMG_8886_zpsiu0ldsiq.jpg

Symbiose

Uma er nu 9 uger gammel. I menneskesprog betyder det lidt over to måneder. I løbet af den tid har jeg været væk fra hende to gange: Den ene gang da jeg skulle på posthuset, den anden da jeg skulle et smut i Superbrugsen. Begge noget der rundt regnet tog 25 minutter, og resulterede i noget hurtig vejrtrækning, svedige hænder og konstant overvågning af telefon, selvom hun jo altså bare var derhjemme sammen med sin far imens.

I morgen er planen at jeg skal til en reception, om aftenen, på et diskotek (eller en club som det vel egentlig hedder) med Freelancer, uden Uma. Min mor og min stedfar skal være i vores lejlighed imens med begge børn. Jeg er lige dele spændt og angst. Jeg trænger (!) til at gøre noget ud af mig selv, til at snakke med mennesker, til ikke at lugte af gylp, til at være sammen med min kæreste uden børn, og jeg trænger til en drink.  Meeen. Jeg er så meget i symbiose med den lille nuttede køddukke kaldet Uma, at jeg kan mærke en mild form for panik brede sig, når jeg tænker på i morgen aften. Jeg har delt min bekymring med både min bedre halvdel, samt mine forældre, SÅ planen er indtil videre, at de kommer herhjem som planlagt i morgen – og så må vi se om jeg, når klokken slår 20:00, har mod på at tage med min kæreste til fest, eller om jeg hopper ned i slyngevuggen til Uma. Jeg håber på det første. Hvilket bringer mig til næste problem: Tøjkrise! Jeg går stadigvæk i graviditetstrusser og jeg er ret sikker på at jeg endnu ikke kan være i størstedelen af mit ‘pæne’ tøj. Men så bliver jeg vel nødt til at shoppe mig ud af det. Pokkers.

 photo IMG_8480_zpsnptquauk.jpg

Byrotten og landløven

Jeg er opvokset i byen. Boede de første måneder af mit liv på Vestegnen inden vi flyttede forbi Valby og Rødovre, for endeligt at lande på Vesterbro da jeg var omkring 6 år. Først en del år i Dannebrogsgade, herefter den lidt finere Gl. Kongevej. Da jeg flyttede hjemmefra var jeg kort forbi Hellerup, inden jeg flyttede til Paris. Da jeg kom hjem var det Nørrebro der trak, og så havnede jeg sørme på Vesterbro igen, dernæst Barcelona, og sidst men ikke mindst, tadaaaah! Vesterbro.

Freelancer er egentlig fra Amager, men flyttede på landet som 5 årig. Han cyklede 10 kilometer for at komme i skole, hver dag, og har i det hele taget haft en helt anden barndom end mig.

Han elsker plads og stilhed. Jeg elsker liv og larm.

På et tidspunkt skal vi flytte. Hvortil er endnu uklart. Freelancer drømmer om hus og have. Jeg drømmer om herskabslejlighed og altan.

Freelancer vil allerhelst bo på en gård tror jeg. Uden naboer. Tanken om det giver mig myrekryb. Såååeh, vores fremtidsplaner er lidt uklare, på boligfronten.

Kompromiset hedder vel villalejlighed eller byhus. Et andet kompromis kunne være en kolonihave eller et sommerhus, hvor vi kan flygte til når byen larmer for meget.
Hvis (!) vi flytter ud af byen har jeg understreget at vi for det første skal have en bil, og jeg et kørekort, samt en lille lejlighed i byen, sådan at jeg kan få mit fix af larm, bil-os og menneskemylder.

Dog har vi lovet hinanden, at vi ikke skal gå så meget på kompromis at vi begge ender med at føle vi er havnet i noget ingen af os ønsker. For det kunne nok nemt ske, at man pludselig boede i rækkehus i Vanløse, hvilket ikke er noget nogen af os drømmer om (altså der er ikke noget i vejen med Vanløse, eller rækkehus, det er bare ikke for os). Men at vi skal prøve at finde en fælles drøm, hvor vi begge er glade. Om vi ender i en villa på Frederiksberg (når vi rammer en guldåre), eller bliver på Vesterbro, men med et sommerhus i en svensk skov aner jeg ikke, men det er sjovt at tale om og ikke mindst at skabe nye drømme. Sammen.

