2015 – Nedtælling til alt det nye.

Det er d. 2. januar 2015, og dermed årets første rigtige dag (1. januar gælder som bekendt ikke). Jeg ligger i min seng, og selvom mit vækkeur har ringet, og påstår, at en ny dag er startet, er det stadigvæk mørkt udenfor. Det er svært for mig at stå op, da der ved siden af mig ligger en lille forkølet dreng, som har været vågen et hav af gange i nat og desperat forsøgt at pudse sin stoppede næse, uden held. Han er varm og han lugter sødt af sygdom og snot. Han har heldigvis lidt mere ferie at se til, så jeg lader ham sove snotrusen ud. Men jeg skal på arbejde, nu, hvilket er virkelig mærkeligt. Ikke bare fordi det er første arbejdsdag i det nye år, efter knap 2 ugers ferie, som har været fuldstændig fantastisk og proppet med gode dage, men særligt fordi at det markerer en nedtælling, en ambivalent en af slagsen, til min sidste arbejdsdag på 6. sal i drivhuset på Havneholmen. Om lige præcis 10 uger siger jeg farvel, til nogle af de bedste og dygtigste mennesker jeg kender, og vender ryggen til et job jeg virkelig elsker, helt uden at vide om jeg nogensinde kommer igen. Kvælende, spændende og skræmmende på samme tid. Dagen om 10 uger markerer både slutningen på en fantastisk rejse og begyndelsen på et nyt kapitel, som jeg i den grad også ser frem til at skrive og læse.

10 uger, fra nu. … Men først kaffe.