Som 2. gangs gravid går det for mit vedkommende rasende hurtigt med udvidelsen af min omkreds. Jeg er nu 17 uger henne og er cirka lige så stor som jeg var i uge 25, da det var Otto jeg bar rundt på. Det er gået og går lyn-stærkt og jeg har ikke helt vænnet mig til det. Det har min hjerne heller ikke, som er overbevist om at jeg endnu er en størrelse 36 – Bliver derfor stadigvæk en anelse forskrækket når jeg ser mit eget spejlbillede ud af øjenkrogen, eller når jeg bøjer mig ned efter noget og mærker forhindringen i form af udspilet maveskind med fyld. Jeg går flere gange dagligt ind i ting med maven, heriblandt kollegaer, og jeg tager mig selv i liiige at ville snige mig igennem smalle steder, hvor jeg ikke har en chance for at mase mig igennem, og sidst men ikke mindst forsøger jeg uden held at suge maven ind, når jeg går forbi min egen mand, eller andre pæne mænd på min vej (det gør man da!) til ingen verdens nytte, for den rykker sig ikke ud af stedet. Sidst men ikke mindst har jeg erkendt, at mine trøjer stumper, og jeg er derfor begyndt at låne t-shirts i den anden ende af tøjstativet, fra husets ældste og længste beboer. En kortvarig løsning, som derfor er skyld i, at jeg netop, noget modvilligt, har trykket køb på min første bestilling af graviditetstøj.

Billedet herunder er taget i lørdags, hvor jeg stadigvæk kunne skrues ned i en kjole uden stretch. De dage er ovre.

• Har jeg i starten af min graviditet en sen eftermiddag på fisketorvet præsteret at slupre en bigmac i mig på rekordtid. Nåede ikke engang ud af køen igen inden den var long gone. Ikke mit stolteste øjeblik, men det føltes som det eneste rigtige i øjeblikket.
• VIL Otto have en lillesøster, og bliver vred når jeg forsøger at forklare ham, at det desværre ikke er noget man selv kan bestemme.
• Har jeg det vildt over Den Store Bagedyst, og er nu gået igang med den britiske version
• Forstår jeg ikke engelske kager
• Får jeg det fysisk dårligt af at tænke på de ostekager Tobias lavede. Både den med myseost og lagkagen med den mugne ost. Åh og det sorte æg.
• Giver ovenstående punkt ingen mening, hvis du ikke har set Den store bagedyst. Pardon.
• Skal jeg nok holde kæft om kage nu. Og kvalme.
• Er jeg igang med noget meget meget meget spændende, udover at gro et barn altså, og jeg glæder mig til at indvie jer. Vil bare gerne være 10000% sikker på at det bliver til noget, inden jeg råber det ud.
• Tænker jeg ualmindeligt meget på koldskål i disse dage… Af den hjemmelavede slags.
• Er jeg virkelig glad for den effekt min graviditet har på mine bryster. For at sige det kort: De findes!
• Er jeg til gengæld knap så begejstret for min hud i disse dage, der ellers altid er pæn, men som pludselig er gået hormonella on me. Men fuck it, jeg har fået bryster!
• Har jeg modtaget en skorpion i porcelæn (!) fra webshoppen Dibbedut.dk, som jeg elsker! Både shoppen og skorpionen.
• Tror jeg at skorpionen gør at freelancer er blevet helt glad for mine vinkekatte. Smart.

Bloggen fylder fem år. FEM. På den ene side tænker jeg, at det er meget, men på den anden side, føles det af ingenting. Der er sket en hel del siden den oktober aften for i dag fem år siden, hvor jeg tog tilløb og forsøgte mig med mit første indlæg.

Jeg tør godt at sige højt, hvor stolt jeg er af bloggen, og af mig selv. Synes virkelig at der er sket noget med mig igennem de sidste mange år, og selvom der har været nogle seriøse bump på vejen, ville jeg ikke have været dem foruden. Det har taget fem år, men jeg føler virkelig, at jeg nu er et sted, personligt især, hvor jeg føler mig hjemme.
Det samme gælder bloggen, der efterhånden har været vidt omkring, og har gennemgået nogle seriøse identitetskriser, sammen med mig. Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad den næste tid kommer til at bringe, både i livet, men også på bloggen – Jeg er i hvert fald frisk på at snuppe 5 år mere i snegleland.

2014 har været et vildt år! Ikke nok med at bloggen kan fejre femårs dag, også min yndlings-person blev fem år-
Jeg faldt pladask for, og flyttede sammen med den mand, jeg tidligere har forsvoret aldrig at få den slags følelser for igen, og så er jeg, som et kandiseret cherry på den kvalmende kærlighedsmilkshake jeg befinder mig midt i, også gravid i 17. uge. Hvad fanden skete der lige for det?! Livet er en tricky lille kælling, men jeg er pt ret pjattet med hende.

Jeg har kigget en del af mine gamle indlæg igennem og noget der i den grad springer mig i øjnene er, at jeg er gået fra at være ulykkelig, forvirret og fortabt, til at hvile i mig selv, også som enlig mor, hvilket et eller andet sted nok har været med til at gøre mig klar til at gå all in på det liv jeg har nu.

Endnu engang bliver jeg nødt til at sige TAK til jer, der klikker forbi hver eneste dag. Hvis jeg havde vidst, at der ville være flere tusinde mennesker, der ville følge med, den dag for fem år siden havde jeg sikkert aldrig turde springe ud i det, men jeg er glad og lykkelig for at jeg gjorde det. Tak til jer, og hurra for 5 år med Sneglcille.

Jeg vil fejre dagen med mine mænd, først den mindste – med sofa, popcorn og måske en regnvejrstur, og senere med den store af dem, med byens bedste hotdogs, måske en slurk champagne og en tur i biografen.

… Som noget lidt særligt og ganske græneoverskridende (tæt på tåkrummende faktisk) slutter jeg her af med min allerførste Vlog fra 2010… Fra dengang Otto var lille, og hans mor var rødhåret. God fornøjelse!

Psssst! Husk at du kan følge mig på Instagram og Facebook!

I kender måske allerede Rita Blås loppemarkeder, der som oftest holder til på Sønder Boulevard i sommermånederne? Som noget byder seje Rita i morgen indenfor til ‘Rita Blås børnelopper’ hvor der er fokus på børnetøj og børneting. Jeg kigger forbi, og synes at I skal gøre det samme… Klik på den fine plakat herunder for mere info. Vi ses derinde!

Så gik der sgu da lige en uge uden så meget som et kvæk på disse kanter. Jeg havde ellers forudset, hvordan jeg ville ryste indlæg ud af ærmet efter min afsløring, da følelsen af at skjule noget jo forsvandt. Men der kom lige en hverdag i vejen sammen med noget forhøjet blodtryk. Jeg skal åbenbart bare være en af de damer, der fejler noget når de giver husly til et væsen. Da det var Otto, jeg groede inde min mave, brækkede jeg mig i fire måneder, hvilket jeg gudskelov har været nogenlunde forskånet for denne gang, selvom min aftensmad ind imellem insisterer på at komme op igen, men det er ren solskinsferie i sammenligning med sidst (seriøst! Jer, der går igennem det lige nu. Ord kan ikke beskrive hvor meget respekt jeg har for jer).

Jeg er af gode grunde, som ovenstående understreger, ikke vildt begejstret for aftensmad for tiden, men forsøger dog at få lidt indenbords efter klokken 17, og min appetit er da også ved at være nogenlunde igen, så længe æg og hakket kød ikke er indblandet. Tilgengæld spiser jeg for tiden meget gerne fisk i alle afskygninger og gerne meget af det. Engang læste jeg, at cravings ikke er ægte og at det er ren indbildning… Der må jeg grine. For det kan da godt være, at jeg ind imellem har bildt mig selv ind, at baby klart har brug for marcipanbrød og flødeboller, nu! Men når jeg klokken 6:40 onsdag morgen er på grådens rand over at, der ikke er noget laks i huset, så kan doktor know-it.all, der har udtalt sig omkring de falske cravings altså godt holde kæft og skride på havet efter en lakseside til mig. Nu.

Noget andet, der er gået op for mig i løbet af de sidste par uger er, at jeg godt kan glemme at gå med jeans det næste halve år. Det ser underligt ud, og føles ikke rart på min voksende krop – Jeg har forsøgt mig med graviditetsjeans fra diverse mærker, og det fungerer sgu ikke. Så fra nu af forsøger jeg at udvide min kjolesamling. Kodeordet her er: stretch!

Jeg har tilgengæld hele to gange på en uge bevæget mig ud efter mørkets frembrud i høje sko, og i noget andet end det grå bomuldsfængsel, jeg ellers har boet i siden august, både til rund fødselsdag hos et af de dejligste mennesker jeg har, samt til ti-retters på nyt pænt sted i Kødbyen med stil-junkien. Jo jo, og den ene gang var jeg faktisk hjemme efter klokken 22. Jeg er med andre ord så småt ved at blive til et rigtigt menneske igen, dog en anelse rundere om taljen (og i hovedet, hvilket en venlig sjæl fik fortalt mig den anden dag. Tak!), men dog et menneske. Hurra!

I glimmer og øjenskygge inden venindes 30 års sidste weekend.