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-18 kl. 13.03.27_zpsudn41zzh.png

Fra da byrotterne indtog Jylland tidligere på måneden…

 

Otte år fortalt på 1000 ord

Det er ingen hemmelighed at det her barsel gør at jeg har meget mere tid til bloggen, og at jeg dermed er mere aktiv herinde og på mine andre kanaler. Det er selvfølgelig resulteret i en væsentlig stigning i mine læsertal. Den først måned af min barsel fordoblede jeg mine unikke brugere. Det er jeg helt vildt stolt og glad over. Med så mange nye læsere er det også klart at nogle måske bliver lidt forvirrede af min historie. Pludselig er der tale om Ottos lillebror, hvilket jo er tosset når jeg netop har fået et barn med Ottos far, som jeg er kærester med. Og hvordan er det nu lige med freelancer. Jeg har sågar fået spørgsmålet: Er freelancer Ottos far? Og ja, ja det er han.

SÅ, til dem, som måske ikke lige magter at læse seks år tilbage på bloggen kommer her et kort overblik, en slags lyn-resume over hvordan de sidste otte år er forløbet og hvordan det nu lige hænger sammen med alle de mennesker i sneglehuset…

For 8 år siden mødte jeg min freelancer, dengang var han ikke fotograf, men musiker, bassist i et rockband, der på det tidspunkt lige havde vundet Emergenza og havde ret lyse fremtidsudsigter, det tilsat hans på det tidspunkt lange hår, blå øjne og dybe stemme, sparkede benene væk under mig. Vi blev kærester relativt hurtigt efter vores første møde og så gik det ellers stærkt. Vi flyttede sammen (samme lejlighed som vi bor i nu), havde et år i den vildeste kærlighedssymbiose, hvorefter det begyndte at gå ned ad bakke. Vi elskede hinanden, men kunne på ingen måde kommunikere om noget som helst. Jeg blev gravid, og var nok en anelse i tvivl om det nu var en god ide, men for en gangs skyld talte vi om det, og blev ret hurtigt enige om at det måske var lige præcis det der skulle til for at få vores forhold på rette spor. Vi var glade i et øjeblik, glade for at skulle være forældre, knap så glade for vores forhold. Jeg kastede op nonstop i månedsvis, vi gled længere og længere fra hinanden, og da jeg var nået 14. graviditetsuge brasede det hele sammen, på en virkelig fucked up måde. Freelancer forelskede sig i (ideen om) en anden, og vi gik fra hinanden. I marts i år var det seks år siden, præcis.

Jeg flyttede hjem til mine forældre for en stund. Egentlig tilbød freelancer mig at jeg kunne blive boende i lejligheden, men det var ikke noget jeg havde lyst til. OVERHOVEDET.

I maj 2009, to måneder efter bruddet flyttede jeg ind i min egen lejlighed. Freelancer og jeg genoptog kontakten så småt. Det forhold han var gået ind i straks efter vores brud var gået i stykker lige så hurtigt som det var startet, og selvom jeg håbede og nok lidt troede at vi ville finde sammen igen, skete det ikke. Men vi kunne være i rum sammen, og det var også nu at jeg besluttede mig for at han skulle med til min fødsel i august. Det kom han, og han var også hos os tæt på daglig basis den første tid af Ottos liv. Jeg opgav håbet om os sammen igen, jeg kom videre. Eller prøvede på det. Det gjorde han også.

I foråret 2010, da Otto var lige lidt over et halvt år, fortalte Freelancer mig at han havde fundet ud af at han skulle være far igen. Med en kvinde han ikke kendte særligt godt. Min hjerne og mit liv brændte sammen for en kort stund og jeg gik igennem alt fra sorg, til had, til jalousi. Det var en lortet tid. I det næste år gjorde jeg alt i min magt for at give slip, for alvor. Det lykkedes. I hvert fald gav jeg slip på bitterheden og hadet, hvilket gjorde mit liv tusind gange nemmere at leve.

Leo kom til verden i oktober 2010. Og her skal det lige nævnes, en gang for alle, for I spørger jo indimellem: Freelancer og Leos mor har aldrig været kærester, eller boet sammen.

I starten af 2012 var det første gang at freelancer luftede ideen om at vi måske skulle prøve igen. Til stor morskab for mig. Jeg skulle fandeme ikke nyde noget. Jeg var jo videre. Og så alligevel ikke. Faktisk var det også i 2012 at jeg, og jeg husker det her tydeligt, på en trappesten i Tullinsgade på Vesterbro, ringede ham op og sagde noget ala: ‘OK, mand! Enten giver vi det her en seriøs chance, eller også må vi cutte kontakten for en tid’… Jeg følte mig stærk, og sikker i min sag. Svaret var, ret overraskende at han ikke mente han var klar. Han var bange for at det ville gå i ged. Igen.

Jeg lukkede for kommunikationen for en tid herefter. I hvert fald for alt, hvad der ikke havde med Otto at gøre.

I 2013 kom freelancer hjem til mig for at hente Otto. Han havde været på en arbejdstur i Tyskland med hans samarbejdspartner og nære veninde, og de havde på den lange køretur fået talt en masse, om livet og om kærlighed. Det fortalte han mig om, men det var nu ikke noget jeg lagde det store i. De to har ofte den slags snakke. Igennem de næste mange uger kunne jeg godt mærke at der blev skruet op for kontakten os imellem. Han ringede oftere, skrev en del, og kom sågar forbi med morgenkaffe til mig på vej til arbejde og en masse andre utroligt betænksomme ting. Sådan fortsatte det i en del uger. Nytårsaften 2013/14 holdte vi sammen hos gode venner og det var her at han for alvor åbnede op og fortalte hvor meget han ville OS, og da han 1. januar med grødet stemme og hvad jeg tror var våde øjne (stenmanden, der aldrig græder) bad mig om seriøst at mærke efter og give ham et svar, skete der et eller andet. Jeg ved ikke præcis hvad, men det var derefter at jeg næsten gik i panik over tanken om at miste ham. Vi fik Otto passet en aften og gik ud for at spise og snakke fremtid. Efter mad, en lang snak og en gåtur endte vi på Ludwigsen, en snusket bar og ikke mindst og meget symbolsk stedet, hvor vi mødte hinanden allerførste gang. Og så blev vi kærester igen.

I marts 2014 flyttede vi ind, Otto og jeg, i den lejlighed jeg forlod fem år tidligere. I august 2014 fandt vi ud af at Uma var på vej, og nu er vi her – Ret glade i låget og i modsætning til dengang enormt gode til at taaaaale om alting. Og så er vi pisseforelskede. Stadigvæk.
Leo er her hver anden uge fra torsdag til tirsdag og er også en del af vores familie. Grunden til at han ikke bliver nævnt så ofte herinde skal jeg nok komme ind på en anden god gang, men han er og bliver en stor del af vores liv.

Så, there you have it. Otte år fortalt på 1000 ord.

 photo 207330_8608182509_5193_n_zpsplez26xh.jpg

…Og sådan så vi ud efter en masse Jack Daniels tilbage i 2007.

 

Gad godt…

– Drikke mig snaldret i kold rosé og måske ryge en lillebitte cigaret ude i sommeraftenen.

– Se hele 3. sæson af Orange Is The New Black, uden afbrydelser.

– At have tynde lår.

– Spise de Magnum is der ligger ude i min fryser. Ja, i flertal.

– Tømme Kassandras udsalg. Og Holly Golightlys. Og Stine Goyas… Faktisk gad jeg bare godt shoppe nyt. Alt.

– Få noget der minder om en frisure. Udover ‘barselsknolden’ som jeg pt kører.

– Vide om jeg er den eneste, der tænker på skinke når folk bruger udtrykket ‘at skænke noget en tanke’

– Blive bedre til at tage imod kritik og ikke føle at jeg går i tusind stykker hver gang

 

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-14 kl. 22.37.58_zpsc5ebxndg.png

Lunken rødvin ….Fra en aften i det nordjyske.

 

Sneglcille på de sociale medier, kom med!

HVIS du endnu ikke følger med på Facebook og Instagram, og det gør mange af jer tydeligvis ikke, for tallene herfra og på de to medier matcher langt fra op, og det er godt nok en skam, så synes jeg du skal til at gøre det. For der foregår altså ting begge steder, som aldrig når bloggen. På facebook delte jeg for eksempel den anden dag Ottos fremragende vittighed, og hans forklaring af denne, da han vist ikke var helt sikker på at hans mor havde fanget pointen:
 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.06.30_zps14fqgi2v.png

 

Instagram, hvor jeg klart er mest aktiv, kan du se alt muuuligt…

Såsom sms-udveksling Freelancer og jeg imellem:

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.04.05_zpsgh23pv7t.png

 

Selfies  (Åh og jeg har nu fået en selfiestang – Be warned!)

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.05.25_zpscdym032f.png

Nuttede børn, altså mest mine egne:

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.05.46_zpsngmbx1qq.png

Og selvfølgelig masser af glimt fra vores hverdag som for eksempel da O og jeg i går tog et spil krig på altanen, på Uma:
 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 20.03.34_zpstl8spu8o.png

 

Med andre ord, der sker meget andet end herinde… Kom med! Ikk?!

Og jeg er sgu da også på Snapchat, ahmen for fanden! Kom kom. Navnet er Sneglcille på alle tre kanaler.

Er det lørdag?

Jeg ved det faktisk ikke.

Selvom jeg er en af de der heldige røvhuller med en baby, der sover om natten, er jeg alligevel fanget i en grødet træthedstrance, hvor jeg flere gange om ugen helt forvirret bruger lidt for mange sekunder på at gennemskue hvilken ugedag vi er nået til, alt imens jeg bunder lunken kaffe og indtager falsk energi i form af sukker. Datoer har jeg heller ikke styr på, og jeg kan med hånden på hjertet ikke huske hvornår jeg tog mascara på sidst, men det sidder der endnu, så det er jo meget smart. Det samme gælder den famøse barselsknold. Husker ikke hvornår jeg satte den, men den er der stadigvæk.

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 00.40.42_zpsdrd5jbug.png

…  8 uger er Uma nu, hvilket jo er ingenting når man tænker over det. Otte uger, mand. Hun er lige for tiden i fuld gang med at tage endnu et af de famøse tigerspring, hvilket har gjort særligt vores aftener til et cirkus uden lige. Hun er i forvejen ikke særlig samarbejdsvillig i aftentimerne, men sådan et sansespring er bare benzin på babybålet. Hun klynker, græder, skriger, sover ikke og skal helst sidde på armen. Konstant. Men MEN! så kom slyngevuggen ind i vores liv. Hoooold nu kæft, hvor jeg skylder den der har opfundet den en kæmpe bajer, for ikke at tale om Emilie, der har lånt os den (seriøst, jeg giver en øl. Og et organ, hvis du en dag mangler). I tre dage har vi haft den og vi har fået vores aftener tilbage. Jeg skriver lidt mere om den en af de kommende uger, når vi får alvor har afprøvet den, til dem det måtte interessere.

 photo Skaeligrmbillede 2015-06-13 kl. 15.00.45_zpsykm0veqh.png

Om det betyder at jeg snart kan huske hvilken dag det er, og begynder at eksperimentere med frisurer, får fjernet min makeup engang imellem, åh og får overskud til at få gjort noget ved de resterende 10 graviditetskilo der sidder lige midt på begge lår,  skal jeg ikke kunne love, men man har vel lov til at håbe.