Krop, fotos og remonce

Jeg har i hele min spæde ungdom været slank, faktisk slankere end slank, det mange (og en BMI-skala) nok vil definere som undervægtig. Jeg vejede lige omkring 52 kilo i mange år, hvilket fordelt på mine knap 180 centimeter ikke gav meget sul. En vægt jeg ikke gjorde noget for at holde, for den rykkede sig ikke ud af stedet ligemeget hvor meget hvidt brød, hvor mange plader Marabou og fadøl jeg kørte indenbords. En skikkelse, der kombineret med min højde og mine kindben gjorde, at jeg kunne tjene en skilling på mit udseende i en længere periode, fra jeg var 16 år og indtil starten af 20’erne, hvorefter jeg fandt ud af at det nok ikke lige var noget for mig alligevel.

Det var først da jeg blev gravid som 23 årig, at min krop og mit stofskifte ændrede sig og gjorde at jeg rent faktisk kunne tage på, og selvom jeg stadigvæk vil kategorisere mig selv som slank (ikke lige for tiden, men det er der en ret god grund til), vejer jeg, når jeg ikke er gravid, cirka 10 kilo mere end jeg gjorde dengang. Dog gør jeg mig ikke rigtig i det med at veje mig, så jeg ved det ikke med garanti, men det er min fornemmelse at det er deromkring, altså et lavt, men dog normalt BMI.

Jeg har nok aldrig følt mig rigtig tilpas i min ‘modelkrop’, og kæmpede faktisk i en del år for at tage på, da jeg var så ked af andres, fremmedes, opfattelse af mig. Jeg har oplevet at blive råbt af på gaden, fået spydige kommentarer på dametoilettet, og det skete mere end én gang at der var  nogen, der lavede opkast-lyde af mig når jeg gik forbi. Når man er en ranglet usikker teenager er sådanne oplevelser virkelig noget, der går ind og rammer et ubehageligt sted, lige meget hvor mange forsider og modeshows du har lavet.

Skulle noget lignende ske i dag, ville jeg nok bare ryste det af mig, give dem et gok i nødden, eller i det mindste en kommentar med på vejen (nok ikke en særligt sej eller klog en, da det med comebacks ikke er min stærke side), men dengang kravlede det ind under huden på mig og satte sig som en klæbrig og mørk skygge på mit i forvejen ikke særlig store selvværd.

Det var dengang. I dag er jeg ret glad for min krop og mit udseende, jojo herregud, ville da gerne have mindre lægge, strammere hud og lidt mere bryst, men altså, det er ikke noget jeg ligger søvnløs over, tværtimod. Lige for tiden vejer jeg nok nærmere 20 eller 25 kilo mere end jeg gjorde for 10 år siden, hvor jeg stavrede rundt på diverse catwalks, og det er fint, virkelig, er jo gravid for pokker, og ualmindeligt glad for remonce pt, så det er ret naturligt at mine lår følger med.

Alligevel slog det mig for et par dage siden, lidt overraskende, at jeg er en anelse betænkelig ved, at jeg i morgen skal stå foran et kamera igen, og bagved det kamera skal der stå en fotograf, der er vant til at tage billeder af de piger jeg engang selv var i kategori med.

Mig, +25 kilo siden dengang, er faktisk en lille smule nervøs. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. For jeg ved jo godt, at jeg ikke ser ud som dengang, og det handler heller ikke om hvad hun, fotografen, skal tænke, eller hvad alle andre kommer til at tænke, men måske over hvad jeg, +10 år +25 kilo kommer til at tænke når jeg står der igen, og ikke mindst når jeg ser billederne (der altså bare er en privat session og ikke et modeljob, eller noget i den dur).

 photo cecilie_zpsf678ff1d.jpg

Jeg kommer aldrig til at se ud som jeg gjorde, og det er heller ikke et mål jeg har. Har jo snart født to børn for pokker, men jeg synes faktisk, når jeg ser tilbage og ser billederne herover (der vist er fra 2005), at jeg var smuk, på en anden måde end nu, og hvor ville jeg ønske at jeg havde sat pris på det, i stedet for at lytte til andres fordomme og stræbe efter at være en anden.

Sådan vil jeg ikke have det igen. Så jeg har besluttet mig for, at jeg stiller mig stolt op i fotostudiet i morgen med mine remoncelår, store babymave og dobbelthage (og krydser fingre for et godt lys) og lover mig selv ikke at udskælde, hvordan jeg ser ud på det færdige resultat.

Og hvad er  min pointe så egentlig? Primært en løftet pegefinger og en reminder til mig selv om, at jeg er smuk, ligegyldigt om jeg vejer 50 eller 80 kilo, ja, her skider jeg altså lige lidt på janteloven. Jeg var en steg som 19 årig, det er jeg stadigvæk, bare på en mere fyldig og stakåndet måde…

20 replies
  1. superheltemor/kim
    superheltemor/kim says:

    Hep! Jeg synes du er stanglækker uanset hvad, og har lyst til at uddele flade, til dem der tillod sig at sige nedsættende ting om dig dengang.
    Glæder mig enormt til at se din baby – helt OT;)

    Svar
  2. Karen
    Karen says:

    Du er simpelthen så smuk Cecilie! Både som tynd og “tyk”.
    Jeg synes det er så vigtigt at høre dig sige at du ikke sætter dit værd i dit udseende. Det synes jeg, er det der gør dig endnu smukkere end dine kindben og din vægt kan gøre.

    Svar
  3. Camilla
    Camilla says:

    Kære Sneglcille.
    Jeg synes du er så smuk – både dengang og nu! Du ramte mig lidt med det her indlæg. På den gode måde. Jeg er, og har været, i en situation der minder ret meget om det, og du beskriver rigtig fint, ift. hvordan det er at være en ung, usikker og ufrivillig slank (tynd om man vil) pige, der får ufatteligt mange kommentarer med på vejen, der ikke ligefrem styrker ens selvtillid… Nu er jeg også flere år klogere, samt nogle kilo tungere (særligt pga. min graviditet pt.) og nyder virkelig også at se kroppens forvandling, som ellers aldrig har kunne tage kilo på før. Nu går det som smurt! Haha 🙂
    Så synes at det er en virkelig fin pointe, det med at forsøge at nyde og være til stede i ens krop, for den ændrer sig jo og gudskelov for det.

    Tak for en rigtig god og fin blog, jeg nyder at følge med!

    // Camilla

    Svar
  4. E
    E says:

    Jeg har kæmpet mod stemmerne i mit hoved, der fik mig til at bilde mig selv ind, at jeg havde tykke arme, fede lår og iøvrigt også var virkelig grim. Men det er jeg bare ikke. Jeg er pæn, jeg har deller der giver mig figur og skulle det ske jeg ser mig selv i spejlet søndag morgen efter en (lidt for) lang bytur og med lidt for mange tømmermænd, så husker jeg mig selv på, at det for fanden kun er den ene dag om ugen (stadig ung og lidt for glad for tequila åbenbart), og at jeg dagen forinden lignede en million og helt sikkert fået nogle hankøn til at kigge efter mig. Og det skal selvfølgelig fejres med shawarma og en knaldrød cola. Og skulle jeg have lyst til det dagen efter, eller dagen efter igen, ja, så spiser jeg også det. For om jeg vejer fem eller ti kilo for meget og ikke har høje kindben (jo, jeg har faktisk, men så store bambiøjne), så ændrer det ikke på, at jeg har det bedst med det jeg ser i spejlet, når der ikke er nogle stemmer inde i hovedet, der siger jeg ikke er god nok, men i stedet er fuldstændig afklaret med hvad de ser, og i stedet siger: “for helvede hvor er jeg tilfreds med det jeg ser”. Og, så er jeg vidst også færdig med lommefilosofien for i dag. I øvrigt, så er du pisse lækker. Både tidligere og nu.

    Svar
  5. Laura
    Laura says:

    Jeg må ærligt indrømme, at jeg nok har været en af dem, der i folkeskolen var lidt efter en af pigerne fra klassen, som var så tynd, så tynd. Jeg kunne ikke forstå hvordan man kunne være så tynd. Jeg troede at man fejlede noget, når man var så tynd. Nu sidder jeg og skammer mig. Både over at jeg ikke forstod sådan noget dengang – men også at jeg ikke selv værdsatte min krop for bare 5 år siden. Som jeg har det nu, vil jeg i hvert fald gøre hvad som helst for at få min 20-årige krop tilbage – og jeg vil nyde den, værdsætte den og være stolt! Det er jeg ikke nu. Jeg har aldrig været tilfreds med mig selv. Men det er jo egentlig lidt spild af tid at gå rundt og være sin egen største kritiker.

    Selvom jeg ikke helt forstår hvordan der kan være plads til organer inde i din krop fra 2005, så er du smuk – men jeg synes faktisk du er endnu smukkere nu! Du bærer din graviditet så flot, og de sidste mange måneder har du nærmest strålet på billeder – det er i hvert fald hvad jeg igennem skærmen kan fornemme.

    Well. Jeg ved ikke hvad jeg ville med den her lange kommentar – god fornøjelse i morgen! 🙂

    I øvrigt er skriften her i kommentarfeltet lige til den lille side. Ved ikke om det bare er mig eller noget der måske kan fikses? God weekend!

    Svar
    • Emilie
      Emilie says:

      Jeg var, og er, en af de piger som fik rigtig mange kommentarer om at når jeg nu spiste havde jeg nok ikke anorexi, så havde jeg mon bulimi? Kommentarer der resulterede i at jeg i mange år aldrig aldrig aldrig gik på toilettet lige efter jeg havde spist af frygt for at folk skulle tro jeg kastede op. Derfor slår det mig virkelig, at du i en kommentar hvor du udtrykker at være flov over din opførsel dengang alligevel lige formår at komme med en undren over, hvordan der er plads til organer i en så slank krop – en kommentar som jeg opfatter som fordomsfuld da det er underforstået at det er unaturligt. Jeg ved mit 14-årige jeg ville være blevet rigtig ked af. Jeg synes simpelthen det er så uheldigt at vi er så fordømmende i vores omtale af egen og andres krop, for jeg er ikke i tvivl om at det bidrager til negativt selvværd og unarturligt forhold til kvindekroppen.

      Jeg ved godt din kommentar ikke er ondt ment, jeg hiver det bare frem for at vise hvordan det også prikker til billedet af meget slanke piger som usunde og unaturlige. Vi ser alle forskellige ud, og vi er vel smukke lige gyldigt om vi er lidt tyndere eller tykkere end et videnskabeligt gennemsnit – så længe vi er sunde, vel at mærke.

      Svar
      • Laura
        Laura says:

        Jeg er glad for at du kan se at min kommentar ikke er ondt ment – for det er den slet ikke! Jeg kan godt se at den sidste bemærkning ikke har nogen plads i den sammenhæng. Det var slet ikke ment som en spydig kommentar og en fortsættelse på de dårlige kommentarer jeg, indrømmet, har ladet flyve ud af min mund, da jeg var yngre – dengang jeg ikke vidste bedre. Og når nu jeg ved bedre, burde jeg ikke have forsat som dengang, som jeg jo egentlig gør med den kommentar. Tak for dit svar! Det gav mig noget at tænke over – og hvis jeg her dagen efter kunne redigere i kommentaren, gad jeg godt det 😉
        God weekend!

        Svar
        • Laura
          Laura says:

          En sidste bemærkning – da jeg skrev det, var ment som en undren over at vi kan være så forskellige og alligevel så ens. Jeg forstår mig ikke på naturvidenskab – overhovedet, men det er sgu alligevel fascinerende 🙂 Men jeg kan godt se at kommentaren ikke hører nogen steder hjemme her.

          Svar
  6. Jeannette
    Jeannette says:

    DU ER PÆN NU – og du har det smukkeste ansigt, både dengang og nu. Men for f* hvor var du tynd i 2005… synes virkelig det klær dig at du har fået en mere “normal” kropsvægt 🙂

    Du har al mulig grund til at skide på janteloven, for du er smuk. Både med og uden baby i maven.

    Svar
  7. Kathrine K.
    Kathrine K. says:

    Det har altid været mig en gåde, hvordan det kan forkomme legit for nogle at kommentere på en slank piges vægt – især fordi det jo er ufrivilligt for mange af os.
    Mindes stadig klokkeklart da jeg en dag i ottende klasse gik på gangen (som havde bænke på begge sider – gisp!) hvor de seje sad, og en af fyrene nærmest råbte om det ikke var “hende” (mig, som den eneste der gik forbi) der havde spiseforstyrrelser. Hold nu kæft, sådan en sidder lige i smasken i den alder.
    Men hey! jeg har den dag i dag en fantastisk krop, der tillader mig at spise kage dagen lang. Og hold op hvor jeg elsker det!!! Den der ler sidst… Ikke sandt? Kan ikke lade være med at fryde mig lidt 😉
    Og du ser fab ud både nu og da!!! Wauwza!

    Svar
  8. Kathrine K.
    Kathrine K. says:

    Lige en opfølgning til min kommentar – Tag fx Jeannettes udtalelse: “Men for f* hvor var du tynd i 2005 bla bla bla” Mon du nogensinde havde skrevet det, hvis det var med omvendt fortegn?!: “Men for f* hvor var du tyk i 2005…” Jeg blir sgu lidt harm.

    Svar
  9. Sara
    Sara says:

    Jeg må være ærlig og sige at jeg synes du er så meget kønnere nu hvor du har fået lidt mere sul på kroppen. Nøj, hvor var du tynd dengang – jeg tror skam på at det skyldtes stofskifte osv., men jeg synes virkelig ikke at du så sund ud på nogen måde på de billeder du har lagt op her.
    Jeg var selv en lang tynd pind da jeg var teenager, og efter jeg er blevet ældre kan jeg virkelig se HVOR tynd og usund jeg så ud. Min vægt skyldtes dog dels en masse sport og så også et stofskifte der var væsentligt mere samarbejdsvilligt end det er nu. 😉

    Jeg synes du er så smuk nu – mit babybule, dobbelthager und alles. 🙂

    Svar
  10. Line
    Line says:

    Min søster og m0r er begge kronisk magre. Min mor blev sat på en diæt med 1/4 piskefløde hver dag som ung og min søster spiser og spiser. Ligemeget, hvad de spiser og hvorvidt de dyrker sport eller ej, er der altid riben, der kan tælles. Og de har været udsat for massiv kritik: Bekendte, der stopper dem i butikker og fortæller, hvor syge de så ud. Medstuderende, der nøje overvågede, hvad min søster spiste og kommenterede, at hun var ’sygelig tynd’. Kommentarer om, at de ikke så godt ud. Og det ville man altså aldrig sige til andre kroppe eller rødhårede, krøllede eller andet. De kan intet gør: De ser bare sådan ud – og ville tit ønske det anderledes, så de slap for kommentarer og mistænkeliggørelser.
    Og jeg – måske 10 kilo plus, men aldrig sygeliggjort – og er så taknemmelig for at jeg slipper for at blive betragtet som syg. Husk det næste gang de ser en mager – måske er det bare sådan de ser ud fra naturens side.

    Svar
  11. Minikat
    Minikat says:

    Godt indlæg og modigt at lægge billeder ud. Men jeg synes nu du skal lade være med at læse kommentarerne – der er lidt for mange, som vist ikke forstod budskabet alligevel.
    Smuk pige dengang , smuk kvinde nu 🙂

    Svar
  12. Maria Hoffbeck
    Maria Hoffbeck says:

    Jeg har altid selv været lige så slank/tynd, som du var som ung. Det var da jeg fik leukæmi og mit stofskifte ændrede sig pga. behandlingen at jeg tog på.

    Vi er dem vi er stakåndet eller ej 🙂
    Og du er smukt præcis som du er 🙂

    Jeg fik lagt et gavekort op til Dit barns foto på min blog, jeg tænker du måske er interesseret.

    God weekend til du og familien.

    Svar
  13. Ida Burchardi
    Ida Burchardi says:

    Så fint og vigtigt et indlæg!

    I min forening for modeller bakser vi på månedlig basis – og især i forbindelse med modeugerne – med journalister og skoleelever som vil høre om “de syge fotomodeller”. De findes bestemt derude, men en spiseforstyrrelse er immervæk en psykisk sygdom som derfor er usynlig. Jeg har altid fået besked på at tabe mig som model og jeg har helt sikkert været mere syg end mange af de tynde modeller som får skudt spiseforstyrrelser i skoene.

    Svar
  14. Sofie
    Sofie says:

    Jeg synes, at du ser godt ud nu og den gang – det er faktisk ret let at værdsætte skønhed ligegyldig om det er +/-20kg. Jeg hælder æstetisk mere til din gamle krop, den har jeg også haft og tangerer helt klart til nu om dage. Men det er som om,at det er forbudt at sige det, selvom det blot handler om to forskellige mål.

    Jeg forstår godt, det du skriver om en tynd piges usikkerhed, der har jeg også været. Men til trods for det, så ER det nemmere at være tynd. Rent lavpraktisk, så kan man bevæge sig rundt lettere, dyrke motion lettere, føler ikke ubehag ved fx et lille flysæde. Ja, små issues, men os tynde piger skal også huske på, at selvom det er en selvfølge, at ingen har lov til at svinde en til pga en ens udseende, så ER det en fordel at være tynd. Det er rarere, man kan passe i alt tøj, man er beundret og samfundet ser på en som en success. Det er ikke at dømme ikke-tynde, det er blot at erkende, at samfundet og mediebilledet er så fucked, at tyndhed er nok til at være en success. Bare en tanke, så vi alle ikke flipper ud og gør os til ofre. Så er alle pludselig et offer og det kan ingen holde ud 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *