Ikke mere sygdom, bare rødvin

Jeg er ved at være rask. Hosten er minimeret, min stemme er nogenlunde normal og jeg virker igen.
Otto er ude af vagten og jeg har brugt hele dagen på at komme på plads i de nye rum, med ret stor succes. Hold nu din kæft hvor bliver det her bare godt! Jeg er glad! Havde slet ikke tænkt mig at være den der type, der viste billeder endnu, men jeg kan simpelthen ikke lade være- For se nu bare her altså …

foto 1(1)

Er ornli’ pjattet med ovenstående, som er udsigten fra min midlertidige sofa

foto 2-8
Spisebord, der snart får nye pæææne bukke fra Frama …

Skærmbillede 2014-03-22 kl. 16.30.22Og her mit nymalede køkkenskab med fyld, og hest på toppen …

Om lidt giver jeg lige de pæne gulve en tur med støvsugeren, derefter skænker jeg mig selv et kæmpe (!) glas rødvin og går igang med at forberede middag, til min første officielle middagsgæst i sneglehus version 2.0. Vi skal i øvrigt have Spaghetti Meatballs OG jeg har fundet den gode Spotify playliste frem, og pakket mine læbestifter ud. Lørdag aften kan bare vente sig, kan den!
God weekend!

Flyttehjerne og nyt sneglehus

Jeg ER flyttet. Fysisk. Min hjerne not so much endnu ?
Faktisk mangler jeg kun et par lamper og noget stoleværk og SÅ er jeg officielt væk og færdig. Skal selvfølgelig lige slette de værste spor (læs: kagekrummer og støv) sådan at de nye kan være der ? Ih! og så ville jeg så gerne samle nogle mennesker til en sidste drink. Gravøl om man vil. Men tiden flyver og det er samtidigt ikke noget jeg har så meget af, tid altså. Så ?

Men ja, jeg bor nu i flyttekasser og ikeaposer og kæmper en brav kamp for ikke at blive sindssyg af dette. Dog opvejer de ekstra kvadratmeter, den store altan og de nymalede gulve en hel del for dette. Det føles ret voksent det hele. Jeg er pludselig typen, der har et væghængt fjernsyn med kabelskinner, en specialbygget bogkasse/reol-dimmer og jeg har både bestilt sofa og sengetæppe og der er styr på en masse ting, hvilket er ganske ulig mig, der har en hjerne der er udover det hele og ofte ikke engang har styr på hvor jeg har lagt mig selv det meste af tiden. Kabelskinner is a big deal her i cirkus Rubini, sådan er det.

Skærmbillede 2014-03-20 kl. 20.19.44

I går sagde Otto at han savnede vores gamle hus. Det gjorde mig en lillesmule panisk angst, bare lidt. For det gør jeg jo i virkeligheden også lidt. Men? Ja, jeg har jo allerede sagt det hele, HER.

Men, nej, prøv nu og hør, alt bliver skidegodt, alt ER godt! Altan for pikker!! (Jeg sværger der skulle stå ‘pokker’ – gider virkelig bare ikke rette det) …

‘Men du er jo HELE tiden syg’ …

Ja, ja jeg er. Og nu er den der igen. Jeg hoster mine lunger op, nyser 30-40 gange i timen (seriøst!), har feber og er i det hele taget bare mega sølle, bleg og syg.  Min aftensmad i dag bestod af en chokolademad og verdens største romtoddy og jeg satser på at gå kold indenfor ganske kort tid. Men hvorfor bliver jeg syg hele tiden? Det kan jeg godt fortælle dig. Jeg er presset. Psyko presset!
Løber stærkt for at nå alt og alle, banker mig selv oveni hovedet med den førnævnte lede stemme, og når jeg så et øjeblik tillader mig at slappe af, eller lave planer af den sjove og hyggelige slags, så kommer den, sygdommen og tvinger mig i knæ (var på nippet til at smide en frisk blowjob-joke ind her, men det er vist rommen der snakker). Og så starter det hele forfra. Det er rimelig uholdbart, men jeg er ret sikker på, at når jeg er kommet ordenligt på plads i min nye lejlighed, så bliver alting nemmere og bedre og sygdommen dropper helt at slå lejr i min stressede krop og dertilhørende sind. Jo, det tror jeg faktisk. Lad os aftale det!
Og så skal jeg nok også lige huske at lukke jakken, når jeg cykler, samt sove lidt mere om natten. Bevares!
Men først bunder jeg lige det sidste af den der toddy og ser et afsnit The Walking Dead, som FYI giver nogle rimelig vanvittige feberdrømme.

I øvrigt …

  • Får den næste, der poster den der snave-video en lammer.
  • Er jeg startet med at træne igen og er blandt andet gået med til den berygtede 30 day squat challenge og kan derfor fysisk ikke rejse mig fra sengen om morgenen.
  • Belønner jeg mig selv med nutellamadder efter træning
  • Er jeg ikke til de nye Oreos med ekstra creme, kiksen er jo den bedste del?
  • Er jeg ikke gammel nok til at sige eller skrive ‘ekstra creme’ uden at grine lummert
  • Ønsker jeg mig et ny sofabord. Det må gerne være Eames’ LTR-bordet, med guld på!
  • Drikker jeg for få White russians

Skærmbillede 2014-03-11 kl. 23.40.29

 

Hvad nedpakning af liv har lært mig:

Jeg er ved at pakke mit liv ned og selvom jeg bogstavlig talt kun flytter et stenkast væk, føles det som om, at alting bliver vendt på hovedet og at jeg lukker et seriøst kapitel i. Det hårdeste og sjoveste og vildeste kapitel so far.

I min nedpakning har jeg fundet alverdens sager, jeg har vel smidt de første fire-fem sorte sække til storskrald (og har næsten ikke været ude og hente noget ind igen). Og selvom jeg allerede har fået flyttet en del af mine ting, nærmer datoen sig for den rigtige officielle ægte flytning sig og jeg er lige dele spændt, glad, bange og angst. Jeg er i et skizofrent limbo, hvor jeg det ene øjeblik synes det er verdens dårligste ide og jeg overvejer at lænke mig fast til min lejlighed og barrikere døren, til i det næste bare gerne at ville have det ‘overstået’ og komme væk og ud og videre!

Nåh, men ingen flytning uden et par lister:

Top tre over ting jeg ikke kommer til at savne:

  • At bo i stuen og derved kunne høre hver eneste gang at gadedøren smækker, folks samtaler i opgangen, samt samtlige stive stoddere på gaden i weekenden.
  • Den underlige stuk med barneansigterne i min stue.
  • Min overbos klaverspil. Om natten. Hver nat. (I det mindste har de skillet sig af med deres crosstrainer, som blev brugt flere gange dagligt i en årrække.)

Top tre over sære ting fundet i gemmerne:

  • En pose hairextensions (er I klar over hvor forskrækket man bliver over at finde en pose hår i en kasse?!)
  • Selvlysende glidecreme (Don’t ask. Jeg ved det simpelthen ikke)
  • En stak danse-dvd’er, som i en form for træningsdans, som i pole-dancing, som i jeg aner ikke hvor jeg har dem fra.

Antal gange jeg er kommet til at pakke noget ned som jeg i virkeligheden har stået og manglet:

  • Uendeligt! Tilgengæld kan jeg nu åbne rødvin med både en smørkniv og en bøjle.

 

Perfektionistisk selvtortur

Jeg bliver ikke perfekt, jeg har både flyveører og strækmærker, jeg roder, jeg bander, siger pik relativt ofte og tager altid to stykker kage, og heldigvis for det, for i virkeligheden er perfektion i mine øjne røvsygt, og jeg er meget mere til det kringlede og krøllede. Jeg har i løbet af de sidste par år indset, at jeg faktisk er et menneske, som jeg godt kan lide at være. Og det er virkelig stort for mig at nå dertil, efter mere end ti års selvhad på grund af en folkeskoletid, der simpelthen skulle skamme sig. Men! kunne jeg ændre én ting, og det kan jeg nok godt, jeg prøver i hvert fald, så er det at sætte mine forventninger til mig selv the fuck ned, jeg er et urimeligt røvhul der rundsparker mig selv i hovedet med tarvelige tanker og sætter tårnhøje forventninger, der konstant bliver højere og højere, og skulle nogle udefrakommende tillade sig at rose mig, eller stikke mig en high-five eller et kompliment, er glæden kort, for min indre følelsesmæssige sadist står klar med et ‘det der kan du gøre bedre,kom i sving’. Så hvornår er jeg egentlig god nok? Det ved jeg fandme ikke, men jeg vil gerne finde ud af det.

 

 

Som en scene fra exorcisten

Natten til fredag sad jeg oppe med Otto, som var syg. Jeg sad på gulvet med ham, med hans lille krop bøjet øver en rød gulvspand. Sådan sad vi i små fem timer, indtil han endelig faldt i en dyb søvn.

I weekenden blev både hans far og morfar ramt af samme onde virus. Jeg selv var sikker på, at jeg havde dodget den. Jeg havde jo siddet i det for pokker, og havde ikke snerten af kvalme. Klip til klokken 03:20 natten til i dag, mandag. Jeg vågnede med koldsved og følelsen af at have bundet en liter gin, rummet kørte rundt, jeg kunne ikke finde hoved og hale på noget og jeg måtte bogstavlig talt kravle ud på det kolde badeværelsesgulv. Her lå jeg i en times tid, rystende og lillebitte, kun afbrudt af ja, voldsomme opkastninger.

Nu er klokken 16:40 og først nu er det muligt for mig at holde mig selv oprejst, uden at lukke det ene øje for at fokusere, med hænderne i et fast greb om mit eget ansigt og den røde gulvspand…Jeg har drukket cola og jeg har spist to mariekiks, og jeg begynder så småt at være mig selv igen.

Undervejs i mit 13 timer lange forsøg på at vende vrangen på mig selv, har jeg været sølle og ked af det, følt mig ensom, jeg har drømt om folkeskoletiden, panikket over alt det jeg ikke nåede på mit arbejde i dag og på et tidspunkt følte jeg behov for at råbe, men jeg havde ikke kræfter til det. Her på ‘den anden side’ virker ovenstående helt hysterisk og et eller andet sted forstår jeg ikke, hvor det kom fra. Men en kombination af feber og magtesløshed har åbenbart fremprovokeret en helvedes masse, og jeg føler nærmest at den forbandede børnehavevirus har været som en terapi-time, eller 13 … Crazy much?

Jeg kæmper den sidste kvalme af med vand og cola og ser frem til om få timer at kunne putte med verdens bedste Otto.

Tanken om mad, og i særdeleshed andre folks madbilleder på instagram er det værste jeg kan forestille mig, så jeg holder mig i ro, madløs og væk fra alle tænkelige sociale platforme. Og trods min kærlighed til det lort, føles det helt rart at være fri.

foto(4)

Farvel ‘helle’, goddag altan!

Fem dage tog det, og så var min lejlighed solgt (!!) og nu er der sat en dato for flytning, og en ny adresse venter forude. Holy … Fuck!
Selvom det er skræmmende, at skulle til at forlade det sted, der er blevet mit personlige helle, som jeg er tæt knyttet til, og hvor jeg har tilbragt små fem år, faktisk måske de fem mest begivenhedsrige år af mit liv indtil videre, har flere faktorer gjort, at det er på tide at rykke teltpælene op og starte på en frisk – det er ikke nemt, og nogle dage slet ikke spor rart, men det er store beslutninger sjældent. Jeg kan kun gå udfra en ting og det er, at det føles rigtigt, at luftforandring er sundt og tiltrængt – og en ting er sikkert: jeg ser helt vildt frem til næste kapitel af mit og Ottos liv.

Skærmbillede 2014-03-02 kl. 09.21.25
Jeg glæder mig til at fortælle mere om mit nye sted, men indtil videre kan jeg sige så meget: jeg bliver på Vesterbro (naturligvis) og jeg får en altan.

#GuiltyPleasure #Instagram

Det er ingen hemmelighed at jeg ELSKER sociale medier. Mit indre snager-gen labber det i sig, og det er i virkeligheden nok netop medier som Instagram, der holder mig fra at installerer gadespejle, og indkøbe en kikkert. Jeg er med andre ord forfærdelig nysgerrig! Jeg glooor også ind i folks lejligheder når jeg går på gaden – og jeg bor altså selv i stuen, så jeg ved udemærket hvor pisseirriterende det er.

Trods mine lidt for imponerende stalker-kvalifikationer på de sociale medier, har jeg dog på en eller anden måde fået lært mig selv ikke at stikke næsen for langt i ting jeg ikke vil vide – Ja altså du ved, folk man har været involverede med, arbejdspladser man har været på, eller gerne ville være på, ekser og (i særdeleshed) deres nye damer (alle er jo urimeligt pæne og overskudsramte set gennem et instagramfilter) – Det har taget mange skår i mit gamle hjerte at nå dertil, men jeg er vedholdende og det kører pt ret godt.

Noget jeg tilgengæld ikke har lært, og det er i øvrigt fuldstændig åndssvagt, det er at unfollowe folk, som egentlig irriterer mig. Og jojo, jeg ved sgu da godt, at det går begge veje, og at mine billeder og hashtags med garanti får nogle til at bide kæberne godt sammen. Men det er ikke noget jeg tænker videre over (næsten sandt)for det ville jeg blive sindssyg af, ligesom at jeg aldrig (!!!) tjekker statigram for at se, hvem der har unfollowet mig.

Nåh, men hvorfor i alverden er det, at andres stylede aftensmad, åndsbollede citater og kæledyr kan irritere mig, når jeg glædeligt deler hjerter ud til en masse andet skrammel. Jeg ved det simpelthen ikke – det kan helt sikkert analyseres herfra og til månen, men hvorfor se indad, når det er meget sjovere at pege fingre, bag en skærm, uden at det bliver opdaget (for man skal eddermame holde sin fede cyber-kæft, for jeg /man kan jo altså som sagt bare trykke ”nej tak’ og fortsætte med sin dag, ligesom at man kan slukke for de unge mødre og Tina Dickow).
Så ja, Instagram ligger pt ret højt på min liste over guilty pleasures, sammen med noget Lionbar og Keeping up with the kardashians.

I kan følge mig, jeg er også pisse irriterende, da jeg primært viser billeder af mit drønflotte afkom, selfies på gode dage, og ting med flødeskum, altsammen selvfølgelig smurt ind i filter og hvide kanter … @sneglcille
Skærmbillede 2014-03-01 kl. 14.07.41

First world problem #1 – SOFA

Jeg skal have ny sofa.
Rettelse: Jeg skal have en sofa. Det er efterhånden over 10 år siden jeg fløj fra reden og jeg har aldrig rigtig haft en sofa. På nær da jeg boede i et bofællesskab og vores stue bestod af tossede genbrugsmøbler, ølkasser, fyldte askebægere, tomme flasker og to sofaer med slappe fjedre.
I en kort periode i min nuværende lejlighed, havde jeg en lille bitte hvid IKEA-sofa, som jeg nærmest boede i da Otto var spæd, men den røg hurtigt ud fordi den både var grim og ukomfortabel.

NU skal det altså være! Jeg bestilte for noget tid siden en pisse pæn sofa, i en virkelig fin lys grå farve. Men nu er jeg kommet i et ornligt’ dilemma… Lad mig involvere jer:

foto(3)

(Billeder fra sofakompagniet.dk)

Jeg har bestilt sofaen nederst på billedet … Og den er jo pæn, altså virkelig pæn og passer sådan set til alt, synes jeg. Og den er som sagt bestilt og skal hentes om ikke så længe. Men! Jeg er i mellemtiden kommet i tanke om at Hov! Jeg har et barn, og jeg er i øvrigt heller ikke selv et motorisk geni, særligt ikke når der er kaffe, rødvin og chokolade involveret (tror måske jeg bliver FOR begejstret) – Jeg er med andre ord bange for at den ellers nydelige sofa simpelthen bliver en fedtet og plettet sag i løbet af et par måneder (mjaaeh timer). Så nu overvejer jeg, om jeg skal lave min bestilling om og gå for den mørke (øverst) … Selvom jeg ikke er helt lige så glad i låget over den, men dog kan hælde rødvin udover mig selv og rulle rundt i marsbarer, eller som jeg kalder det: fredag aften, uden at blive ked af skjolder og snask, som ikke kan fjernes/skjules…

Så det er pt noget af det, jeg bryder min hjerne med for tiden. Ja ja, first world problems. Fortæl mig gerne hvad pokker jeg skal gøre?!