I øvrigt … #2

  • -Søger jeg et par sorte jeans, der ikke mister farven efter en kort cykeltur. Seriøst! Har sadelrøv på ALLE mine jeans. Så meget cykler jeg altså heller ikke.
  • Ønsker jeg mig en frisure. Det her inbetween page og langt hår er uudholdeligt. Har også gang i noget ufrivilligt ombre, med lidt sommerblond slidthed nederst. Det fungerer ikke.
  • Ønsker jeg mig også en emhætte, noget ordenssans, et stort stykke kiksekage, plus på kontoen og den perfekte gallakjole.
  • Har jeg ind imellem ret svært ved at udtale mit eget navn. Når jeg tager telefonen for eksempel. Det er for langt, og kan hurtigt miste et par bogstaver i farten. ‘Jahallo det Cisilj’.
  • Er min fem uger lange forkølelse endelig ved at synge på sidste vers. Jeg er sikker på at mine kollegaer og mine nærmeste kommer til at savne de sexede snøft og den grødede hoste. Men bare ærgerligt.
  • Har jeg ikke påskeferie. Men børnehaven holder lukket. Så det er ret fedt.
  • Skal folk holde op med at udtale avokado med et ekstra D. Advokado er det grimmeste ord i verden (efter svømmepøl og sekret) og så er det ikke engang et ord. Hold så op.
  • Er jeg begyndt at tweete igen. Efter længere tids pause. Instagram tog simpelthen over.
  • Har jeg fundet den ultimative chokoladebar, den hedder MilkyWay Simply caramel – og siden i fredags har jeg spist tre.

Skærmbillede 2014-04-13 kl. 20.05.12

Man kan hvad man vil, bare ikke slå vejrmøller

Som barn hadede jeg når de voksne sagde at ‘man kan hvad man vil’, ‘tro flytter bjerge’ og alt det andet crap. For jeg har stadigvæk ikke lært at pifte, tale fransk eller strække benene ud når jeg slår vejrmøller (med andre ord, jeg kan ikke slå vejrmøller, det er vist bare en sidelæns kolbøtte). MEN ikke desto mindre er jeg selv begyndt at tro på det der med at vilje og hårdt arbejde slet ikke er så dumt altså, og selvom jeg er en skeptisk pessimist af natur, er jeg samtidigt et stædigt muldyr, der ikke tager nederlag og svaret nej for gode varer og hold nu kæft, hvor det kan få én frem her i livet.
I Ottos børnehave er der en regel om at ‘man må, hvad man kan’, hvilket både er angstprovokerende as fuck, for det resulterer selvfølgelig i, at børnene ind imellem får rodet sig ud i situationer, hvor jeg personligt bliver lidt skinger i stemmen, men tilgengæld betyder det også at min 4 1/2 årige pomfrit har både selvtillid, mod på livet, en imponerende motorik og evnen til at træffe beslutninger og tage stilling til virkelig mange ting, på imponerende vis (igen, jeg var imod udflytter lææænge, DET er jeg ikke længere!).

Når han alligevel tvivler på egne evner, for det sker selvfølgelig, er jeg den irriterende heppende voksen, der siger præcis det der med ‘man kan, hvad man vil – og man SKAL i det mindste prøve’, for jeg vil for det første gøre alt i min magt for at han tør gå efter sine drømme, og så håber jeg bare at han kan gøre det med oprejst pande og et selvværd, som jeg personligt selv først har fået gang i alt for sent i livet.Dog er jeg vist lidt tvetydig i den udmelding, for jeg forsøger samtidigt, at lære ham at nederlag kan være en god ting, og at det hele nok skal gå alligevel. For selvom stædighed og perfektionisme kan få en langt, tror jeg også på at det kan være med til at gøre tingene en anelse besværlige og her taler jeg desværre af erfaring.

Heldigvis er den slags ikke for sent, faktisk er intet umuligt og tænk engang at det er en fire årig, der har været med til at give mig det syn på livet. Ok, det med vejrmøllerne er faktisk umuligt. Men så længe jeg kan blive ved med at skrive, være mor til Otto, og stille men sikkert nå mine mål, så kan jeg sagtens leve med en ringe kropskoordinering og motorisk udfordring.

Skærmbillede 2014-04-12 kl. 08.21.48

 

 

 

 

Typen med sofa og matchende liv. Agtigt.

Det her indlæg bliver skrevet fra min nye sofa. Jep, som I kunne se på Instagram tidligere, er min allerførste rigtige (læs: ikke midlertidige) sofa ankommet og den er sgu ret pæn, selv med peanutbutter på sig (ahmen for helvede, det var jo det jeg sagde).
Jeg endte i noget helt klassisk Bolia, der matcher mit nye liv som voksen-agtig type med fuldtidsjob, væghængt fjernsyn og Wolford strømpebukser ret godt, selv med peanutbutter (og ja, jeg mener både på sofaen og strømpebukserne).

Jeg har vanvittig travlt for tiden. Føler lidt at jeg får kastet for mange bolde i luften på samme tid, og må løbe febrilsk rundt for at gribe dem alle, mens jeg samtidigt skal være mor, der er sjov og sød og som ikke brænder havregrøden på. Jeg har ondt i mine tænder og kæber, og det er gået op for mig, at det er fordi jeg går og bider sammen – Bogstaveligt talt. Og i dag blev det faktisk lidt for meget. Overskuddet blev opbrugt, og trangen til at råbe udover det hele var ret stor, hvilket virker fjollet, når jeg jo er her, hvor jeg ret gerne vil være.

Efter mange timers granskning af sammenbrændt hjerne er jeg nået frem til, at det jo ikke handler om, at jeg ikke er glad for min virkelighed, men bare om, at jeg skal mindes om, at jeg er et menneske, helt uden superkræfter.

Og hvad vil jeg så gøre ved det? I første omgang har jeg bestilt flybilletter til en uge i noget varmt senere på måneden. Og så må den der stressfølelse gerne tage sin ven utilstrækkelighed i hånden og slappe af indtil da. … Jeg bliver siddende i min Bolia og venter på de voksne imens.

Skærmbillede 2014-04-10 kl. 23.20.18

First world problem #3 Køkkenlåge-greb

Jeg er flyttet og er gået fra et helt nyt køkken, hvor ALT var helt pænt og brugbart, til et gaaaammelt Vesterbro køkken, der dog har fået en kærlig hånd i form af nye låger og en masse maling. Mine køkkenlåger er nye og har ingen håndtag, så de er både svære at åbne og nøgne at se på. Jeg har derfor ledt længe efter de helt rigtige greb. Nu har jeg fundet dem! De skal være fra Anne Black og de skal være i pasteller. De vil passe perfekt til de hvide låger og være en fin kontrast til de rå murstensvægge i mit nye/gamle køkken. Jeg havde sat mig fast på de ensfarvede glaserede, men nu har jeg set at de også findes med en sej mat overflade … Decisions decisions’ -Således skrev jeg her tidligere.

Og lad mig lige uddybe: Jeg har gennemtrawlet loppemarkeder, genbrugsbikse, interiør-butikker og internettet igennem for at finde de perfekte greb til mine køkkenlåger. Jeg havde en ide om at finde 8 forskellige sjove/pæne/vintage/lækre af slagsen, men må efter længere tids søgen erkende at pæne greb er relativt svære at opdrive, og 8 af den slags jeg havde forestillet mig inde i mit hoved, er ret umuligt, måske findes de slet ikke.

Meen Anne Black kan jo et og andet, og det er da heller ingen hemmelighed at omtrent 70 % af mine kaffekrus og skåle har ‘Anne Black’ skrevet i bunden af sig, så det er næppe en overraskelse, at det lige præcis er Anne Black, som redder mig i køkkenlåge-greb (fedt ord!) jagten. Jeg er helt til det!

Nu er spørgsmålet så bare, skal de være matte eller blanke? HVA?! (Og ja, det skal altså være de ensfarvede)

AB612.ashx

(de blanke er dem ovenfor, de matte er dem her)

Forelsket i København

Jeg vil bruge det sidste af min weekend på at spise bland-selv slik og forsøge mig med True Detective (det er mit tredje forsøg. Falder i søvn hver eneste gang).

Men hvis du har lyst, kan du klikke over på lovecopenhagen.com og læse lidt om mit København

Skærmbillede 2014-04-06 kl. 20.31.08
Eller besøge Børn i byen, hvor jeg også ævler løs om byen, dog med børnebriller på. Det er HER.

