Mor til to. Really?

Øh. Jeg ved godt det lyder mærkeligt, men det er som om at det først lige er gået ordentligt op for mig, hvad det egentlig er vi har gang i. Med under 100 dage til termin slår det mig, at jeg skal have et barn. Et menneske!
Starter faktisk forfra. Med bleer, søvnløse nætter, gylp, amning, morhjerne… Fuck mig.

Mor til to. Mig. Skrig!

Igen, jeg ved godt jeg lyder som et utaknemmeligt røvhul, og det er jo altså ikke fordi jeg ikke glæder mig, men jeg kan bare virkelig godt lide vores liv som det er lige nu, og på en eller anden måde er jeg bare et meget mildere menneske når jeg har sovet om natten og ikke har gylp ned af ryggen.

Vi talte om det i går aftes, min medskyldige og jeg. Næsten lettet sagde han, at han havde det på præcis samme måde, og da også indimellem lige måtte trække vejret dybt ned i maven, ved tanken om at skulle igennem det hele en gang til (for ham er det jo tredje gang, shitfuck), især fordi at det hele lige nu er skidenemt og rart og godt. Vi er glade, forelskede, Otto er nem, deleordningen med lillebror Leo funger, vi har gode jobs, som vi elsker, økonomisk er vi ikke ved at knække midt over, der kan stå keramik og dyre fotobøger fremme uden at det bliver raget ned af små fedtede pilfingre, jeg skifter ikke tøj hundrede gange dagligt på grund af bananmos og andet udefinerbart snask (ikke helt rigtigt, jeg er en kæmpe gris uden motoriske færdigheder, særligt i min nye tykkere figur, men… i det mindste er det selvforskyldte pletter). Hvorfor begynde at ændre på alt det?

… Midt i vores samtale i den grå bolia-sofa i vores voksne, ikke særlig børnevenlige stue, og efter nogle nervøse trækninger, grin og dybe vejrtrækninger, kom vi dog i tanke om noget, ingen af os endnu havde overvejet.
Vi gør det altså sammen.
For første gang kommer vi til at opleve, hvordan det er at få et barn med en person vi er forelsket i, og som er der. Vi er TO, som i fire hænder, hele tiden (!!!)…

Jeg synes stadigvæk at det er vanvittigt, at vi er vanvittige og at det er en anelse hurtigt, vi har altså knap været kærester i et år, men altså. Vi har kendt hinanden i 8 år, har set hinandens bedste og absolut værste sider, oplevet hinanden i godt og ondt, i alt fra madforgiftninger, hormonpsykoser og stressperioder, og på en eller anden måde er vi her endnu. Og snart er vi en mere.

Hold kæft, jeg glæder mig til at se ham holde vores fælles barn uden at føle trang til hvæsende at flå det ud af armene på ham, og at prøve alt det sindssyge forfra igen, med en holdkammerat, som jeg ovenikøbet er ret pjattet med.

… Det bliver godt. Ikk?!

 photo foto5-1_zps8b0deae9.jpg

15 replies
  1. Line
    Line says:

    Det bliver helt sikkert godt og fantastisk! To andre skønne ting ved to børn: 1) søskendekærlighed 2) følelsen af at være rig – rig på børn 🙂
    Kh Line

    Svar
  2. Henriette // Blondinemor
    Henriette // Blondinemor says:

    Det bliver skide godt 🙂 Ens hjerte vokser virkelig bare, når man møder det lille menneske. Men ja… Man bliver bombet tilbage. Vores første var en nattetyran, og vi jokede med det ikke kunne blive værre. Det kunne det. Op hver anden time i 9 mdr. For en måned siden begyndte han at sove, og så glemmer man det jo igen. Heldigvis 😉

    Svar
  3. Jeanette | Villa Villekulla
    Jeanette | Villa Villekulla says:

    Det bliver skidegodt! Også at Otto er så stor og selvstændig, som han er. Han forstår det hele ved sådan en lille lillesøs 🙂

    Selvfølgelig kommer der hårde tider, men sammenlignet med tidligere tider, tror jeg I synes det bliver piece of cake og overvældende kærlighed til den smukke lille pige, som hun uden tvivl bliver.

    Svar
  4. enmorstanker
    enmorstanker says:

    Det er helt fantastisk at være to til at dele glæden ved en lille ny. Noget som kom bag på mig, da lillebror kom til verden, var den overvældende glæde ved at se de to søskende sammen.
    Meget bliver oftest lettere med nummer to, for man har prøvet det hele før. Hos os var der i hvert fald færre bekymringer og langt mere ro på.
    Håber (og tror), at det også bliver rigtig godt for jer! 🙂

    enmorstanker.wordpress.com

    Svar
  5. Anna
    Anna says:

    Det bliver fantastisk!!

