Den er hjemme! (Og jeg ligner ikke pålæg længere)

Sent torsdag eftermiddag tog Otto og jeg toget ud mod lufthavnen for at hente vores yndlings mand. Vi var i god tid og placerede os helt spændte og utålmodige ved et bord på Starbucks, hvor vi delte en overpriced cookie, ditto vand og noget kaffe med smag (kan ikke styre det, når der er noget med flødeskum og sirup skal jeg have det). Efter en lille times tid var det endelig tid til den store genforening, Otto faldt straks sin far om halsen og jeg kæmpede et øjeblik med en bævrende underlæbe, både grundet gensynet med den flotteste mand i verden og synet af mine to favoritter i en omfavnelse, hvor det var tydeligt at de hverken så eller hørte andet end hinanden. Fandeme sødt.

Fredag havde jeg taget fri fra arbejde, egentlig for at få slappet af, men sådan blev det ikke helt. Vi startede dagen med scanning af mave og baby, der stadigvæk er en pige, en livlig af slagsen, og alt ser fint og rigtigt ud, så nu er der ikke så meget andet for end at vente 19 ugers tid til hun er færdigbagt og klar til at komme ud. Kæft, jeg glæder mig!

 photo Skaeligrmbillede2014-11-30kl195020_zpsc0118c5b.png

Samme dag var jeg igen i lufthavnen, denne gang for at udvælge gaver til adventskalenderen, og dernæst tog jeg til møde i børnehaven for at snakke om skolestart (!), Ottos udvikling og trivsel. Simpelthen syret at være en person, der har et stort skoleklart barn, og som går til forældremøde og taler sproglig udvikling m.m. med de voksne fra børnehaven. Heldigvis beskrev de den dreng jeg kender og knuselsker, og han fik både ros for sit ordensgen (det ønsker jeg mig også), sit kammeratskab og gode humør. Plus at de fortalte at de kunne mærke en TYDELIG forskel på hans humør og personlighed igennem de sidste 8-10 måneder, hvilket selvfølgelig skyldes, at der er kommet ro på herhjemme. Op-tur!

Mit humør, overskud og hudfarve er med andre ord kommet igen gange 10 efter freelance-pomfritten er kommet hjem, og jeg er ovenpå efter mit dyk i sidste uge, hvor jeg var klar til at skride fra det hele. I det hele taget er det ret meget sådan med mig for tiden, fra den ene yderlighed til den anden… Heldigvis ikke noget lidt søvn, et knald og et skud mælkechokolade ikke kan klare.

Adventskalender: 1 // Moroccanoil

Det lugter lidt af jul hos sneglcille i dag. Ikke af snaps og nelliker, men af gaver! Sådan vil det være hver søndag i de næste fire uger. Jeg har nemlig gjort noget, jeg ikke har gjort længe og har takket ja til et samarbejde, der betyder gaver til mig og jer. I fredags var jeg et smut forbi lufthavnen, da de (CPH lufthavn) havde inviteret mig derud for at udvælge fire gaver til jer. Første stop blev Taxfree butikken, som vi vist alle kender. Personligt ripper jeg den først og fremmest oftest for chokolade og gin (Hendricks naturligvis), og ikke mindst beautyprodukter. Jeg kan faktisk godt finde på at vente med at shoppe cremer, parfume og makeup, indtil jeg ved at jeg skal i lufthavnen, for at spare de 20%, som man altid sparer. De fortalte mig endda derude, at der er prisgaranti, så hvis du kan bevise at et produkt du har købt, findes et andet sted til billigere penge, får du den manglende besparelse retur gange to. Det anede jeg for eksempel ikke. Jeg vidste heller ikke at man kan købe Moroccanoil, hvilket også viste sig at være noget nyt. Det er kropsserien der sælges derude, i særlige travelpacks, samt den æske med kropsolie, håndcreme, bodyscrub og hårolie, som du kan vinde hos mig i dag (værdi: 600 kroner).

 photo foto32_zpsbf0a96f7.jpg

For at deltage skal du smide en kommentar herunder, hvor du fortæller mig, hvad der er dit must-have når du er i lufthavnen. Personligt shopper jeg som sagt gerne en Hendricks, Toblerone, samt de beautyprodukter der er lavvande i på badeværelseshylden (Estee Lauder Night repair, Narciso Rodriguez parfume, YSL cc creme og fra nu af også Moroccanoils Argan olie, som jeg har rullet mig selv og den tykke mave i siden i fredags)…

 photo foto23_zpsdc90b08f.jpg

Stik mig et svar inden næste søndag, hvor jeg finder en vinder, og udlodder næste gave, som jeg godt kan afsløre er valgt med Otto som inspiration, altså er det noget til store drenge…

 

OBS! Konkurrencen er slut og vinderen er kontaktet. Tillykke til Sara.

Otto på moderedaktionen og en ny grå teint

Jeg sagde vist noget med at det gik ret godt og at hverdagen kørte fint, selvom vi var alene hjemme… Well, det var i sidste uge – Klip til i går og i dag, hvor jeg med en hudfarve, der bedst kan sammenlignes med pålæg, der har ligget lidt for længe ude, og et mat udtryk i øjnene, er ved at bryde sammen hver gang nogen spørger mig, hvordan jeg har det.

Det kan godt være at jeg var enlig mor i små fem år, men når man smider en graviditet i den pulje, er 12 dage fuldstændigt uudholdeligt.
Om 2 døgn kommer han hjem og selvom det ikke lyder af meget, har jeg det som om at der er en hel livstid til.

Otto er også begyndt at reagere på sin fars fravær, og det er nok det, der påvirker mig allermest. Han er utidig og bliver nemt ked af det, præcis som han var det i perioder, da han stadigvæk var delebarn. I går gik han i opløsning på vej i børnehave, og da vi stod nede i garderoben og de små hænder knugede sig til mig, mens han hulkende nægtede at skulle være i børnehave, tog jeg en hurtig beslutning og skrabede ham sammen, sagde pænt farvel til pædagogerne og tog ham med på arbejde.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-25kl194026_zps78e94e14.png

Det blev en god dag, og i morges var han genopladt og klar til børnehave og hverdag. Hans mor til gengæld, not so much. Kom nu torsdag.

Halvvejs

Jeg er nu halvvejs i min graviditet. Jeps! I går fortalte min pregnancy app mig at jeg nu var 20 uger henne og at baby er på størrelse med en mango – i sidste uge sagde den tomat. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er nede med at sammenligne min baby med frugt, men ok… Siden mit lidt opgivende indlæg i sidste uge er det faktisk gået ret meget i den rigtige retning. Mit blodtryk er endeligt normalt, og foruden træthed og den der forbandede nældefeber, som holder mig vågen om natten et par gange om ugen, har jeg det ret godt. Jeg craver stadigvæk pebermyntefyldt chokolade og danskvand, men derudover er mine madvaner ret normale (hvis altså 2-3 gange morgenmad kan kategoriseres som normalt).

Vægten holder jeg ikke øje med, men min mave er vokset på rekordtid og især er der sket meget den sidste uges tid, hvor der også i den grad er kommet gang i hende mangoen derinde. Hun strækker sig, skvulper rundt, sparker og fylder godt. Følelsen af en baby under maveskindet er altså noget af det mærkeligste! Jeg havde faktisk glemt, præcis hvor syret en fornemmelse det er, og da de første rigtige spark, der kunne ses og mærkes udenpå maven, kom for et par dage siden måtte jeg klukgrine og smågræde lidt på samme tid, fordi det var så vildt at ligge der med en sovende femårig ved siden af mig og en halvbagt baby i maven, og en kæreste laaaaangt væk, og ikke mindst det virkelige klare minde om, hvordan det var i min første graviditet, da netop den følelse af de allerførste spark fik mig til at bryde sammen henover mine forældres spisebord, fordi det skete midt i mit livs største krise og jeg slet ikke kunne rumme at det pludselig blev så virkeligt, som det gør når sådan en lille fidus begynder at sparke. Livet er eddermame en sær rutsjebanetur, men jeg er virkelig glad for, at jeg steg på.

Freelancer er over halvvejs i sit amerikanske eventyr og jeg glæder mig til at få ham hjem om små fire døgn. Det har ikke som sådan været hårdt hårdt at undvære ham, Otto og jeg har hygget os helt vildt og hverdagen har hængt fint sammen, men vi savner ham selvfølgelig, og der har været et par gange, hvor jeg ville ønske at han havde været her, for eksempel som da snegllille for alvor gav rigtige livstegn fra sig for første gang, men når det så er sagt, tror jeg det er ret sundt for alle parter at savne lidt (meget) og på en eller anden måde blive bekræftet i, at det er det helt rigtige vi har gang i… Særligt taget førnævnte rutsjebane-loop i betragtning.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-23kl214225_zps5f82b89d.png

 

I øvrigt #10

  • Brugte jeg tidligere på ugen en hel frokostpause på, sammen med tre kollegaer, at google nøgenbilleder af Jim Lyngvild
  • Er pebermyntechokolade det vildeste du kan give mig for tiden
  • Er det tæt på umuligt at opdrive Fazermint på Vesterbro
  • Har jeg intet imod når folk rører ved min mave. Ved at det for mange gravide er det absolut mest grænseoverskridende. Jeg har intet problem med det. Rør ved mig!
  • Har Otto langt om længe opgivet sit krav om at lillesøsters fornavn skal være Kastanje, men er dog ikke meget for at droppe mellemnavnet Monsterblod
  • Snavede jeg nær en sygeplejerske i gulvet i går, da hun fortalte mig at mit blodtryk er normalt for første gang i 7 uger og at hun synes jeg så smuk ud
  • Har Otto og jeg stadigvæk otte dage for os selv inden freelanceren kommer hjem
  • Skammer jeg mig en lille smule over, hvor skide misundelig jeg er på førnævnte freelancer, når jeg modtager smser og ser Instagrambilleder, der oser af fede fede oplevelser, når det vildeste jeg selv har oplevet denne uge er, at jeg har set Jim Lyngvilds tissemand
  • Håber jeg at det tøj, der har hængt til tørre midt i vores stue siden søndag, snart lægger sig selv sammen
  • Hader jeg på DR for at slette deres programmer på nettet. Har nemlig en pludselig trang til at se samtlige tidligere episoder af ‘Den store Bagedyst’ og ikke mindst fødeprogrammerne ‘Hjælp! Vi skal føde’ igennem. Hvad fanden har jeg betalt licens for alle de år, når jeg ikke kan få mit fix!?

 photo Skaeligrmbillede2014-11-19kl212124_zpsb8e18b78.png

Graviditet! Jeg slår op!

Det er som bekendt min anden graviditet, selvom det på mange punkter føles som den første. Følte helt seriøst at jeg blev snydt første gang. I hvert fald i forhold til hvad min forestilling var om den slags. Bortset fra en del opkastninger og den lille detalje med at jeg blev forladt midt i den, var det en forholdsvis ukompliceret graviditet, og jeg har, som jeg også var inde på i mit indlæg den anden dag, hvor jeg var sur, svoret og lovet at min næste graviditet skulle nyyyyyydes. Here it is. Den anden af slagsen. Min mand er her endnu (jaaa!), jeg har et skønt arbejde, en dejlig hverdag, et voldlækkert barn, en lille pige i maven, jeg har ikke taget synderligt på og jeg har fået store bryster. Årh, hvor fedt. Nyd det så for fanden! …. Siger jeg til mig selv.

Jeg nyder noget af den. At min søn er ved at gå i opløsning af lykke over at skulle være storebror, at min kæreste synes jeg er flottere end nogensinde, at jeg inde i min krop er ved at skabe noget hjernedødt fantastisk, at jeg med god samvittighed kan kværne to honninghjerter og bare give baby skylden …. Men hvad jeg ikke nyder er følelsen af, at min krop råber stop af mig, over helt almindelige ting, såsom at passe mit arbejde, at bære en pose med indkøbsvarer op på 2. sal og at cykle 5 kilometer i raskt tempo, at min krop hver aften, næsten på slaget 21, bryder ud i et fyrværkeri af nældefeber, fornemt dekoreret op af både arme og ben. Underskuddet, de søvnløse nætter, åndenøden, plukveerne og den nu tredje blødning indenfor to uger, der hver gang gør mig forskrækket og dårlig. Faktisk bliver jeg decideret hidsig over ikke at kunne gøre de ting jeg plejer at kunne. Her taler jeg ikke om at kunne drikke rødvin og ryge smøger hele natten, for det er et eller andet sted noget jeg aktivt vælger fra, men ikke at kunne gennemføre en ganske almindelig hverdag, uden at min krop hvæser og skriger af mig er muligvis noget af det værste jeg kan forestille mig.

Hver dag, eller i hvert fald et par gange om ugen tænker jeg, at det lige om lidt bliver nemmere, bedre, normalt. Men jeg ved jo godt, at det fra nu af med ret stor sandsynlighed kun bliver tungere, hårdere og mere pikket, i hvert fald fysisk.  … Hold kæft, jeg er glad for at jeg ved hvad der venter på den anden side, ellers var jeg fandme gået hjemmefra.

 photo Skaeligrmbillede2014-11-09kl160519_zps907eddb7.png

Flyver solo…

Nu er det en del timer siden, at den flotte høje mand forlod lejligheden med en rullekuffert fyldt med fotogear og forventninger. Jeg holder fortet herhjemme, hvilket går fint indtil videre. Drengene har lavet deres egne pizzaer, vi har leget med Beyblades, pustet sæbebobler udover altanen og gennemset Netflix for alt med pirater. Nu sover de, jeg genvarmer pizza, lader som om at lejligheden ikke ligner at en beyblade har brækket sig udover den og prøver at beslutte hvilken tv-serie jeg skal kaste mig i grams med, og synes faktisk at det der med at være alene er en ret fed deal.
 photo Skaeligrmbillede2014-11-15kl200506_zps82abd8e7.png

I morgen skal lillebror hjem til sin mor, og Otto og jeg tager de sidste 11 dage solo. Noget som vi jo efterhånden er eksperter i. Vi har trods alt gjort det i 4 1/2 år tidligere og jeg glæder mig faktisk til lidt kvalitetstid med Otto, for vores liv bliver rimelig meget vendt på hovedet om små 5 måneder, når vi pludselig er en ekstra person på adressen. Dog har jeg altså ikke glemt solo-puslespillet, hvor fuldtidsjob, institution og hverdag bare ikke passer sammen ligemeget hvordan og hvorledes brikkerne vendes og drejes, og denne gang er der også et ekstra læs at bære på, bogstavligt talt, så jeg tager nok lige en ekstra dyb indånding når vækkeuret ringer mandag morgen. Men igen, vi har gjort det før, i årevis. 11 dage fra eller til går nok. Han kommer jo heldigvis hjem igen, regner vi med (høhø!), forhåbentlig med fornyet overskud, solbrune skuldre og spandevis af M&Ms.

Ventetøj, mit værste mareridt

Jeg er relativt vild med mode, måske mere end de fleste, jeg bruger i hvert fald gerne mange penge på fyld til mit klædeskab. Jeg er med andre ord virkelig glad for at shoppe, hvilket en graviditet jo i den grad er alletiders mulighed for at gå amok, shoppemæssigt, ikke sandt? Nej, ikke sandt! For jeg har lært, at det forholder sig således, at det meste graviditetstøj enten ligner, at det er skabt til en voksenbaby, gerne har ’sjove’ prints, som for eksempel en fodbold, en bamse eller en sløjfe på maven, eller også har slå-om effekt og a-snit, hvilket ikke klæder mange, i hvert fald slet ikke mig.

Dog har jeg efter et par uger i frustration over, at mit eget tøj sidder underligt, fået browset markedet tyndt og det forholder sig gudskelov sådan, at der rent faktisk findes tøj, der er beregnet til gravide, som ikke ligner, at det er en 12 årigs nattøj.

Jeg kan anbefale butikken Enula 9 på Østerbro, der også har en webshop, som dog har mange ting i den lidt dyrere ende, taget i betragtning at man (forhåbentlig) kun skal være i tøjet i nogle måneder, men jeg er især blevet glad for deres shape strømpebukser fra Spanx mama, der ikke har en stor fed syning op over maven som mange af de billige alternativer for some reason har, og så løfter og former de ben, røv og mave på en pæn og ikke mindst behagelig måde – ALLE pengene værd, selvom de er lidt dyrere end, hvad jeg normalt ville smide efter et par strømpebukser.

Butikken strut på Nørrebro har også et udmærket udvalg, og er helt sikkert et besøg værd, da de blandt andet fører Mamalicious, der trods sit (efter min mening) ikke så pæne navn laver nogle ret pæne ting, til meget rimelige penge. H&Ms udvalg siger mig intet, bortset fra nogle gode sorte basic jeans, er der altså ikke meget at komme efter. Tilgengæld har Topshop og Asos et enormt udvalg, dog er der laaaaangt imellem de gode ting, og særligt Asos er glade for lige at smide noget vandmelon og en tosset tekst hen over der, hvor man er tykkest. Tak, men nej tak! Men der findes altså også guld derinde, til under 500 kroner. Som for eksempel den sorte kjole jeg viste forleden ( HER) ….

Jeg kan også anbefale at stocke seriøst op på Samsoe samsoes Sue long toppe, som er fuldstændig geniale til tykke maver og kan redde de fleste tøjkriser herhjemme. De koster tæt på ingenting og sidder pissegodt på både mave og bryster. Derudover kan jeg stadigvæk være i alle mine oversized Stine Goya kjoler, og kunne snildt finde på at smide penge efter nogle af hendes nye ting, Hvilket jeg havde gjort ligegyldigt hvad, men nu har jeg en voksende krop at give skylden. Smart. Det samme kan jeg sige om Gannis kjoler, geniale! Jeg er nærmest flyttet ind i butikken på Gl. Kongevej, hvor jeg har prøvet flere, som står øverst på min ønskeseddel når julen nærmer sig.

 photo foto6_zps02729fa1.jpg

Giver de der hormoner skylden

‘Nogle gange når damer har et barn i maven, kan de godt være ret sure’ … Således sagde min 5 årige til sin lillebror tidligere i dag, og hvor har han ‘desværre’ ret.

I morgen tager min, for tiden, flottere halvdel væk i 12 dage, og jeg bruger vores sidste aften sammen på at mukke og være skide sur. Jeg er god på den måde.

Det hænger nok sammen med, at jeg selvfølgelig kommer til at savne ham, og måske inderst inde er lidt misundelig.  Men i den grad også, at jeg synes det sutter røv at være i min krop for tiden, så der skal bare ikke meget til at vælte det gode humør.

Jeg har igennem de sidste 5 år svoret at min næste graviditet skulle nydes i fulde drag, men må desværre 19 uger henne erkende, at min krop bare ikke rigtig gider være med denne gang og giver mig alt fra nældefeber (seriøst, hvad sker der for det?!) til svimmelhed i døgndrift. Jeg prøver at trøste mig med, at der kommer noget ubeskriveligt optur ud af det, og at jeg i det mindste kan eksistere i denne graviditet, hvilket mildest talt var svært sidst, eftersom at jeg kæmpede med et udtrådt hjerte og noget sårheling af smadret sjæl i størstedelen af den.  Men… Ærlig talt gad jeg lige nu godt at hoppe ud af det permanente fatsuit (der jo desværre ikke er et suit, men min helt egen hud med ekstra fyld) tage noget på der glimtrer, bælle en gin og tonic og danse natten væk.

… Jeg lyder som et utaknemmeligt røvhul, det ved jeg godt. Men det er bare fordi, at nogle gange når damer har et barn i maven, kan de godt være ret sure.

Man up!

Jeg ved ikke, hvad fanden der er med mig! Eller det gør jeg jo. Det hedder knocked up. Eller bare hormoner. Jeg har altid været følsom på mange punkter, forstået på den måde, at jeg græder, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet, eller når jeg er vred, men har dog aldrig haft let til lykke-tårer, og har altid rystet lidt på hovedet af dem jeg kender, som bliver grådkvalte til sørgelig musik, X-factor og følesesporno i fjernsynet.

Klip til mig, der nu knap halvvejs i min anden graviditet lykketuder over alt, fra noget på Youtube med Beyonce, til at min 5 årige tilbyder at hente mig et glas mælk. Jøsses. Hvad skal det ikke ende med?

I går snøftede jeg i alle de 10 minutter den kommende storebror lå og talte med min mave, og insisterede på at ligge på den, for som han sagde: ‘jeg er jo tykkere end din hud, så jeg kan bedre beskytte hende’. Vræl!

 photo Skaeligrmbillede2014-11-11kl204216_zps2cd838ab.png

åh! Jeg skal altså lige huske at takke jer for jeres fine kommentarer og anbefalinger til forrige indlæg, både om barnevogne og ‘Smertefri fødsel’. Jeg skal nok lade være med at græde over det, men hold nu kæft hvor er I søde og gode.

Jeg har i første omgang købt bogen ‘Smertefri fødsel’ og har indtil videre kværnet godt halvdelen af den igennem – Det tegner godt, selvom jeg absolut ikke regner med smertefri noget som helst, men noget kontrol gider jeg godt have, for sidst var jeg en bandende, brølende og svedig flitsbue, der gjorde alt for at kæmpe imod de satans veer, i alle de timer det stod på. Det kan ikke anbefales! Mere om det i et andet indlæg.

I forhold til sneglLilles køretøj, er jeg stadigvæk ikke helt sikker på, hvor vi ender. Men jeg hepper lige nu på en Bugaboo Buffalo, selvom det lidt lyder som navnet på en cocktail, jeg aldrig ville bestille. Skal bare lige have overbevist min bedre halvdel, der ikke helt går lige så meget op i den slags (endnu) som jeg gør og vist mest bare synes, at det lyder frygteligt dyrt. Det er bare så fandens svært at være overbevisende og kælen i det, når man tuder over at nogen henter mælk, og bliver forpustet af at rejse sig fra sofaen.