Status 25+

Jeg er nu et par dage inde i 26. uge af min graviditet og jeg har det ret godt, særligt sammenlignet med for bare et par måneder siden, hvor træthed og utilpashed var en kæmpe del af min hverdag. Jeg er faktisk begyndt at nyde at være gravid, jeg er kvalmefri de fleste dage, og selvom jeg er tyk på maven, er det ikke rigtigt tungt endnu. Jeg er stadigvæk ramt af nældefeber aften og nat, men en antihistamin inden sengetid gør det tåleligt, åh nåhja, og så får jeg ækel halsbrand om natten, der indimellem gør at jeg vågner ved følelsen af at jeg er ved at skvulpe over, og må ud og nærmest gylpe mavesyre op. Virkelig sexet.

Billeder taget i juledagene afslørede et ret tykt ansigt, hvilket jeg ærlig talt har det lidt nedtur over, og vægten hos lægen i dag sagde nu kun plus 7 kilo, men halvdelen af dem sidder sgu nok i ansigtet, sådan føles det i hvert fald. Men jeg er faktisk ret meget selv uden om det, da jeg gerne spiser cirka en gang i timen. Jeg er simpelthen så sulten! Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har været så sulten som jeg er i de her uger. Tænker at det må være fordi jeg, eller min krop har brug for energien og de ekstra kilo, forstår bare ikke, hvorfor de sætter sig i mit ansigt. Vil faktisk hellere bede om en stor røv så.

 photo Skaeligrmbillede2014-12-29kl211728_zps86136312.png

25+2, plus 7 kilo (5 af dem i mit ansigt = modlys er min ven)

Som opfølgning på mine tanker omkring fødsel, hvor flere spurgte ind til mine overvejelser om at prøve forskellige teknikker og forberedelser, kan jeg afsløre, at jeg har fået et hjemmestudie i ’smertefri fødsel’ i ekstra julegave af min mand, og jeg har jo bogen, så det er helt sikkert noget jeg kommer til at give et skud, og ikke mindst skrive om, hvis ikke løbende, så på den anden side af den, fødslen.

Så alt i alt, går det ret godt her seks måneder inde i SneglLilles tilberedning.

Noget om navne …

Jeg synes det er svært med pigenavne. Egentlig synes jeg ikke, at man kan have et navn helt klar inden man har set den lille, men alligevel var drengenavnet faktisk på plads, der var ingen tvivl, allerede længe inden jeg blev gravid. Men det får vi jo af gode grunde ikke brug for i denne omgang.

Også Ottos navn var ret sikkert dengang. Vi havde dog to navne i baghånden, hvis nu han kom ud og slet ikke var en Otto. Det var han heldigvis. Min Otto.

Vi behøver som sagt heller ikke, at sætte os fast på ét navn inden hun ankommer, men det er helt klart noget vi taler meget om og der er jo stadigvæk i hvert fald tre måneder til hun er her… Lige nu har vi en liste på 4 pigenavne som er gode kandidater. Jeg har fra dag 1 haft en klar favorit ud af de 4, det samme har Michael, men det er ikke det samme navn… Vi kan begge rigtig godt lide det navn den anden er mest til, men er samtidigt klart mest til vores eget valg…Pis.

Jeg håber inderligt at jeg får min vilje, det føles SÅ rigtigt. Men det er alligevel ført når vi får hende at se i virkeligheden, at det endelige valg bliver taget…

Og hvorfor skriver jeg så ikke, hvilke navne vi overvejer? Fordi jeg har begået fejlen at sige det til folk i virkeligheden, og er blevet virkelig såret over folks reaktioner. Husker det godt fra sidst jeg var gravid.

‘Ej ikke XX, det er SÅ grimt’,
‘XX, er det ikke et hundenavn?’
‘Seriøst?’
‘Hahaha! … EJ!’
‘Jeg kendte en XX engang, hun var mega nedern’,
‘Jeg kan ikke lide XX, så hellere XXX’
.
.. Hold dog kæft.

 photo 82bd5503a413899a97a1952c5963f80a_zps71bf19b6.jpg

 

 

Insta-love #3

… Se tidligere ‘who to follow’ indlæg her og her.

@miekirstinequist – Sød fynbo med dejligt humør, tofarvede øjne og bloggen WeWonder

@simpeldagbog- Lækre skarpe stemningsbilleder

@josephineaarkrogh – Yndig kollega med lækre billeder og gode tips til spisesteder i hele verden

@lortemor – Fellow morblogger med hang til kaffe og verdens sødeste Alfred

@copenhagencakes – Kage, kage, kage, på den pæne måde

@thatlookslikeadick – …. Fordi en diller her og der i sit feed er uundværlig

@askhybel – Min cykelrytterven, far til smukke Nor, hundefar til Marvin.

…. Mig kan du følge her: @sneglcille

 photo Skaeligrmbillede2014-12-28kl140600_zpsd985a076.png

I øvrigt #12 … Jule-udgaven

  • Kan jeg ikke finde ud af om jeg er vild med, eller træt af at Otto har snuppet alle gavepapirsresterne og pyntet vores juletræ med dem…
  • Vil jeg gerne vide, hvem der er ansvarlig for, at det i år har været umuligt at opdrive Lebkuchen kager?! Dem på pose, som Netto plejer at pushe til mig.
  • Har jeg lyst til Baileys. Hele tiden.
  • Sagde jeg for ikke længe siden, at jeg aldrig ville iføre mig noget højhalset, eller kittenheels, ever. Nøj, hvor jeg løj.
  • Er lyden af en Lego Chima figur, der har taget det meste af en aften at bygge, der falder mod jorden, og går i stykker – en lyd, der går direkte i en hormonel kvindes tårekanaler. Var sekunder fra at tæve børnene og skride.
  • Har jeg slet ikke fået dækket mit Ris a la mande behov endnu.
  • Skal jeg til lægen og vejes på mandag. Eddermame et flabet tidspunkt, 5 dage efter jul. Har muligvis forvandlet mig til en karameliseret kartoffel inden da…
  • Fik jeg verdens pæneste ørering i julegave af min kæreste. Hold kæft, hvor jeg elsker at få smykker. Særligt når der er diamanter involveret. Materialistisk much? JA! (Se den på Instagram, hvis du er nysgerrig @sneglcille)
  • Fik jeg hjemmelavet Nutella af min bror. Fandeme næsten ligeså optur som diamanter.
  • Kan jeg ikke overskue nytårsaften, og min taktik indtil videre er, at lade som om den ikke findes. Det går ok indtil videre.
  • Håber jeg at I har haft en fuldstændig fantastisk jul.

 

 photo juletrae_zpsd029b270.jpg

Kæledyr

‘Mor, må jeg ikke nok få en kat? … Eller en landskildpadde?’ – En sætning, der har lydt en del gange det sidste års tid. Og svaret har længe været et rungende Nej.
Jeg elsker katte. Elsker! Synes de er fucking søde og er vild med deres egoistiske I don’t give a fuck attitude. Men jeg har fundet en mand, der synes katte er åndssvage, og som i al den tid jeg har kendt ham har drømt om at få en hund. En stor hund. Så allerede derfor står det ret klart, at der går noget tid før der kan komme flere væsener indenfor i vores cirkus. Synes på en eller anden måde også at en mand, en dame, to drenge og snart en babypige er rigeligt. For nu.

Men…. Jeg kan virkelig godt forstå at Otto gerne vil have et dyr. Jeg har selv haft kat siden jeg var lillebitte, og frem til jeg flyttede hjemmefra engang i de tidlige 00er, og elskede det! Så det er ikke fordi det er uhørt, eller urealistisk, mest bare uoverskueligt. Lige nu. Derfor, har vi nu indgået et kompromis herhjemme, der hedder at om nogle år skal vi have et dyr. Indtil videre er Otto med på katteholdet, men der er jo tid til at ændre mening, og jeg gætter på at flertallet får lov til at bestemme (det passer ikke, det er mig der bestemmer). Jeg er personligt ikke helt afvisende overfor det der med hunden længere… Men det behøver I ikke fortælle min kæreste.

Vi hepper på katten.

 photo foto_zpsb2d4d052.jpg

 

2014 – Det jeg gjorde

Traditionen tro startede jeg året med at lave en liste over alt det jeg skulle nå inden året var omme. Nu er der kun 10 dage tilbage af året, og hvad fik jeg så reelt gjort? Ikke så meget af det, men til gengæld nåede jeg ting, som slet ikke var på listen, eller lå i kortene, som for eksempel at indse at det ikke nytter at løbe fra sine følelser, jeg pakkede mit liv i kasser, indrømmede min afhængighed af Instagram, så tilbage på den første tid med Otto og skældte os kvinder lidt ud, havde optur over udflytterbørnehaven , jeg lærte at slå smut, det lykkedes mig at lave de tynde pandekager, I fik lov til at udspørge freelancer, og, nåhja, så blev jeg jo simpelthen gravid.

… Ret imponerende, hvad man kan nå på et år alligevel, sååå hot yoga må vente lidt, og der er stadigvæk lidt over en uge tilbage til at nå at se Sharknado. Det når jeg nok.

 photo foto_zpsf0f46016.jpg

2015, jeg glæder mig til dig.

 

Adventskalender 4 // Stella McCartney Kids

Lige på falderebet, på grund af den macbook-krise, som nogle af jer måske har fulgt med i på Insta og FB, kommer her sidste advents-konkurrence fra mig og Københavns lufthavn i denne omgang. I lufthavnen gemmer der sig en butik med navnet Tinderbox. Kender du den? Det gjorde jeg heller ikke. Fejl!
I Tinderbox har de børnetøj. PÆNT børnetøj. Pænt på den måde, hvor man hemmeligt ønsker at det hele fandtes i en størrelse voksen, både på grund af den lækre kvalitet og ikke mindst på grund af de designs de sporter på hylderne. Mums! Læderjakker, blød strik, ponchoer, prints, blødt bomuld, pailetter, Marc Jacobs sko i størrelse ‘jeg kan ikke gå endnu, men se mine guldsko’? Mærker som Little Remix, Stella McCartney, Chloe, Marc Jacobs, Mini Rodini, Ver de terre m.fl. Hænger smukt og indbydende i hele butikken, og giver selv en kynisk 2. gangs gravid som mig lyst til at flå det hele ned fra hylderne. Jeg fik lov til at vælge én ting fra butikken i to eksemplarer (en til mig og en til jer), og det blev en strikket dragt til baby fra Stella McCartney, med grå ærmer, den fineste figur på maven og stribet ryg.

 photo foto5_zps045ae457.jpg

Kvaliteten er fuldstændigt overdrevet lækker og jeg glæder mig til at se den på min lille pige engang til efteråret (med bananmos og krummer på maven, jovist). Den er i en størrelse 6 mdr, og du kan vinde den til dit eget afkom eller en andens. Den er rimelig unisex i creme, grå og gul, så alle kan være med.

 photo foto3_zps05d67d31.jpg

Nu fortalte jeg jo selv om mit første køb til Otto forleden (her), jeg håber din historie er lidt lykkeligere, jeg vil i hvert fald gerne høre den, SÅ fortæl mig om dit første køb til en baby, din egen eller en andens, for at deltage i konkurrencen.

Jeg trækker en vinder blandt svarene lige efter jul. Vinderen af sidste uges adventskonkurrence trækker jeg i aften inden jeg går i seng, så du kan nå at være med lidt endnu HER.

Same same but different

Da jeg var omkring 18 uger henne i min første graviditet og det hele gik i lort imellem freelancer og mig, er der specielt en aften jeg husker ret tydeligt. Vi var en uges tid inde i vores break, hvor alt var usikkert og vi ikke så hinanden, og det hele hang i en tynd tynd tråd. Jeg havde efter et par dage i eksil hos mine forældre, besluttet mig for at tage tilbage i vores lejlighed og være lidt. Den aften snakkede vi i telefon sammen, freelancer og jeg, og det var vores første (og eneste) ‘voksne’ samtale, hvor ingen græd og ingen var ‘urimelige’. På det tidspunkt havde vi endnu ikke gjort det endeligt slut, og vi talte den aften meget om for og imod, jeg nok mere for end ham. Jeg havde svært ved at mærke ham, og gjorde alt hvad jeg kunne for at holde hovedet koldt, og husker især hvordan jeg på et tidspunkt spurgte ham om vi ikke for helvede bare skulle give det et skud, for ‘hvem fortryder nogensinde at have kæmpet for noget?’…  …Vildt at det tog os fem år at nå dertil, hvor vi gav det den ekstra chance.

Midt i vores telefonsamtale ringede det på. Det var pakkeposten, der kom med noget tøj jeg havde bestilt. Babytøj. Jeg pakkede pakken op og tog den ene lille bitte dragt efter den anden op, og så knækkede filmen. Jeg græd og græd, med freelancer i røret. Få dage senere gik vi for alvor fra hinanden.

I dag kom der en pakke magen til. Med fire små stykker tøj i str 50-56, og jeg græd præcis lige så hårdt som den aften for knap 6 år siden. Af glæde, af minder, af hormoner.Jeg ser ikke længere tilbage på min første graviditet med sorg, eller vrede, det har jeg ikke gjort meget længe. Men hver gang ‘den første gang’ sker i denne graviditet, vælter minderne fra dengang frem. Første scanning, første spark, første tøj, første ve (shitfuck) … For slet ikke at tale om det SINDSSYGE  i at jeg sidder i præcis samme lejlighed, med samme mand. Det kan man godt blive rundtosset af at tænke over. Gad fandme godt at gå tilbage i tiden og samle for-6-år-siden-mig op, give hende en krammer og love at alt bliver godt. Men på den anden side klarede hun det jo helt selv … Og som resultat har jeg en virkelig god historie, svær, men god. Glæder mig til at fortælle den hele på et tidspunkt.

 photo IMG_6145_zps2ddd0c4f.jpg

For 6 år siden mig, cirka 20 uger henne, i flytterod. 2009

 

Adventskalender 3 // Change

Det er 3. søndag i advent og det betyder endnu en gave herfra, venligst doneret af Københavns lufthavn. I dag gælder det undertøj! Jeg har fået mit livs første chemise, I ved sådan en underkjole som de voksne damer inde i fjernsynet skifter til, når de skal gøre sig til for deres mænd. Herhjemme skal der som oftest ikke noget avanceret til, tror faktisk jeg kunne iføre mig flyverdragt og uldsok og stadigvæk score min mand, men chemisen skader nu ikke. Jeg føler mig i hvert fald flot i den, det samme kan jeg sige om BH’en på billedet, der er fra den kollektion gode gamle Britney Spears har lagt navn til, den er skidepæn, og det er faktisk en stor ting lige nu, da jeg er vokset ud af alt mit pæne undertøj og derfor er gået bomuld og mikrofiber på den, så lidt blonder har virkelig hjulpet på mit eget selvbillede, og bedst af alt er den blød og gnaver ikke, som blonder indimellem godt kan finde på. Foruden chemisen og BH’en kan du vinde tre par 40 denier strømpebukser, og en stropløs shapewearkjole, som er det sorte rør ude til venstre på billedet, der gør din talje (hvis du har sådan en)  stram og fin, samt får din krop til at se virkelig laber ud, også hvis du som jeg er lidt rund i det, den støtter nemlig sådan en gravid mave på en virkelig behagelig måde og fjerner eventuelle buler på røv og lår, op-tur!

 photo foto7_zpsb58c0346.jpg

For at deltage i konkurrencen vil jeg gerne høre, hvorfor du har brug for lidt shapewear og blonder i dit liv… Jeg trækker en vinder næste søndag, hvor årets sidste adventsgave bliver afsløret. ….Du kan lige nå at deltage i sidste uges konkurrence om Lego Chima HER (trækker en vinder inden jeg går i seng i aften).

 

 

Hjælp!… jeg mener Hurra! Jeg skal føde

Der er 17 uger til, og jeg har allerede gjort mig en milliard tanker om den. Fødslen. I starten frygtede jeg den, det gør jeg ikke så meget længere. Jeg glæder mig faktisk til at føde. Selvom jeg tydeligt husker, hvordan jeg desperat forsøgte at lagre minderne om smerterne og alt det uudholdelige i en lille chip i min hjerne, da jeg sidst lå der, sådan at jeg aldrig ville gøre det igen, og i hvert fald slet ikke uden smertelindring. Seriøst, jeg nærmest messede ‘husk det, husk det, huuuuusk det’ for mig selv, imens jeg skiftevis forsøgte at flå mit vedrop ud af armen og råbte at jeg krafteddermame ikke gad længere.

Klip til nu, hvor jeg selvfølgelig har glemt smerterne, eller i hvert fald præcis hvor sindssyge de er, og faktisk bare rigtig gerne vil have en god oplevelse. Jeg forsøger så vidt muligt ikke at gøre mig for mange forestillinger om selve fødslen, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det kommer til at hyle mig ud af den, hvis (når) det ikke kommer til at gå som jeg havde planlagt. Så det eneste jeg ved på nuværende tidspunkt er, at jeg skal føde på Hvidovre hospital engang til april. That’s it. At jeg så selvfølgelig håber, at det kommer til at gå som en drøm denne gang, og har min krop lært at producere presseveer siden sidst, istedet for at gå i stå, vil jeg sætte stor pris på det. Men nu ser vi hvad der sker, og jeg glæder mig bare til at møde den.
Altså hende.
Babyen.

Min første fødsel kan du læse om her, hvis du er til den slags.