Det hele startede en sensommerdag på vej hjem fra stranden, hvor jeg satte tænderne i et stykke vandmelon, som simpelthen smagte sådan af opkast.
Dernæst skete der det, at min naturlige sukkertrang og lyst til kage forsvandt som dug fra solen, og jeg hørte mig selv sige ting som “Nej tak, jeg springer over” og “Måske bare et lille stykke”. Alarmerende!
Så kom den ustyrlige lyst til iskold danskvand, på trods af min voldsomme aversion imod brus, dernæst længsel efter smørstegt fiskefilet midt om natten, og i samme omgang trætheden, behovet for 12-14 timers søvn hver nat, den konstante hovedpine, svimmelheden og den enorme mængde mundvand, og dermed behovet for at synke hvert sekund for ikke at komme til at savle eller kaste op.
og så var der naturligvis det endelige bevis, bomben, testen, der en varm sommermorgen for nu over to måneder siden viste to streger. Ja, du har nok gættet det.
Til april lander vores andet fælles barn, noget tidligere end vi havde forestillet os det. Vi nåede faktisk kun lige at snakke om, at det kunne være fedt, snart at reproducere os igen, inden der kort tid efter, ikke engang to uger senere, var gevinst. Så snart havde vi slet ikke overvejet, at det ville blive. Men vi er selvfølgelig skideglade.
Otto bliver storebror, og jeg er ved at gå til af skræk, lykke og glæde.
Det er vi alle sammen.
Den første måned holdte vi det nogenlunde for os selv. Michael (ja, synes altså at en opgradering fra “Freelancer” er på sin plads) og jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at plapre op om det, før vi selv havde vænnet os til det (hvilket man jo for helvede aldrig gør!), efter en måneds tid begyndte vi så småt at sige det til de nærmeste, og så kom turen til mit arbejde. Sjældent har jeg været så nervøs, men eftersom at jeg var træt af at gå i løst tøj, og skulle komme på undskyldninger for at slippe uden om sociale arrangementer, hvor alkohol var indblandet, samt de konstante fieldtrips til toilettet, hvor jeg med et fast greb om håndvasken og ivrig øjenkontakt med mig selv i spejlet messede “NU tager du dig sammen! Du må ikke kaste op, og ikke falde i søvn, ikke nu!!”, samt overveje om det ville være passende lige at ligge lidt på gulvet og tage en lur, for derefter at vende tilbage til mit skrivebord og lade som om, at jeg ikke var ved at gå i gulvet, var det det helt rigtige tidspunkt at bekende kulør.
Det gik godt. Begge mine chefer hvinede og krammede mig.
Nakkefoldsscanningen gik også godt.
Kvalmen og min madlede, der har været voldsom og gjort at jeg i flere uger primært kun har spist brød, suppe og vindruer, er ved at aftage og jeg begynder så småt at føle mig som et almindeligt menneske? Et menneske, der dog ikke kan være i nærheden af æg uden at gagge, synes at rejer er pisseklamme og som skal have kakaomælk og tomater hver dag, men som helst ikke spiser aftensmad.
Så ja, there you have it. Sneglen er med rogn. Igen.
