I øvrigt #11

  • Har jeg fået en Kinder julekalender. Det er min første nogensinde, og jeg deler ikke med nogen.
  • Er jeg flyttet ind i en sort ‘Fantastique’ kjole fra Stine Goya og flytter nok først ud igen engang i april. (seriøst, hvis du er gravid, så ud og køb en. Nu. Den er blød, elastisk og pissepæn)
  • Elsker jeg at Otto udtaler alle KV ord som QW. Han er fem et qwart år, hans halsedisse qwærker ham og der findes altså ægte qwælerslanger!
  • Har jeg endnu intet babytøj købt.
  • Mistænker jeg lagkagehuset for pludselig at have ændret deres honninghjerte-opskrift? Mit seneste smagte ikke nær så godt som det plejer, og chokoladen var underlig blød i det. Ret kritisk, taget min tilstand i betragtning.
  • Er jeg simpelthen så pisseforelsket i min kæreste.
  • Drømmer jeg om at bruge noget af min barsel et eksotisk sted, med vand, blå himmel og masser af palmer.
  • Glæder jeg mig helt vildt til 2015.
  • Skal jeg ikke holde jul med min mor i år, for første gang siden engang i de tidlige 90ere.
  • Var Ottos svar da min veninde spurgte ham om hans mor ikke var blevet tyk: ‘Nej, min mor er tynd… Og bleg.’
  • Fatter jeg ikke, at der kun er små 18 uger tilbage af min graviditet. Synes lige jeg tissede på plastikpinden fra Netto, og så alligevel ikke.
  • Leder vi efter en ny seng, da vores er ualmindelig dårlig at ligge i.
  • Har jeg lige fundet ud af hvad en Hästens seng koster. Jeg griner stadigvæk.
  • Ved jeg godt at jeg har et beskidt sind, det står jeg ved. Men altså… De små keramikspøgelser fra Studio Arhøj alle dåner over? Jovist er de fine, fine fine glaserede dildoer med øjne. Kahlers jule buttplugs om igen.

 

 photo Skaeligrmbillede2014-12-07kl203108_zpse3e60d07.png

Adventskalender 2 // LEGO

Det er nu (allerede!!) 2. søndag i advent og derfor tid til at udlodde endnu en gave i samarbejde med CPH Københavns lufthavn. Som lovet er det denne gang noget til store drenge. Jeg blev nemlig lukket ind i LEGO butikken i lufthavnen, med nærmest frit valg på alle hylder, og det var mildest talt svært at vælge, men valget faldt altså, som I kan se herunder, på LEGO Chima.

 photo foto24_zpsf222934a.jpg

Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg personligt endnu ikke helt har fanget, hvad det går ud på det der CHIMA, men jeg bor sammen med en fem årig (fem et kvart, mener jeg!) der har helt styr på Chima universet, og både ved hvad de forskellige karakterer hedder og kan, så selvfølgelig skulle gaven fra LEGO-butikken være Chima. Det er begge æsker på billedet, der er på højkant, så der skulle altså være rig mulighed for at glæde mindst én stor dreng (eller pige) i julen, udover min egen.

Da jeg var barn, var en af de bedste gaver under træet det lyserøde Belleville Lego, som vist faktisk findes endnu (?). Min favorit var en beachbar, med tilhørende strand, små lyserøde surfbræt, cafeborde og bittesmå drinks, samt legofigurer i badetøj. Hvilket bringer mig til det spørgsmål I skal besvare for at deltage i konkurrencen. Hvilket LEGO ønskede I jer inderligt som børn?

Vinderen finder jeg på søndag, når næste gave afsløres.

Jeg trækker også en vinder af Morrocanoil i aften (søndag), så du kan liiiige nå at være med HER

KONKURRENCEN ER SLUT! Vinderen er blevet kontaktet på mail.Tillykke til Sarah.

Jul uden Preben

Det er ved at være den tid på året, hvor gode gamle Preben kigger frem, men i år bliver han af gode grunde holdt i snor. Det bliver heller ikke til så mange julefrokoster denne december. Har været til en enkelt, skal med arbejdet næste weekend (80’er tema med tyk mave og ingen Preben, åh gys! …) og så er der svigerfamiliens årlige d. 25.
Slut.

Lige præcis i år ville jeg nu gerne dyrke det lidt mere. Normalt er jeg en selskabsabe på grund af alkoholen og det sociale, men nu skyldes behovet særligt, at jeg pludselig har fået smag for julemad og alt hvad der dertil hører, selv rødkål gider jeg, hvilket ellers tidligere er noget, jeg er styret udenom. Snegllille er glad for kød og sovs, marcipan og fløde… Sagde jeg noget med, at jeg vist endnu ikke havde taget det store på? Jaer. Lad os lige snakkes ved på den anden side af december.

 photo Skaeligrmbillede2014-12-02kl225107_zps8e39b6c6.png

Den er hjemme! (Og jeg ligner ikke pålæg længere)

Sent torsdag eftermiddag tog Otto og jeg toget ud mod lufthavnen for at hente vores yndlings mand. Vi var i god tid og placerede os helt spændte og utålmodige ved et bord på Starbucks, hvor vi delte en overpriced cookie, ditto vand og noget kaffe med smag (kan ikke styre det, når der er noget med flødeskum og sirup skal jeg have det). Efter en lille times tid var det endelig tid til den store genforening, Otto faldt straks sin far om halsen og jeg kæmpede et øjeblik med en bævrende underlæbe, både grundet gensynet med den flotteste mand i verden og synet af mine to favoritter i en omfavnelse, hvor det var tydeligt at de hverken så eller hørte andet end hinanden. Fandeme sødt.

Fredag havde jeg taget fri fra arbejde, egentlig for at få slappet af, men sådan blev det ikke helt. Vi startede dagen med scanning af mave og baby, der stadigvæk er en pige, en livlig af slagsen, og alt ser fint og rigtigt ud, så nu er der ikke så meget andet for end at vente 19 ugers tid til hun er færdigbagt og klar til at komme ud. Kæft, jeg glæder mig!

 photo Skaeligrmbillede2014-11-30kl195020_zpsc0118c5b.png

Samme dag var jeg igen i lufthavnen, denne gang for at udvælge gaver til adventskalenderen, og dernæst tog jeg til møde i børnehaven for at snakke om skolestart (!), Ottos udvikling og trivsel. Simpelthen syret at være en person, der har et stort skoleklart barn, og som går til forældremøde og taler sproglig udvikling m.m. med de voksne fra børnehaven. Heldigvis beskrev de den dreng jeg kender og knuselsker, og han fik både ros for sit ordensgen (det ønsker jeg mig også), sit kammeratskab og gode humør. Plus at de fortalte at de kunne mærke en TYDELIG forskel på hans humør og personlighed igennem de sidste 8-10 måneder, hvilket selvfølgelig skyldes, at der er kommet ro på herhjemme. Op-tur!

Mit humør, overskud og hudfarve er med andre ord kommet igen gange 10 efter freelance-pomfritten er kommet hjem, og jeg er ovenpå efter mit dyk i sidste uge, hvor jeg var klar til at skride fra det hele. I det hele taget er det ret meget sådan med mig for tiden, fra den ene yderlighed til den anden… Heldigvis ikke noget lidt søvn, et knald og et skud mælkechokolade ikke kan klare.

Adventskalender: 1 // Moroccanoil

Det lugter lidt af jul hos sneglcille i dag. Ikke af snaps og nelliker, men af gaver! Sådan vil det være hver søndag i de næste fire uger. Jeg har nemlig gjort noget, jeg ikke har gjort længe og har takket ja til et samarbejde, der betyder gaver til mig og jer. I fredags var jeg et smut forbi lufthavnen, da de (CPH lufthavn) havde inviteret mig derud for at udvælge fire gaver til jer. Første stop blev Taxfree butikken, som vi vist alle kender. Personligt ripper jeg den først og fremmest oftest for chokolade og gin (Hendricks naturligvis), og ikke mindst beautyprodukter. Jeg kan faktisk godt finde på at vente med at shoppe cremer, parfume og makeup, indtil jeg ved at jeg skal i lufthavnen, for at spare de 20%, som man altid sparer. De fortalte mig endda derude, at der er prisgaranti, så hvis du kan bevise at et produkt du har købt, findes et andet sted til billigere penge, får du den manglende besparelse retur gange to. Det anede jeg for eksempel ikke. Jeg vidste heller ikke at man kan købe Moroccanoil, hvilket også viste sig at være noget nyt. Det er kropsserien der sælges derude, i særlige travelpacks, samt den æske med kropsolie, håndcreme, bodyscrub og hårolie, som du kan vinde hos mig i dag (værdi: 600 kroner).

 photo foto32_zpsbf0a96f7.jpg

For at deltage skal du smide en kommentar herunder, hvor du fortæller mig, hvad der er dit must-have når du er i lufthavnen. Personligt shopper jeg som sagt gerne en Hendricks, Toblerone, samt de beautyprodukter der er lavvande i på badeværelseshylden (Estee Lauder Night repair, Narciso Rodriguez parfume, YSL cc creme og fra nu af også Moroccanoils Argan olie, som jeg har rullet mig selv og den tykke mave i siden i fredags)…

 photo foto23_zpsdc90b08f.jpg

Stik mig et svar inden næste søndag, hvor jeg finder en vinder, og udlodder næste gave, som jeg godt kan afsløre er valgt med Otto som inspiration, altså er det noget til store drenge…

 

OBS! Konkurrencen er slut og vinderen er kontaktet. Tillykke til Sara.

Otto på moderedaktionen og en ny grå teint

Jeg sagde vist noget med at det gik ret godt og at hverdagen kørte fint, selvom vi var alene hjemme… Well, det var i sidste uge – Klip til i går og i dag, hvor jeg med en hudfarve, der bedst kan sammenlignes med pålæg, der har ligget lidt for længe ude, og et mat udtryk i øjnene, er ved at bryde sammen hver gang nogen spørger mig, hvordan jeg har det.

Det kan godt være at jeg var enlig mor i små fem år, men når man smider en graviditet i den pulje, er 12 dage fuldstændigt uudholdeligt.
Om 2 døgn kommer han hjem og selvom det ikke lyder af meget, har jeg det som om at der er en hel livstid til.

Otto er også begyndt at reagere på sin fars fravær, og det er nok det, der påvirker mig allermest. Han er utidig og bliver nemt ked af det, præcis som han var det i perioder, da han stadigvæk var delebarn. I går gik han i opløsning på vej i børnehave, og da vi stod nede i garderoben og de små hænder knugede sig til mig, mens han hulkende nægtede at skulle være i børnehave, tog jeg en hurtig beslutning og skrabede ham sammen, sagde pænt farvel til pædagogerne og tog ham med på arbejde.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-25kl194026_zps78e94e14.png

Det blev en god dag, og i morges var han genopladt og klar til børnehave og hverdag. Hans mor til gengæld, not so much. Kom nu torsdag.

Halvvejs

Jeg er nu halvvejs i min graviditet. Jeps! I går fortalte min pregnancy app mig at jeg nu var 20 uger henne og at baby er på størrelse med en mango – i sidste uge sagde den tomat. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er nede med at sammenligne min baby med frugt, men ok… Siden mit lidt opgivende indlæg i sidste uge er det faktisk gået ret meget i den rigtige retning. Mit blodtryk er endeligt normalt, og foruden træthed og den der forbandede nældefeber, som holder mig vågen om natten et par gange om ugen, har jeg det ret godt. Jeg craver stadigvæk pebermyntefyldt chokolade og danskvand, men derudover er mine madvaner ret normale (hvis altså 2-3 gange morgenmad kan kategoriseres som normalt).

Vægten holder jeg ikke øje med, men min mave er vokset på rekordtid og især er der sket meget den sidste uges tid, hvor der også i den grad er kommet gang i hende mangoen derinde. Hun strækker sig, skvulper rundt, sparker og fylder godt. Følelsen af en baby under maveskindet er altså noget af det mærkeligste! Jeg havde faktisk glemt, præcis hvor syret en fornemmelse det er, og da de første rigtige spark, der kunne ses og mærkes udenpå maven, kom for et par dage siden måtte jeg klukgrine og smågræde lidt på samme tid, fordi det var så vildt at ligge der med en sovende femårig ved siden af mig og en halvbagt baby i maven, og en kæreste laaaaangt væk, og ikke mindst det virkelige klare minde om, hvordan det var i min første graviditet, da netop den følelse af de allerførste spark fik mig til at bryde sammen henover mine forældres spisebord, fordi det skete midt i mit livs største krise og jeg slet ikke kunne rumme at det pludselig blev så virkeligt, som det gør når sådan en lille fidus begynder at sparke. Livet er eddermame en sær rutsjebanetur, men jeg er virkelig glad for, at jeg steg på.

Freelancer er over halvvejs i sit amerikanske eventyr og jeg glæder mig til at få ham hjem om små fire døgn. Det har ikke som sådan været hårdt hårdt at undvære ham, Otto og jeg har hygget os helt vildt og hverdagen har hængt fint sammen, men vi savner ham selvfølgelig, og der har været et par gange, hvor jeg ville ønske at han havde været her, for eksempel som da snegllille for alvor gav rigtige livstegn fra sig for første gang, men når det så er sagt, tror jeg det er ret sundt for alle parter at savne lidt (meget) og på en eller anden måde blive bekræftet i, at det er det helt rigtige vi har gang i… Særligt taget førnævnte rutsjebane-loop i betragtning.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-23kl214225_zps5f82b89d.png

 

I øvrigt #10

  • Brugte jeg tidligere på ugen en hel frokostpause på, sammen med tre kollegaer, at google nøgenbilleder af Jim Lyngvild
  • Er pebermyntechokolade det vildeste du kan give mig for tiden
  • Er det tæt på umuligt at opdrive Fazermint på Vesterbro
  • Har jeg intet imod når folk rører ved min mave. Ved at det for mange gravide er det absolut mest grænseoverskridende. Jeg har intet problem med det. Rør ved mig!
  • Har Otto langt om længe opgivet sit krav om at lillesøsters fornavn skal være Kastanje, men er dog ikke meget for at droppe mellemnavnet Monsterblod
  • Snavede jeg nær en sygeplejerske i gulvet i går, da hun fortalte mig at mit blodtryk er normalt for første gang i 7 uger og at hun synes jeg så smuk ud
  • Har Otto og jeg stadigvæk otte dage for os selv inden freelanceren kommer hjem
  • Skammer jeg mig en lille smule over, hvor skide misundelig jeg er på førnævnte freelancer, når jeg modtager smser og ser Instagrambilleder, der oser af fede fede oplevelser, når det vildeste jeg selv har oplevet denne uge er, at jeg har set Jim Lyngvilds tissemand
  • Håber jeg at det tøj, der har hængt til tørre midt i vores stue siden søndag, snart lægger sig selv sammen
  • Hader jeg på DR for at slette deres programmer på nettet. Har nemlig en pludselig trang til at se samtlige tidligere episoder af ‘Den store Bagedyst’ og ikke mindst fødeprogrammerne ‘Hjælp! Vi skal føde’ igennem. Hvad fanden har jeg betalt licens for alle de år, når jeg ikke kan få mit fix!?

 photo Skaeligrmbillede2014-11-19kl212124_zpsb8e18b78.png

Graviditet! Jeg slår op!

Det er som bekendt min anden graviditet, selvom det på mange punkter føles som den første. Følte helt seriøst at jeg blev snydt første gang. I hvert fald i forhold til hvad min forestilling var om den slags. Bortset fra en del opkastninger og den lille detalje med at jeg blev forladt midt i den, var det en forholdsvis ukompliceret graviditet, og jeg har, som jeg også var inde på i mit indlæg den anden dag, hvor jeg var sur, svoret og lovet at min næste graviditet skulle nyyyyyydes. Here it is. Den anden af slagsen. Min mand er her endnu (jaaa!), jeg har et skønt arbejde, en dejlig hverdag, et voldlækkert barn, en lille pige i maven, jeg har ikke taget synderligt på og jeg har fået store bryster. Årh, hvor fedt. Nyd det så for fanden! …. Siger jeg til mig selv.

Jeg nyder noget af den. At min søn er ved at gå i opløsning af lykke over at skulle være storebror, at min kæreste synes jeg er flottere end nogensinde, at jeg inde i min krop er ved at skabe noget hjernedødt fantastisk, at jeg med god samvittighed kan kværne to honninghjerter og bare give baby skylden …. Men hvad jeg ikke nyder er følelsen af, at min krop råber stop af mig, over helt almindelige ting, såsom at passe mit arbejde, at bære en pose med indkøbsvarer op på 2. sal og at cykle 5 kilometer i raskt tempo, at min krop hver aften, næsten på slaget 21, bryder ud i et fyrværkeri af nældefeber, fornemt dekoreret op af både arme og ben. Underskuddet, de søvnløse nætter, åndenøden, plukveerne og den nu tredje blødning indenfor to uger, der hver gang gør mig forskrækket og dårlig. Faktisk bliver jeg decideret hidsig over ikke at kunne gøre de ting jeg plejer at kunne. Her taler jeg ikke om at kunne drikke rødvin og ryge smøger hele natten, for det er et eller andet sted noget jeg aktivt vælger fra, men ikke at kunne gennemføre en ganske almindelig hverdag, uden at min krop hvæser og skriger af mig er muligvis noget af det værste jeg kan forestille mig.

Hver dag, eller i hvert fald et par gange om ugen tænker jeg, at det lige om lidt bliver nemmere, bedre, normalt. Men jeg ved jo godt, at det fra nu af med ret stor sandsynlighed kun bliver tungere, hårdere og mere pikket, i hvert fald fysisk.  … Hold kæft, jeg er glad for at jeg ved hvad der venter på den anden side, ellers var jeg fandme gået hjemmefra.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-09kl160519_zps907eddb7.png

Flyver solo…

Nu er det en del timer siden, at den flotte høje mand forlod lejligheden med en rullekuffert fyldt med fotogear og forventninger. Jeg holder fortet herhjemme, hvilket går fint indtil videre. Drengene har lavet deres egne pizzaer, vi har leget med Beyblades, pustet sæbebobler udover altanen og gennemset Netflix for alt med pirater. Nu sover de, jeg genvarmer pizza, lader som om at lejligheden ikke ligner at en beyblade har brækket sig udover den og prøver at beslutte hvilken tv-serie jeg skal kaste mig i grams med, og synes faktisk at det der med at være alene er en ret fed deal.
 photo Skaeligrmbillede2014-11-15kl200506_zps82abd8e7.png

I morgen skal lillebror hjem til sin mor, og Otto og jeg tager de sidste 11 dage solo. Noget som vi jo efterhånden er eksperter i. Vi har trods alt gjort det i 4 1/2 år tidligere og jeg glæder mig faktisk til lidt kvalitetstid med Otto, for vores liv bliver rimelig meget vendt på hovedet om små 5 måneder, når vi pludselig er en ekstra person på adressen. Dog har jeg altså ikke glemt solo-puslespillet, hvor fuldtidsjob, institution og hverdag bare ikke passer sammen ligemeget hvordan og hvorledes brikkerne vendes og drejes, og denne gang er der også et ekstra læs at bære på, bogstavligt talt, så jeg tager nok lige en ekstra dyb indånding når vækkeuret ringer mandag morgen. Men igen, vi har gjort det før, i årevis. 11 dage fra eller til går nok. Han kommer jo heldigvis hjem igen, regner vi med (høhø!), forhåbentlig med fornyet overskud, solbrune skuldre og spandevis af M&Ms.