39+2 – Fødsel i sigte

Terminen nærmer sig. Mit hormonelle humør (læs: midlertidige psykose) fra den anden dag er lykkelig glemt, og jeg er igen i stand til at opføre mig som et normalt menneske. Men min forestående fødsel begynder at fylde en del, mentalt, på godt og ondt. Er skiftevis totalt klar og pissebange. Og tanker om både praktiske og følelsesmæssige detaljer trænger sig på.

Vores bil er brudt sammen. Bremserne virker ikke længere, og selvom det er et sjovt mentalt billede, at freelancer kaster mig ud gennem sidedøren inden han selv hopper efter, imens bilen triller forbi fødemodtagelsen på Hvidovre, er det alligevel ikke en løsning vi går efter. Og er der noget jeg IKKE kan overskue er det tanken om at skulle sidde i en taxa med veer. Jeg ved godt at folk gør det hver dag, men det er nærmest det værste jeg kan forestille mig. Men eftersom at den gamle røde Mercedes nu ikke kan stoppe, har jeg intet valg – jeg bliver nødt til at tage turen til Hvidovre på bagsædet af en anden Mercedes, med en fremmed chauffør. Håber bare det ikke er en snakkesalig en, da det værste jeg ved når jeg har smerter/er utilpas er når folk taler. Schyyyyyyyy!

En anden frygt jeg har, udover taxakørsel er at jeg ikke når på hospitalet i tide. Eller kun lige når derud. Ved min første fødsel gik jeg fra det de kalder en kort og blød livmoderhals til 7 centimeter udvidet på få timer (undskyld for den slags detaljer, men man får det som sagt ret loose med den slags her sidst i forløbet), så det går altså stærkt nede syd på når det først går i gang, og de kloge siger at det går endnu hurtigere 2. gang. Og så synes jeg måske at Hvidovre er ret langt væk.

Jeg tror ikke på Smertefri fødsel. Ikke for mig i hvert fald. Hvilket er ok. Det må gerne gøre ondt, og det ved jeg jo at det gør. Men jeg er bange for ikke at have kontrol, og det er det, der var en anelse traumatiserende ved min første fødsel. At jeg ikke vidste hvad fuck, der skete og hvor langt jeg var i forløbet. Husker tydeligt, hvordan jeg desperat forsøgte at få min jordemoder til at give mig et tidsestimat, og frustrationen over at hun ikke for helvede bare kunne sige et eller andet. Et kvarter? en time? Et døgn? KOM NU!
Denne gang forbereder jeg mig helt vildt. Har læst alt om fødsler. Alt. Slupret Anja Bay metoden i mig og gået min første fødsel i sømmene. Jeg begynder med andre ord at være klar. Jeg glæder mig. Men jeg er også bange, spændt og rundtosset over at det kan ske et hvert øjeblik.

…. Indtil da hygger jeg mig med at læse fødselsberetninger, drikke the af hindbærblade og ikke mindst synet af de tidsler min tålmodige kæreste har købt til mig (elsker seriøst at manden har købt tidsler til den sure tykke dame. Det er sgu da sjovt. Og sødt).
 photo Skaeligrmbillede 2015-04-06 kl. 22.05.43_zpskckaembx.png

 

18 replies
  1. Melisa
    Melisa says:

    Hvor læser du de fødselsberetninger?? Jeg har to måneder tilbage og vil også gerne sluge dem råt, men jeg kan ikke finde dem.

    Svar
  2. lovisen
    lovisen says:

    Er så meget enig i det med ikke at ville snakke når noget gør ondt… Jeg var rasende på jordemoderen over at hun ville vække min mand, da jeg skulle have nr. 2. Kunne han da for fanden ikke bare sove, og så kunne vi vække ham bagefter… NEJ, det mente hun ikke jeg kunne være bekendt!!! Jeg synes på det tidspunkt ikke han kunne være bekendt, at han overhovedet havde fået mig bragt i den situation 🙂

    Og nu, bare i meget mindre skala, jeg er typen der bander højt når jeg slår mig, og ungerne står der altid med det samme, og skal høre hvad der skete, om det gør ondt, om jeg er ok osv osv osv… Kan de da ikke bare holde mund, så jeg kan ynke i fred?? Og svarer jeg ikke, så fortsætter spørgsmålene bare….

    Er vild med tidslerne 🙂

    Svar
  3. Stine
    Stine says:

    Jeg har tre børn og har halveret fødslen for hver fødsel. Mit andet barn tog 7 timer fra allerførste ve til hun kom ud, med reelle smerter efter 4 timer.
    Den første blev født smertefrit og det ville jeg også med nr. 2, men jeg fik vestorm og var ved at omkomme af smerte.
    Vejrtrækning hjalp INTET så jeg fik en epidural og det forsinkede fødslen med 3 timer og jeg var ligeglad. Ingen smerter overhovedet, heller ikke da jeg pressede. Den virkede efter ti sekunder og så lå jeg ellers der og holdt hof, til hun kom flyvende ud på to presseveer.

    Hvis du kan mærke, smerterne gør dig bange eller helt ude af kontrol, så få en epidural. Barnets hjerteslag falder drastisk og det er lidt skræmmende, men du får rent ilt og er under konstant observation. Og det bedste er, man har rigtig meget overskud til at nyde sit smukke, nyfødte barn og til at eksplodere af lykke over, man har skabt noget så fantastisk og lækkert.

    Svar
  4. Tania
    Tania says:

    Kan godt huske bekymringerne om ikke at nå på hospitalet – de fyldte meget for mig anden gang, da den første fødsel også gik temmelig hurtigt. Særligt fordi vi skulle hente pasning til den store hele vejen fra Næstved til Amager – så kan man lære ikke at skulle føde midt i sommerferien, hvor alle er ude at rejse…

    Men vi endte med at komme afsted i meget god tid efter kun en times semi-veer, var vist ret kontant i telefonen med Hvidovre! (Selvom jeg faktisk ærligt talt stadig var lidt i tvivl om det bare var endnu en omgang narre-veer…) I så god tid, at de ville sende mig hjem igen, fordi der ikke var sket noget. Men det havde jeg ikke tænkt mig og lidt over tre timer senere havde jeg da også født.. Så husk at stole på din egen fornemmelse!!

    Svar
  5. Mette
    Mette says:

    Jeg var også en af dem det gik hurtigt for..Min jordemoder under min 2. graviditet gav mig et uofficielt tip til når man ringer ind til fødegangen, og gerne vil af sted. Man skal ikke spørge “må vi komme ind nu?”, man skal (med lidt pondus i stemmen) sige “ja, vi er på vej ind nu!” Så overtaler de ikke en til lige at vente lidt længere 😉
    Under min første fødsel kom vi nemlig alt for sent netop pga af dette. Jeg gik 11 dage over tid (behøver jeg sige at jeg var en maniac på det tidspunkt, og ekstremt utålmodig!) Så da de endelig snakkede om igangsætningspiller fik jeg julelys i øjnene! Jeg fik én pille om eftermiddagen, og fik den første lille ve i bilen på vej hjem. Her skulle vi så nok have vendt rundt og kørt tilbage, men jeg vidste jo ikke hvordan en rigtig ve føltes, og havde haft er hav af plukkeveer i hele graviditeten. Aftensmaden fik jeg lige klemt ned så måtte jeg kaste mig ind i sengen og beordre min mand til at hente varmepuden og varme den HELT op. Gør det nu rigtigt, for fanden!! Kæft hvor er du langsom! Jeg fik vidst lidt (meget) kort lunte. Det gjorde stjernenaller og det er kun få timer efter vi har været inde og få lagt een pille op, men jeg jamrer at nu ringer vi altså til fødegangen. Og man kan bare høre på jordemoderen at hun tænker “ej, hun har jo liiige været herinde og få lagt en pille op, hun er vidst en typisk førstegangsfødende tsk tsk”, og så fortæller hun mig at det skal gøre “‘meget meget mere ondt end nu, før vi må komme ind”. Okay? Men hvad er meget mere? Jeg har da intet at måle med?Jeg ved bare at jeg har kodyl ondt, ikke kan tale eller tænke og vil derind nu! Men autoritetstro som man er så venter vi lidt. Ikke meget dog før jeg hvæser til min mand, at nu ringer vi og tager derind, og hvis de sender os hjem så lægger jeg mig bare på gulvet! De indvilliger i at vi kan komme ind og få lidt smertestillende. “Ja ja fuck jer,” tænker jeg, “vi går aldrig hjem!”
    Det tager en time for mig at komme ud af sengen og ned i bilen. Jeg ved nu efterfølgende at jeg havde vestorm. Jeg når at brække mig tre gange ned af trapperne og jeg har aldrig spist frisk pasta med laks i flødesauce siden. Shit! Vi kører hu hej hast til hospitalet som ligger 5 min væk. Føles som 50 km! Vi kører til indgangen som vi altid har benyttet ved kontrolbesøg, det tager min man (ret) lang tid at bakse mig derhen, og fandme (sorry) om ikke døren er låst. Låst!! Her går jeg lige i denial over hele situationen, får en ve, går ind i mig selv og tænker “den der, den klarer han”. Det er en utopi at gå hele vejen rundt om bygningen til hovedindgangen. Sker ikke! Gudskelov kommer der tilfældigvis en overlæge med adgangskort. Vi kommer op på fødegangen, jeg bliver lagt op på en undersøgelsesbriks på en modtagelsesstue og får den første presseve. “Guud, du er jo 10 cm åben!” siger jordemoderen helt forbavset, og skønnede at vores dreng kom til verden inden for max 30 min: hold da op! Vi nåede aldrig ud af modtagelsesstuen og ind på den rigtige fødegang.
    Derfor har jeg under min 2. graviditet haft stort behov for at komme meget tidligt ind, og have et “normalt forløb”, hvor man trods alt har bare nogle af veerne på en fødestue. Det forstod de heldigvis godt og var virkeligt søde og forstående. Men jeg havde også pakket den autoritetstro “flinkepige” væk denne gang. Det skulle gå i mit tempo denne gang. Hvilket det heldigvis også gjorde.
    Håber du får en god fødsel. Er meget spændt på at høre om den, hvis du selv laver en fødselsberetning:)
    Mvh Mette

    Svar
  6. Charlotte
    Charlotte says:

    Kan godt forstå de tanker fylder meget. Hvad med en hjemmefødsel? Min første fødsel gik hurtigt, min anden meget meget hurtigt. Det var heldigvis en hjemmefødsel, jordemoderen nåede at være hos mig i 7 minutter, så var han ude, så vi havde aldrig nået på hospitalet, og det var en vildt afslappet fødsel(selvom det selvfølgelig gjorde ondt), men ikke noget stress med taxa og om man nu kunne nå til hospitalet. Alle har jo ret til at føde hjemme, så det er bare at sige det til din jordemoder

    Svar
  7. Solrun
    Solrun says:

    Åha, turen i taxa. Forstår dig. Ved min sidste fødsel var jeg to gange i taxa til fødegangen. Den første chauffør snakkede en masse. Nr. 2 havde givet den gas med colognen og jeg hang ud af vinduet for at hive lidt iskold december-luft ind. Men det kommer til at gå så godt. Jeg gik til akupunktur-jm for at forberede min krop på fødsel og modne livmoder )hvis man tror på den slags. Jeg finder lige et link, så kam du jo tjekke det ud, hvis du begynder at gå over tid.

    Svar
    • Astrid
      Astrid says:

      Jeg vil også gerne have dét link. Min største frygt er at skulle blive sat i gang når jeg skal føde om et par måneder.

      Svar
  8. Maja
    Maja says:

    Jeg fødte min søn i januar og op til fødslen forberedte jeg mig også ved hjælp af Anja Bay metoden. Det var under ingen omstændigheder en smertefri fødsel, men metoderne gav en virkelig god fornemmelse af kontrol igennem hele fødslen. Det var super rart med nogle konkrete redskaber til at tackle smerterne med 🙂

    Svar
  9. Maja
    Maja says:

    Vi tog på hospitalet da jeg var 40+5 og spurgte om de ikke ville tage vandet. Det ville de gerne, og bum så var vi forældre 🙂

    Svar
  10. Camilla
    Camilla says:

    Hej Sneglcille, bliver nødt til at skrive til dig, selvom vi ikke kender hinanden. Jeg vil ønske dig pøj pøj og masser af god fødselskarma, når tiden kommer (-:

    Jeg har nemlig selv lige født mit barn nr. 2 på Hvidovre Hospital for 10 uger siden (det blev en dreng), og har i forvejen en pige, der netop er fyldt 6 år. Så vi er sådan lidt i samme båd og jeg kan i den grad nikke genkendende til alle dine graviditets- og før-fødselstanker…. forøvrigt arbejder jeg også hos Aller!

    Min 2. fødsel var som forventet en MEGET hurtigere fødsel end første gang, men alt gik godt – det gik bare stærkt! Så der er nok noget om snakken… Et godt råd fra mig til dig er at tage ud på Hvidovre Hospital as-fucking-soon-as-possible – også selvom de siger, at du skal vente til veerne er kraftigere eller de prøver at sende dig videre til Hillerød pga. pladsmangel på fødestuerne (no kidding!). For mit vedkommende blev vi nemlig holdt hen af hospitalet alt for længe, så det var kun lige med nød og næppe jeg nåede ind på fødegangen. 24 minutter efter ankomst fødte jeg min søn… Det er ikke for at skræmme dig, men for at forberede dig bedst mulig, så du får den bedste fødsel man kan forestille sig uden al for meget stress og jag.

    Tak for en humoristisk, ærlig og velskrevet blog! Jeg glæder mig til at læse din fødselsberetning inden længe og ikke mindst til afsløringen af lillepigens navn (-;

    Camilla

    Svar
  11. Louise
    Louise says:

    Det bedste råd: Ring til fødemodtagelsen ved behov, dvs når du er i tvivl om vestyrke, interval, vandafgang osv. Ring bare du er bekymret. Det er mine seje tidligere kollegaer der sidder i den anden ende af røret og jeg lover dig at de lytter. Du er sej og skal nok klare det rigtig godt!
    Hilsen fødselslægen

    Svar
  12. Oluva
    Oluva says:

    jeg havde også en ekstrem hurtig fødsel første gang, 2 1/2 time fra den første ve til han var ude. Min vand gik først, og fordi jeg havde for meget fostervand havde jeg fået besked på at ringe til falck med det samme vandet gik, så de kunne hente mig.
    Det har jeg så ikke denne gang, har termin om 10 dage, men frygter bare at det skal gå ligeså hurtigt eller hurtigere denne gang. Nu skal jeg også lige nå at få en babysitter osv inden jeg kan tage på hospitalet. Og hvad hvis de siger jeg skal vente med at komme ind. Puha! Der var ingen der havde forudset at det ville gå så hurtigt sidste gang. Jeg havde slet ikke udvidet mig, da jeg kom ind, så jeg var ikke kommet længere end til modtagelsesstuen, da presseveerne kom, mens alle jordemødrene var igang med at spise morgenmad. Jeg endte så med at føde på modtagelsesstuen og alt gik heldigvis godt 🙂 Så jeg kan godt forstå dine bekymringer fylder en del for tiden, men forhåbentlig går alt som det skal 😉

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *