Det er også svært at blive storbror

 photo 11248073_10153186223050399_4570804662559030647_n_zpsoizbdyp5.jpg

Otto elsker Uma. Han kysser hende, og krammer hende og taler med hende konstant. Det er lige til at tude over.

Men. Lige så dejligt det er for Otto, at vi har fået Uma, lige så tilsvarende svært har det været. Kombineret med start på fritidshjem er det at skulle dele sin mor og far med et nyt lille menneske rigtig svært. I starten gik det så fint, men i løbet af de sidste to uger  har jeg kunne mærke en klar forskel. Han tester os, svarer igen, fjoller og driller og bliver meget nemt vred. Vi oplever flere konflikter end før, ofte er det bittesmå ting, det bliver blæst op, helt ud af det blå, trods stor tålmodighed fra os, de voksne. Forleden morgen var det en konflikt omkring et skateboard, der resulterede i skrig, gråd, råben og til sidst en vred far, der måtte tage barnet skrigende under armen og gå med ham for at nå at komme på fritidshjem til tiden.

Jeg har prøvet at tale med Otto, spurgt ind til hvordan han har det indeni når han bliver så vred. Forsikret ham om at han er vigtig, dejlig og på ingen måde glemt.

Den morgen med skateboard-konflikten og den vrede far endte det med, at de kom hjem igen efter nogle minutter, stadigvæk kede af det og vrede. Fritidshjemmet blev droppet til fordel for en fridag. Vi snakkede lidt om det med at blive sur, og vi aftalte at sådan en dum morgen skal vi ikke have igen. Otto blev glad og god igen kort tid efter, men hans forældre måtte kramme lidt ekstra over en kop kaffe i køkkenet. Af dårlig samvittighed over at have været dumme voksne, men i særdeleshed over at se vores søde dejlige kloge dreng have det svært.

Som med alt andet drejer det sig selvfølgelig om tilvænning og det er nok bare en fase. Men den er svær. For os allesammen.

Jeg tror ikke det handler så meget om Uma, men om at vi og især jeg ikke har mulighed for at give ham vores fulde opmærksomhed, min lunte er væsentlig kortere end før, og der bliver forventet mere af ham, både herhjemme og på Fritten. Jeg fornemmer samtidigt at det er en omvæltning at gå fra den trygge børnehavetilværelse til fritidshjem, hvor der er hundredvis af børn, mange af dem meget ældre end ham, som han selv sagde efter et par dage: Nogle af børnene på skolen er næsten voksne!.

Når jeg tænker på hvor jumpy jeg selv bliver, når jeg er startet på nye jobs, eller andre store ting er sket i mit liv, også gode ting, så forstår jeg ham virkelig godt. Og han er jo altså kun 5 år. Det glemmer man engang imellem, fordi han er så kvik og dygtig.
Igen, håber og tror jeg det handler om tilvænning og selvfølgelig at vi får snakket om når det er svært, samt tager konflikterne i opløbet. Det skal nok gå. Det SKAL nok gå.

Jeg har lyst til at pakke ham ind, droppe det åndssvage fritidshjem, og tage alle de svære følelser ud og væk.
Jeg elsker ham så højt at det gør fysisk ondt nogle gange.

… Indlægget her skrev jeg i sidste uge, allerede nu føler jeg at det går bedre. Både fordi de voksne her i huset er blevet bedre til at se ham mere, og at det nye liv som storebror og fritter-dreng begynder at blive hverdag. Fjollerierne og  det opmærksomhedssøgende adfærd fortsætter, men det er der ikke så meget at sige til. Så længe at de hjerteskærende vredesudbrud ikke bliver ved, for det kan jeg ikke bære. Min store lille dreng.

 

 

15 replies
  1. lovisen
    lovisen says:

    Sikke et dejligt indlæg, selvom det selvfølgelig er skide hårdt for både Otto og jer.. Men det er bare så vigtigt en gang i mellem også at læse om de hårde sider af forældreskabet, så de stakkels førstegangsforældre ikke tror det er dem den er helt gal med, når tingene spidser til. Der er så meget glansbillede over mange tilværelser, så det er så vigtigt med den anden side også.
    Otto virker som en superskøn storebror, og hvor er det et lækkert billede fyldt med kærlighed mellem 2 søskende…

    Svar
  2. Sarah
    Sarah says:

    Puha. Dit indlæg rammer lige dér hvor det knaser…
    Min lille familie og jeg er lige flyttet 200 km væk fra (næsten) alt vi kender. Ud af København. Væk fra Vesterbro, sgu. Og væk fra min 4-årige knægts venner, og fra det sted, han er vokset op og kender ind og ud. Og han reagerer ret meget ligesom Otto. Damn, det er hårdt… Jeg vil lige læse dit indlæg et par gange eller 100 mere, og huske på, at det er normalt for de små at reagere sådan.

    Og indenfor 4 uger, bliver han også storebror. Så læser jeg det lige igen. Og igen.

    Svar
  3. Kathrine
    Kathrine says:

    Tak for der indlæg. Jeg har lige læst det efter jeg selv har stor tudet over hvor svært min to årige har der disse dage, hun er også lige blevet storesøster – selvfølgelig er det en anden måde hun reagerer på end Otto , men det er samme hjerte-smerte for moderen. Men ja det bliver bedre- snart. De små følsomme mennesker <3

    Svar
  4. Line
    Line says:

    Det er jo også 2 ting, der gør, at han pludselig skal være stor. Han er jo den store derhjemme nu, samtidig med at han også er startet på fritidshjem og også der bliver betragtet på en anden måde end i børnehaven. Det skaber jo nogle helt nye krav og forventninger til ham, det er klart, det kræver tilvænning. Men mon han ikke hurtigt vokser med opgaven? Det lyder til, I har en kvik og dejlig dreng 🙂

    Svar
  5. Lotte
    Lotte says:

    Kan nikke genkendende til alt, hvad du skriver. Også selvom det efterhånden er snart 3 år siden, at min store pige blev storesøster og nærmest samtidig startede i børnehave. Øj, det var en svær tid for hende. Og svært for hendes mor, at jeg ikke kunne være der for hende i samme grad som tidligere, fordi der var en lillesøster at tage sig af.

    Dét der fik mig igennem var, at jeg ofte huskede mig selv på, at jeg havde givet hende den største gave, man kan give sit barn. Nemlig en lillesøster eller -bror. I dag er de to de bedste venner!

    Svar
  6. Sofie
    Sofie says:

    ooooohhhhhh yes. Vi kører samme show herhjemme med hysteriflip over meget små ting. Har siddet tudende og aet min store pige om natten fordi jeg følte at jeg svigtede hende og savnede hende. Det er benhårdt. Nu er den lille 5 måneder og der er den allerfineste kontakt når storesøster laver danseshows etc. Men øj det kom bag på mig hvor meget nr.2 barn handler om nr.1.

    Svar
  7. lærke
    lærke says:

    Det lyder fuldstændig som da min dreng, der også er fra august 2009, blev storebror, han var dog kun 3 år. Konflikter, hovedpine og alt mulig andet. Der skulle jeg virkelig huske mig selv på, at det var en naturlig reaktion og at det jo ikke var synd for ham, at han var blevet storebror, det var bare meget overvældende for ham. Det tog 3-4 måneder dengang, så var han tilbage ☺

    Svar
  8. Caroline
    Caroline says:

    Husk på, at en stor fordel ved konceptet søskende netop er, at de sørger for, at fokus bliver fjernet lidt fra én selv – hvilket man vist bare bliver en mere afrundet voksen af? (ikke for at underminere jeres frustrationer, men kors hvor har det da været givtigt for mig at vi var mange, der deltes om maden – i både direkte og indirekte forstand.)

    Svar
  9. Louise
    Louise says:

    Det her indlæg er nødt til at få en bemærkning med på vejen. For hvor ER det fint!!! I virker til at være nogle helt igennem fantastiske forældre og det hele skal helt sikkert nok gå…

    Svar
  10. Sille
    Sille says:

    Rigtig fint og godt indlæg – og dejligt at du vil dele, hvordan det går med Otto. Hvordan går det med Leo i denne situation og hvor ofte er han hos jer?

    Svar
  11. Sille
    Sille says:

    Rigtig fint og godt indlæg. Dejligt, at du vil dele, hvordan det går med Otto i alt det nye. Hvordan går det med Leo i hele den her situation og hvor ofte er han hos jer?

    Svar
  12. Anne Sofie
    Anne Sofie says:

    Et af de fineste indlæg jeg har læst – tusind tak! Kender følelserne og krammene i køkkenet! Så tak fordi, du sætter ord på alle de store tanker og følelser, jeg kender så godt!
    Og tillykke med smukke Uma forresten – kommer der mon en sindste navne-føljeton? 🙂
    KH

    Svar
  13. Tine
    Tine says:

    Årh <3 Den gik lige i hjertet! Med en lillesøster i maven er det lige præcis en af de ting, jeg frygter aller mest ved udsigten til at blive mor til 2! Tak for at du sætter ord på, og viser, at det trods alt nok skal gå <3

    Svar
  14. Lisbeth
    Lisbeth says:

    Interessant indlæg, ja det er faktisk også svært at blive storebror eller storesøster (i vores tilfælde, med lillesøsterfra midt april). Og som du skrev, jeg elsker ham så højt at det gør fysisk ondt… Der fældede jeg en tåre eller mange! Jeg elsker storesøster så højt at det gør ondt, jeg ønsker stadig at beskytte hende mod alle de svære ting i børnehaven!

    Svar
  15. Mette
    Mette says:

    Min dreng er også lige startet i SFO. Han er den yngste og er derfor ikke også udfordret af at skulle forholde sig til en ny lillesøster/-bror, der også kræver mors og fars opmærksomhed.
    Men jeg skal lige love for, at den lille, velovervejede og fornuftige dreng er lagt på hylden. Hørelse og fornuft er (for en stund, håber jeg) lagt på hylden.
    Fra at være god til at få tiden til at gå i eget selskab, skal der nu legekammerater til. Fra at være en dreng, der godt var klar over, hvad der ikke er smart at lave (og måske også med børnehavepædagoger, der sætter ind lidt før, de gale streger udarter sig), er han nu ude på narrestreger – især sammen med bedstevennen. Jeg bliver faktisk lidt flov; for tænk nu, hvis han er et af de børn, der får personalet og de andre forældre til at rulle øjne og opgivende ryste på hovedet. Jeg vil jo meget hellere, at de ser den lille, fornuftige og kærlige dreng, som jeg kender.
    Han har temperament, men jeg skal da lige love for, at det er blevet en supervulkan efter SFO-start. Han kan blive helt ufatteligt vred og hidsig. Måske fordi det er svært at gå fra at være en af de store i børnehaven til at være en af de mindste i skolen. Over at skule forholde sig til mange flere børn. Og måske også fordi han er dødtræt meget af tiden.
    Set ud fra det, kan jeg godt forstå, at det har været svært for jer, at se jeres dejlige dreng have det svært. Svært med forandringer i sin hverdag både udenfor hjemmet og hjemme.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *