Betændte bikasser, og barsel i sigte

Snot, hoste, feber, ømme bihuler (eller bikasser, som barnet kalder dem) , og følelsen af en pigtrådsbeklædt hals har sendt mig i knæ og under dynen siden mandag aften. Har ellers flere gange tænkt og højlydt ytret, at det da var utroligt så stærkt mit immunforsvar er blevet i min graviditet, efter at have dodget den ene sygdom efter den næste. Sådan noget skal man holde kæft med, åbenbart. For nu ligger jeg her. Først i dag har jeg kunne holde ud at åbne mine øjne i mere end to minutter af gangen, og jeg satser på at komme på benene til i morgen. Det skal jeg. Har faktisk kun 17 arbejdsdage tilbage, så jeg har overhovedet ikke tid til at ligge her med betændte bikasser.

Apropos tid, er jeg begyndt at drømme lidt om alt det jeg skal tage mig til, når barslen går i gang, altså udover at drikke kaffe i solen, lade op og redebygge. For eksempel drømmer jeg om at få pudset vinduer, men det betaler jeg mig nok fra. Har på en eller anden måde ikke lyst til at hænge min gravide krop ud af vinduet, 2 etager over Vesterbrogade, balancerende med sæbevand og svaber (høh, svaber!).

Vi har et dybt hjørneskab i vores køkken, der virkelig trænger til organisering. I weekenden fandt jeg en pakke tortillas fra sidste sommer, to saltfisk og en dåse sardiner (som jeg med garanti ikke har købt).

Jeg skal intensivere min ‘Smertefri fødsel’ øvelse. Slacker lidt på det pt. Og bilder mig ind at jeg nok skal få det lært i de sidste uger op til.

Mit skriveri skal også have noget mere opmærksomhed. Det går fremad, men jeg vil gerne have skrevet endnu mere. Skal mødes med min redaktør inden jeg skal føde, og satser på at blæse hende væk med hundredvis af velskrevne sider, der skriger på en udgivelse.

Bage metervis af brownies.

Finde på et navn til den lille tonserpige i min mave (der stadigvæk er ved at bryde ud af mit maveskind på daglig basis, med mine ribben som springbræt). Vi er ret meget på bar bund.

Skal have fundet et sofabord, jeg kan holde ud at se på. Min søde mand har bygget et bord, som er praktisk, men også ret stort og klodset, og da noget siger mig, at jeg kommer til at bruge en del tid i min stue når bebis kommer ud til os, vil jeg gerne nå at udskifte det inden, ellers forudser jeg et hysterisk anfald fra min side om cirka to måneder. Har desværre (også) dyr smag i sofaborde.

… Det er nogle af de ting jeg forestiller mig skal nås. Men har også lovet mig selv, at jeg ikke bliver sådan rigtigt frustreret på mig selv, hvis jeg kun når at se sæson 5 af Girls og tømme Nutellaglasset i førnævnte hjørneskab.
Vi når jo nok det hele.

 photo Skaeligrmbillede2015-02-18kl122728_zps37b73c95.png
Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille og på Facebook

15 replies
  1. Skalotteløg
    Skalotteløg says:

    Altså, så meget træning som muligt med det der Smertefri Fødsel er nok anbefalelsesværdigt, men jeg fik kun lavet øvelserne to gange, og det gik fint alligevel. Læste dog også om dem to gange… Første gang var tre måneder inden fødslen, hvor man jo anbefales at starte… Anden gang var et par dage før termin. Det klarer du helt sikkert 🙂

    Svar
    • Sneglcille
      Sneglcille says:

      Godt at høre. Har læst bogen og al materialet, det er bare de der øvelser jeg ikke lige får gjort så meget ved…

      Svar
      • Tine
        Tine says:

        Kunne være mægtigt spændende med en opdatering på de der øvelser, når hende den lille er ude. Personligt er jeg nemlig meget skeptisk, og navnet provokerer mig helt vildt! 😉 For shit, dawg, det gør sgu da pisse ondt at føde (fandt jeg ud af for et par uger siden) og det kan da aldrig nogensinde blive smertefrit!?!! Dog fandt jeg også ud af at vejrtrækning er key! God bedring.

        Svar
  2. Astrid
    Astrid says:

    Jeg er i gang med at læse bogen om smertefri fødsel og til skeptikerne vil jeg sige, at de ikke lover at det bliver smertefrit. Til gengæld begynder jeg nu at få en forståelse for hvordan jeg kan arbejde med fødslen og jeg får teknikker der hjælper så jeg ikke spænder i hele kroppen under hele fødslen. Det giver så meget mening når man læser om det!

    Jeg bruger også mempolering til mine vinduer og kan kun anbefale dem!

    Svar
  3. Cecilie
    Cecilie says:

    Hov, kom gerne med inspiration til de der (lidt for dyre) sofaborde! Min kæreste hader det vi har nu (udover at det vipper er jeg lidt indifferent), så inspiration er meget velkomment 🙂

    Svar
  4. Malene
    Malene says:

    jeg brugte smertefri-fødselsteknikkerne (foretrækker egentligt at kalde dem Anja Bay metoden, men lad nu det ligge (smertefri er nok lidt misvisende, hvis man regner med at smertedækket)) natten til søndag, hvor jeg fødte min datter. Jeg har øvet 6 ugers programmet og kan kun anbefale dig at øve. Øvelserne i starten tager tid og jeg skulle også svinge mig op til det, men jeg har en klar oplevelse af, at det hjalp mig med bevare kontrollen i situationen. Jeg har intet at sammenligne med, da jeg er førstegangsfødende, men jeg tænker tilbage på fødslen som en rigtig god oplevelse, der selvfølgelig var intens, hård og udfordrende. Jeg havde en klar fornemmelse af at min krop arbejdede, som den skulle og jeg var på intet tidspunkt i panik.
    Puha. Det blev en lang svada med mange parenteser. For mig gjorde øvelse mester og jeg kan kun anbefale Anja Bay metoden – selvom mit kendskab til den udelukkende har haft afsæt i hendes bog.
    🙂

    Svar
  5. Louise
    Louise says:

    Jeg har fået to drenge, så ingen af dem kunne komme til at hedde det pigenavn. jeg ellers havde udset mig: Oona. Så værs’go – du tager det bare, for nogen (uden for den finske grænse) SKAL da hedde det, når nu det er så pænt.
    Og nej, det lyder ikke fjollet sammen med Otto – tværtimod. Otto og Oona – cool nok søskendepar!
    Pøjpøj med det hele. Det skal nok gå fint 🙂

    Svar
    • Louise
      Louise says:

      (og ikke et ord om, at hvis man sætter en stavelse mere på, så lyder det som et ord, der betyder noget med at lege med sig selv…)

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *