• Har jeg en svaghed for frugt-printet babytøj. Ananas, vandmelon, citroner, you name it! Også andre madvarer (is for eksempel) og ikke mindst prints med palmer og flamingoer rocker min babyverden pt.
• Er det helt åndssvagt så mange penge vi har brugt på takeout siden Uma blev født
• Havde jeg sådan set frem til al den tid jeg skulle bruge på altanen denne juni, men vejrguderne, de røvhuller, havde altså andre planer.
• Vågner Uma hver gang en studentervogn kører forbi, og hun har derfor stort set ikke sovet om dagen de sidste par dage, og jeg skal hanke op i mig selv flere gange dagligt for ikke at blive hende den sure, der ryster på hovedet af ungdommen nu til dags.
• Er det her min nye yndlingsblog
• Kan jeg ikke passe mine sko længere. Mine fødder er stadigvæk gravide, og har tænkt sig at blive ved med at være det. Så jeg fornemmer, at jeg skal til at vænne mig til at der skal stå 41 under mine skosåler. For evigt.
• Har jeg endnu ikke festival-blues. Meeeeen når mit Insta-feed begynder at drukne i billeder fra Roskilde og solen titter frem i næste uge kommer den sikkert snigende. Gad eddermame godt se Kendrick Lamar, og Bikstok og Die Antwoord og Pharrell og… fuck mand.
• Hældte jeg koldskål i min kaffe i morges… Det lyder værre end det smager.
• Er det min fødselsdag i morgen
• Har Otto sommerferie lige om et øjeblik og jeg aner ikke hvad vi skal finde på
• Er det faktisk imponerende hvad der kan gemme sig af klamme sager i dellerne på en baby
• Fik vi i sidste uge tilbudt en ret enestående mulighed for at bytte vores lejlighed ud med noget væsentligt større, med tagterrasse og ekstra værelser, men måtte sande at økonomien alligevel ikke helt kunne bære den slags opgradering lige nu
• Nåede jeg mentalt allerede at flytte inden vi begyndte at regne på det, så måske vores boligopgradering og det der kompromis slet ikke er så fjernt som jeg gik og troede

Uma i isbukser fra Voksevaerk

Kært barn har mange navne – og Leo, der er min kærestes søn, omtaler jeg faktisk på alle tre måder. Papsøn, stedsøn og bonussøn, alle tre termer har på et eller andet tidspunkt været i brug. Men det er ikke noget jeg som sådan går og spekulerer i, ligesom at han heller ikke, så vidt jeg ved, har en titel til mig. Jeg hedder vist bare Cecilie.

Leo er 4 år gammel, og jeg har kendt ham hele hans liv, i de sidste to år har jeg været en stor del af det, særlig i de fem dage hver anden uge, hvor han er hos os.
Jeg elsker ham. Han er en skæg lille fidus med humor, glimt i øjet og masser af personlighed, han er fræk som ingen anden jeg kender, han elsker dyr og beyblades og så kan han lægge samtlige af vores børnepuslespil på rekordtid. Han er en vigtig del af vores familie som jeg ikke vil være foruden. Naturligvis er det en anden slags kærlighed jeg har til ham end mine biologiske børn, og det har da bestemt sine prøvelser ind imellem at skulle være papmor hver anden uge, men dem oplever man jo altså også med sine egne børn, altså prøvelser. Min vigtigste opgave er, at han føler sig velkommen, og at han ikke bare er på besøg, men i sit andet hjem når han er hos os. Jeg er selv stedbarn og ved om nogen, hvor nemt man kan komme til at føle at man ikke helt hører til.

Grunden til at jeg sjældent skriver om Leo er ganske simpelt, at jeg ikke er hans mor, og selvom Leos mor aldrig har nævnt bloggen, eller givet mig forbud mod at skrive om ham, kan jeg kun forestille mig, at jeg personligt ikke ville bryde mig om at andre end jeg selv bloggede om mine børn. Så det er en helt bevidst beslutning fra min side, at han kun er statist her på siden. I den virkelige snegleverden har han en af hovedrollerne, og det bliver han ved med.

I dag er det 10 uger siden at jeg fødte Uma. Og dermed også ti uger siden at jeg gik fra at være spændt godt ud hudmæssigt med en kampvægt på mere end 20 kilo over min ikke-gravide-krop. Jeg er stadigvæk omkring ti kilo fra at være der, hvor jeg var for et års tid siden. Det ses, og hold kæft hvor jeg hader det. Næsten lige så meget som jeg hader at indrømme det. For der findes efter min mening ikke noget værre, end lav selvtillid. Det er om noget grimmere, end lidt ekstra hud og et par kilo her og der.

I går besluttede jeg, at jeg ikke længere vil kigge på vægten, men udelukkende på mit spejlbillede fra nu af. Jeg hader at være utilfreds med mit udseende. Jeg indrømmer blankt at jeg er min egen værste kritiker og at jeg er forfængelig som bare fanden, og selvom jeg ingen intentioner har om nogensinde at se ud som jeg gjorde før jeg fik børn, for jeg har det faktisk overraskende fint med mine strækmærker og den lidt løse hud, har jeg det ikke godt med resten. De store lår og den bredde røv og de engang tonede arme, der nu er bløde.

Min kæreste er ved at blive vanvittig af mit brok, for han synes (heldigvis) at jeg ser fantastisk ud. Og JA, jeg burde være glad for hvordan jeg ser ud, det ER jo kun 10 uger siden jeg brølende skubbede et barn ud af mig, men sandheden er bare, at jeg ikke har det godt med min krop for tiden. Og så må man jo gøre noget ved det. Så det gør jeg.

Jeg har skruet gevaldigt ned for mit slik og kage indtag og holder mig til virkelig lækre ting, når jeg en sjælden gang skal have noget (summerbird flødeboller for eksempel, og Hansens is), jeg slowjuicer på livet løs, tager vitaminer og holder mig fra hvidt brød (med undtagelse af den der Whopper i lørdags. Hov), jeg går mange lange ture og jeg træner herhjemme (ben, ryg, mave og arme), præcis som jeg har gjort det tidligere, og selvom det går langsomt, begynder jeg så småt at se resultater.

Og så priser jeg mig en lille smule lykkelig for at det er oktober-vejr derude, så jeg kan pakke mine stænger ind i stof og kan vente lidt med at finde bikinen frem.

Vi kom ud i lørdags. Uma blev puttet i slyngevuggen med min mor som vuggevagt, og klokken 20.30 trillede jeg ned ad Vesterbrogade på min cykel, med freelancer ved min side.

Det blev til to øl og to timers fest, og så hjem med en whopper i cykelkurven, som blev indtaget på trappestenen i vores gård. Faktisk var det sidstnævnte der var det bedste. Ikke burgeren, men det at sidde i mørket ved siden af min kæreste. Uden børn. Bare os.

Uma sov stadigvæk da vi trådte ind ad døren ved 23 tiden, og faktisk sov hun til klokken 5 næste morgen og lagde slet ikke mærke til at vi var væk. Det var en succes, at det KAN lade sig gøre og det var tiltrængt for mig at lade mig løsrive for en kort stund. Når det så er sagt, så går der nok lidt tid før vi gentager succesen.  Jeg er ikke helt klar til smalltalk endnu. Min intelligens og sociale evner halter gevaldigt pt, forhåbentlig er det bare en fase, ligesom alt andet i barselsboblen.

Men hold kæft, det var dejligt at være ude uden en barnevogn, med hæle under fødderne og med makeup på. Virkelig! Og at snakke om andet end bleer, mælk og søvn, også selvom jeg ikke er så god til det endnu. Men det kommer. Og jeg er stadigvæk derinde, mig, der ikke kun er nogens mor. Det var dejligt at blive mindet om.

Uma er nu 9 uger gammel. I menneskesprog betyder det lidt over to måneder. I løbet af den tid har jeg været væk fra hende to gange: Den ene gang da jeg skulle på posthuset, den anden da jeg skulle et smut i Superbrugsen. Begge noget der rundt regnet tog 25 minutter, og resulterede i noget hurtig vejrtrækning, svedige hænder og konstant overvågning af telefon, selvom hun jo altså bare var derhjemme sammen med sin far imens.

I morgen er planen at jeg skal til en reception, om aftenen, på et diskotek (eller en club som det vel egentlig hedder) med Freelancer, uden Uma. Min mor og min stedfar skal være i vores lejlighed imens med begge børn. Jeg er lige dele spændt og angst. Jeg trænger (!) til at gøre noget ud af mig selv, til at snakke med mennesker, til ikke at lugte af gylp, til at være sammen med min kæreste uden børn, og jeg trænger til en drink.  Meeen. Jeg er så meget i symbiose med den lille nuttede køddukke kaldet Uma, at jeg kan mærke en mild form for panik brede sig, når jeg tænker på i morgen aften. Jeg har delt min bekymring med både min bedre halvdel, samt mine forældre, SÅ planen er indtil videre, at de kommer herhjem som planlagt i morgen – og så må vi se om jeg, når klokken slår 20:00, har mod på at tage med min kæreste til fest, eller om jeg hopper ned i slyngevuggen til Uma. Jeg håber på det første. Hvilket bringer mig til næste problem: Tøjkrise! Jeg går stadigvæk i graviditetstrusser og jeg er ret sikker på at jeg endnu ikke kan være i størstedelen af mit ‘pæne’ tøj. Men så bliver jeg vel nødt til at shoppe mig ud af det. Pokkers.