Det er ingen hemmelighed at det her barsel gør at jeg har meget mere tid til bloggen, og at jeg dermed er mere aktiv herinde og på mine andre kanaler. Det er selvfølgelig resulteret i en væsentlig stigning i mine læsertal. Den først måned af min barsel fordoblede jeg mine unikke brugere. Det er jeg helt vildt stolt og glad over. Med så mange nye læsere er det også klart at nogle måske bliver lidt forvirrede af min historie. Pludselig er der tale om Ottos lillebror, hvilket jo er tosset når jeg netop har fået et barn med Ottos far, som jeg er kærester med. Og hvordan er det nu lige med freelancer. Jeg har sågar fået spørgsmålet: Er freelancer Ottos far? Og ja, ja det er han.
SÅ, til dem, som måske ikke lige magter at læse seks år tilbage på bloggen kommer her et kort overblik, en slags lyn-resume over hvordan de sidste otte år er forløbet og hvordan det nu lige hænger sammen med alle de mennesker i sneglehuset…
For 8 år siden mødte jeg min freelancer, dengang var han ikke fotograf, men musiker, bassist i et rockband, der på det tidspunkt lige havde vundet Emergenza og havde ret lyse fremtidsudsigter, det tilsat hans på det tidspunkt lange hår, blå øjne og dybe stemme, sparkede benene væk under mig. Vi blev kærester relativt hurtigt efter vores første møde og så gik det ellers stærkt. Vi flyttede sammen (samme lejlighed som vi bor i nu), havde et år i den vildeste kærlighedssymbiose, hvorefter det begyndte at gå ned ad bakke. Vi elskede hinanden, men kunne på ingen måde kommunikere om noget som helst. Jeg blev gravid, og var nok en anelse i tvivl om det nu var en god ide, men for en gangs skyld talte vi om det, og blev ret hurtigt enige om at det måske var lige præcis det der skulle til for at få vores forhold på rette spor. Vi var glade i et øjeblik, glade for at skulle være forældre, knap så glade for vores forhold. Jeg kastede op nonstop i månedsvis, vi gled længere og længere fra hinanden, og da jeg var nået 14. graviditetsuge brasede det hele sammen, på en virkelig fucked up måde. Freelancer forelskede sig i (ideen om) en anden, og vi gik fra hinanden. I marts i år var det seks år siden, præcis.
Jeg flyttede hjem til mine forældre for en stund. Egentlig tilbød freelancer mig at jeg kunne blive boende i lejligheden, men det var ikke noget jeg havde lyst til. OVERHOVEDET.
I maj 2009, to måneder efter bruddet flyttede jeg ind i min egen lejlighed. Freelancer og jeg genoptog kontakten så småt. Det forhold han var gået ind i straks efter vores brud var gået i stykker lige så hurtigt som det var startet, og selvom jeg håbede og nok lidt troede at vi ville finde sammen igen, skete det ikke. Men vi kunne være i rum sammen, og det var også nu at jeg besluttede mig for at han skulle med til min fødsel i august. Det kom han, og han var også hos os tæt på daglig basis den første tid af Ottos liv. Jeg opgav håbet om os sammen igen, jeg kom videre. Eller prøvede på det. Det gjorde han også.
I foråret 2010, da Otto var lige lidt over et halvt år, fortalte Freelancer mig at han havde fundet ud af at han skulle være far igen. Med en kvinde han ikke kendte særligt godt. Min hjerne og mit liv brændte sammen for en kort stund og jeg gik igennem alt fra sorg, til had, til jalousi. Det var en lortet tid. I det næste år gjorde jeg alt i min magt for at give slip, for alvor. Det lykkedes. I hvert fald gav jeg slip på bitterheden og hadet, hvilket gjorde mit liv tusind gange nemmere at leve.
Leo kom til verden i oktober 2010. Og her skal det lige nævnes, en gang for alle, for I spørger jo indimellem: Freelancer og Leos mor har aldrig været kærester, eller boet sammen.
I starten af 2012 var det første gang at freelancer luftede ideen om at vi måske skulle prøve igen. Til stor morskab for mig. Jeg skulle fandeme ikke nyde noget. Jeg var jo videre. Og så alligevel ikke. Faktisk var det også i 2012 at jeg, og jeg husker det her tydeligt, på en trappesten i Tullinsgade på Vesterbro, ringede ham op og sagde noget ala: ‘OK, mand! Enten giver vi det her en seriøs chance, eller også må vi cutte kontakten for en tid’… Jeg følte mig stærk, og sikker i min sag. Svaret var, ret overraskende at han ikke mente han var klar. Han var bange for at det ville gå i ged. Igen.
Jeg lukkede for kommunikationen for en tid herefter. I hvert fald for alt, hvad der ikke havde med Otto at gøre.
I 2013 kom freelancer hjem til mig for at hente Otto. Han havde været på en arbejdstur i Tyskland med hans samarbejdspartner og nære veninde, og de havde på den lange køretur fået talt en masse, om livet og om kærlighed. Det fortalte han mig om, men det var nu ikke noget jeg lagde det store i. De to har ofte den slags snakke. Igennem de næste mange uger kunne jeg godt mærke at der blev skruet op for kontakten os imellem. Han ringede oftere, skrev en del, og kom sågar forbi med morgenkaffe til mig på vej til arbejde og en masse andre utroligt betænksomme ting. Sådan fortsatte det i en del uger. Nytårsaften 2013/14 holdte vi sammen hos gode venner og det var her at han for alvor åbnede op og fortalte hvor meget han ville OS, og da han 1. januar med grødet stemme og hvad jeg tror var våde øjne (stenmanden, der aldrig græder) bad mig om seriøst at mærke efter og give ham et svar, skete der et eller andet. Jeg ved ikke præcis hvad, men det var derefter at jeg næsten gik i panik over tanken om at miste ham. Vi fik Otto passet en aften og gik ud for at spise og snakke fremtid. Efter mad, en lang snak og en gåtur endte vi på Ludwigsen, en snusket bar og ikke mindst og meget symbolsk stedet, hvor vi mødte hinanden allerførste gang. Og så blev vi kærester igen.
I marts 2014 flyttede vi ind, Otto og jeg, i den lejlighed jeg forlod fem år tidligere. I august 2014 fandt vi ud af at Uma var på vej, og nu er vi her – Ret glade i låget og i modsætning til dengang enormt gode til at taaaaale om alting. Og så er vi pisseforelskede. Stadigvæk.
Leo er her hver anden uge fra torsdag til tirsdag og er også en del af vores familie. Grunden til at han ikke bliver nævnt så ofte herinde skal jeg nok komme ind på en anden god gang, men han er og bliver en stor del af vores liv.
Så, there you have it. Otte år fortalt på 1000 ord.

…Og sådan så vi ud efter en masse Jack Daniels tilbage i 2007.