Skærmbillede 2014-04-06 kl. 20.30.47

Og så ses vi lige en anden dag. Hjerte!

 

Da jeg blev mor

Otto bliver fem år til sommer og det i sig selv virker fuldstændig vanvittigt. Han er jo lige kommet, men har altid været her! Eller hvordan det nu er.

Da jeg fik ham var det hårdt, ååårh manner! Jeg står stadigvæk med åben mund og polypper når folk føder børn og nærmest bare rejser sig fra fødselssengen med nyvasket hår, overskud til aftaler og andre mennesker og ‘var det virkelig bare det’-ansigt. Er jeg mon en svækling? Eller var Otto virkelig bare et røvhul? Spørgsmål jeg længe har gået med og konstant bliver mindet om ,når folk omkring mig spytter babyer ud.

Der er ingen tvivl om at det hårde var virkeligt. Og jeg er sgu ikke svag, eller pjevset og selvfølgelig var O ikke en anti-søvn / pro-skrig hystade med vilje.
Men svaret er nok bare, at babyer er forskellige, mennesker er forskellige og det at blive forældre bare på ingen måde er ens fra person til person. Jojo, man møder da indimellem en, måske to, der har haft samme oplevelse, men der er ofte langt imellem (og på en eller anden måde heldigvis for det, ellers ville ingen jo få børn).

Selvom det var det absolut hårdeste jeg har prøvet. Både fødslen (av og fuck), amningen (aaav og fuck), den afbrudte søvn (ja fuck igen), usikkerheden og alt det andet, er det bare (måske) en helt anden virkelighed for andre. Jeg har både veninder, der som jeg var HELT færdige i tiden efter, og jeg har veninder, der synes det hele var nemmere end nemt og at vi andre simpelthen må være nogle tøsedrenge.

Men, og her kommer min pointe, skal vi ikke lige aftale, at vi kvinder stopper med at pege fingre af hinanden, stopper med at hvisketiske om, at den ene da simpelthen har falsk overskud, at den anden simpelthen gør det hele såååå meget værre end det er, for helt øøørlig’ SÅ hårdt er det jo slet ikke! Og så videre… Bare stop ok?! It’s not a competition!

Vi skal opføre os ordentligt damer! Hjælpe dem, der har brug for hjælp, glæde os over dem, for hvem det er nemt og dejligt – og minde os selv og hinanden om, at der er gode og dårlige perioder og at bare fordi naboen har nået at få rene bukser på og gud forbyde det har bagt et eller andet helt selv, ikke er ens betydning med, at det er falskt eller overfladisk, og at bare fordi veninden hvæser og græder over ikke at have sovet på sjette døgn eller fortæller gyserhistorier om vestorm og flækket skræv, ikke nødvendigvis overdriver og hvis hun gør, er det sgu nok fordi at hun har brug for en krammer (eller et shot og en highfive) ? OG her taler jeg altså ikke kun om mødre, men om kvinder generelt. Skulle vi ikke lige være ordentlige overfor hinanden og holde sammen i stedet for at kaste hinanden ind under busser igen og igen.

otto1

First world problem #2 – Pedalspand spedalpand

I øjeblikket består min skraldespand af en superbrugsen-pose hængende på dørhåndtaget ud til bagtrappen. Hvilket jo både er pænt og skide smart! Særligt på grund af den fede fede effekt hvorpå, når der kommer tilpas meget skrald i den, at den ligesom glider elegant og nonchalant ned ad håndtaget, for i faldet lige at smide 10-30% af dens indhold ud på gulvet, nogle gange endda lidt op af skabene også.

Selvom dette jo er en mega holdbar løsning, kunne jeg godt tænke mig noget nyt, smart og pænt til mit kaffegrums ad libitum.
Der er simpelthen ikke skabsplads, der tillader en almindelig skralder, så jeg er ude i noget pedalspand-ish.

vipp15_yf

Jeg synes dog alligevel, at det er lidt voldsomt at smide to kilo efter den gule 14 liters VIPP-spand jeg ellers har forelsket mig i, og når jeg googler ‘pedalspand’ kommer der, trods det ellers sexede ord, ikke rigtig noget frem, som gør mig glad.

Så hjælp? – Ideer til løsninger, links til pæne skraldespande, eller andet modtages med glæde!

#Altanliv

Jeg har i dag for alvor sagt farvel til min lejlighed. Skrubbet den ned, fjernet alle spor, og givet nøglen videre. Det er både underligt, lidt sørgeligt og flippet at fem år er gået og at der nu er nogle andre, som skal bo i verdens bedste lejlighed. DOG er jeg klar, fattet og har næsten ikke tudet over det, i dag i hvert fald, og jeg er helt sikker på, at mit nye liv som altanejer nok skal blive reeeet ok.

Jeg har forsøgt at holde mine #Altanliv billeder til et minimum på instagram (der er jo ingen grund til at være et røvhul), men det er ikke ens betydning med at de ikke findes. For der er altanbilleder herfra og til månen.

altanliv

Og man må i den grad sige, at selvom jeg er gået af med verdens bedste sted, er dette et ret stort plaster på såret, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at gøre dette sted til et ligeså kick-ass sneglehus som det første.

Og hey, speaking of nyt hus og altan:
Mange har spurgt, hvem helvede man skal kneppe for at få 110 kvm med altan på Vesterbro. Men DET! Mine kære venner er en længere historie, som I får en anden dag. Men nemt var det ikke. Eller billigt. Eller lige-til. Hååårh, faktisk det komplet modsatte. – Men det lykkedes.
Og det er en fantastisk, men kringlet fortælling. Glæd jer til den. … Uh! Jeg tænker lejligheds-føljeton!

At glæde sig

Havde lagt an til et rigtigt brokkeindlæg. Broook brok!  Men blev halvvejs simpelthen så træt af mig selv. Som i så hold dog kæft din sure idiot! Så i stedet for at fokusere på ubehageligheder, som et hoved fyldt med snot, dårlig samvittighed overfor barnet, lortede mennesker der ikke kan opføre sig ordentligt og goddamn rosiner (arhjmen de skal fucke UD af min mad og i særdeleshed min kage), vil jeg i stedet lige hylde alt det jeg glæder mig til …
Lad mig opremse:
– Ny sofa! Jeg endte i noget gråt Bolia, som skal afhentes om få uger
– Påske-bøf, bearnaise og øl med to ualmindeligt dejlige mennesker i morgen
– Æggejagt med Otto (og tømmermænd, bevares) på lørdag
– Sommer! Jeg ved godt det er koldt as fuck derude, men indimellem kan man lige ane snerten af noget der minder om sol og sommer (mjah så forår da) og det er eddermame lækkert.
– Turen til tyrkiet, som jeg så småt er ved at planlægge. Det bliver faktisk min første ferie ud af landet med Otto
– Mit første måltid på den kæmpe altan, der hænger på min lejlighed. Det har endnu været for koldt til det. Men jeg tror det må blive i weekenden. Og det bliver naturligvis dokumenteret og smurt ud over instagram.

Ooooog … For helvede. Det er på en eller anden SÅ meget mere forløsende at brokke sig. Nåh. Måske en anden dag.

 

 

Bogen i skuffen: The never ending story?

Jeg skrev en bog og så lagde jeg den væk. Det kan I måske godt huske. Den er ikke glemt, ikke droppet. Men som jeg skrev sidst, havde jeg brug for at lægge den væk, for igen at finde den frem, dykke ned i den, føle efter og så lave en plan. At der så pludselig dumpede en masse appelsiner ned i min turban, i form af et job og andre lækre ting, og fordi dagene pludselig forsvinder og jeg intet når, så har der hverken været tid, eller lyst til at gøre mere.

Indtil nu.

I dag fandt jeg den frem. Ved en fejl. Jeg browsede rundt i nogle mapper på computeren for at finde moodboards og bolig-billeder, da min hjerne jo er i indretningsland. Men så lå den der pludselig, et dobbeltklik væk. Bogen. Og et par kopper kaffe senere tog jeg mig sammen til at læse den. To af afsnittene sprang mig særligt i øjnene og af grunde jeg ikke kan forklare, læste jeg dem et par timer senere højt for Ottos far. Og så begyndte jeg at skrive videre … -Så ja, det er åbenbart the never ending story. Men ikke desto mindre en update på den front.

Ellers intet nyt. Jeg ser stadigvæk the walking dead for fuld smadder. Og så fandt jeg en marsbar i min jakkelomme, så jeg er faktisk ret tæt på lykkelig.