    Der er sgu tit hvor jeg tænker, at det ville være lettere at lade være, men hvor ville det være kedeligt, hvis man altid valgte det lette.

    Som Mary sagde ved forlovelsen med Frederik, “to dare is to lose one step for a moment but not to dare is to lose one self”. (Jeg ved godt at det er Kierkegaard, men i min bog er det en Mary quote).

    Svar
  6. Rikke Hallik Petersen
    Rikke Hallik Petersen says:

    Det bliver godt og det bliver hårdt – følelsesmæssigt hårdt. Du skal til at dele din tid – og det bliver ikke til storebrors fordel. Og DET er hårdt. Jeg var overrasket over hvor meget jeg savnede den store, fordi jeg var så meget på den lille. Men det er kun en kort periode og hvis storebror får lov at hjælpe dig med den lille vil det være nemmere for alle. Bed ham hente bamser, sutter, lille dyne osv. Gør ham vigtig og giv ham følelsen af han er uundværlig. Glæd dig – det bliver mega fedt 🙂 og du smelter i smadder når du ser søskende kærlighed for fuld udblæsning.

    Svar
  7. Hanne
    Hanne says:

    Man burde få nummer to først, så man får fornøjelsen første gang af at være rutineret og bare have styr på det der baby-pis. Den sikkerhed, der er ved at have haft en før, der ikke gik i stykker, er pokkerme en god afstiver, når man ellers er ved at klaske sammen af søvnmangel.
    (Og altså, den primære grund til at jeg var så monstertræt, var at jeg fik tvillinger, så liggende amning i søvne om natten var ikke en mulighed.)
    Det bliver fedt! God fornøjelse 🙂

    Svar
  8. Lotte
    Lotte says:

    Jooo!! Det bliver fucking fantastisk!! Og som en anden nævner – søskendekærlighed! (hvis ikke I allerede har opelvet det mellem Otto og lillebror).

    Svar
  9. Lou
    Lou says:

    Det bliver med garanti pissegodt! Jeg fødte vores første lille dreng i lørdags. Efter nogle dage på patienthotellet kom vi hjem i mandags, og nøj hvor er det vildt. Jeg knuselsker hvert øjeblik. Pt. ligger han i mine arme og sover, efter han har fået en omgang mælk og en tør numse, og hans far ligger og bobler ved siden af. Åh! Jeg elsker det, elsker dem! Glæd dig!

    Svar
  10. Linda
    Linda says:

    Jeg siger til mig selv, at det er ligesom når man træffer alle de andre store (ikke i samme målestok-store men alligevel) beslutninger i sit liv: At man VED, at man skal gå efter drømmejobbet i stedet for at sidde og længes dag ud og dag ind – og når man så får det, er man ved at gå i stykker i panik over, om det var den rigtige beslutning, og pludselig kan man se ALLE fordelene ved det gamle job.

    Jeg tror, at man skal prøve at stole på den version af sig selv, der i sin tid vidste, at det her var den rigtige beslutning. Ikke mindst fordi hun ikke var psykotisk af hormoner.

    Gu bliver det hårdt, men man giver sit barn en af følges med gennem livet, en af holde sammen med mod de(n) voksne på husstanden, og man lærer dem noget om at dele og give plads, som de kan tage med sig ud i livet.

    Ikke?

    Kh

    En med-gravid, der med jævne mellemrum bliver ramt af PRÆCIS den samme panikangst.

    Svar
  11. Maja
    Maja says:

    Det er fantastisk at have to skønne børn.. men jeg tænker nu engang i mellem, gud hvor ville livet være nemt uden den lille 😉

    Svar
  12. Lone Sole
    Lone Sole says:

    Jeg tænker det samme, men nu hvor jeg er en omvandrende tikkende vandbombe, glæder jeg mig sindsygt til at få min krop tilbage, uden at skulle agerer værtsorganisme for et andet lillebitte menneske. Heldigvis er vores stue allerede testet igennem af den 2 årige, og vi har lovet hinanden at belønningen, når vi kommer på den anden side, er ny kæmpe flyder af en sofa. Sådan en man kan ligge i alle 4 uden af få andres tæer i munden.
    Men først kaffe. Og en fødsel. Arg…

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *