40+1 – I dag ville jeg…

Altså jeg ville jo gerne føde i dag. Det var jo ligesom det jeg havde planlagt. Meeen, det sker vist ikke. I stedet vågnede jeg med lyst til alt muligt andet. Jeg ville:

  • Spise cheesecake
  • Vaske mit hår
  • Gå på legeplads med Otto
  • Lade være med at være utålmodig (hahahhahahahaha!)
  • Måske runde Papirøen, hvor der er loppemarked og masser af mad
  • Gå en lang tur
  • Vaske tøj og svinge støvsugeren
  • Lave noget lækker simremad

Nu er dagen snart gået og hvad har jeg så reelt lavet? Tjooo, jeg har:

  • Gået en kort tur
  • Lavet en cheesecake
  • Været fornærmet over ikke at have født endnu
  • Haft optur over det glas Barilla tomatsauce jeg fandt i skabet, så vi kan få bolognese i aften, på et øjeblik
  • Lagt håndklæder til vask
  • Fået fnidder over at jeg ikke kan komme på Instagram fra min telefon
  • Kommet i tanke om at jeg skal have bestilt en ny telefon
  • Sendt min kæreste og Otto på drengetur
  • Danset på den gravide (stakåndede) måde med Kendrick Lamar på repeat

…. Og nu keder jeg mig lidt, mens jeg forsøger at være poooositiv. Er faktisk kun gået en enkelt dag over. Kender altså en, der fødte 16 dage efter termin, så faktisk har jeg slet ikke lov til at være rigtig sur endnu. Til gengæld må jeg gerne spise al den cheesecake jeg vil, og fortryder derfor lidt, at jeg kun lavede en lille portion. På en dag som i dag skulle den store springform have været i spil.

Navneleg #4 (bonusrunden)

Læs første, anden og tredje del.

Der er ikke så meget af føljetonen tilbage. Navnet er nemlig valgt og har været det i en del uger nu. Men da vi jo af gode grunde ikke ved, hvornår hun arriverer, og derfor heller ikke hvornår sidste afsnit kommer, får I lige et lille bonus-indlæg som er en liste over ALLE de navne vi har haft på tegnebrættet igennem de sidste mange måneder… Og det er ikke så få.

Carla
Wilma
Ellen
Johanne
Ulla
Nellie
Gertrud
Ava
Vera
Frida
Esther
Luna
Hannah
Olga

… Og det er bare dem jeg har haft skrevet ned. Jeg ved der har været flere. Mange flere.
Jeg knuselsker hver af de navne, der står herover, og håber at nogle af jer med piger i maverne måske kan finde lidt inspiration.

Fortsættes…

 photo foto3_zpsppo1gmz6.jpg

40+0

Dagen vi har talt ned til er her, faktisk er den snart ovre. Min terminsdag. Den har været ret så fin. – Først en sukkerholdig morgenmad i solen med min kæreste, så en lang gåtur, frokost i vores gård, nu sofahygge med den fem-årige og senere Ben & Jerrys i mit eget tykke selskab.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.09.33_zpsiogpagwo.png

Otto blev i går aftes afsat hos mine forældre, da vi skulle have været ude og spise, freelancer og jeg. En middag, der desværre gik i vasken, da tykke her ikke havde fået klikket ‘Bekræft’ på vores booking hos Early Bird, og vi derfor ikke havde noget bord alligevel. Og efter en spadsertur gennem Vesterbro på årets første rigtige solskinsdag, hvor der var dømt fyraftensøl og solliderlighed for fuld smadder, måtte vi hurtigt sande, at det ville være et næsten umuligt projekt at finde pladser et decent sted. Så vi fandt noget halv-tarveligt takeout på vejen hjem, blandede for små 100 kroner slik, smed os på sofaen, fandt Netflix frem og så serier indtil det blev mørkt. Ikke helt hvad jeg havde planlagt, men virkelig virkelig hyggeligt. Da vi vågnede i morges var jeg en anelse skuffet over ikke at have født i løbet af natten, men hankede op i mig selv og gik ned for at købe morgenmad. Spiste denne på altanen i solstråler med den flotte freelancer, inden vi skrabede os sammen og begav os ud på en lang gåtur med kaffe, fingerfletning og en masse pitstops på grund af min minimale og ret klemte blære. Efter at have hentet Otto spiste vi frokost i vores gård, og nu er freelancer sendt til fødselsdagsfest, mens Otto og jeg hænger på sofaen med Shrek på skærmen og pastaskruer med ketchup i skålene foran os. Når nu det ikke kunne blive til en baby i dag, er alt ovenstående sgu en ok kompensation.

Men jo, jeg er sgu utålmodig nu. Og klar. Virkelig klar, og jeg klynger mig til hver eneste plukve med håbet om at den bider sig fast og bliver uudholdelig.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-11 kl. 18.10.05_zpsvishkbsl.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

39+5 – Skrækhistorier og kærlighed

Ingen baby endnu. Hun blev i dag skønnet til at veje 3500 gram, hvilket er 300 gram mere end hvad Otto vejede da han blev født 40+2… Det fejrede jeg med en brownie fra Meyers.

Freelancer er taget på arbejde, Otto sover og jeg har krøllet mig sammen på sofaen. Jeg er tung, træt og i et sært humør. På den ene side vil jeg gerne have hende ud NU, på den anden side nyder jeg al den tid jeg har med mine drenge lige nu, og så er jeg faktisk lidt bange. For at føde. Kan ikke slippe tankerne fra min første fødsel, hvor jeg forsøgte at lagre oplevelsen og smerterne i min hjerne, mens jeg næsten messede til mig selv at jeg ALDRIG måtte udsætte mig for det igen, desuden er jeg blevet overdynget med rædselshistorier om 2. gangs fødsler, hvor kvinderne knap har nået at opdage at de er i fødsel til at de står med et menneske på vej ud af sig midt på bagtrappen. Hvorfor gør kvinder egentlig det? Ser en højgravid og straks går i gang med at fortælle om den der kusine, der fødte et dødeligt sygt barn, eller om naboen, der ikke engang nåede ud af taxaen, grusomme fortællinger om flækkede skræv og uopdagede moderkagerester. Jeg har lige sagt at jeg har termin i overmorgen, kunne vi lade være med at tale om den slags lige nu? Min egen forskruede hjerne har rigeligt med bekymringer og har ikke brug for inspiration til mere lige nu tak.

Når det er sagt så er der virkelig også et hav af søde og rare kommentarer, tilbud om hjælp til alting, gode venner, der står klar med brede skuldre, lånebiler og overskud, komplimenter til min store krop og kærlighed i stride strømme, og det er al den godhed jeg forsøger at fokusere på nu.

I morgen aften tager jeg ud og spiser med min mand, lørdag er det min terminsdag, den bruger jeg nok på at være smågnaven og søndag føder jeg. Ja.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-09 kl. 20.09.05_zpsohcnnqkw.png

Navneleg #3

Tredje del af navneføljetonen kommer herunder.

Læs første del HER og anden del HER

… Det kommer næppe bag på nogen, at vi godt kan lide gammeldags navne herhjemme, og det næste navn vi forelskede os i er i den grad af den gamle skole. Det var nemlig navnet Olga som kom på tavlen. Faktisk var det freelancers søster, der bragte det på banen, hun havde væddet med sin søn om at det ville blive en Olga, og da hun sagde det til os, var det som om at både freelancer og jeg fik smag for det med det samme. At min veninde Nannas allerførste reaktion nogle måneder forinden, da jeg fortalte vi skulle have en pige, var ‘Jeg stemmer for at hun skal hedde Olga!’, at min oldemor hed det og at det klinger så ualmindeligt godt med Otto gjorde at vi i et par uger var ret glade for Olga. Det er vi stadigvæk. MEN, ‘Otto & Olga’ blev pludselig en lidt komisk sammensætning, som jeg ikke kunne forene mig med, og stille og roligt røg det nederst på listen da endnu et navn meldte sig …

Fortsættes

 photo foto3_zpsppo1gmz6.jpg

39+4 – Natteroderi og utålmodighed

Jeg sover ikke. Ikke nok i hvert fald. Går i gulvet allersenest klokken 23, oftest op af min mand, mens vi ser discovery (gerne noget med natur, overlevelse og dyr. It’s very sexy) og så vågner jeg ved 1 tiden, helt frisk. Indenfor en time eller tre kommer Otto ind og ligger hos os, jeg er ude for at tisse en t0-tre(hundrede) gange, kæmper for at finde en måde at ligge på uden at få kramper i benene, og med en baby der kvitterer med solide spark i diverse organer, hvis jeg vover at finde en behagelig position at ligge i.  Det er hyggeligt.

I nat fik jeg yderme puffet den sovende fem-årige ud af sengen med min store vom. Bang! Så lå han der på gulvet og rodede rundt i malkepude og dyner. Og så kunne jeg faktisk ikke sove længere.

Drømme om veer og fødsel har sat ind og når jeg vågner om morgenen er det med en blanding af skuffelse og lettelse i kroppen over at det bare var en drøm. Håber vist at det sker om dagen, da det vil være enormt praktisk.

Jeg er klar til at møde hende nu og utålmodigheden begynder så småt at vise sit ansigt. Går gerne til termin på lørdag uden at brokke mig (det er ikke helt rigtigt, jeg brokker mig en del og er ved at gå amok når folk konstaterer at det da er lige oppe over. No shit Sherlock!). Men da jeg nægter at blive sat i gang medicinsk, begynder jeg fra på mandag at overveje alternative metoder, altså udover sex, hindbærblade og ananas, hvilket jeg pt tager alt hvad jeg kan få af. Fra mandag hedder det: Zoneterapi, hindeløsning, akupunktur, massage, alt.

 photo Skaeligrmbillede 2015-04-08 kl. 13.58.49_zps3bicfowm.png

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

 

Freelancers hjørne: At leve med en gravid

Jeg har (igen) overladt ordet til den flotte mand jeg deler liv med, det handler om at have en gravid kæreste… Værsgo’

– Det er blevet en vane altid (!) at sende sms for at spørge om der er noget jeg skal have med hjem når jeg har forladt lejligheden. Ligegyldigt om jeg er på job, eller bare skal i kælderen. Oftest er svaret JA, og jeg kan sjældent gætte mig til på forhånd hvad det er. Det kan være alt fra koldskål til gulerødder.

– Der skal ikke grines for meget, når hun for eksempel har fået sat eller lagt sig på en måde, hvor det er svært selv at komme op. Selvironien er ikke altid som den har været. Og at få hjælp til at komme op og stå fordi man forsøgte sig med nogle lidt for lave squats griner vi ikke af. Længere.

– Lyden af ting der falder på gulvet, efterfulgt af et ‘Åh nej’ er hverdagskost. Længe insisterede hun på selv at samle det op. Det er vi ovre igen. (blandt andet på grund af ovenstående punkt)

– Når tårerne triller og jeg et øjeblik tror at der er sket noget forfærdeligt! Behøver jeg ikke forvente det værste, for det kan sagtens bare skyldes at der hænger et par helt vildt små bukser på tøjstativet.

– Hun tror stadigvæk at hun lige kan snige sig bagom stole og mennesker, og igennem døråbninger. Det kan hun ikke. Så jeg er efterhånden vant til at blive bumpet ind i med en mave mindst et par gange dagligt, og børnene får tit en mave i nakken. I starten grinede de af det, nu lægger de nærmest ikke mærke til det.

– Det er en god ide at sørge for at hun ikke er sulten. Nogensinde. Lavt blodsukker kombineret med hormoner kan, særligt i starten af sådan en graviditet, være en voldsom oplevelse. For mig.

-Jeg synes aldrig hun har været flottere, og jeg ville ønske at hun selv kunne se det og ikke kun fokusere på de små strækmærker og buler her og der. Som i øvrigt er skidepæne.

– Humørsvingningerne er egentlig ok og slet ikke så slemme som hun  selv giver udtryk for ind imellem. Men jeg indrømmer gerne at de kan være voldsomme, men det er ikke nødvendigvis dårligt, for vreden og gråden går hurtigt væk og oftest erstattes det gnavne humør af ekstase og positivitet.

– Når hun danser igennem lejligheden og svinger med sin store tykke mave og et kæmpe grin, der vidner om at selvironien ikke er helt borte, bliver jeg bekræftet i hvor heldig jeg er.

– Gravide damer er fucking seje. Især min.

 photo 67be7301-bff4-4aa5-b9eb-5193b41c95ac_zpsovmpck0a.jpg

Følg freelancer på Instagram her

39+2 – Fødsel i sigte

Terminen nærmer sig. Mit hormonelle humør (læs: midlertidige psykose) fra den anden dag er lykkelig glemt, og jeg er igen i stand til at opføre mig som et normalt menneske. Men min forestående fødsel begynder at fylde en del, mentalt, på godt og ondt. Er skiftevis totalt klar og pissebange. Og tanker om både praktiske og følelsesmæssige detaljer trænger sig på.

Vores bil er brudt sammen. Bremserne virker ikke længere, og selvom det er et sjovt mentalt billede, at freelancer kaster mig ud gennem sidedøren inden han selv hopper efter, imens bilen triller forbi fødemodtagelsen på Hvidovre, er det alligevel ikke en løsning vi går efter. Og er der noget jeg IKKE kan overskue er det tanken om at skulle sidde i en taxa med veer. Jeg ved godt at folk gør det hver dag, men det er nærmest det værste jeg kan forestille mig. Men eftersom at den gamle røde Mercedes nu ikke kan stoppe, har jeg intet valg – jeg bliver nødt til at tage turen til Hvidovre på bagsædet af en anden Mercedes, med en fremmed chauffør. Håber bare det ikke er en snakkesalig en, da det værste jeg ved når jeg har smerter/er utilpas er når folk taler. Schyyyyyyyy!

En anden frygt jeg har, udover taxakørsel er at jeg ikke når på hospitalet i tide. Eller kun lige når derud. Ved min første fødsel gik jeg fra det de kalder en kort og blød livmoderhals til 7 centimeter udvidet på få timer (undskyld for den slags detaljer, men man får det som sagt ret loose med den slags her sidst i forløbet), så det går altså stærkt nede syd på når det først går i gang, og de kloge siger at det går endnu hurtigere 2. gang. Og så synes jeg måske at Hvidovre er ret langt væk.

Jeg tror ikke på Smertefri fødsel. Ikke for mig i hvert fald. Hvilket er ok. Det må gerne gøre ondt, og det ved jeg jo at det gør. Men jeg er bange for ikke at have kontrol, og det er det, der var en anelse traumatiserende ved min første fødsel. At jeg ikke vidste hvad fuck, der skete og hvor langt jeg var i forløbet. Husker tydeligt, hvordan jeg desperat forsøgte at få min jordemoder til at give mig et tidsestimat, og frustrationen over at hun ikke for helvede bare kunne sige et eller andet. Et kvarter? en time? Et døgn? KOM NU!
Denne gang forbereder jeg mig helt vildt. Har læst alt om fødsler. Alt. Slupret Anja Bay metoden i mig og gået min første fødsel i sømmene. Jeg begynder med andre ord at være klar. Jeg glæder mig. Men jeg er også bange, spændt og rundtosset over at det kan ske et hvert øjeblik.

…. Indtil da hygger jeg mig med at læse fødselsberetninger, drikke the af hindbærblade og ikke mindst synet af de tidsler min tålmodige kæreste har købt til mig (elsker seriøst at manden har købt tidsler til den sure tykke dame. Det er sgu da sjovt. Og sødt).
 photo Skaeligrmbillede 2015-04-06 kl. 22.05.43_zpskckaembx.png

 

39+0, jammer og en forsvunden jahat

En uge til termin og her kommer utålmodigheden. Som alligevel ikke helt kan betegnes som utålmodighed, for egentlig er jeg ok med, og i øvrigt også indstillet på, hvis hun først kommer om en uge, eller mere. Jeg er bare virkelig træt af ikke at kunne være i min krop. Jeg har baby ud af begge ører, jeg vågner flere gange hver nat, på grund af sovende lemmer, spark i ribben og/eller organer, en fyldt blære, halsbrand eller andre ulideligheder. Freelancer må vende mig i løbet af natten, for hvis jeg ikke når at vågne og vende mig selv, låser min krop sig fast i den stilling jeg ligger i og gør mig utilpas.

I dag ramte jeg et nyt stadie af træt! Hvor det i går primært var fysisk, blev det i dag toppet psykisk også. Jeg har jeg grædt og været virkelig urimelig, uden helt at vide hvorfor. Opført mig som en teenager, en overvægtig uforskammet teenager, og på ingen måde været til at være i rum med – som min søde tålmodige fantastiske mand så fint formulerede det inden han gik ud af døren med de to drenge ‘Jeg forstår virkelig godt at det er tungt og hårdt lige nu, men vil du ikke godt gå lidt ud i solen mens vi er væk og prøve at lade op, for det smitter helt vildt at du er så skidesur’ …  Så græd jeg lidt mere, meget mere, over at jeg sådan skræmmer min familie væk og ikke engang kan holde til at tage med på familiebesøg, men så stoppede jeg igen, sendte ham, freelanceren, en kærlig tanke og har nu taget tøj på, ringet efter forstærkning i form af veninde og bevæger nu langsomt, men sikkert min store krop ud i solen, finder noget kaffe og pakker hende pubertetshystaden væk igen. Jeg kan ikke lide hende.

Og så finder jeg lige en stor jahat til mig selv på vejen, samt nogle påskeæg til verdens mest tålmodige drenge: Freelancer, Otto og Leo, som undskyldning for deres hormonramte sølle mor/kæreste/stedmor.

God solskinsdag derude.

 photo foto5_zpsbiqzzuyj.jpg

 

Graviditetstømmermænd

I de sidste mange uger har min veninde Nanna og jeg planlagt polterabend for vores Rachel, der jo skal giftes om en måned (har skrevet lidt om den uundgåelige tøjkrise til formålet HER), og i går gik det løs. Det var et heldagsprojekt, hvor vi dog havde været snedige og flette et fysisk arrangement ind midt på dagen som jeg ikke kunne deltage i, og derved havde mulighed for at gå hjem og smide benene op i en times tid, inden jeg skulle mødes med dem igen. Alligevel måtte jeg hyle lidt da jeg klokken 22:30 trådte hjem i min stue, efter en lang og sej dag og fire timer på en højstol, der havde udfordret min i forvejen besværede krop og gjorde det at pille mine nylonstrømper af til et uoverskueligt projekt. Men det var det hele værd. Min elskede smukke veninde var lykkelig, det var en fest uden lige og jeg tager gerne straffen i dag, hvor jeg føler at jeg har tømmermænd, jeg er tung i hoved og krop, mit bækken knager og brager, mine øjne svier, jeg er tørstig og kunne snildt spise en burgermenu. Graviditetstømmermænd.

Min mand har taget drengene med på påskevisit hos sin mor og jeg planlægger at bruge dagen på langs. Der er ikke mere der skal nås, ikke flere fester, eller aftaler og ikke mere planlægning. Nu er der kun tilbage at vente på SneglLille, der er færdigbagt og som kan komme når som helst. I morgen er der nemlig kun en uge til termin. Jeg har på fornemmelsen at jeg føder dagen efter termin (d. 12.), men min krop sender virkelig mange miksede signaler, så jeg bliver hverken overrasket hvis jeg føder i morgen eller om to uger. Lige nu nyder jeg bare at have en tom lejlighed helt for mig selv for måske sidste gang meget længe…

 photo foto4_zpsx8skhrzj.jpg