10 dage

Det går godt i babyboblen på 2. sal. Har jo tidligere beskrevet hvordan de første to uger med Otto var noget af det vildeste jeg har oplevet, blandt andet her hos Emili, så jeg tænker at en status her 10 dage inde i livet med baby, anden gang, er oplagt.
Uma og jeg begynder så småt at lære hinanden at kende, hun er nem, på den nyfødte måde. Som jeg skrev på facebook den anden dag, er det lidt ligesom at have en stor kød-tamagotchi. Og selvom søvnunderskuddet i den grad har indhentet mig (hold nu kæft, hvor er jeg træt!) og at jeg bestemt også denne gang har været på en følelsesmæssig rutsjebane, der har bragt tårer frem over intet og alt i et par dage, er jeg samtidigt fanget i en tilstand af lyserød lykke. Synes simpelthen at hun er så fin, og jeg er komplet forelsket. Det har været overvældende at få hende, på alle måder, der er udfordringer, for eksempel et ammeforløb der indtil videre har været noget værre rod, Otto har også reageret en smule på hendes ankomst, da han den anden aften pludselig brød totalt sammen i raseri og gråd over noget med et par sikkerhedsbriller, hvor det var helt tydeligt at det intet havde at gøre med de briller, men med at alting har ændret sig på kort tid. Men udover det ene optrin, samt lidt flere ’se mig’-forestillinger end normalt, har han taget det at starte på fritidshjem og få en lillesøster SÅ flot, og som han sagde til mig den anden dag synes han godt nok at det er heldigt at det var lige hende der lå i min mave. Jeg er enig.

Freelancer har haft nogle få jobs i løbet af ugen der lige er gået, så jeg har allerede været alene med begge børn et par gange, og det er gået over al forventning og jeg græd kun lidt en af dagene, men det var også fordi at mit ene bryst blødte, og der ikke var mere neskaffe.

Vores lejlighed viser tydelige tegn på at der er flyttet en baby ind og at dennes forældre er trætte. Ammeindlæg, stofbleer, tomme kaffekopper, vandglas, bittesmå strømper og halvtrætte blomster fra de første dages barselsgæster fylder de fleste flader af huset, og ingen af os er helt der, hvor vi orker at gøre noget ved det. Endnu.

Vi har været en del ude og gå med barnevogn, noget som jeg stadigvæk lige skal vænne mig til, mest fordi jeg synes det ser så mega ubehageligt ud for hende at ligge der og bumpe rundt når vi kører over brosten og kloakdæksler, men hun virker nu ret tilfreds, og sover i det sekund hun bliver lagt der, noget som jeg håber bliver ved, da hende storebror hadede at køre i barnevogn og absolut ikke faldt i søvn af det, men skreg højt og længe, ved mindre kalechen kom helt ned sådan at han kunne følge med i hvad der foregik på himlen.

Er det nemmere anden gang? Ja og nej. Det er nemmere, fordi det er overvældende på en anden måde end første gang, knap så skræmmende og omvæltende, og så er der jo også lige den detalje at vi er to voksne denne gang, og at vi ret godt kan lide hinanden. Dog kæmper jeg lidt med dårlig samvittighed overfor Otto, over at jeg ikke kan være der lige så meget for ham som jeg plejede. Jeg har kun set hans fritidshjem to gange, kun puttet ham en enkelt gang og især i løbet af de første par dage var jeg hverken særlig tålmodig eller opmærksom på ham. Hurra for at hans far har ageret supermand og både har sørget for aktiviteter, omsorg, opmærksomhed, madpakker og alt andet mens jeg har sumpet i ammehjørnet.
Åh! Jeg skylder jer stadigvæk en fødselsberetning. Den er næsten klar og jeg håber at få den færdig i løbet af de næste par dage.

 photo uma1_zpskcieypto.jpg

12 replies
  1. J.
    J. says:

    Er du da helt vimmer, hvor er hun smuk! Og hun ligner virkelig en Uma (don’t know why, men det gør hun altså). Vil du fortælle, hvordan I kom frem til netop det navn? Altså når du har tid og overskud – lyder til at I har nok at se til 🙂

    Svar
  2. Anne
    Anne says:

    Hun er simpelthen så fin!! Krydser fingre for at Otto bliver ved med at være så glad for hende. Vores storebror ignorerede lillesøster et par uger men er ved at blive så sød. Han er dog ca halvt så gammel som Otto.

    Og håber virkelig at amningen bliver bedre. Det kan være killer de første par uger. Første gang blev det så vare ved med at gøre ondt et par måneder. Der er gode råd på ammenet hvis du har brug for det.

    Kh

    Svar
  3. Henriette // Blondinemor
    Henriette // Blondinemor says:

    Nu ved jeg ikke præcis, hvor slemt det er med amningen, men ved lillebror blødte jeg også, og det gjorde sindssygt ondt. Sad og vred mig som en sindssyg og skar tænder, men efter en uges tid var det værste ovre, og så er Lanolin salve guld værd! Giv dig selv lov til at sumpe lidt de første uger 🙂 Som du skriver er far der jo for Otto, og overskuddet skal nok vende tilbage 🙂 Vores ældste reagerede (og gør stadig lidt) ved at blive mega hamrende mor-syg, men det er jo også en kæmpe ting med et nyt menneske i huset 🙂

    Svar
  4. Sidse Gomez
    Sidse Gomez says:

    Jeg elsker at læse dine indlæg, fordi det er præcis sådan jeg har det!
    D. 8. april kom vores lillebror til verden. Vi har i forvejen en dreng på 5 år.
    Det du skriver, kunne jeg selv have skrevet! Det er de samme tanker og følelser, samme dårlige samvittighed overfor vores store dreng.
    Så tak til dig! Og tillykke med smukke Uma!

    Svar
  5. Trine Duckert
    Trine Duckert says:

    Ift. amning må jeg lige slå et slag det private barselshotel: forhttp://barselshotellet.dk/produkter/barselsophold/gentofte/

    Ved min første søn gik amning helt galt til min store sorg og jeg måtte kaste håndklædet i ringen så da vi fik søn nummer to droppede jeg alt det offentlige og kørte direkte til Gentofte Barselshotel. Det var fantastisk, jeg fik amningen igang og den stoppede først da jeg selv valgte det efter 13 mdr. De kører også ud på visit og hjælper med sutteteknikker osv. Jeg kender flere andre hvor de reddede ammeforløbet! Bare et fif jeg selv ville ønske jeg havde da vi havde knas 🙂

    Ps så sød sød sød lille Uma 🙂

    Svar
  6. Trine Duckert
    Trine Duckert says:

    Ps min erfaring er at det der lanolin ikke virker til sår på brystvorterne. Tilgengæld så er Avenes brandsårssalve fuldstændig fantastisk (og fri for det kemi vi ikke kan lide)!!! I min mødregruppe kaldte vi den vidundercremen 🙂

    Svar
  7. Lone Sole
    Lone Sole says:

    Åh hun er lækker! Simpelthen. Jeg tænker at du drukner i ammeråd, så jeg overvejede virkelig at undlade, men! for mig virkede det helt vildt godt at bruge suttebrik de første par dage. Så blev brysterne hærdet langsomt, og nu kører det fint uden. Men jeg ved selvfølgelig ikke hvad der er problemet hos dig. Dog ved jeg at bryster ikke skal bløde, så jeg håber det går bedre hurtigt. (Det gør bare så NAS)
    Asger er næsten 3 måneder nu, og selvom han sover så mega dårligt om natten, så vil jeg også mene at det er nemmere 2. gang. Alene fordi man ved at det hele er en fase der går over. Og at næste fase garanteret er meget bedre (det er løgn), og at den sover igennem engang.
    Kys på jer.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *