Archive for month: oktober, 2014

Bloggen fylder fem år. FEM. På den ene side tænker jeg, at det er meget, men på den anden side, føles det af ingenting. Der er sket en hel del siden den oktober aften for i dag fem år siden, hvor jeg tog tilløb og forsøgte mig med mit første indlæg.

Jeg tør godt at sige højt, hvor stolt jeg er af bloggen, og af mig selv. Synes virkelig at der er sket noget med mig igennem de sidste mange år, og selvom der har været nogle seriøse bump på vejen, ville jeg ikke have været dem foruden. Det har taget fem år, men jeg føler virkelig, at jeg nu er et sted, personligt især, hvor jeg føler mig hjemme.
Det samme gælder bloggen, der efterhånden har været vidt omkring, og har gennemgået nogle seriøse identitetskriser, sammen med mig. Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad den næste tid kommer til at bringe, både i livet, men også på bloggen – Jeg er i hvert fald frisk på at snuppe 5 år mere i snegleland.

2014 har været et vildt år! Ikke nok med at bloggen kan fejre femårs dag, også min yndlings-person blev fem år-
Jeg faldt pladask for, og flyttede sammen med den mand, jeg tidligere har forsvoret aldrig at få den slags følelser for igen, og så er jeg, som et kandiseret cherry på den kvalmende kærlighedsmilkshake jeg befinder mig midt i, også gravid i 17. uge. Hvad fanden skete der lige for det?! Livet er en tricky lille kælling, men jeg er pt ret pjattet med hende.

Jeg har kigget en del af mine gamle indlæg igennem og noget der i den grad springer mig i øjnene er, at jeg er gået fra at være ulykkelig, forvirret og fortabt, til at hvile i mig selv, også som enlig mor, hvilket et eller andet sted nok har været med til at gøre mig klar til at gå all in på det liv jeg har nu.

Endnu engang bliver jeg nødt til at sige TAK til jer, der klikker forbi hver eneste dag. Hvis jeg havde vidst, at der ville være flere tusinde mennesker, der ville følge med, den dag for fem år siden havde jeg sikkert aldrig turde springe ud i det, men jeg er glad og lykkelig for at jeg gjorde det. Tak til jer, og hurra for 5 år med Sneglcille.

Jeg vil fejre dagen med mine mænd, først den mindste – med sofa, popcorn og måske en regnvejrstur, og senere med den store af dem, med byens bedste hotdogs, måske en slurk champagne og en tur i biografen.

… Som noget lidt særligt og ganske græneoverskridende (tæt på tåkrummende faktisk) slutter jeg her af med min allerførste Vlog fra 2010… Fra dengang Otto var lille, og hans mor var rødhåret. God fornøjelse!

Psssst! Husk at du kan følge mig på Instagram og Facebook!

Så gik der sgu da lige en uge uden så meget som et kvæk på disse kanter. Jeg havde ellers forudset, hvordan jeg ville ryste indlæg ud af ærmet efter min afsløring, da følelsen af at skjule noget jo forsvandt. Men der kom lige en hverdag i vejen sammen med noget forhøjet blodtryk. Jeg skal åbenbart bare være en af de damer, der fejler noget når de giver husly til et væsen. Da det var Otto, jeg groede inde min mave, brækkede jeg mig i fire måneder, hvilket jeg gudskelov har været nogenlunde forskånet for denne gang, selvom min aftensmad ind imellem insisterer på at komme op igen, men det er ren solskinsferie i sammenligning med sidst (seriøst! Jer, der går igennem det lige nu. Ord kan ikke beskrive hvor meget respekt jeg har for jer).

Jeg er af gode grunde, som ovenstående understreger, ikke vildt begejstret for aftensmad for tiden, men forsøger dog at få lidt indenbords efter klokken 17, og min appetit er da også ved at være nogenlunde igen, så længe æg og hakket kød ikke er indblandet. Tilgengæld spiser jeg for tiden meget gerne fisk i alle afskygninger og gerne meget af det. Engang læste jeg, at cravings ikke er ægte og at det er ren indbildning… Der må jeg grine. For det kan da godt være, at jeg ind imellem har bildt mig selv ind, at baby klart har brug for marcipanbrød og flødeboller, nu! Men når jeg klokken 6:40 onsdag morgen er på grådens rand over at, der ikke er noget laks i huset, så kan doktor know-it.all, der har udtalt sig omkring de falske cravings altså godt holde kæft og skride på havet efter en lakseside til mig. Nu.

Noget andet, der er gået op for mig i løbet af de sidste par uger er, at jeg godt kan glemme at gå med jeans det næste halve år. Det ser underligt ud, og føles ikke rart på min voksende krop – Jeg har forsøgt mig med graviditetsjeans fra diverse mærker, og det fungerer sgu ikke. Så fra nu af forsøger jeg at udvide min kjolesamling. Kodeordet her er: stretch!

Jeg har tilgengæld hele to gange på en uge bevæget mig ud efter mørkets frembrud i høje sko, og i noget andet end det grå bomuldsfængsel, jeg ellers har boet i siden august, både til rund fødselsdag hos et af de dejligste mennesker jeg har, samt til ti-retters på nyt pænt sted i Kødbyen med stil-junkien. Jo jo, og den ene gang var jeg faktisk hjemme efter klokken 22. Jeg er med andre ord så småt ved at blive til et rigtigt menneske igen, dog en anelse rundere om taljen (og i hovedet, hvilket en venlig sjæl fik fortalt mig den anden dag. Tak!), men dog et menneske. Hurra!

 

Først og fremmest TAK! Jeg er fuldstændig blæst væk over jeres reaktioner, kommentarer og lykønskninger. Ord kan ikke beskrive, hvor svært det har været ikke at involvere bloggen og jer de sidste par måneder, og hvor stor en lettelse det var i går, endelig at kunne skrive indlægget og trykke udgiv. At I derefter lagde bloggen ned, og at min besøgsrekord sprang i luften i løbet af få timer, gjorde det kun endnu mere overvældende. Tak!

Jeg er 14 uger henne og har termin i April. Jeg er dermed gået ind i 2. trimester, hvilket kun kan blive bedre end første, hvor jeg har været komplet flad. Vi taler to måneder forklædt som karklud – Ingen energi, intet overskud og med kvalme døgnet rundt. Vores Barcelona-tur i slutningen af August stod i kvalmens tegn for mit vedkommende, og mens Michael smovsede lækker tapas, skaldyr og aioli, nippede jeg til hvidt brød og cola, ofte med det ene øje lukket, i et forsøg på at få rummet til at stoppe med at snurre rundt. Skide romantisk!
Al min energi er blevet brugt på mit arbejde og jeg nåede mange dage knap nok ind ad døren i vores lejlighed om eftermiddagen, inden jeg havde skiftet om til noget blødt bomuld og lagt mig fast i en fosterstilling. Vi måtte afmelde vores måltidskasser, da det var spild af penge, eftersom at alt mad, særligt efter klokken 16, gav mig akut kvalme. Sidstnævnte kæmper jeg stadigvæk med de fleste dage, men det er billigt sluppet, sammenlignet med det konstante kvalmefængsel jeg var fanget i de første 10 uger. Med andre ord, er jeg ovenud lykkelig for at være et sted nu, hvor jeg kan holde mig oprejst og vågen til senere end klokken 20, og ikke behøver at spise som en fugl.

Selvom det ikke ligefrem er en planlagt graviditet, og nok ikke kunne være dårligere timet, er vi simpelthen så glade og spændte! – Den der glæder sig allermest er uden tvivl Otto, der allerede nu taler om og med babyen hver dag. Han mener bestemt at der gemmer sig en lillesøster, for man kan jo ikke blive ved med at få drenge, som han siger… Til november skal jeg scannes igen, så der finder vi ud af om han får ret.

Som I kunne se på billedet i går, er jeg allerede blevet ret gravid at se på, i hvert fald når jeg tager tøjet af. Jeg er endnu på det stadie, hvor jeg påklædt bare ligner en taljeløs barbapappa figur. Men jeg tvivler på, at min chef synes det er passende, at møde op med bar mave, så det lader jeg være med og dyrker i stedet pt det løse oversized look, og ser frem til at blive lidt tykkere, så jeg undgår de flakkende øjne i elevatoren på arbejdet, hvor folk ikke helt tør sige tillykke, da det i virkeligheden bare kunne skyldes vores kantineordning, at min talje er forsvundet.