Øh. Jeg ved godt det lyder mærkeligt, men det er som om at det først lige er gået ordentligt op for mig, hvad det egentlig er vi har gang i. Med under 100 dage til termin slår det mig, at jeg skal have et barn. Et menneske!
Starter faktisk forfra. Med bleer, søvnløse nætter, gylp, amning, morhjerne… Fuck mig.
Mor til to. Mig. Skrig!
Igen, jeg ved godt jeg lyder som et utaknemmeligt røvhul, og det er jo altså ikke fordi jeg ikke glæder mig, men jeg kan bare virkelig godt lide vores liv som det er lige nu, og på en eller anden måde er jeg bare et meget mildere menneske når jeg har sovet om natten og ikke har gylp ned af ryggen.
Vi talte om det i går aftes, min medskyldige og jeg. Næsten lettet sagde han, at han havde det på præcis samme måde, og da også indimellem lige måtte trække vejret dybt ned i maven, ved tanken om at skulle igennem det hele en gang til (for ham er det jo tredje gang, shitfuck), især fordi at det hele lige nu er skidenemt og rart og godt. Vi er glade, forelskede, Otto er nem, deleordningen med lillebror Leo funger, vi har gode jobs, som vi elsker, økonomisk er vi ikke ved at knække midt over, der kan stå keramik og dyre fotobøger fremme uden at det bliver raget ned af små fedtede pilfingre, jeg skifter ikke tøj hundrede gange dagligt på grund af bananmos og andet udefinerbart snask (ikke helt rigtigt, jeg er en kæmpe gris uden motoriske færdigheder, særligt i min nye tykkere figur, men… i det mindste er det selvforskyldte pletter). Hvorfor begynde at ændre på alt det?
… Midt i vores samtale i den grå bolia-sofa i vores voksne, ikke særlig børnevenlige stue, og efter nogle nervøse trækninger, grin og dybe vejrtrækninger, kom vi dog i tanke om noget, ingen af os endnu havde overvejet.
Vi gør det altså sammen.
For første gang kommer vi til at opleve, hvordan det er at få et barn med en person vi er forelsket i, og som er der. Vi er TO, som i fire hænder, hele tiden (!!!)…
Jeg synes stadigvæk at det er vanvittigt, at vi er vanvittige og at det er en anelse hurtigt, vi har altså knap været kærester i et år, men altså. Vi har kendt hinanden i 8 år, har set hinandens bedste og absolut værste sider, oplevet hinanden i godt og ondt, i alt fra madforgiftninger, hormonpsykoser og stressperioder, og på en eller anden måde er vi her endnu. Og snart er vi en mere.
Hold kæft, jeg glæder mig til at se ham holde vores fælles barn uden at føle trang til hvæsende at flå det ud af armene på ham, og at prøve alt det sindssyge forfra igen, med en holdkammerat, som jeg ovenikøbet er ret pjattet med.
… Det bliver godt. Ikk?!
